2008-10-23

Fra kapital-stat til ÅR NUL

JHM***Følgende er en lang udredning af menneskelivets ånd. Den er skrevet i år 2007, under særdeles betrængte omstændigheder. Menneskelivets ånd er forhåbentlig ikke allerede forældet af den grund. Desuden er jeg nulevende, skulle du være i tvivl. Ejheller det kan man snyde med på nettet, da det jo fremgår af ordets sands i dit hjerte.

For læsevenlighedens skyld skal jeg nævne, at teksten er særdeles gentagende omkring bogens overskrift, netsidens overskrift, da det er den omstændighed, jeg bearbejder og viser vej ud af. Lad mig sige det sådan: Jeg kaster livets lys ind i den samfundsomgivelse, jeg har levet i og lader det her komme til udtryk på skrift. Ganske som mit liv er det ikke velordnet på fornuftig vis perfekt, dog et lys. - Som titlen antyder, så lever jeg i år nul og har altid gjort det, ja vil såmænd gøre det i al evighed. Herfra oplyser jeg den omgivelse, jeg er opvokset i med videre henblik på at bidrage til opfattelsen af dens elendige omstændighed: Kapital-staten.

Penge er blevet ensbetydende med at være lovlydig, at tjene penge og overholde landets love er blevet ensbetydende med vækst. Og det finder jeg mig ikke i som menneske. Ja, misforstå det ikke: Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå... - men når man så går fra butikken, så bliver man potentielt lovløs, erklæret syg, tvangsmedicineret, placeret på anstalter eller i fængsel. Fordi butiks-indehaverne tror, at de med deres fedtede liv udgør hele samfundet og har lovhjemmel til at straffe dem, der går, fordi de ingen penge har. Butikken hedder staten og der er tale om et massivt hjernevask af dets indehavere, ja lige siden barns ben. Det er ikke pengene, der er spørgsmålet eller vanskeligheden, nej det er lovens abekatte og den hjernevask, som de forestår af deres medlemmer: Statsborgeren.

Derfor giver jeg, så godt jeg formår et udviklingssigte for mennesket på jord at forholde sig til. Ja så vi kan komme videre med al vort. Det kan måske betragtes som et stykke indrømmelses-arbejde, der udrenser dårligdommen i det danske, men hør personligt efter hos dig i al vort, kære medmenneske!
***Nkh. JHM.




******************************************************************************************************************************************************************************

TIL DRONNINGEN AF DANMARK, DERES KONGELIGE HØJHED

Margrethe II og Prins Henrik
Kronprins Frederik
Arveprins Joakim

samt

TIL DERES UBEKENDTHED I AL UENDELIGHED: STATSMINISTEREN

******************************************************************************************************************************************************************************




(se bort fra sidetallene)


IND 3
SATANS FORNUFTIGE KAPITAL-STAT 10
LIVSINDSTILLING FORTSAT 20
OPGAVEN 25
VIDERE 44
UDVIKKELING – OG IKKE SWING-TINGE-LING-TING-PING 53
LIVET PÅ GULVET 57
UDVIKKELING FORTSAT 63
ÅND 67
MENNESKEÅNDEN 80
HELLIGÅNDEN 94
FORNUFTSVIDEN 119
INDSIGT 136
UD 145




IND

Hvad er hvad – ja det er lige meget, ganske som 1 siges at være lig med 1. Men det er tarveligt at lade fornuftens matematiske paradigme være bestemmende for livets udvikling i menneskelig forstand. – Ja det er lige så tarveligt som det er klokkeklart, ren og skær ondskab at lade en sådan fornuft være bestemmende ledelse af vor kultur, vort samfund.

Vi lever ikke godt i hvad i himlens navn fornuftens kulturer finder på at kalde hvadsomhelst. Jeg hedder Jens Haarup Mortensen og det er altså ikke lige meget. Mine forældre fandt sammen frem til det navn, de lod mig døbe med det, så jeg kunne vokse op i lydighed af det, når der blev kaldt. Det er jeg glad for. Jeg er glad for det med det kære liv, der høres af mig under den hat. For iih, hvor har det dog givet mig megen glæde og stor kære-lighed.

Det ufatteligt fattige Danmark, der ellers har så megen familiær livserfaring at lade være bestemmende for sin udvikling – det skoler sine børn i matematisk fornuft. Hvad betyder det, må man spørge, da det jo ikke er forbudt endnu. Og jeg skal hjertensgerne give mit bud derpå. Med lidt tålmodighed ihu hos dig, min kære læser, skal jeg stødt, men ellers roligt og fattet udfolde et svar, der når lakken er tør også er til at forstå. Ja det er som det vil rime, ej kommer i stime – mit håb opråb – at vi sammen kan gå derpå. En snublen måske, men ikke værre end det.

Hvad det betyder, at Danmark skoler sine børn i matematisk fornuft – derom må man spørge, da det jo ikke er forbudt endnu. Man har ganske vist ikke rigtig lov til at spørge, men også det skal nok blive klart nok.

Hvad er ikke ordet i denne bog. Og jeg skal være ærlig og sige: At jeg taler til Jer. Skriften, at skrive, det er et redskab for mig og sådan bruger jeg det efter bedste evne, jeg taler med det, så jordnært ja kan. En murers redskab er murerskeen og med det gør han som vi véd og kan se, ja endog bo i, når han er færdig ved hjælp af de øvrige håndværkere og montørere. Mit redskab er skriften og når jeg er færdig vil man tilsvarende kunne vide som se det, jeg nu gør med ordet ved hjælp af de øvrige håndværkere og montørere, deriblandt dig. – Dog skal det være sagt: I kan være vis på, at jeg ikke er så snothamrende dum som i sandhed fattig, at jeg bilder mig ind, at man kan bygge et land op med lov som var det mursten eller skrift. Ligeledes kunne jeg heller ikke drømme om at stille mit liv og dermed lægge mine kræfter i en bekræftelse af en sådan snothamrende dum som i sandhed fattig ånd som praksis. Uanset om også jeg bruger skriften, thi ordet er jo frit i sit hjertelige filter, ikke sandt.

Fornuften er mange ting, det er svært at indkredse. Matematik kan ikke desto mindre opfattes som paradigmet på fornuft. - I må tro mig på vor livserfaring, thi den har undersøgt sagen. Den opstår af samme grund og kan tilsvarende opfattes af ethvert menneske: Betragt fornuften og dens mange produkter, de regnestykker den har fundet på, den symmetri, den søger i alverdens ting og alle de ligheder, den søger at få os til at efterleve – og således indskudt, iøvrigt efterrationaliserer, da fornuft, der oprindeligt er græsk, i hænderne på romernes løgn og latin, kommer til at hedde ratio, rationalitet. Betragt med andre ord fornuften som en åndssfære. Og forstå nu igen, da jeg gentager og tilføjer:

Det ufattteligt fattige Danmark, der ellers har så megen familiær livserfaring at lade være bestemmende for sin udvikling – det skoler sine børn i matematisk fornuft, en bestemt åndssfære. Det er en bestemt omgivelse vi lader vore børn vokse op i og endvidere lader dem blive skolet i. – Og det er kun fornuftens magteri i sin åndssfære, der taler om det som nødvendigt. Forstanden, det oplyste menneske i vor kultur, oplyst demokrati, god og sund livsførelse, vækst og trivsel på jord, udvikling i glæde, arbejde i glæde, ja alt det, vi i vor mangfoldighed af unikke personer i menneskeliv forstår os selv bedst i kraft af - og på den kraftige kære-lige baggrund iøvrigt sagtens kan indoptage andre mennesker med anden ”etnisk herkomst” gennem – ja det er altsammen sat ud af drift. Det har intet at skulle have sagt, det råder ikke, det leder os ikke godt, er ikke bestemmende for udviklingsretningen af os, men er derimod som man så kan gentage det: tilsidesat af fornuftens højbårne inkompetence.

Fornuftens åndsdyrkelse, dens praksis, produkterne, den åndssfære, det skaber den er immun overfor menneskelig udvikling med sit liv som indsats i sigte for kulturens videre gang som samfunden. Alt, hvad der stilles eller kommer i berøring med fornuftens ånd vil afvikle sig selv, mens intet desværre udvikler sig derved. Og intet, det er ikke ingenting – men alt. Alt er ikke ligegodt kan man høre på vendelbomål. Og ingen voksne mennesker kan iøvrigt, uanset dialekt, længere være i tvivl derom. Børn bliver som skrog i fornuftsvoldens tag, uden muskler, uden vid, uden hjerte – uden kærlighed, uden forstand, uden fred, uden kendskab til sig selv som menneske, nej - ikke til sig selv, thi det er fornuftens produktive midte - men til sit personlige ansvar som menneske i livet.

Men sådan er fornuftens love og åndssfære altså i navn af f.eks. det er naturligt eller det er nødvendigt eller sådan er systemet eller som det hedder politisk: Frihed. - Hvor fornuftsånden har været er landskabet efterfølgende frit, mennesketomt og ødelagt. Menneskelivet skyr derfor i sandhed fornuftens sindssygdoms-tilbedede kulturer - og kan under ingen omstændigheder finde sig i dens svineri. Det er ikke forbudt at spørge, hvad et og andet betyder, men det varer sikkert ikke længe, thi fornuften har intet svar udover sin ligegyldigheds-dyrkelse, sit jeg, sit: jeg er sig selv og alle er lige. Derfor vil den betragte et spørgsmål som uforstandigt stillet uden selv at være forstandig klar til at svare for sit – af hjerte livsnaturlig vis, ærligt og uden anden grund.

Sagt på en anden måde. De mennesker, der er tilbage, de oplyste mennesker, der er tilbage og som af godt forstandigt hjerte giver, bidrager, deltager – ja de vil blive enten frosset ud, presset ud, fængslet eller tvangsbehandlet, tvangspsykologiseret, tvangsmedicineret for deres forkerte livsindstilling og endeligt vil det bifaldes i tilfælde af selvmord. For sådan er fornuften, da fik den jo ret i sit verdensbillde: Det var da godt, at hans dage fik en ende, så han ikke skulle leve i usselhed længere; (og vi andre bliver fri for at se på ham og betale til hans belastende liv).

Fornuftens princip er enten-eller. Og både-og er blot en udgave af det. Fornuften giver intet betingelsesløst, men altid på sit selvbestaltede grundlag. Ejendommeligt nok kommer det i sundhedsmæssig henseende til udtryk som: jeg har ikke overskud eller jeg er i underskud. Og det er så sandt som det er sagt, for overskud det har man nemlig aldrig selv i fornuftsånden, hvor man henviser overskuddet til et andet formål end det kropsligt nærværende, næringsmæssigt, livsmæssigt afgørende – og det resulterer jo med et i underskuddet.

Ja, sådan er fornuftens kapital, dens love, dens lovgivning og åndssvage åndssfære iøvrigt. Og netop over en kam, thi det kan man ærligt sige om fornuften. De mennesker, der har overskud, har det på bekostning af at have skabt et underskud et andet sted. Men det værste er: At man tror verden er indrettet sådan og livet tilsvarende. De som kender andet, forstår andet og kan se, hvor galt det står til, ja de vil blive behandlet som førnævnt, en trussel mod et forrykt verdensbillede. De vil blive dømt syge og behandlet som dårlige, så vi ikke hører mere til dem.

Giv dog ikke fortabt af fornuftens åndsvage grunde, siger jeg, for de er helt og aldeles bundløse i forstandigt udviklende henseende. Hør istedet erfaringen tale. Jeg har brug for Jer til at hjælpe os, så vi igen kan opnå forstand på at leve og derigennem udvikle kulturen, samfundet. – Det er ikke blot forargelse, vrede, aggression, der foranlediger mine stærke udtalelser. Mennskelivet, menneskehjertet afskyr magtanvendelse, kan havne i aggression og vrede, men afskyr også den, thi det omvender den slags, det omvender det til et videre sigte med sit liv i tilsvarende sigte for, nej, ikke andre mennesker, men mennesket på baggrund af sin livserfaring, sin livshistorie og derved ud til medmenneskeligheden. Det er livet, der skal leves menneskeligt erfarent og derved erfaringsudviklende – det er ikke andre mennesker, der skal det, for de er også stillet sådan. Ja det er kun ved den levende indstilling at vi overhovedet kan finde hinanden, genkende det menneskeligt befordrende og opleve arbejdsomme bølgelængder. Det gode menneskeliv betjener sig af kære-lighedens ånd til at nå sine mål, det elsker sig vej frem, det fremelsker den megen familiære erfaring, der er os givet vidt og bredt. Det bekræfter altid personens egen livserfaring ved sit navn. Det lyder vidtløftigt på skrift, men er det i sandhed kun såvidt I ikke hører kaldet og løfter vidt og bredt rundt omkring. - Og det er ikke sikkert, at I gør det, selvom I selv mener det på selvbestaltet, fornuftig vis. Vær ærlige, hold Jer til det I magter og lad være med at bilde Jer noget ind, herunder krav og pligter, som kapital-statens fornuftsånd beder Jer om at efterleve i kraft af sin idealitet: Alt og alle er lige for loven.

Fornuften kommer fra og går til: Den universitære tradition for skabelse af viden og stats-administration over det mellem-menneskelige via magt, i ånd deraf. Det skaber angst, frygt og bæven i livet og grunde af den slags, krav og pligter i den ånd, ja det afskyr menneskelivet at lade sig forføre af. Men som sagt: giv ikke fortabt af fornuftens åndssvage grunde.

Sikkert og vist er det: At menneskelivets vækst og kultur ingen fornuft kan holde tilbage, dertil ejer vi ikke kræfterne – sålænge de er stillet i fornuftens voldsmønster. Nok afskyr mennesket i sandhed fornuftens vold uden at gøre gengæld, men det glemmer ikke omstændighederne, der forførte det, lod det ske. Det ville jo være endnu én af fornuftens mange kortvarige påhitsomheder at gøre så, her i dens udgave som psykologi i form af fortrængning. Du skal fortrænge, du skal fortrænge, for du ender galt med dit synspunkt, akademikerstandens uoplyste universitære praksis vil slagte dig via deres indirekte pres og fornuftsretoriske ordninger, deres teknologier, truer fornuftsånden. Og iøvrigt vil de altid undskylde sig med, at de ikke har noget ansvar. - Fortrængning skal til i pressede livssituationer, ingen tvivl derom, men hjertet glemmer altså ikke, som vor glædesbekræftende Johannes Møllehave også kan sige det. Og det er din menneskepligt at tale af sandt godtroende hjerte, så omgivelsen kan høre, hvad der trykker, før helvede eventuelt bryder løs langt udover, hvad der er alvorligt. Jeg gentager, langt udover, hvad der er alvorligt og således også langt udover glæden.

I fornuften er Gud død, fordi fornuften er universitært rettet, sindet er universitært skolet – og dermed indstillet, så det tænker, føler, handler udenfor livets jordiske horisont. Fornuften løser problemer, der ikke er i livet, ikke er livsorienterede. Det kaldes også menneskesorg og den kan, som dette lille afsnit siger det: ikke holdes tilbage, ikke mindst da den har så mange år på bagen, er skolet i kødet gennem arv og miljø, vore institutioner. mv. – Jeg skriver dog ikke dette, hvis ikke jeg troede, at vi kan gøre noget i forhold til det. Jeg skuffer Jer ikke.

Skulle fornuftsåndens dommerstand tilfældigvis ikke være oplyst udi det menneskeorganiske forhold, kan jeg troligt fortælle dem helt ind i hjertekarret, at hjertets sande tale, stemme og stemmeret, osv. - ja det er baggrunden for ytringsfriheden. Og den baggrund kan I ikke styre med lov. For det har som sådan ikke noget med rettigheder at gøre, nej ytringsfrihed er som minimum sikringen for, at I ikke bliver slagtet af Jeres folk, Jeres familier, da I jo ikke vil eller kan være dem bekendte som tarvelige fornuftsdommere over dem. Eller rettere sagt ikke ret er givet anden status end at være sølle som nyklippede får, der render forvildet rundt i deres egen indhegning. - Nike, Justitsia, Pan, Appollon, Dionysos, Dike og stiv pik og håret tilbage, det er stadigvæk Jeres guder. Og det kan sandelig da både ses og mærkes når I dømmer, for I ejer jo ikke sands for liv og kultur. Piller man hammeren ud af hånden på Jer, vil I end ikke kunne græde, så ringe er I stillet, fordi I har ført Jeres liv i fornuftens utroskab. Forstanden er væk hos Jer. I ved nok ikke, men så hør dog: Den som lidet har, fra ham skal det sidste tages – og den som har i forvejen, skal endnu mere gives. Det er et organisk fordelingsforhold, hjertets sprog, så menneskekulturen kan overleve, uanset fornufts-idioters praksis. Er det mig, der skal passe på, tror I? Niksen biksen: Det var ikke Gud, der døde men Staten; det blev Nietzsche syg af at indse, men det gør jeg ikke. Og Jer med hammeren i sidder jo på forreste række - som funktionærer, ja, jeg ved det godt. Funktionærer, der ”tør” statuere eksempler med andre menneskers liv via en institution, der er ladet med alle magtens dårligdomme gennem 2400 år, sådan rundt regnet. Flot klaret, hvor har I dog udviklet Jer og kulturen dermed.

- Hvem skiller fårene fra bukken, tror I?

Vil vi leve i fornuftens undertrykkende pres og på den vis lade en vedvarende forstandsfornægtende virkelighed regerer? Vi lader os så at sige leve i fortsat fortrængning af alt, hvad vi har kært, kan forstå at leve med som glædesbringende, udviklende! Ja, jeg spørger ikke bare, jeg svarer heller ikke kun, jeg oplyser Jer om: Hvordan. Hvor-dan vi er til det viderekommende menneskeligt udviklende liv. Tålmodighed skal der til, for vejen er gudskelov langt længere end lovens arme stakkel.

Jeg viser Jer vejen kulturen skal gå. Og se, jeg kan ikke truende sige: medmindre... Jeg kan ikke true, dog elske og derved give stemme, der kan høres som det, den kommer fra og har skullet tale i som menneske. - Og den er iøvrigt ikke bange for, hvad der er strafbart i retten, skulle det være undsluppet læserens opmærksomhed. Det er slut med angstens kultiveringsform i navn af lov og orden. Sandhed i Retssalen, sig mig engang, hvad med udenfor, hvad med gennem livet? Tror I samfundet er inde hos Jer, i fornuftens fede universitært universaliserende læs af 2400 år gammel dårligdom og sorg med 6 millioner jøder på samvittigheden. Er I snothamrende dumme som i sandhed fattige?

Af samme hjertelige grundløshed kan jeg heller ikke sige hvem det er, der ødelægger vort land. – Og dog kan jeg jo selvfølgelig også godt blive presset som almindeligt forstandigt menneske. Der skal jo bare et skilt til, så er årsagen til spedalskheden og de øvrige velfærdssygdomme ikke længere pakket ind i bogbind og bogbinderiets institutioner.

Tag Jer i agt i dét, der sandt som godt er hel lig ånden som hjertet, godda det viser os menneske-kære-lighedens vej - fremfor den latterlige adspredelse udi: thi kendes for ret, når retten er sat som om den ikke altid har siddet på sin flade uden at være i stand til at opdage, at der end ikke er flersidighed. Der er altså kun én vej, op af stolene mennesker, ud på vejen og gå sammen med livet. Vi kender den ikke alle, men vi er alle sammen på den. Vi er ihvertfald på den uden at vedkende os det som menneske og arbejde, tænke, føle, udvikle i det sigte.


Thi kendes hermed for RET med HøjesteRet i hovedsædet livsnaturlig vis:

SATANS FORNUFTIGE KAPITAL-STAT

Og ikke versus et eller andet i navn af universionaliserende magtånd, så vi kan få enten-eller swingjazzen til at bekræfte sig i sin selvbestaltede selvgodhed som overdommer, overmenneske, overherredømme og lignende let genkendeligt europæiske fornufts-utopier i det kronragede borgerskabs hieraki. Hvor skal hammeren falde tror I? Har I forstand til det eller ramte jeg helt sandt, da jeg sagde, at den var udavlet hos Jer?

Satans kapital-stat, det er et faktum. Det er ikke et spørgsmål.

Mennesker i dens vold er mennesker, der skal have hjælp af kære-lighedens ånd som menneske t ro med livet, der kan finde sin egen helbredelse. Det gælder hele vejen rundt, men det jeg har været særdeles rettet imod, i klarhed med, at alle skal med, som man jo siger - det er fremtiden i al evighed. Det er ikke nok for mig, at sige: det er nye tider, så jeg lever bare sådan, da jeg jo bare kan gøre som jeg vil ligesom alle andre. Noget har holdt igen hele tiden og det fandt sin grund, nej sigte. Altså en rettethed imod: At kunne leve godt og glædeligt, altimens man ikke derved glemmer at berede vejen for sine børn, ja, men dermed også de mellemmenneskelige forhold, kulturernes livssamfund.

I behøver ikke spørge mig om, hvad jeg har læst, for jeg har ikke læst særligt meget, men dog rigeligt til at forstå bøger og skrift. Traditionen med at gøre store samfundsmodeller, sætte i kraft med magt bag, da de lyder godt, besnærende i deres utopi – den er slut. Managementteori hedder det f.eks. i dag eller EU, der alene er akademiserede verdensborgeres produkt. Der kommer sikkert mange nye tunger, hoveder af den slags teorretiseren, men oprydningsarbejdet bagefter med alle de mennesker, der overhovedet ikke bliver orienteret, fordi det er umuligt set i forhold til livet, ja sådanne erfaringer betyder netop at det er slut. Staten er død. Men den kan først begraves, når universitetet er omvendt. Det skal lukkes ned, så vi kan få fred. Men det kræver en udvikling, et sigte og en praktisk orientering.

Administration via fornuftens teorier er slut. Det er slut, fordi mennesket i livet har udviklet sig, har erfaret, hvilket svineri det koster at leve og udvikle på den romerske måde. Det er f.eks. også grunden til, at man kan høre efterlysning af personligheder i politik, selvom de jo netop stadigvæk er der i underkuet forstand. Det man siger dermed er imidlertid udtryk for savn af: menneskelig ledelse. Når præster går i politik, så har klokken ringet ind til et kæmpemæssigt frikvarter. Det er altså slut i mere end blot én forstand.

Et andet eksempel på fornuftsåndens hærgen, management-teori eller lignende, da det er underordnet om der er tale om en privat virksomhed eller en statslig: I postvæsenet, hvor jeg løb post og tog en førlederuddannelse som distributionsleder, ja der oplever man, hvordan akademisk fornufts-analytik virker i kødet på folk. Man indskoler begreber som: Troværdighed, forandringsparat, loyal og værdiskabende, man danner simpelthen en identitet ved at bruge så grundlæggende, almenmenneskelige begreber. Altså en med magt bag kunstig skabt identitet. – Oprydningsarbejdet, ja det foregår efterfølgende i psykiatrien, efter at depression, alkoholisme har været inde, hustruvold, børnemishandling, incest eller lignende. Og det er jo næste generation. Sådan ”fungerer” kapital-staten, da den ikke kender sin fornuft. Det er slut, fordi det er selvsving: fornuftens væsen. – I kan ikke hører længere, forsåvidt I adlyder magtens sprog.

Jeg skal nok fortælle Jer min livshistorie, så I har noget at holde Jeres forstand til. Men sagt som centralt er: at jeg har søgt at udvikle en vej at gå med livet, der ikke lader det af fornuften forpulede folk i stikken. Det betyder først og fremmest, at livet ikke kan udvikle sig videre til gavn for kulturen, samfundet, medmindre at dårligdommenes gentagelses-apparat bliver opløst. En sådan opløsning bliver til en oplysningskulturel måde med livet, der livsnaturligvis er i overensstemmelse med sigtet for livet i vor historiske omgivelse, herunder det oplyste demokrati. Man kan ikke først give folk frihed, stemmeret, mv. – for dernæst, da det ikke virker optimalt – fører en romersk fornufts-teori indover, sæt et X, der skal få dem til at makke ret igen i rettesættelse af dem som sig selv. Sådan foregår god livsførelse ikke, sådan foregår kulturel udvikling ikke. For sådan er den menneskelige organisme i sin sande vækst-situation som stillet på jord ikke. Og overhører man det, ja det gør man lige netop.

Vanskeligheden er derfor, naturligvis, at medtage hele voldsapparatet gennem hjertet – og derved omvende det, filtrere det i nyt sigte, det nye vidnesbyrd. Et pejlemærke er forstand, fordi forstand er kulturhistorisk stillet i livet, som arv-og-miljø-mæssige omstændigheder gennem hele vor verdenshistorie har præget den. – Jeg gentager: man kan ikke fører noget ind på fornuftens øverste hylde som et program i en computer og dernæst tro og håbe på, at folket gør som de skal i den universitært rettede administration af det. For så gør folket som de således SKAL, men af frygt for magten – som de jo altså for guds-menneskekærligheds, deres eget liv og kulturens skyld netop ikke skal.

Man skoler os, befolkningen til ikke at kunne sige nej, for fornuftsfolket har jo facit på korrektheden. Det har vi udover skolen blandt andet lært via folkeafstemningerne, hvor et nej, ikke var et nej. Men ja, et jaja, for det kører jo med os alligevel i al sin lige-gyldighed som alle jo er lige for loven. Det siger de kloge jo ihvertfald. - Det er kun i fornuftsånden, stats-administrationen, at der er noget, der hedder folk, borgere. Sådan ligegyldigt indstiller vor stats-tradition mennesket gennem sin uundgåelige identitets-dannelse ved det, vi som samfund dyrker. Sådan ligegyldigt præges mennesket, når det ligegyldigt bevæger sig op over andre mennesker og bliver til en ”pligtopfyldende borger”. – Alt imens men’sket i egentlig forstand i al evighed er, hvor livets varme sands er. Ja, der er jo koldt på toppen.

Den varme sands, den er forstandig, kulturhistorisk ja, kanske, men den er af kød og blod. Den er hjertegod. Den er god i sin oprindelse og den er god i sin dømmekraft, sin sandselighed, sin udviklings-evne.

Det er ikke fornuftens verdenshistorier, der bestemmer, selvom den bilder sig ind at kunne det og på den vis søger at gøre det oppe over livet – nej, det er forstandens livshistorie, der bestemmer dét, der overhovedet som underdanigt centreret i hjertet, kan udvikle, være, glæde sig og arbejde i det rette sigte. At staten er død betyder at fornuftsånden med hele sit indhold, hele sin virksomhed intet menneskeligt kan befordre, bekræfte, bestemme, beholde. Og det er da i sandhed uholdbart såvidt som det stadigvæk er gående.

Jeg kender traditionen for statsdannelser, statsvirksomhed i sin måde med livet. Helt oppe og helt nede, helt ude og helt inde. Og derfor kan der ikke komme en statstænker med en omfattende teori for en ny samfundsmodel – den kan ikke udvikles, lades med godhedens gode intentioner for dernæst at blive iværksat via gamle instrumentalistiske omstændigheder, bærende på grusom virkningshistorisk dårligdom.

- Når der er givet slip, givet fri til det enkelte menneske, så kan man ikke samle med magt, uden at skabe fatale negative konsekvenser selvfølgelig. Istedet kan man så koncentrere det menneskelige i vor kultur, vor ånd og fortsætte oplysningen af mennesket i kraft deraf. - Plørevælde hedder det vi lever i. Og mine fremhævelser i indledningen er fornufts-mekanismer, hvis tag i vort kød bekræfter det plørevælde. Det er så at sige måder fornuftsåndens hærgen i livets kød, virker på. (Fremhævelser i dette kapitel og fremefter er blot til læserens orientering af budskabet).

Alligevel siger jeg altså, at jeg ikke vil lade alle de mennesker i stikken, der er fanget i fornuftens vold. Men det indbefatter et opgør med vestens åndssvage magtmennesker.

Hans Scherfigs Forsømte Forår, ja også Den Forsvundne Fuldmægtige – Idealisten skrev han vist også en bog, der hed. Ham har jeg nævnt andre steder, flere gange som et eksempel andre kan forstå; ikke mindst gymnasie-drengene. De har måske set filmen som også jeg gjorde. Hans opgør kan tydeligt forståes som et opgør med den sorte skoles lektor Blomme og Aben, altså gymnasial-uddannelsen, ja, for den sorte skole, det er klazzizismens idealer – den skolevej, der fører mennesket op på overbygningen, universitetet, stats-administrationen. Det opgør er altså ikke slut, selvom det i menneskelig sandhed forlængst er slut. Det er naturligvis med vilje, at der står ZZiZisme, en mærkværdig omskrivning, kanske, men den anslår sammenhængens tone: den idealistiske fornuftsprægning af forstandens sandselighed i et. En sandselighed, der livsnaturligvis begynder at høre og se, føle og tænke i sammenblandet livshistorisk, kulturhistorisk sammenhæng – men jo altså meget gerne skulle gøre det med livet in mente, nej, ikke in mento, for det hedder ihu som i hus. Jeg gentager: Ikke i alles ideal-fornuft, da den historiske forstandighed i livet, dermed ikke træder frem i bevarelse af den hjertelige, menneskelige udviklings næringsgivende vækstånd. Fornuft, matematik, idealisme, teknologi, industri, institution, forkludret følelsesliv, vantrivsel, misdannelser, sygdom, død og ødelæggelse - det kommer af den samme ånd, en bestemt måde med livet, der genereres via. fornuftsåndens omverden.

- Tag ned på gulvet i postvæsenet og mærk, hvad I har skabt gennem Jeres livsførelse fornuftsborgere og verdensborgere! Ja her vil fornuftens magtmenneske netop svare: Det gælder om at kunne skille tingene ad, skelne, kritisere. Og ja, det gør det da på forstandig menneskelig vis skal jeg tilføje, så er I klar?.

- Ud Georg Metz og ind igen, for du har jo nok efterhånden fattet det som langsommelig erfaren kæmpe i livet. Men har du indrømmet din erkendelse, dit virke? Har du erfaret noget som barnerumpetski menneske. Kritik er dødfødt, men ikke deltagelse og det er netop ikke et skel, så du er stadigvæk tilgivet som godt gående. Frihed er ikke fornuftens begreb, nej, den opstår ikke ved kritik. – Så nu har jeg med andre ord elsket dig for din menneskelige indsat: At komme fri af krigens angst i fred uden modsætning. Betingelsesløst fredselskende er udtryk for al menneskelig kære-lighed og må bevare os vel som sådan, men ja: i Guds kritikløse navn, da det er menneskekære-ligheden i livet, der udvikler os, skaber tryghed og glæde, vækst og trivsel til at være nysgerrige og frie på sund vis. - Jeg hedder Jens Haarup Mortensen og hvad der hører under det navn kan I ikke kritisere. (Jeg gider ikke læse, Georg Gearløs Metz, jeg vil hellere elske ud, men det er jo svært at komme til, når krigens grunde fortsat kultiveres ind i kødet på mennesket. Fornuftens frihed, lighed og broderskab – fornuftens teknologi, retsstat og statsborgerskab – fornuftens kapital, jantelov og arbejdere. Matematikkens fornuftssamfund. Der er ikke blot koldt i toppen, men isende koldt på toppen).

Carsten Jensen, han kommer også med det på vegne af os; idealisten, der skal ud af ånden. Også Hans Hauge, Arno Victor, Moses Hansen, Eric Clausen, Anden-Mattensen, Bjørn Nørgård, Claus Meier, Niels Hausgård, osv... Vi vil ikke have fornuften som vejleder af liv og kultur!

Videre.

Staten er død, det er slutt. Det er også slut i forhold til det oplyste demokrati. Hele den udgave af frihed til menneskekærlighed, udvikling og trivsel iblandt hverandre – og kanaliseringen af konflikter, ind i politik, til nye beslutninger, nye love, der er i overenstemmelse med sin tids menneske, ja det dør som sagt i kontakten med fornuftsånden. Fornuftsmagtens ånd tillader det, den hverken aflader eller oplader, ja den kan ikke aflade i fornyende opladelse.

Kort sagt uden magtens gentagelse: Skal den danske befolkning udvikle sig som menneske, så skal universitetet og den akademiske stat skæres bort. Det har man forsøgt at gøre ved at kræve at højtuddannede skal omskoles på bistandskontoret og efterfølgende i arbejde.

Det kan jeg godt forstå og synes også, at det må være på sin plads, når den almen-menneskelige trivsel har brug for alle menneskekræfter. Det er bare ikke tilfældet, da den almen-menneskelige trivsel intet udviklingsperspektiv har gående i industriens og institutionernes arbejdsmarked. - Jeg brød med universitetet, arbejdede som maler hos en malermester og dernæst postvæsenet. Og så kommer jeg iøvrigt fra landet med dejlig fed jersey-mælk.

Pointe: Det forventes at der gives sigte for landet fra politisk hold, men fra politisk hold er man altid i carambollage med fatsvage akademikere, den universitære retning af sindet – der altsammen peger på systemets fallit, at idéen, i den udgave vi kender, har tjent os, har udtjent sin værnepligt. Men tilmed peger det jo altså også med rygende hjerte på, at der ikke kommer en ny restituerende udgave via politisk-akademisk magten. Det er derop, nej ind til vort inderste, at vi skal. Vi skal nulstilles. Det er som sagt slut med den fatalistiske akademisk-politiske ånd som lederskab. Livet har forlængst sagt fra. - Ja så I kan roligt rykke ud af universitetet og staten, for I dør mere og mere for hver dag, der går. Kanske kan I ikke forstå det, jeg siger, men da kan det jo ifølge Jeres fornuft og love blive nødvendigt på forstandigt menneskelig vis at oplyse den død og ødelæggelse I skaber i samfundet – skal vi føre konsekvenspolitik med livet som gidsel, altså opefter? Skal I røngten-fotograferes på menneskekærlighedens troskab i hjertet eller mangel på samme? Eller vil I fornægte mig at gøre min pligt i et oplysende samfund?

Ser I, der er menneskepligt til at oplyse om forhold, der truer freden og det t ro-givende livs udvikling, især når I ikke kan finde ud af det. Hvorfor har I efterlyst kompetence, husker I ikke remsen: Det man siger er man selv, for det står i aktuelt. – hvordan kan der opstå efterspørgsel på kompetence i det ledelsesmæssige Danmark? Mangler I den?

Mit kendskab til, hvordan den gymnasiale og universitære dannelses-tradition ikke blot ødelægger de mennesker, der arbejder i dens omgivelse – men tilmed går over i landets ledelse til varetagelse af livs-udvikling, kulturarven i kødet på alt og alle, ja det kan jeg sgu da ikke acceptere, når de ikke kender arvesynden eller hjertets sprog iøvrigt. De har jo ingen udviklingsmæssig forstand på vækst og trivsel stillet på jord. Og det er altså ikke blot latterligt. Nej, det er foragt for menneskelivets grundvilkår. Der sidder ikke én eneste på landets universiteter, der ikke samtidig har fornægtet sig selv som menneske – og kun få kan indrømme det. Jaaa, men vi må jo alle betale en pris, gøre et offer! Nej, for satan, ikke på hans måde, svarer jeg!

Der er sandhed som sandselighed i livet og det kræver ikke først og fremmest fornufts-argumentation, men at man ikke overhører sit eget hjerte i sine erfaringer til brug for menneskelig udvikling i kære-lighedens trivselsbetonede sigte, samfundet. Og jeg kan simpelthen ikke tro, at jeg er ene om den forstand i livet. Indrømmelse er påkrævet i ordets sind og kultur; og det kan I stole på, at vi retter os efter som mennesker, thi det er ikke en ideologi. Tro er ikke ideologi, men det t rogivendes midte i organismens erfarings-udvikling, det hedder ånd, i den allerbedste forstand. – Og den er også kulturelt præget, ja det vil sige, der er gode og dårlige kulturerfaringer i ånden, de sidste skal naturligvis udrenses som ukrudt, der stjæler næringen fra kornet.

– Magtudredningen, der blev bestilt for nogle år siden, det var en vittighed. Alt, hvad der foregår på universitetet består af storhedsvanvittighed. Og uha, der er ikke så få, der véd det, deroppe. Men jeg siger: Hvorfor i helvede fornægter de sig selv – jaaaamen, der kommer jo nogle nye studerende.... Ja, siger jeg, men hvorfor skal de lære at fornægte sig selv som menneske, fordi I ikke har forstand på det? I siger jo det samme som en ”taber” i bunden af samfundet: Det er systemets skyld. Endda i ganske overbevisende toner, helt ud i rummet. Skam Jer. Og hør: Skam er ikke en fornufts-kategorisk bestemmelse hos mig, der også elsker dem/Jer som mennesker – jeg kender Jer godt. Vær dog stadigvæk opmærksom på at skambideri bliver en fornufts-kategorisk bestemmelse i befolkningen og hos mennesket, fordi det ikke kan overleve ude i universets universitære samfundsudvikling i forskning på den flade røv med hammer og pik i hånden. Hvor tror I bureakratiet kommer fra? Hvor tror I demokratiets teknokratiske forvaltning kommer fra? Hvor tror I teknologien på arbejdsmarkedet kommer fra? Ja, I kan kun for fanden argumentere livets organiske forplejning bort. Og det gør I fortsat.

Kort sagt uden magt: Hvis ikke ægteskabet mellem klazzizismens, romerlovens universitære statstradition, fornuften, hvadend I kalder det - og det forstandige livs førelse eller med tilsvarende ord: ægteskabet mellem oplyst og demokrati – hvis ikke det opløses på overbygningens stats-niveau, administrationen af det mellemmenneskelige, som jo skal til, dog på hel anden udviklende vis - ja så bliver det opløst i livets hjertelige situation. Så går familiens ægteskaber fra hinanden, så kan parforhold mellem kønnene ikke eksistere udviklende, så kan børn ikke vokse op og mærke menneskekæreligheden i sin glæde, sin tryghed, sit gode, sin lyst til at virke og leve sådan, udviklende, voksende i menneskeforstand, deltagende i samfundet som en fællesmenneskelig omgivelse, et vedvarende anliggende, uanset kulturbaggrund i øvrigt. - Og det har I groft sagt brugt de sidste halvtreds år på at fornægte, krybe udenom, finde politisk løsning for...Altimens I fandt Jer nye koner, fik flere børn og grundlæggende ikke har kunnet forstå, hvordan potens forløses, uden at blive et uforløst potentiale alle skal leve under som lige for loven. Fornuften er fikseret på, hvad andre gør, kanaliserer tilsvarende, følger med strømmen hedder det og det afslører den faderløse autoritetstros livsførelse. I er blevet ofre for latinsk fornuft, i er blevet italienere, katolikker. Og jeg skal nok lære Jer at protestere faderligt tro igen i overenstemmelse med et sigte for Det Oplysende Menneskeledendes kultur.

Min tante er irsk-katolsk-protestantisk og jeg elsker hende da, hendes børn ligeså – men i forhold til kulturens mellem-menneskelige udvikling på dansk grund er det nødvendigt som omvendigt at løfte tro op i forståelse af menneskelig mangfoldighed, i ånd, så det kan blive energi-givende, næringsgivende for os på jord. Og det kan ikke lade sig gøre, når fornuften nedtrykker det. Den akademiske statsfornuft, ikke mindst AU – Aukens fallit - det presser simpelthen gammel-testamentlig eller græsk-romersk kejser-adfærd ud mellem os. Universitær videns-skab og magtskaberi – det er ræveskab. Ræveskab, rabbis, hundegalskab, ved I hvad det er, for det er ikke en sygdom. Det er en reaktion på liv, der ikke opfører sig som liv på jord. Når ræve går i skraldespandene i villa-kvatererne, så er det mennesket på junkfood. Det er en livets besked til os. – Og vi skal naturligvis ikke underlægge os ræveskab, men det er netop det vi gør. Vi kan ikke komme udenom at forstå det. Ræve har også hjerter.

Den negative sociale arvs fortsatte udvikling, den bekræftes af akademikerstanden, hvad dertil hører af viden, teknologi og alle de andre fornufts-betonede produktioner, der således sagt skal forståes over et stort historisk spænd eller bare i ånd. Det er en ordentlig mundfuld, for jeg siger: Det kan ikke fortsætte med menneskelivet i behold – lader vi det fortsætte, må vi naturligvis også tage ansvaret, men det kan vi ikke ude i universet eller med teknologi.

Vi er organisk anlagt og indrettende, åndende på jord, det er ikke fornuftsgjort eller et koncept, en ideologi. I kan ikke skyde tingene ud i fremtiden. Men det er netop sådan autoritetstroen fortsat indstiller os i fremskridtstroens teknologiske navne og deres omverden. Maskin-samfundet, teknologien, de teknisk administrative modtræk i forhold dertil – det har overtaget for altid, hvis ikke vi bekræfter hinanden som mennesker og står sammen om det i al evighed: År nul. Vi skal nulstilles.

Fornuften lever ovenpå tidslinien i efterhånden fuldkommen glemsel af, at den ikke blot har en begyndelse, der er forankret i menneskelivets hjerte, såvel historisk, orienterer man sig ifølge tidslinien, men i sandhed da i det liv, vi er, nu, her i det godes herlighed på jord som i kamp med det universitære iltfattige rums meningsløse overmagt som jo altså bekræftes af især universitetet, staten og kapitalen.

Og det er det, jeg formulerer og giver videre afviklings-sigte, da jeg ved, at man ikke kan tro mig, før jeg i kraft af forstanden har talt fornuften sønder og sammen, opløst den gennem menneskehjertet til et nyt vidnesbyrd, udviklingssigte i mit liv til Jer som Os i kulturlig udvikling med al vort. Der gives forløsning, hvadend I tror mig eller ej.

Sand vækst kan ikke tilbageholdes og den er altså ikke blot ligeglad med sin styrke i forhold til fornuftens spejlvendte, falske, løgnagtige, sorggivende magt-livs førelse – thi det kan den ikke være som menneske, der er orienteret i ligeværdighedens kødelige som vækstgivende ophav: Det hjertegode i vor kultur. Ordet blev til kød og bliver det fortsat, hvorfor der er noget, der hedder helligånden som vi overhovedet ikke er klar over står til rådgivende rådighed for os. - Man kan redde sin egen røv, men der er ikke noget udredet, udviklet derved. Jeg gentager livslogikken: Fra den som lidet har, skal det sidste fratages – mens den, der i forvejen har skal endnu mere gives. Og tilføjer: Den logik er ikke bare stillet som selvforskyldt menneske, der skal lære at indrømme sandheden - og iøvrigt for guds skyld ikke med hovedet i form af er-kendelse - nej, den logik er tilmed udviklingssigtet, der foregår i det arbejdsomme liv, hvis målestok udelukkende er glæde som også næring; levebrødet. Så med andre ord: Den, der i sandhed glæder sig i livet, vil vokse i den glæde, mens den, der har travlt med at nå livet, få det overstået, tilrane sig et liv på bekostning af hjertelig sandhed, bruge magt og så videre - ja vedkommende vil blive præget igennem en dannelse af sit sind, så der tilsidst ingen sand glæde kan trænge ind. Og det sidstnævnte, ja det er altså institutionaliseret af fornuften over befolkningen, en omgivelse vore børn således skoles i, mærker, ser og skal finde forbilleder i. Føj!

Efter reformationen er vi alle præster. Men det kan altså ikke blot forkyndes af teologer skolet ind i det universitære paradigme – det skal med hele vejen gennem livet, fordi det er livets gang og godt til hjertet. Livets vej skal følges i al evighed og mennesket bliver derved til mere i bedre tider. Det er ikke nok med forkyndelse eller formidling, men også omvendigt, at: Vi skal udvikle vort praktiske livs førelse, kulturen, samfundet i sands og sigte af det hjerteligt næringsgivende, derfor også fornuften på passende vis i forhold til nævnte livslogik. I den kan man binde fornuftens matematisk-logiske løberi til livets sands, der dermed opstår ved at vokse i kendskab til dens gode – som ånds-udvidkling, helbredende, sund livsførelse. Det er livsnaturligvis ikke nok at læse. Ånd og åndedræt skal med i livsførelsen og derved benævnes også den største konflikt med fornuftens læs-og-forstå-tradition, skriften og de skriftkloge, som det hed i gamle dag - der jo hverken kan det ene eller det andet, såvidt som den tradtition ikke holder sig til sin forstands hørelse i livet som det foregår rundt omkring hos medmennesket vidt og bredt. Fornuften undgår at bide mærke i, hvordan ånden som omgivelse bliver, når noget bestemt dyrkes. Og vupti, så havner den i administrationen eller i reference til: Jamen sådan er systemet jo, verden, universet, når den i form af de personlige mennesker, der opretholder dens virksomheder bliver konfronteret på deres ansvar som menneske. Ja, sådan gør de, istedet for at gøre det forstandigt udrettende: at sige ja, men gu´ er det ej systemet, verden eller universets skyld, amen!

Det er svært af formulere, men jeg gør det i lang filtrering, så alle kan komme med og få noget ud af det. Det kan virke trægt, gentagende, men det er ikke en knaldroman, det er ren underholdning. - Sigtet vil blive opfattet som idealistisk utopi, hvis ikke det levede, erfarne er med. Jeg beder Jer om Jeres tålmodighed med livet som kulturlig omgivelse. Og jeg gentager: Jeg er et menneskepersonligt liv ved navn Jens Haarup Mortensen og hvad der hører under det dåbsnavn, det kan I ikke kritisere med fornuften. Så det må I gøre på forstandig hjertelig vis skulle I falde for fristelsen.

LIVSINDSTILLING FORTSAT

Det er livsnaturligvis også svært for mig at formulere det videre sigte som åndsmenneske, der i øjeblikket sidder på sygedagpenge, går til psykolog i distriktspsykiatrien – der, hvor normaliserede mennesker efterhånden synes vi hører til, fordi de ikke kan forstå os. Såvidt kom det efter belastende år med indsigter i, hvordan den universitære fornuft behandler livet.

Desuden svært grundet tab af familie, frakendelse af forældremyndigheden af en kvindelig dommer i byretten i Herning til fordel for en utro mor af en socialdemokratisk alkoholiseret smededrejer-far. Hun fik lyst til at kneppe med en tømrer, der såvidt vides arbejdede på naboens stillads – jeg tror, fordi hun ikke kan finde sin menneskelige forstand, forstå at udvikling fordrer, at man ikke gentager eller bekræfter dårlige mønstre; ikke mindst mine.

(Nogle af os har fulgt godt med hele livet igennem og er indforstået med at livet og samfundet ikke kan udvikle sig medmindre, at vi er på vagt overfor de grusomt betvingende gentagelses-mønstre, der typisk beskyldes familiære baggrunde, altså at pisse på slægten – men næsten aldrig opfattes som værende begrundet i den svinske omstændighed med arbejdskraften i virksomheder, der enten lever på overførsels-indkomst, så andre skatte-betalende forældre jo må løbe stærkere eller også begrundes i kapital-drengenes spekulation med andre folks penge, uagtet at penge ifølge skatte-loven er betingelsen for at du kan være en lovlydig borger. Nogle af os har været på vagt med henblik på ikke at skulle ind i de tunge, tvangs- symboliserende dannelser, der sker når menneskekødet kultiveres på den her skitserede baggrund – fordi mennesket skal holdes frit, for at kunne udvikle det videre liv og dermed samfund).

Vi var begge to forskudt og kunne ikke finde hinandens bølgelængde. Det er synd, for jeg elsker min familie højt og er da ked af, at jeg var deprimeret over fornuftens måde med livet, som jeg tog noget af den med mig videre fra universitetet. – Jeg skulle aldrig være påbegyndt en boglig uddannelse!!!!! Men nysgerrig var jeg, for at se om de havde forstand på noget, på universitetet. Og nu, stille og roligt falder dommen: For det havde de så desværre ikke, når man er hjertelig sandt anlagt i varetagelse af menneskelivet på jord, her på dansk grund. Og derved kan se, hvad de ikke kan.

Det gjorde ondt at indrømme fornufts-erkendelsens sandhed med den bonske livsforstands hjerte: at de ikke ved, hvad de laver og gør i forhold til andre mennesker i samfundet, livet som vi jo kender hos hinanden og ikke behøver kommunikation, for at kunne forstå. Den socialdemokratiske tøs kunne ikke udstå mere sorg, hverken sin fars socialdemokratiske (industri) eller min akademiske (institution) – og det forstår jeg tilfulde af det egentlige hjerte til OS som mennesker af al vort. Ikke mindst, ja dem alle i den forstand.

Jeg er ked af at den forstand, der godt kan se glæden i begreber som barmhjertighed, overbærenhed, forståelse for livet - som fornuften jo skal ha’ det – tilgivelse, sand hjertekunnen: indrømmelse af sandt hjerte for livets videre sigte: min skønne dreng og kæreste i min livssituation. Men ja, ked af, at den forstand virker hos mig – fordi den ikke troes, ikke mellemmenneskeligt er stillet t ro som givtig i en tid, hvor der ikke er andet at holde sig til. Ked af, at den så at sige ikke bliver indrømmet på sin afgørende plads i forhold til alt, hvad livet har med at gøre. Eller ked af, at fornuftsgjorte, industrialiserede, institutionaliserede mennesker kan have så svært ved det. Det er ikke social norm, forstandens medmenneskelige måde er ikke social norm, heller ikke på arbejdsmarkedet, hvor det forventes at man opfører sig ligeså dårligt i livet som alle andre eller som reglerne foreskriver; ja, det er janteloven, endnu en konsekvens af fornuftslovgivningens virke i livet: alt og alle er lige for loven og således uendeligt ligegyldigt. Når så det forstandige siger nej, stopper op, siger: Det her kan du ikke være med til som menneske, du må finde ny vej for dit liv og arbejde med det, ja så betragtes det som storhedsvanvid, fordi fornuftens teknokratisk-teknologiske omgivelse lever i det romantiske storhedsvanvid, en idealisme kaldet: ALLE. Vi skal alle arbejde, vi skal alle benytte samme gode metoder, vi skal alle gøre sådan og sådan, for ellers går alt sammen ikke op!!!

Befolkningen er blevet tvunget ind i et masse-lovgivende flertals-liv, hvor dem, der af forstandig følelse siger stop, det her, i den omstændighed, man måtte være i, det her kan menneskelivet ikke holde til, det udvikler os ikke i menneskelig opløftende retning. Ja en omstændighed, hvor dem, der siger fra på den måde betragtes som storhedsvanvittige, fordi de er i personlig kontakt med menneskelivets kreative vækst af hjerte, samfundet og reagerer på den hjertepligt. Samvittighed, er der jo også noget, der hedder. – Det næste, der sker, finder vedkommende ikke anden vej, ja det er jo at blive kategoriseret som syg og det er meget let at blive, når man rent faktisk bliver dårlig af at opleve, hvor mange, der trodser eget hjerte her i livet, fordi de simpelthen stilles overfor kapitalens forførende handel med det. Ja for nu at sige det: Stadigvæk lever i begyndelsen af 1900-tallet, hvor man troede på fremskridtet i storhedsvanviddets teknologiske verdensrige. Vi har teknologi, vi har knowhow, bla, bla, bla.

Men desuden er det let at blive kategoriseret som syg, da sygdom i en arbeit-macht-frei-kultur jo opfattes som gældende for dem udenfor lejren: VI er de raske, siger arbejderne og dem udenfor er syge. Målestokken hedder bla. penge, tjener du ikke selv dine penge i skatte-statens slave-lejr, så er du syg – ja det siger lægerne jo også, for de er bemyndigede på overførsels-indkomst, uddannet på overførsels-indkomst, opvokset på overførsels-indkomst og har levet på dit gule sygesikringkort hele livet? Hvad har de helbredt? Medicin-industri?

Jovivst, sådan er enten-eller kultur, når den praktiseres som flertals-demokrati, matematikkens paradigme. Man normaliserer en adfærd omkring penge, lov og teknologi – og dem, der hører, hvor ringe menneskelig udvikling, der er i det, den fornuftsånd, der udgøres af ovennævnte, ja de skubbes ud, de straffes og bliver indirekte bedt om at holde kæft, så løgnen kan få lov at leve. Der er ikke så få mennesker, der opfatter løgn og sandt som et konkurrerende forhold, hvor det gælder om at vinde og få ret. Desværre, for Vor Herre bevares: Løgnen kan aldrig vinde over sandheden, løgnen kan aldrig få ret over sandheden. Ja og det betyder bare, at de mennesker, der vinder ret i løgnens virksomhed, før eller siden bliver spist af den, thi sandheden består jo i vor oplysende sandselighed som menneske af al vor gode erfaringer med livet i menneskeslægten. – Skal vi stadigvæk straffe de rocker-miljøer, der ødelægger landets udvikling? Skal vi stadigvæk straffe de mennesker, der som f.eks. Glistrup siger frem, med sit personlige liv som indsats deltager i landets oplysnings-virksomhed med henblik på at hjælpe menneskelivet på sin videre vej med samfundet? Jeg forventer et svar rets-fascistiske kultur, ja, Jer, der forestår straf-virksomhedens kultur, gladeligt deltager i den, som om I ingen forstand var givet!

Man skal nu engang leve på forstanden og nok have den med hele vejen, for at kunne forstå mig. Det kan jeg dog ikke se noget forgjort i hos mig, at det er sådan. Hjertets forstand skal med i sin erfaringsgang med livet ellers ville jeg da ikke turde afbryde en uddannelse, mit økonomiske grundlag for fremtiden, i sigte for at oplyse universitetet og videreudvikle, når jeg havde fået mig etableret i tråd med livets familiære gang, taget et job, mv. for senere at finde lejlighed til at sige frem, uden anden bemyndigelse end det personlige hjerte.

For ser I, jeg véd, at der ikke er andet at holde sig til end forstanden og har altid vidst det. Den er jo ikke min. (Og det kunne hun ikke forstå, fordi den forstand hos mig var undertrykt af fornuften; mit hjerte ville ikke med til fornuftens palaver og lyster. Jeg søgte renselse af mit gode sind, fordi jeg erkendte fejlene i vesterlandsk kultur-historie, blandt andet forstod, hvad universitets-verden aldrig havde fattet. Grundtvig f.eks. , ja, men jeg ikke grundtvigianer, I kan godt stoppe Jeres identitets-dannelse og mellem-menneskelige sprog i forhold til afdøde personager med henblik på at placere andre i en eller anden tradition, så I kan tage afstand, hævde jeg videre op på andres bekostning. Hør, jeg er kun en simpel bondedreng, jeg taler af væksten – og den må I da godt lægge Jer ud med, hvis I tør).

– Jeg forsøgte igen på et tidspunkt, at få afsluttet en bachelor, vendte tilbage til universitetet, pendlede fra Roskilde til Århus på en kassekredit, skrev en erfarings-logisk opgave om filosoffen, var til eksamen og dumpede på en ellers rost opgave, fordi jeg ikke havde læst og dermed ikke overholdt studieordningen. De tåler ikke forstand, de kan ikke høre den, de tager ikke ærlighed for gode vare, men det blev så deres dødsmærke hos mig, samt kanske hos de mennesker, de fortsat rører ved og forleder i det universitære paradigme, der som bekendt er vendt væk fra livet på jord. – De beskæftiger sig i øvrigt ganske meget med etik, men tilsyneladende har den akademiske tradition aldrig forstået, at etik ikke findes i fornuftens tradition. Ja for I vel for fanden ikke komme og fortælle mig, at jeg ikke skal være mit ophav tro, tale de menneskers sag, jeg har været iblandt lige siden barns ben, når man begiver sig op på potentielt ledelsesmæssigt og derfor oplysende plan! Kender I ikke det samfund, I lever i på sine mennesker af vidt forskellige erhverv? Bær I på intet, forstår I ikke at undlade eller at tage sandt til efterretning? Skal I først henrettes, før I forstår?

Den ældre generation har ganske enkelt ikke kunnet høre os, der skal bære fremtiden videre. Og hvad så, så skal vi bekræfte en ny generationskløft, fordi I stadigvæk ikke har fattet at kærlighedens gennembrud i 70’erne var et budskab, der handlede om, for alt i verden ikke at stille kærlighedens forstandige udvikling i politiske institutioners vold? – Ja det hænger forøvrigt forbløffende godt sammen med deres fremsynede sikring i pensionsordninger; hele tendensen til at sikre sig i kapital-lovmæssigheden, så man kan trække sig og være ligeglad, fordi man jo selv synes, at man har betalt prisen, offeret med sit liv. Og ja, det skal jeg lige love for. Fy for satan har godt tag i Jer. Véd I overhovedet hvad I laver?

Jeg var imidlertid tilfreds med dumpningen, fordi at jeg stod inde for min personlige delagtighed i forstanden og det jeg kommer fra, den slægt og almindelige livsmæssige baggrund, jeg tilhører. Ja for så var også banen kridtet helt klart op for mig.

- Nu vælter I på AU, hvor traditionen jo er selvstændig dannelse bundet i et tomt fornuftsindivid, da man sortere baglandet fra, den kulturlige menneskelige mekanisme, der gør, at man kan tale forstandigt med sin familiære nærmeste eller iøvrigt udvikle følelseslivet i menneskelig forstand i samhørsel af medmennesker vidt og bredt. - Nu vælter I, altimens, der drikkes og festes videre i Århus By Night. AU sviner med livet og I prøver at forklare det bort fra Jeres magtpositioner uden reel menneskelig indsigt – så nu kommer I minsandten til at sidde ved livets grønne bord i Vor Herres dømmekraft. Har I husket at tro?

Vil I gerne op over ham? Bøh, for der har I jo siddet hele tiden, der er I blevet ført op af den identitets-dannelse, der finder sted op gennem institutionerne på overførsels-indkomst! I har taget bolig i verden, udenfor livet og kan følgeligt ikke forstå, hvorfor det er så svært at formidle noget i en oplysningstro dansk befolkning!

Jeg kommer fra landet med jordisk stillet forstand på vækst i sandhed – og nu ikke blot plantevækst, men i medføling med Jeres forstilthed som menneske og videre satans-kultivering i det spor. Kender I ikke sandheden I Jeres liv, inden I kommer til Universitetet? Det spørgsmål rejste sig i mit liv, i mødet med Jer. Og svaret er i dag klart: NEJ, det gør I ikke. I kender ikke Jeres plads og derfor slåes I om dem.

Nå, ikke, gentager jeg, for: Hvad fanden i helvede laver I så med unge mennesker. Uddanner I gymnasielærere og forskere? Til hvad? Hør og se: For sådan foregår fornuftens gentagelser, mens resten af befolkningen lige pludselig ikke kan forstå, at de bliver mærkeligt syge at landets uddannende ledelses-industri og deres teknologier. Ser I, gentager jeg, jeg véd, at der ikke er andet at holde sig til end forstanden på jord. Det har jeg jo altid vidst og derfor dette tilbud: Skal I have dén viden i fornuftens magt-generator op i røven på Jeres børn eller skal I have den på fortsat menneske-jord, hvor den virker til glædens vækst og trivsel? - Jeg holder mig ihvertfald til den, måske lidt gammeldags, men altså en familiær-menneskelige livsforstand i sin ganske udbredte tro natur blandt befolkningen, uagtet at de måske ikke er helt klar over det.

- Jeg finder mig ikke i at retsstaten har underkendt mit livs helt centrale, almenmenneskelige udviklingsopgave som forplantende far! Endog en far i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, tilmed i et oplyst demokrati, tilmed med indsigt i universitetets sindssyge dannelsesretning og min vilje, ja min hjerteligste oplysningspligt til at omvende det. - Tilmed på trods af overhørelsen af det svarskrift, jeg i eget personlige ansvar udfærdigede, da jeg blev stævnet af moderen og dermed en undgåelse af min rettighed som menneske, så gud til at blive hørt og svare for mit liv i retten. Jovist, I kan ingen steder løbe hen, ansvaret er placeret. Og ja, det har det såmænd været i hundredevis af år – og det omvendes nu, så vi fortsat kan se og høre, hvori det består og hvori det aldrig har bestået endsige kan bestå.

Justitsia-Dommeren satte sig ikke ind i sagsanlægget fra min side, men pålagde en lokal advokat at føre sagen for mig, ja, så den ”almindelige” fornuftsånds administrative virke kunne skøjte henover livet i sin komplette uvidenhed om, hvor klaveret står og hvordan det spiller i livet. - Den lokale advokat indleder ved første samtale med: Jeg vil råde dig til at lade sagen ligge, da moderen har vundet på forhånd!

Ja, for han kender jo dommeren eller normerne indenfor det romersk-katolske samfund, juraens. Dertil kommer, at jeg i mit svarskrift begærede om fortsat fælles forældremyndighed, så tiden måske kunne læge vore sår og hjertets indrømmelse af hver vor skyld komme min dreng tilgode, barnets tarv.

På det spørgsmål om barnets tarv, ja der møder man jo så den moderne fornuftsgjorte forstand, der bilder sig ind, at barnets tarv er noget børnehaven, den pædagoguddannede mor, den socialdemokratiske morfar, der ihvertfald har lidt, hvad han skal, samt tømreren som erstatningsrolle-spillende ny far – man bilder sig ind, at den omstændighed kan sørge for det, min søn. -Tømreren havde som min kære pige kunne fortælle mig: mere erfaring, fordi han jo, på trods af sine 4 år yngre end jeg, havde været igennem en skilsmisse, med andre ord, han havde erfaring med at være far for sit delebarn. Han havde forladt én familie. Og er således igang med at tømme min familie for næring, mit barn, min kæreste, ja hans mor. Jovist, han må være mere erfaren!

Det kan naturligvis også bare være, at det handler om pik, men nej, den slags hører til i samme politisk fornufts-forstilte boldgade, der ikke véd af at anerkende mennesket som ligeværdigt på menneskeslægtens tro hjerte i sin forsynsduelige udvikling. (Det var en kort beskrivelse af fornuftens begærs-sorrige kærligheds-råddenskab i vort samfund; den negative sociale, romantiske arvs grund. Mennesker, der går mod magten, dvs. dyrker retfærdigheden, stereotypisk sagt politikere og jurister – men hele akademiker-standen - de er ikke opmærksom på, at deres tale eller argumentation ser anderledes ud, når den kommer ud af røvhullet nedenunder. Det finder de så ud af i en alt for sen alder og det er når de begynder at skrive selv-biografier. Livsførelse i magtens omgivelse bekræfter ledelse i magtens omgivelse – men i den omgivelse har der aldrig været menneskelig ledelse. Magtens modpol er begæret, så når magtkundskab udvikler sig hos en person, så udvider røvhullet sig. Videre skaber det jo så, foruden alskens sygdomme, prostitution og homoseksuelle i livets kød. Magten er jo græsk-romersk ånd og kultiverer tilsvarende. Seksuallivet hos et magt-begærligt menneske bliver med andre ord en ventil, fremfor en sandselig, udviklende gave til voksende forståelse af kærligheden i vor krop. Men I bestemmer jo selv, hunde).

Tilmed er jeg også et skilsmissse-barn, der helt og aldeles, ja I kan selv vælge det sprog I kan forstå det i, kender de blinde vinklers dannelse i hjertekødet. Derfor naturligvis skal undgå deres videre dannelse hos min søn!!!

Men alt i alt har Retsstaten altså sat trumf på og sikret, at den negative sociale arv kan fortsætte, fordi fornuftsåndens praksis ikke kender arvesynden og alle de andre forløsende ord, der hører til i hjertets sprog.

Ligeud sagt: Byretsdommeren i Herning er fascistisk. Men hun véd det bare ikke, for hun er jo uddannet i fornuftsåndens magt og måde med livet. Ja, nu véd hun det og hun kommer til at bære sin skyld i navn af Højeste Ret, ikke sandt! - Løber I med henvisning og reference til gamle bøger i navn af lov og orden, hvar sataner? Ja I kan være ganske rolige, jeg er ikke voldelig anlagt, ja taler bare ud af livets bog, der jo altså ikke er en bog, hvilket betyder, at min hånd har ganske godt fat om Jeres børns hjerte i al vort. I bestemmer jo selv, trykker satans universitære kapital-stat mig, så klemmer min hånd!

Tilsvarende byretsdommeren gælder i øvrigt en gammel betjent, jeg var i kontakt med, da brevskriveriet blev for voldsomt for min kæreste og hun med hemmeligt tlf.nummer følte sig truet af det og mine mange tilsendte lyserøde roser. DET SKAL SIGES, AT JEG TILFULDE FORSTÅR, AT ROMANTISKE KÆRLIGHEDSBREVE IKKE KAN LØSE PROBLEMER – MEN ØØØH, JEG ER ALTSÅ IKKE ROMANTIKER, JEG RETTER MIG IKKE EFTER SKRIFTENS SELVRETFÆRDIGE KAPITALE INSTITUTIONER OG DET SIND, DEN TVINGER FOLK TIL AT ARBEJDE FOR I FORTSAT SELVDESTRUKTION AF LIVET OG SAMFUNDET.

Hun brugte systemet til politit-tilhold, dog uden held, da jeg naturligvis holdte mig i skindet - i hjertet for hende og al vort – men han, den gamle politimand, sku’ så lige fortælle om sine 20 års erfaringer med sådan nogle som mig, indtil jeg lænede mig indover bordet og spurgte: om vi skulle tale om at være en god far. Så tav han sørme. Ja den ellers friske kommentar om: At der jo er masser af fisk i vandet! den behøver jeg vidst ikke at nævne min holdning til.

- Funktionær-dannelse i kødet, fornuftens statsautoriserede brug er klokkeklar fascisme. Vi gik videre og jeg var ikke i krigshumør, men i presset forsvar, for mit livs fremtid i det forsyn, der så gud står hos mig og ikke hos andre kvajpander, han spurgte, om jeg ville lade hende være i fred? Jeg svarede nødtvunget: Du er jo magten, du sidder med pistolen, så det er vel ikke et spørgsmål? Svaret blevet følgeligt Ja, jeg skal nok lade hende i fred, men jeg vil ikke lade min søn være i fred. Et ja, som vi i øvrigt kender det fra diverse demokratiske afstemninger. Fordi der ikke er noget personligt ansvarligt subjekt i fornuftens ånd, for helvede fatsvage romantiske kejserlige statsborgere: Danmark har sagt Ja og prutskid i hele verden. – Han bød mig endeligt og venligt, at jeg nok godt kunne sende min søn julegaver, da sagen nok ikke kom for en domstol henover julen.

I kan bande på, at jeg holder Jer fast på ansvaret i Jeres politiske som rent faktisk kneppende ægteskaber uden mærkning af mennesket, såvel de politiske som de egentlige. Vær dog ikke bange for det, glæd Jer dog over, at jeg ikke finder mig i dårlig behandling af menneskelivet. Glæd Jer da over, at Jeg ikke finder mig i, at livsfornægtende kulturer vokser og råder i landet, blandt mennesker. OG HØR VENLIGST: HVIS IKKE I LÆGGER VÅBENE I DEN ROMANTISK SELVRETFÆRDIGHEDS VOLD, SÅ KASTRERER I JERES EGET HJERTEBLOD OG SLÆGT, BØRN OG SAMFUNDSUDVIKLINGEN. Og jeg holder Jer op på Jeres ansvar i år nul, hele vejen ind til det sande hjerte i forlod til fordel for løgnens virksomhed.

Det handler ikke om hende eller ham, min dreng, når man som menneskeforstandig person ikke finder sig i at blive reduceret til weekendfar, uden bolig, hjem, kærlighed, sin søn, sin elskede - og dermed indrette hele sit liv efter ens elskedes utidige lyster. Jeg gav hende naturligvis fuldmagt til huset, fordi det heller ikke handler om dét. Det handler om, at jeg som menneske ikke finder mig i dét, da du skal elske næsten som dig selv, nej som menneske af hjerte på ligeværdig vis bundet i sit kød og blod. Næsten er menneskets ånd mellem os af al vort hjerte og således til os som eviggyldig opgave. Jeg er hende stadigvæk tro som også min søn og det skal satans-statens knepperi altså holde nallerne fra. Det er vores personlige opgave som mennesker i udvikling, uanset hvordan det ser ud. I har ingen ret eller magt til at klippe slægtsbåndet over. Men da I gør det, via kultiveringen, som hele apperatet forestår, ja så er der ikke andet for end at skille fårene fra bukkene i sandhedens navn. Lade det være hørt, hvem, der er nogle uansvarlige svin her i livet. Og som vi naturligvis ikke skal høre efter.

Jeg finder mig ikke i nævnte reduktion, fordi det er afgrunden, det er ned at sidde på kroen eller lign. bakse med socialforvaltning, der ikke forstår eller gifte sig med sit arbejde og blive arbejdsnarkoman, ja til stor glæde for virksomheden, man arbejder i ved første øjekast, uden dog at fatte, at hjertedødens dagsorden dermed sættes i arbejdsmarked-regi. Udvikling angår menneskeslægten og skiller man det ad, ja så angår det man måtte beskæftige sig med ikke menneskeslægten. Er I klar på dét, romantiske kapital-stats-borgerlige svin?

Det er at miste sin væksts sigte i en overgangsfase, der skal ske med livet, indtrædelsen i familie-kærligheden – fremfor, som jeg opfatter det hos hende, at forblive i en selvbekræftende single-identitet, der jo før eller siden falder med et brag. Et vækstsigte, et forsyn af menneskelivets eget personlige hjerte i sin vækst, pligt og videre udviklingsopgave dermed, men som jo altså ikke kan stoppes, fordi organismen er sådan, tro mod blodets bånd som ånd.

Fornuftens retspraksis beder livet om at løsrive sin ånd fra sit kød og forventer følgeligt ved sine universitære kapital-stats tekno-normer, at livet opfører sig normalt igen, tager del i det dejlig fællesskab, som staten jo sørme da sørger for at udvikle!!! I KAN FANDEME TRO NEJ, FOR DET KAN JEG AF TRO KÆRLIGHED TIL AL VORT.

Ja.

Den tro vækst, den stoppes i sin åndelige udvikling som stillet i situation med sit beslægtede kød, familiens kærlighedspligter – men den kan kun stoppes gennem kanalisering, omvendelse af sin sorg via menneskekærlighedens tro. Og der sidder mit liv og fortæller Jer, hvordan rigtig mange mennesker lever på grund af Jeres uforstandige livsførelse; fornuftsåndens, det autoritetstro, institutionaliserede, industrialiserede, socialdemokratiserede statsborgerliggjorte, utro menneske. Skam over Jer, autoritetstro, lovførende folkens. Skam over Jer i Jeres knepper-gridske ægteskaber! Må satan æde resten af Jeres hjertekød, så det ikke bliver det usle menneske I er, der sættes i arv i vort samfund.

- Hvordan vil retsstatens fornuftsånd lære min søn at kende sit menneske? Via børnehaven, der Kindergarten. Opfatter I stadigvæk mennesket og barnet som en plante?

- Hvordan vil det rationaliserede, institutionaliserede fascistisk genererende samfund i navn af Højeste Ret undgå, at min søn skal blive selvoptaget som voksen, bliver rettet mod de faderlige myndigheder i aggression, der såfremt den modsvares med magt ender i vold og videre fornuftsmagteri. Kom så dummernikker og nokkefår, vis nu Jeres højtuddannede kompetence, vis nu Jeres undladelsesevne i forhold til at gøre gengæld med magt. Vis nu, at I forstår, at man ikke bare lige kører ind i sporet med en ny kone, et nyt barn og gentager hele molevitten. Fordi det er menneskeligt uværdigt og utro overfor sin søn og hans mor. Fordi det er uværdigt overfor mennesket ikke at tage opgaven på sig i forhold til sin faderrolle ikke mindst. Og såvidt: Uanset, hvad snothamrende dumme i sandhed fattige fornuftsfolk siger og holder sig til. For det holder ikke i længden og hjertet glemmer ikke.

Hvordan har Jeres glorie det, kapital-stats-ansatte: Er den blevet til pussy galore? - Vis nu, at man ikke bare sætter de sociale myndigheder på til at sætte én i arbejde, så man kan blive normal igen ifølge den kapital-logiske fornufts regelfølgende tilværelse. Dén, hvor positiv værdi oplades gennem glæden med livets familie-forstandige opgave. – Kapital-statens borgerskab, familierne, kan ikke forstå singler, svage, tabere og lign. fordi de ikke har mennesket med. Nej og aldrig har haft det! - Men det betyder også, at de opdrager deres egne børn i utroskab mod det menneskeligt udviklende af livet, ja at de overhovedet ikke udvikler mennesket gennem deres liv. - Troede I bare, at I sådan uden videre var mennesker. Nå, men så hør mig færdig.


OPGAVEN

Det gør jeg så, tager opgaven på mig som far, der ikke er stillet, hvor han hører til – dog stadigvæk elsker som menneske af et godt jordet ord. Retsstaten bliver nu trukket igennem forstandens hjerte. Jeg sagde forstandens hjerte, thi sådan lyder jeg budet. Når menneskeånden høres, så er I så gud på den i al herlighedens kærelighed og så må vi se, hvem der kan gå bagefter. Det bliver ikke dommerstanden, men dog forhåbentlig resten af det menneske, der sidder bag hammeren. Og så må hun, den kære byretsdommer som også I tage fat der, for hun er jo heller aldrig blevet voksen. I hjertets forstand.

Når skidt kommer til ære, hed det sig. Men infantokrati, som børne-forskning fortæller om, den iagttagelse at børn styrer voksne i råb på sand kærelighed, fordi forældre projicere deres sorg ned i børnene, deres behov, deres egen uforløste sult begrundet i regel-følge-tilværelsens manglende evne til at mærke det næringsgivende i livet - det vi kender fra uroen i skoleklasserne, ja al den slags gælder så sandelige også i landets ledelse i og med, at den har glemt menneskebarnet, der skal elskes frem, udvikles, passes og plejes, kysses og krammes AF RENT HJERTE, for ikke at blive inkompetent som menneske. - Forklædt som voksen, sang Kim Larsen. Og det er netop, hvad I, akademiserede romantisk statsborgere i ledelse af justitsia – det er netop, hvad I som følgeligt Vi dermed efterhånden tror vi er.

Hvor meget facadebyggeri, kan I være bekendt at lovliggøre?

- En gang facade-rens, som maleren siger, det skal til, så muggenheden på muren ikke forhindrer den nye maling i at hænge ved – ellers skaller den alt for tidligt af og har dermed ikke opfyldt sit egentlig formål: At opretholde løgnens normalitet, så ingen sand sandselighed, hverken regn, slud, sol og vind kan trænge igennem og mærke den egentlig råddenskab inde bagved. - Hvor længe tror I den holder? Og hvad er prisen?

Alt det jeg skriver handler om vækstens oplysende underretning til at udvikle OS som menneske af al VORT, menneskelivets slægsbundne natur omkring livsbekræftende kulturer – og uden at svigte det nære, det sandselige velvære, glæden vi lever på. Menneskelig livsførelse t ro og glædesåndens vækstudvikling.
Mennesket af i dag lever efter magt-kategorier og gør som andre gør, fordi det er normalt. Men det er kun normalt på baggrund af det matematiske paradigmes fornuftsnormaler og kultivering i kødet på sit folk.

- Hvad har Åge Frandsen brugt sit liv på i politik: matematik-økonomiens degenererende tarveligheder, tarv, ja, tros-arv, livskulturarv i arg. - Hvad har Frank Aaen forsøgt at sige, kommunistisk, ja og nej, rationalitetens foragt for mennesket og at man derfor ikke kan administrere uden menneskeforstandens ånd, at et system pinedød er nødt til at være særdeles menneskeligt velbegrundet, ladet med faktisk, menneskelig kulturel indsigt – og at der er en sådan midte i livets ånd. Det vidste han måske ikke, men det virker alligevel, det er klart forstandigt gående hos ham! (Han kunne kanske ikke vide, at socialisme og kapitalisme er produkter af samme romantiske, svinske dommerstand i justitsias tilbedelse, Platon)

Tabere, social dårligdom er mennesker, der ikke indrømmes som sådanne af de velbjergede, højtuddannede, rige, overførsels-indkomsts-sikrede, mv. flertallet som rationalitetens håndhævere. Og fornuftens Vi, alle-massens dumskabende natur bliver således ved med at trykke livet ned i angst for sorgen, der nu engang kun kan vendes af forstandige menneskers personlige lys.

Det lyslevende menneske er imidlertid på frygteligt overarbejde med sit hjerte, fordi det nødtvunget står i fornuftens volds-omgivelse og forsøger at gøre godt. Med andre ord: Derved udvikles fortsat intet i livet og kulturen, nej, jeg gentager, derimod videre-udvikles blot det universitære alt i livet, alt det dårlige, iltfattige rumløse rum, matematisk økonomi og universitær statskommunistisk rationalitet og idealisme, hvis udtryk altid er fascistisk, enten kapital-fascistisk eller idealstats-fascistisk, ja begge dele og alt sammen i et sammenrend af tyndskidende røve, der ikke véd, hvad de laver... Sådan er fornuftsånd og sådan nedarves den. Støj kaldes det også, men den er altså ikke naturlig, nej den produceres på spruttende vis udover hele lokummet: Danmark.

- Hvad har Bertel Haarder kæmpet for, hjertets selvstændighed, liberalt, frisind af hjerte: frihedens anker i kære-ligheden som hjertets reformation til personligt udviklende ånd, menneskets unikke stilling i det mangfoldigheds-elskende som udviklingsdrivkraft i samfundet af menneskets kulturer. – Hvad kæmpede Schlüter og Uffe Elleman for: Internationalt samarbejde om fred for a binding period på baggrund af krigen og dermed en videreopbygning af fornuftens politiske adels-systemer; nationalstaten talte man om, men i Danmark hedder det også fædrelands-kærlighed, fordi det handler om fædrende ophav, arv-og-miljø, god kultur, kongehus, forstand i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn. Det vidste de måske ikke, men de har nok mærket sig det; ikke mindst Uffe. - Anders Fogh fik på hatten, da han begyndte at fortolke krigen, tog det han var mærket af op, fordi vi ikke kan diskutere det dér; det ryger lige direkte ind i fornuftens mange historier, den akademiske klazzizismes uendelige krigszone. I er som vi og europa taget til fange i satans romantiske ånd; tungen lige i munden findes ikke, såfremt I ikke får indrømmet og hørt efter.

Danmark er Danmark, et land med levende mennesker i menneskelivet, menneskeslægten. Den er oplyst på dansk grund, hvilket betyder, at den potentielt er klar over, at udvikling ikke foregår via instituioner, men i hørelse af al vort kød og blod og dermed i åndedræt og åndsadræt videre-udvikling omkring vort organiske næringsrige her på jord. – Stats-republikanere, fornufts-republikanere og dermed den stats-borgerlige tvangskultivering af mennesket, de er klokkeklart: Psykopater i kejser Neros voldsregime.

Politikere opstår med andre ord af menneskelivets kultur på dansk grund i oplysende navn og sigte for dets videre udvikling i kongens navn. Men har de ikke forstået det eller bliver de ikke hørt som sådan, så...

- Hvad har den politisk midte, Jelved og Nyrup kæmpet for: At føre hjertet gennem statskassen, ja, men ikke uden indsigt i den tunge akademiske statsarv og industrien, af praktisk nød simpelthen, giv folk penge og uddannelse – men ja, desværre, uddannelse i fornuftens industrielle-institutionelle vold, så vi kan få indsigt i, hvordan vold genereres og vokse videre dermed?

Jeg siger: Vi er forskellige, vi er unikke hver især og skal udfolde os som sådan i klarhed af, at vort liv er stillet i et mellemmenneskeligt livs-kulturelt udviklings-anliggende. Det kræver ånds-forstand. Og der må vi tage fat, inden alt det gode gennem flere tusind år bliver trykket ud af den yngre universitære statsfornufts åndssvage ånd og virke. - Og fjenden, skal I have en sådan, ja det er fornuften, rationalitet. Fornuftsmagteri er sorg. Sorg kan og skal vendes som vækstmæssig, næringsgivende, erfaringsudviklende kompleks – at bruge en ånd som brændstof til andet, hjerteligt sigtende og filtrere, rense os derigennem. Det er hvad blandt andre politikere faktisk gør, det er dét, der holder dem igang. Erhvervsledere ligeså. Det skal de have ros for som mennesker, der tager mennesket og kulturen alvorligt på kryds og tværs af forskelligheder. Men altså....

Politikerens hjerte er en menneskelig ansvarlig impuls, men de hverken kan eller må klare det alene – og skal jo altså også forstå, at de ikke skal bekræfte den græsk-romerske arv i deres kød. Derfor kommer de til at stå alene med arbejdet, ja det sker fordi livet ikke kan leve eller udvikle sig i fornuftens omgivelse. Menneskelivet på dansk grund er klar over det, fordi oplysningen er sand, den er vort sandselige kød i menneskeslægten. Og sådan både hører og adlyder vi i mere eller mindre udstrækning, altimens hele den akademiske tradition roder rundt med begreber, såsom civil ulydighed, civil-ret, civil-stat og fanden og hands pumpestok fra før år nul. Jeres sind er en bog, skrevet af Platon, længe før år nul, I tror derfor, at I skal administrere og lede livet på vej med magt. Politik er kun noget, der foregik i Bystaten, Athen, for 2400 år siden, men det opretholdes altså af akademisk kultur. Med andre ord: Bogen kan ikke lukkes, før I begynder at leve i år nul og vokse med livets egen vækst til os her på jord, omkring det organiske næringsrige, kropskundskab, åndskendskab i fredsommeligt arbejde og så videre.

Staten aflader sigtet inden det når borgeren, som det således når uden menneskeligt indhold. Sådan foregår fornuftens måde at kultivere på. Og det er årsagen til samtlige velfærdssygdomme, som også årsag til at der ikke kan udvikles noget livsbekræftende via det system. Det er logisk umuligt, men ifølge en logik som den matematisk fornuft er en pubertetsknægt i, ja altså ikke har forstand på, fordi dens unge ikke er vokset i livets kundskab, men i verdenskendskabet, der ingen veje fører, medmindre systemerne oppebærer løgnens forstillelse, sikre dem overførsels-indkomst, så de fortsat kan overhøre år nul og dermed ikke mærke, hvor gamle de egentlig er i livet.

Så livslogisk set kan den ansvarlige impuls politikere uden tvivl lægger ud med at føle, dog stadigvæk ikke udvikle en bedre livsførelse, kultur-førelse via sin fornuftsmagtende ledelse over livet – fordi livet er nyt i al evighed. Børns liv er nye vidnesbyrd fra livets egen vækst, de fortæller som liv, der søger menneskekærlighed og at have det godt med sin vækst, vokseværket: Sandheden. De fortæller sandheden. Og det kan koncentreres i bred forstand som et livs- og kultur-orienterende erfaringspotentiale, en sandselighed, en forstand, der fortæller, hvor det organiske liv vil hen i bevarelse, bestemmelse, befordring af sin menneskehjertelige midte.

Det var menneskelivets vækstbegreb i fik der!

Det I sandsynligvis ikke kan forstå er: At forstand, livets sandhed er sandselig, organisk og at den udvikler sig godt, såfremt den vokser som sådan. Eller med andre ord: Vi kan ikke se, idag, vi kan ikke se, fordi vi har levet forkert, ladet en kultur leve i alverdens fristelser og derved bildt os ind, at livet er sådan. Det er helt normalt, siger vi, men det er fornuften ovenpå en kæmpemæssig akkumuleret menneskesorg, der byder os at sige så: Det er fanden selv, så der er intet sandt i det.

- Vær nu tålmodig, det opklarer sig i løbet af bogen og jeg lader Jer ikke i stikken i forhold til at være dem I er. Jeg udfolder livet for Jer og pakker det sammen igen, så I kan komme det nærmere med det I nu har at se til i Jeres liv.

Muren er: At produktet af den proces, f.eks. politikerens livsmæssigt ansvarlige ydelse, indsats, vedholdenhed – den ydelse kan ikke omsættes yderligerer via rationalitet, systemer, teknologi, love eller skrift, forsåvidt ordet ikke høres samtidig. Ja. Den ydelse bliver afsløret og virker efterfølgende som et negativ bliver et fotografi. Et billede på uforløst menneske. Det er grusomt for børn at sandse, at blive til i sådan en omgivelse.

Jo mere forstandsløs fornuft, altså manglende indrømmelse af os som menneskeliv, der skal leve godt imens vi arbejder, des værre bliver det. Ja det er måske knudret snak, men det kan tages. - Målestokken i den menneskelig forstands måde med al vort, ja det er, i netop menneskevirkeligheden, hverken at hidse sig op eller trykke sig ned, derimod at tage trykket, som man siger. Og udviklingens større målestok, ja det er tilsvarende, at vi kan gøre det i en hvilkensomhelst livssituation. Vi skal mestre menneskets ånd, være den, bekræfte den gennem en trivselsbetonet udvikling med kendskab til grøde, varme, næring og de kræfter, der udspiller sig af den jordiske frugtbare grund i forhold til vor krop – en bestemt sandselighed, en bestemt hjertlig ånd, der giver dit unikke liv plads, kald og opgave som en gave.

Mit sigte for universitetet er at omvende det til et Organitet, så spasserne, ja undskyld mig, vi skal tale pænt, jaja, men sgu da først og fremmest opføre os samvittighedsfuldt og livsbefordrende livet igennem med arbejde, der videreudvikler vort samfund, istedet for at degenerere det med unge mennesker som indsats. Ja, så de er altså sindssyge, det er sygdoms-fremkaldende industri, der foregår på landets universiteter. - De skal ned til væksten og få stillet deres indsigter sandseligt i krop, jordisk, ja i arbejde med sande vækstforhold. Og det er ikke fordeling af jord som sådan. Organitetet handler om, at den viden, der produceres og dyrkes på universitetet ikke er jordnær, ikke er sandselig befordrende, ikke er levende, ikke er sund, ikke er egentlig sand indsigt i nogetsomhelst menneskeligt, livsrelevant.

Til fornuftens kategorisk syge mennesker: Hovedkategorierne hedder: Menneskeliv, dyr, planter og jord. Det er menneskelivets organiske omdrejningspunkt, udviklings-sfære, ja vækstsfære – og al viden er koblet dertil, al viden er konkret, sandselig i sit levende. Og det er ikke rodløst. I skal kende, sandse det på ånd, såfremt I skal kunne påberåbe Jer at kunne skelne nogetsomhelst eller være til nogensomhelst gavn for al vort. Og så bliver vi nemlig også fri for al det her ordgejl, der imidlertid består, sålænge de lovforførende skrift-kulturer ikke er ned med nakken. Husk på, jeg skriver i personligt ansvar som menneske, uden anden bemyndigelse end hjertet i sin oplysningspligt. Og naturligvis dermed som repræsentant på menneskelivets vegne, ja for det da deri det hjertelige ansvar består. – Leder I efter referencerne til de bøger, I selv har læst og ladet Jer forlede af?

Der er ikke andet end de fremhævede størrelse, men synes I ikke, at de er livsbekræftende nok? Jovist, I må lære at sammenføje al Jeres vidensbegriberi og lovbyggeri i simpel levende forstand, der kan ånde og sige, at man har forstået, som betyder at ånden i pågældendes liv er undervejs med plads til tilsvarende livserfarende og livsbekræftende indsigter. NÅR DER SKRIVES, SÅ BLOTLÆGGER MAN SIN PERSON OG HISTORIE, SÅ LÆSEREN KAN FORHOLDE SIG TIL DEN SAMME LIVSBUNDNE KONTEKST VI LEVER I – OG ALTSÅ MED HENBLIK PÅ AT HØRE MENNESKEHJERTET TALE. OG KAN MAN IKKE DÉT, SÅ SKAL MAN IKKE SKRIVE ELLER OVERHOVEDET BEFATTE SIG MED TEKST ENDSIGE BEGYNDE AT FORMULERE LOVE OG LOVMÆSSIGHEDER, DER FØR ELLER SIDEN GØRES GÆLDENDE OVER ALT OG ALLE. Du skal være ærlig. (Ja I er sandelig bagud mht. at deltage i landets videre udvikling, rets-pampere og andre statskundskabelige, universitært rettede, der lever før år nul).

Kropskendskab, energi-kendskab, åndskendskab, det er sporet, nej omdrejningspunktet for opstandelse af den indsigtsevne og sands for menneskelivet, der skal til, for at hvad-fanden-i-helvede-i-end-har-lavet-de-sidste-24000-års-viden overhovedet kan gøre sig gældende, blive renset som et udviklingspotentiale for en trivselsbetonet, næringsrig samfundsudvikling. - I må gerne forske, men det skal foregå som livsopførelse samtidig, fremfor at omsætte det i refererende love gjort gældende over alt og alle. I skal forske med livserfaringens levende forstand i behold ellers udvikler I ikke noget, men havner derimod i magtens mur: formidlingsspørgsmålet, fra teori til praksis.

Og SE, HØR: Det er igen fornuftens stilling, som også politikere kender – ganske som den er dannet ind i Jer gennem hele statens skolegang. Ja I er såmænd aldrig blevet den I er som menneske, men I kan meget hurtigt blive det, ved at gøre som jeg siger, i Jeres ånd, der lyder det samme hjertelige hos Jer, søger at udvikle med sand næring, vækst og trivsel for øje.

I skal på sigt arbejde i drivhuse, køkkenhaver, køkkener, med mad, gymnastik, med kunst og videnskab, men sidstnævnte kun som udtryk for sorg, altså i sigte for renselse af mennesket, meditation og deslige. Ikke som noget udviklingsdueligt i øvrigt, for det er kunst og videnskab ikke og har aldrig været det. Kort sagt: I skal arbejde som sagt og ud fra den givne forstand i menneskelivet med sit sønderlemmende, fatalistiske fornuftspræg, dermed også bearbejde det forsømte hos os, de systemer I står i nærkontaktende berøring med og sådan set er.

Det er og bliver i sandselighed saligt at gøre som antydet, thi da véd vi, at vi gør det rette i menneskelig henseende, kulturelt set, samfundsmæssigt set. på alle planer. – Og da bliver vi først renset, klare til at se og leve dybt nok, bare nede på jorden og dermed genvinde det egentlige almen-menneskelige livs sands og ånd, der måske godt kan bruge visse af de systemer, som I er så stolte af at lave pølser i. Men således netop kun i sin egentlige forstand. Altså uden at lægge sig op over som magt-teknologi i alverdens reference. Verden er af lave og livet er at højne i den omstændighed.

Fornuftens systemer bliver altid til magtmisbrug af livet og især, når menneskelivets ånd ikke er gående. Vi skal jo alle som et stykke menneske kunne trække vejret i det daglige ellers ophører mennesket med at virke. Staten har i øvrigt altid kun været et redskab i det Oplyste Demokratis udviklingssigte, der netop aldrig har handlet om systemer, men menneskets udvikling gennem sine livsbefordrende kulturer. Fik I den med kære politikere: at bevæge sig ind i politik er at blive akademisk. Og muren er med andre ord: at Vi som mennesker i sandhed ikke har magt som agt, hvilket fornuften netop konstant forleder os til at tro. Den egentlige menneskemagt, der udvikler sig og kulturen derved, den afmagter fornuftsmagteri gennem undladelse, forløsning og lignende organisk forstandig livsførelse. Derfor, siger jeg nok engang: Det er slut, staten er død som akademisk forbundet tradition. Romantismen bliver udrenset, hvis I lader mig, måske endda begynder at tænke med menneskets egen livsånde.

Man kan sige det sådan her, politikere ihu: Såfremt vi projicerer sorgen op, tackler den negative erfaring med livet i vor omgivelse, hvad vi jo gør, ikke blot at nød, men af agtelse for livets videre vej, når vi gør det godt, men ellers uden således at rette den til i sand indrømmelse af vor egen dårlige livsførelse - ja det skal gennem hjertet, for at åndens potentiale kan mærkes og blive til omgivelse, der orienterer mennesker, der udvikler vort liv og derved helt af sig selv, som fornuften nok kan forstå, livsbefordrende kultur. Jeg tager den lige igen: Såfremt vi projicerer fornuftssorgen op i magtens apparatur, så at sige bilder os ind, at vi omsætter de negative erfaringer til positive gennem irritable diskussioner, akademiske diskussioner, politiske magtkampe, fornuftsmediernes universaliserende slag over mennesket, deres forstandsløse virke – kampen om brødet, ordet som om det var penge - ja så lader vi hele magtapparatet med sorg. Den bliver så til omgivelsen, livet kommer til at opleve og opvokse i.

Ethvert forstandigt menneske ved, at børn, der skal bære voksne byrder, de bliver aldrig ret voksende kærelighedsforstandige mennesker, der kan tage over i bevarelse af gammelgodt gennem det nye - det er der jo ingen grund til at spilde tid og penge på i fornuftens vold. thi den har jo magten og er således ikke andet end rå natur, en liderbasse eller satan! - Det hedder også anoreksi, autisme og de mange andre velfærdssygdomme, der opstår gennem nedarvningen af universitær fornuftsånd i kødet på livet.

Tag f.eks. anoreksi, der betyder spisevægring, livet værgrer sig imod at spise – men hvorfor? Ja fordi fornuftens kapital-logiske vækstånd som omgivelse ikke har noget med sand vækst at gøre! Anoreksi, det er nedarvet fornuft, det er nedarvet EU, menneskerettigheder ført langt op over livet, fordi de bindes i magtens selvretfærdige krav – og således videreføres af magtmennesket, romantikeren, social-fascisten, der åh vil alt så godt, uden en kæft forstand på menneskelivet under vort danske sprog. Sproget ligger yderst som handling også gør, men ordet ligger inderst, ganske som al værdsættelse og værdi foregår under huden på mennesket og derved i hele menneskeslægtens åbenbare landskab.

Sindet er omgivelsen ligeover, men det kommer forskudt via arv-og-miljø. Konsekvens, konsekvens, konsekvens – troede, at I var koblede til logos, sådan at I kunne referere til dens love og via regelfølge bringe alt i orden og overensstemmelse ligesom 1=1, ja med verdensrummet?

- Vil I høre mere om det matematiske paradigmes sprog og identitets-dannelse, nedarvning i kødet til udvikling af verdens-fornuften som sind? Ja for det kommer vi til, sålænge I ikke kan undlade fristelsen, undlade at deltage i fornuftens produkter, fornuftens tvangsånd. Svinehundens institutioner.

EU er ladet med al den dårligdom, der er foregået i romernes arvtagelse af klazzizismen – det hedder romtraktaten. Det skyldes med andre ord lovgivning og simpelthen fordi, man i det matematisk-juridiske paradigme tror, at love er noget, der er i verden og som skal følges derude.

Når man beder livet om at overholde love, følge regler forbundet med lovens løgn-og-latin-korpus, så akkumulerer man fortidens sorg i livet, man bekræfter den. Ja så oppebærer man alverdens gentagelser, i sindet, i kroppen, gennem vores erfaringsevne som menneskedyr, der jo under pres tyr til det forrige, der melder sig ud af kroppen. Jantelov kender folkeviddet det som og Jante, det er hverken mere eller mindre satan selv. – I den gammel-forstandige hånd om loven, forstod man godt, at love danner sædelighed og norm. Man søgte derfor at lade lovgivning med positiv, livsbekræftende sædelighed og normdannelser, pligt, ansvar, frihed, rettigheder og lignende. Det man ikke forstod var, at der kun findes et ord: Love af jurdisk karaktér og sigte kan ikke adskilles fra love af videnskabelig karaktér og deres uendelige sigte af intethedens tomme rum.

Videre er der så ganske vist nogen, der gerne vil tale om religiøse love, de findes bare ikke, bortset fra, at de er en spejling af snotabernes lovmæssigheds-dyrkende akademiske statskultur på overhørsels-indkomst. Masselovene. Det matematiske paradigme. Det gamle testamente. Religion er kun et ord, som fornuften tager i sin administrative mund, fordi den ingen tro sandselighed som menneske på jord er givet at holde sig til. Forstanden. Jovist, de er psykopater på universitetet, for det har de altid været, de vil jo ikke leve i år nul – og det er videre årsagen til, at demokratiet aldrig har fungeret i oplysningens, hjertekære, kongelige, ja slægtbundne navn.

I egentlig forstand er der blot tale om tro og det er altså menneskelivets eget vækstbegreb, hjerte af kød og blod i menneskeslægten på jord. – Ja, vil I det tillivs, jamen så skal jeg da gerne trække Jeres overhørsels-indkomst væk under Jer, så I kan lære noget om vækst og ligeværdighed på jord. Lige med det samme. Der intet livsdueligt, menneskelivs-udviklende grundlag, for at betale skat, fordi skattevæsenet, staten, opretholder en fortrængning af sandheden, som ethvert barn her på jord ikke kan leve foruden, ikke kan vokse foruden. Det er tro, der overhovedet er forudsætningen for at kunne skelne mellem abe og menneske. Og ligeledes i åndens produkter. Fornuften, magten, viljen, begæret – det er abens ånd.

Et menneske, der reagerer aggressivt er nede at have fat omkring aben – det er overlevelse, ja, men det er stadigvæk et menneskes kamp for at bevare sig selv af hjerte som menneske i al vort, de gode hjertelige erfaringer. Erfaringer, det så ganske vist ikke har lov til at udleve i praksis, fordi kapital-staten er kapital-lovgivende, ja ligefrem tilbeder regelmæssig aggressiv, udsultende adfærd og virksomhed. Var I ikke klar over, at AP-møller-kultur, børs-kultur, kapital-kultur var og er koloniserende af den gamle græsk-romerske skole, vi kender i Sydafrika, åh-abe.

Den aggressive er en, der kæmper for sit menneske af hjerte, uagtet at sindet er forskudt og dermed forskyder handlingen, ikke finder andre måder at kanalisere og dermed få vendt sorgen. - Anoreksi-mennesket er fornuftens anden pol, et produkt af magtens omgivelse. Anoreksi-mennesket er født til at afstå fra magt, men altså uden af være opvokset i forstandens gode magten af vort vækst-vilkår som menneske - det vender aggressionen indad på ligeså absolut vis, som det romantiske magt-folk vender aggressionen udad. Jamen, kære menneske, sådan er fornuftens enten-eller-kultur, som den danske Søren Kierkegård jo for mange år siden forstod på sin ufattelige umenneskelighed. Amerikanerne er et andet velkendt eksempel på, hvordan aggressionen vendes udad – men det skyldes altså stats-republikanismens arv. Hvad tror I der holder sammen på Frankrig, frihed og ligestilling mellem kønnene gennem de aggressive romancer? Eller kongen i sin katolske arv?

Anoreksi-mennesket gør som sagt, fordi der ikke er noget hjerte at kæmpe for, der er ingen næringsgivende som næringssøgende impuls i netop egentlig personlig livsforstand, da den ingen chance får, er nedarvet som sådan på grund af svinene i samfundet, utroskabende teknologisk, teknokratisk livsførelse.

Guds vrede kunne det også kaldes, den opstår som livsvækstens egen brydning af satans sølle ånd – og skyr altså ingen midler i forhold til at meddele os om vort menneskelige ståsted, hvilken åndssfære vi hører til og fortsat skal udvike os med. Ja hører efter. Børn kommer hver gang og fortæller samfundslivet om, hvordan mennesket har det, hvordan det lever og ikke lever. - Velfærdssygdomme er meddelelse om, at vor livsmåde ikke følger hjertets sands, menneskelivets egen sandselig åbne vej omkring vort organiske næringsrige her på jord. Men sådan går det altså, når kulturarven, når omverdens latterlige fornuftsmennesker i deres instituioner bilder sig selv ind, at frihed ikke har noget med menneskehjertelig sandselig tro udvikling at gøre. - Kom nu fornuftsbegavede mennesker, forstå det nu eller vil I ikke hjælpe de syge, Jer selv... selv......selv....... selv......... selv lyder det i afgrunden?

Det foregår således som sagt, ja for jeg kan nemlig ikke lyve.

Det foregår som sagt, så livets forstandige organisme, de hørende i livet kan få øje på, hvad magtkultiveringens, fornuftens enten-eller er for en universitær størrelse, ja hvad den forårsager i livets eget menneskelevende kød. Mere mildt sagt: Et paradigme-skift for menneskehedens organisme er ved at finde sted, ja det foregår. Og jeg kalder det ved navn af det matematiske paradigme, fornuftens grundvold, der altså udskiftes som slangen skifter ham.

Livet skyder indefra og slangen i livet er nu engang den forførende omstændighed, der handler om ikke at høre efter, hvad Livets egen vækst fortæller os: Du må ikke spise af kundskabens træ, thi frugterne er ikke dine. – Kompetence hed det sig i en vældig diskussion for nogle år siden, det betyder som sædvanligt i romantisk kultur, altså på løgn-og-latin: Myndighed. Sådan omdømte man begrebet kundskab, så kapital-statens tips-klub kunne få lov til ligefrem at æde løs af menneskelivets frugter til børn og kommende generationer som var det snold, cola og chips, fodboldbilletter til drengene eller en ny managementteori at stramme sit slips omkring: SUPERVISOR, COACH, MENTOR og MENTOLånde.

EU fortalte den europæiske befolkning, at vi ikke var kommet fri af akademiker-standens nedarvede system-byggeri: Platon, idealismen, der også på dansk hedder: akademisk-stats-virksomhed. Og som kan kendes på en uendelig fremskrivning af udviklingen, sådan at forstå, at skriften, der med hjertevarme kan være et udtryk af ordet, konsekvent opfattes som noget vi skal frem til, en målsætning, et ryk i fremskridtet - fremfor faktisk indeværende blot at være et udtryk af ordets menneskelige hjerte i sin kontekst, sin faktiske omgivelse i menneskeslægten, samfundet.

Der er aldrig foregået fremskridt i idealismens blinde tradition, nej, det er kun foregået i sindene på dem, der har rettet sig efter skriften som fremtiden, fulgt dens love og så videre, ja uden at høre ordet i livets kød og vækst i al evighed...

Jeg siger: Det matematiske paradigmes uendelige tid er overstået, den næring det gav os gjorde os klogere på ondt – men fastholdes paradigmet, så bliver der ballade, så bliver overgangen voldsom, nok engang. Fastholdelsen skyldes, at de mennesker, der er opvokset i statens fremskrivende institutioner ikke kender livet på jord, ikke vedkender sig menneskelivet på jord og ikke med hjertevarme lader sig indrømme i al vor glæde. I den fastholdelse er de nævnte eksempler med aggression og anoreksi faktiske; autisme er en anden version af det, livet, der ikke kan nå at handle, fordi det er forbudt, farligt, man kan overtræde loven og dø i hænderne på fornuftsmagtende folks systemer og deres medicin til opretholdelse af egen levestandard, samt medicinal-industrien. Det er kødeliggjort angst for omgivelsen, der nedarves og således skaber fornuftssindet, der når det kommer op som sådan opleves som herre-dømmende over verden, hvorefter man enten adlyder dét og føler sig ovenpå – eller ikke kommer i vej med den slags og derfor må leve under øvrighedens ligeså selvindbildte herrredømme. Nedarvet ren fornuft, der hos autisten, søger at tage højde for sit liv, sine handlinger i alskens universitære koordinering, i forhold til alle menneskers liv, da vi jo alle er lige for loven, uhauha, ja ethvert sekund er lige for loven.

– Mindes I ikke Johannes Møllehaves: Det tabte sekund. HØRTE I ikke latterligheden? Hjæææææææææælp, jeg har tabt et sekund!!!

Værsgo og spis lede satan, der lægger sin arbejdskraft i fornuftens systemer. Det er fornuftsetik baseret på fornuftslovgivning, der er autistens lidelse – fornuft og videnskab er projektion af angsten for at gøre fejl og blive straffet, ganske som den oplæres gennem hele skolegangen. Ja så simpelt kan det også siges. Den form for straf er jeg ikke bange for, nej, for jeg er blot et helt almindeligt gudfrygtigt menneske, der nok véd, hvor hårdt Gud rammer de slægter i hjertet, der fører deres liv i utroskabende deltagelse i satans verdensrige.
Gud spænder ikke ben for nogen, men han lader Jer mærke, hvad sand dømmekraft er og dermed, hvor meget, der er pilråddent! Og dermed kan I lære at arbejde og elske samtidigt, fremfor blot at tilgodese det første i autoritetstroens navn.

Mit anliggende er som minimum at forhindre, at fornuftens institutioner og Jer, der opretholder den - at forhindre, at I fortsætter den projektion med halen mellem selvretfærdighedens flove treben som en anden abe. Og hør nu, det er arbejde for livets beståen. Det ville være dejligt, såfremt I kunne deltage, men det kan I ikke, så I må lære at høre ordentlig efter Vor Herres hjertelig levende sandselighed her i livet og hele livet igennem. Ja den står jo klar til hver en tid, uden at tabe så meget som et sekund.

– Vil I høre om den amerikanske fedme i forhold til kapital-lovgivingen? At det er børsens drenge, der er grunden til det. Og ja, der røg bankerne sørme også. – Nej, nej, vi må ikke blive bange for virkeligheden, men skal naturligvis se den som den kommer gennem livet og i forstandig tag dermed, ikke sandt!

Har I efterhånden kompetencer nok til dét i skidespræller-systemerne, højtelskede menneske bag de masselovgivne danske sofahynder i voldens fjernsynede demokratiske mekka, som I dagligt bekræfter udviklingen af via skatte-billetten indtil himmerrigets biograf og Jeres teknologisk-teknokratiske arbejdsmarked? Har I efterhånden kompetencer nok eller skal I efteruddannes til at efteruddanne flere statsborgerlige pudevår i de kommende år?

Ja, der er lidelse i livet og fordelingen af penge, ja endda legen med penge, det er ikke fordeling af lidelsen – nej det er akkumulationen af den i samfundet. Systemers fordelings-idéer er med andre ord ikke fordeling af livets lidelse, dén der betyder at vi vokser og i øvrigt at der gives noget vi kan lide og noget vi ikke kan lide, fordi vi kan mærke, at det ikke er godt, ja såfremt vi altså ikke vænnes til at skulle overhøre det. – Men legen med penge, ja det er altså ikke fordeling af lidelsen i en personlig ansvarlig menneskeforstand at være f.eks. børsdreng, nej det er det altså ikke. Det er bekræftelse af lidelse, det er forøgelse af lidelse, det er spekulation i andres lidelse – og deraf akkumulationen af lidelsen på verdensplan. Hvem skal tage trykket tror I, nårh nej, I kan jo ikke tro.

Kan I høre derude i samfundet, så dyriske er vi blevet imod egen vilje, fordi den romantiske arvs institutioner fortsætter med at sætte viljen indover. På kontorerne, via kontorerne og deres konti, mv.

Jeg kan ikke bekræfte det som menneske, men ligeledes er det en opgave at afkræfte det og vise vej ud af det helvede. Jeg vil ikke betale skat til et sådant svineri, men jeg gør det jo, for ellers ryger jeg jo ind som Glistrup, Brixtofte eller bliver irettesat som præsten Bent Feldbæk, Grosbøll, for ej at forglemme alle de mennesker, der intet siger, men bare nedarver svinehundens sorg til videre forplantning imellem os. Det er jo nemlig den måde fornuftens normale folk behandler mennesker, der i forvejen søger at undgå større lidelse på vegne af mennesket. Og I kommer til at indrømme Brixtofte, uanset om han er blevet alkoholiker af, at skulle tackle sin vrede over mennesker, der i deres administrative rolle på arbejde, fører livet som procedurerne foreskriver. Blindt og lige lukt i helvede på vegne af andre.

Problemet er, at mennesket vokser i indsigt – og at vi ikke længere har kutyme for at udnytte det, sande af hjerte som det hedder. Forstanden er væk fra dagligdagen, men skolet væk eller som det også er blevet kaldt: institutionaliseret, industrialiseret. Fornuftiggjort i navn af alle og i skræk for allah – gammeltestamentligt i glemsel af ånden, protesten, der udvikler os. Alle er aldrig god, men Allah er god som Gud er god: Menneskelivet, organisk bevendt med vækst og trivsel på jord.

Muslimer er livsnaturligvis også mennesker på jord, der elsker ligesom alle andre gør, de er familie-forstandige mennesker og således gode mennesker – kultur, dyrkelse, skal løftes op, så det kan blande sig befordrende gennem livsførelsen og nye horisonter derved opstå. Hvordan tror I konge-samfundene førhen klarede den, for at sikre freden mellem kongerigerne, ja, men freden i hele befolkningernes slægter, der jo altså nu kan skimtes som den altid har været, nemlig ÉN, menneskeslægtens organisme.

– Godt gået Nasan Khadar og andre åndsforstandige muslimske mennesker og atter andre. I er alle hjerteligt velkomne til at arbejde i menneskekære-lighedernes ånd, vokse med den, give af den, lade den bestemme os gennem alt, hvad vi rører ved. Ære-lighed skal fremmes, fordi den er bundet i livets hjerte. Og helst i takt dermed. Troen som K-ære-ligheden beskytter den.

Måske er den muslimske kulturbaggrund ikke vant med ærligheden som stemme, der taler og tæller offentligt åbent – men det er danskerne sågud heller ikke længere, for de fletter det jo ind i alle romernes strafbare aftaler, der således altid skal holde mere end der overhovedet kan loves. Fordi det loves deroppe i intetheden, som om vi havde guds beføjelser dertil. - Det skal fremmes at tale ærligt og redeligt, hvilket forudsætter meget mere forstand, fordi fornuftsmagterne har trykket angsten op i sindet og man så at sige bliver slagtet for sin ærlighed. Fornuften har altid opdyrket svinehunden. Malingen Anders Fogh fik i hovedet, det kommer fra faderløst liv, der ikke blot opfatter staten fascistisk – men tilmed kender dens fascisme i kødet. Det er børn, der ingen holdbar menneskekærligheds-forstand har fundet at videreudvikle deres person ved, fordi skolerne ikke har den oplysning-ånd gående som det centrale, altimens forældrene havde travlt med at forstå sig selv ovenpå 70-80’erne, altimens skatteFaderen, fornuftens industrier har åndet dem i nakken mod deres livsvilje. De lærte noget om kærlighed, men fandt ikke udvikling for den udenom fornuftens kapital-lovgivne voldsapparat.

Man kan ikke reducere kultur-bevægelser til ingenting. Man kan ikke underkende kulturerfaring, uden at hele samfundet får røven på komedie. Det skal løftes op, så vi kan koncentrere det og derved give holdbart sigte.

Ja det er ganske forstandigt, når man kender sand vækst og i det store og hele ikke har levet som bange menneske, men glad i livet på jord – også for samfundet i sin udvikling på trods af vanviddet. Det er ikke alle forundt, men skal jeg slåes ihjel, fordi jeg er anderledes givende til menneskehedens beståen, kulturens udvikling, livets? Skal jeg indlægges på psykiatrisk afdeling for at tale sandt, samt gøre brug af det forstandigt udviklende

Kan I ikke forstå mig? Jamen så er I gået fra forstanden!

– Akademikerstanden kan ikke udvikle det, højskolen kan heller ikke, ingen kan uden sandt hjerte som menneskenatur. Jeg er bare så god, ikke sandt, men nej hør dog efter lidelses-historien i sin forøgelse via kapital-statens institutioner. Det er ikke bare et jeg, der taler gennem teksten her, det er vort liv, her på jord. – Ja kan I ikke genkende, genhøre den hjertelige trivsel i vort samfunds menneske og indse, indrømme de videre perspektiver det giver os?

Jeg bekræfter menneskeforstanden og I kan ikke komme til at vide, hvad det vil sige i mit liv som Jeres - men derimod nok forstå det i al Vort. Så det er netop også lige meget i god forstand, for jeg elsker menneskelivet og således kan I mærke det. Det er ånd at livets hjerte og det jeg ser af, ved at vi alle kan komme til i langt større grad og at det med andre ord er nødvendigt med den helt store omvendelse igen. Det er en opgave at udvikle vort liv og derigennem samfundet. Samfundet er ikke udenfor os. Og der er mange af min slags, ånden er hos os alle, men den bekræftes ikke hos os alle, dermed ejheller i det forsynsduelige udviklingssigte, det er ethvert menneske forundt at tage i betragtning, ja henholde sig til i sin videre livsførelse.


OPSAMLING.

Livet skal ikke leve efter fornuftens love og regler eller teknologier i påtvunget efterrationaliserende vantrivsel, desperate forsøg på at indhente, hvad der istedet skal indrømmes som i sandhed værende ligegyldigt i forhold til livets forstandige sunde vej – fordi det ikke kan andet end indrømmes, såfremt det skal kunne tjene vor menneskelige åndsudvikling, livsudvikling, kulturudvikling, vort samfund. Det er al sygdoms begyndelse i kødet at søge at indhente, hvad der i forvejen er forstandigt givet at være ved: Der er, hvad der skal være til livets eget udviklingsformål.

Men dertil hører livsnaturlig vis at være i kontakt med en sådan afstemmende ånd, da den blandt andet foregriber sygdommens videreudvikling og derved giver den menneskelige selvstændighed, menneskestanden til at tage sig af det og ændre kurs. Det hed forsyn førhen og det er forstandigt givet organisk som åndsevne. I videnskaben hedder det imidlertid forudsigelse og det koster en hulens masse penge og iøvrigt mennesker, der ellers ville kunne være kommet godt liv ud af. – Hvorfor ender medicinforskningen med at sige, hvad vi godt ved i forvejen: spis sundt, få dig rørt, vær sammen med andre. Nå, har du glemt det patient, altimens du betalte skat til min medicinforskning, her, tag de her piller, jeg bruger dem selv!

Ja svaret er givet: statsfornuftens dannelse i kødet gør forstanden forstilt i sit syn, forskning i vesten er ikke andet end forstilthed, man så uheldigvis søger at indhente, istedet for at blive klogere af, praktisk livsledende af. Det er Platons bedrift at koble viden med magt henover hovedet på det faktiske liv. Men tag det nu roligt, det opklares. - Den akademiske tradition er aristokratisk stillet, den holder sig skadesfri og det kan den menneskelige organisme ikke finde sig i, fordi kapitalen, prisen, vi betaler er: Vor egentlig gode udviklingshorisont.

Hvad der var administration af det mellemmenneskeliges udvikling i kulturen, fordi det er sådan, nødvendigt som bosiddende kultur, ja det glemte forstanden, da forstanden aldrig har været med i den tradition. Man har aldrig anerkendt år nul som udviklingshorisont, derimod spejlet den i rationalitetens alle er ligegyldige for loven og lignende X-modeller. Forsyn kræver hjertevarm indrømmelse og ikke magt, ikke ret. - Jeg er ikke ligeglad med nogensomhelst eller nogetsomhelst liv – og deraf har jeg i sandhed hjertelig ret. Men det er stadigvæk ikke over Jer, men i Jer som menneskebarnet, barnetroen i Jer: den umiddelbare glæde ved at være til. Sådan er vækstens forstand magtfuld gennem afmagt. Den aflader ophidselse og trykker forstandig sandselighed op derved.

Fornuftens ånd skal ud, det samme skal dens produkter, da de naturligvis fordrer en universitær rettelse af sindet, hvad den menneskelige organisme, dens gode ånd og liv, slet ikke er skabt til. – Du kan næppe bruge en computer uden at mærke, hvor fornuftig den er, den stjæler tiden, er en tidsrøver, men nej, det er livets forstand, den ernærer sig af: dit hjerte for det menneskelige, det i sandhed vækstbetonede og vækst-duelige hos dig, det udviklingsduelige. Livet bekræfter ikke det livgivende, åndsudviklende i egentlig forstand, ved at sidde ved en computer eller når det er stillet med anden teknologi, det er ordets hørelse hos dig, der gør det i situationen med teksten her. – Det er ikke tiden, der stjæles, men livet, der går og ebber ud således, bruger sine ressourcer på alt andet end egentlig kærlighed, egentlig arbejde, egentlig livsførelse. Det samme med arbejdskraften på arbejdsmarkedet: livet drænes for livsenergi, forbruges af teknologien, såvel af dens modtræk: den teknisk administrative lovgivningsfacon.

Og så kan man sige: I kunne bare have hørt efter i 70’erne, med alle de mennesker, der så det og sagde frem, osv. - men hvem kunne høre, da det ikke ret var erkendt, at kapital-statens hele tradition er det livet kaster bort, forvrides af som også foragter. Søren Kierkegård kaldte det: Forargelse på fornuften. Han gjorde op med den akademiske fornuft, stats-tradition, det bedre borgerskabs forlorenhed i København, det svinske, falske og ulykkelige liv - i forsvar for det enfoldige menneskes livsnaturlige kærlighed, forsvar for barnet, forsvar for udvikling af os som menneske gennem livet, umiddelbart. Og såvidt ganske livsforstandigt. Han gjorde I samme lange åndedrag op med den tyske stats-tænker, store system-tænker, Hegel, som han var nede at høre på i Tyskland. Hegel hører med til dét, man herhjemme kalder den tyske-idealisme og som tidsmæssigt foregår samtidig med romantikkens sturm und drang, de store digtere – samtidig med Jeg-filosofien, der kom efter den franske Descartes: jeg tænker, altså er jeg som om han var i tvivl, altså skepticismen, den fornufts-kritiske tradition, der førte til den franske revolution, hvor alle individer blev frie matematiske individer. Og grundlagde Amerika. - Ja, der således fører hele vejen tilbage til antikken, romersk prægning af det egyptiske, græske, der derfor ikke kan skilles ad. Søren Kierkegård gjorde som dansker op med romantikken, store systemer, digtning uden ærlighed, uden sigte for menneskelivets ærligt forbedrende udvikling – kort tid efter, at Napoleon havde været kejser på baggrund af den romersk-latinske fornuftsånd, det fagspecialiserede universitet i 1810 var etableret og 100 år før det tysk-romerske kejserige opstod og nu EU. - Sådan er fornuftens ånd i europas kultur-historie. Og derfor også gående i Amerika. Det er OS som mennesker af europa, på godt og ondt måske, men mest det sidste, som Kierkegård gjorde op med. Hans Scherfig gjorde op med det. Og jeg gør mit bidrag på tilsvarende vis. - Den ånd, fornuften, det er satan, for dem der hørte efter i år nul og stadigvæk kan høre, hvad livserfaringens hjerte fortæller i vort blod ganske som det er vort som menneske, dit liv og mit liv i kærlighed, at det hele drejer sig om.

Arv-og-miljø, blodets bånd som ånd, det er ubrydeligt og kan derfor kun omvendes, filtreres forstandigt gennem hjertelig, god, sund, befordrende livsførelse og kulturførelse. – Og det er Vores opgave at gøre det muligt i bred menneskelig, mangfoldig forstand på dansk grund.

- Akademikere, politikere, ja lad os tage journalisterne med, de bilder sig ind at de bliver hørt, de har ikke forstået, at de ikke lever i egentlig udviklingsmæssig forstand. Men det samme gælder altså bare hele arbejdsmarkedet, hele vor kultur efterhånden; ja pånær de mennesker, der trækker sig og undgår systemet, kapital-bylivet som vi kender det eller lignende negativt socialt nedarvede kræftsvulster i det menneskelige. Så vi kan stadigvæk ærligt sige: Kan industrialiseringen og institutionaliseringen, dannelsen af proletariater, der skal fodres fra administrativ magthold for at holde kæft, med penge ganske som romerne gav befolkningen korn at gnaske i – kan det ikke ophøre, så er det slut med OS. Derfor handler det også om kapital, hvad jeg nok skal komme til. Det er langsigtende. Ja vor holdbarhed som menneske, liv og kultur er helt og aldeles betinget af langsigtethed, men i ånd. Vi skal nulstilles, for I lever i fornuftens verdensbillede og sind deraf, og altså ikke i livet. – Jeg giver Jer livets vej, så godt det nu lader sig høre hos Jer i vækkelse af ordet der blev til kød: menneskesindet i sit forstandige, hjertelige som kropslige nærværd. Og bare rolig, det er ikke forkyndende, men opklarende som det altid har skullet virke, ja kun kan virke godt.

Har du fået et indtryk af, hvad fornuftsånden er og gør ved livet, så kan jeg sige, hvordan vi afvikler dens sygdomsfremkaldende, kapital-lovgivne grundlag: Kapital-Staten. For det kræver samtidig, at vi helbreder alt det liv, der har lidt og er gennem-symboliseret af magtens sprog, på så kraftig en måde, at det vil reagere fornufts-idealistisk dannende på en hvilken som helst forandring. Købe sig ihjel, æde sig ihjel, kneppe sig ihjel eller gå i politik eller teorretisere – altimens intet bygges op. Og alle skal dog med, i menneskelig retning.

Oplysning og dannelse er ordet for mig. Og de er uadskillelige. Sandheden er livsbåren, ganske som det hjertelige, elskelige varme, har første-prioritet, sorterer og filtrerer sandseligheden hos os. Det her kommer ikke uden min person, fordi det kommer gennem min livshistorie, det samfund, det sprog, de mennesker, jeg har levet iblandt, elsket på godt og ondt - og derfor kun kan tale sådan her iblandt, Jer, I Jeres medhør på dansk jord.

Oplysning og dannelse svarer til det vi på forstandig vis véd, samt det sigte livet giver os i min som din hjerteligste opfattelse af det. Danmark skal oplyses, dannes som kultiveres påny. - Livet kan ingen viden bruge, der ikke står i livets eget sandselige navn, bekræfter det almindelig menneskes egne indsigter. Viden kan derfor ikke stå i navn af magtens institutioner, uden at blive til magtmisbrug af livets indsigter og det vil sige misbrug af den personlige erfaringsdannelse, der gør det muligt for et menneske at sige nej, sige fra, i bevarelse af noget hjerteligt: Forstanden.

Forstanden, der også sørger for fremtiden gennem den nutid vi lever i. Vi kan ikke holde til at begå os i magtens omgivelse – og de hårde bananer tager fejl, af nød. De får den lige i hjertets smask som en boomerang senerehen. I kan ikke trodse organismens hjertesanden, indrøm og lev på det istedet for, thi derved opstår klarheden, freden, helligånden imellem os.

Fornuftsmagtens viden, det genkendes: Marx f.eks. blev til marxismen, Freud blev til freudianisme, Keynes, liberale økonomer, ja de lever videre som kapitaløkonomisk verdensbillede, fordi man tror det er naturlove. Alt, hvad der kommer til bliver til –ismer, trends, nye boller på suppen, som det etablerede - ja den blinde isme, paradigmet, jeg nu opløser eller: tiden som vi lever med på godt og ondt som man siger – men altså trends som det etablerede konsumerer i bevarelse og bekræftelse af sine tilsvarende etablerede og fordummende rettigheder. Det hævdvundne er det stærkeste i bosiddende kultur, spørg lejerne i lejlighederne, se på landet, det handler stadigvæk om jord, kort sagt realkredit og spekulation deri.

Jordnært sagt: En god idé vil blive ædt op, fortæret af sultne dyr, der udvikler sig i uendelig kapital-økonomisk vækst og vantrivsel. Men det er i sandselighed kun fordi menneskeånden ikke er med i den. - En god idé bliver derfor desværre udelukkende noget værd, såfremt, der kan tjenes penge på den. Penge eller gode idéer opfattes med andre ord som levebrødet selv.

Af samme genkendelige grund, kan en ny management-teori for statsførelse, mv. ikke skabe ordnede, forløsende forhold, der giver det rette sigte og standhaftighed, livsførelse dermed til at fastholde det. Magtens apparat kan ikke udvikle, thi relevant udvikling sker kun i forhold til livets forstand, den egentlige vækst-horisont, Noahs ark. Det er livssituationen alle egentlig kan forstå på tværs af religion, der jo iøvrigt, jeg gentager også blot er en fornufts-administrativ distinktion.

Det er vigtigt, at vi egentlig alle kan forstå det jordnære liv – for den forstandsevne, sandselige sfære skal bekræftes, det vil stadigvæk være sigtet for livet og dermed videreudvikling. Det kan I ikke benægte som mennesker, så det skal have stærke ben at gå på.

En sådan udvikling, i det sigte kan ikke skabes med magt, kun gennem den positive afmagt: at elske det elskeliges bevarelse, elske de basale forudsætninger for overhovedet at kunne elske mennesket, livet. Som sagt: I en vis grad, i en godtroende ånd at kunne holde sig i det sigte gennem faktisk livsførelse dermed og således bekræfte og vokse med derved. Vi har jo masser af gode mennesker, der søger det i praktisk forstand – den økologiske bevægelse, frilands alternative byggeri, håndværkere, der orienterer sig miljømæssigt, organisk, alternativ brændstof, alternativ behandling – altsammen forstandigt fungerende menneskeliv, der følger deres livserfaringer og indretter tilværelsen og dermed kulturen derefter. (Det er her kapital-stats-systemet er et problem, fordi den rykker gode erfarings-traditioner i stykker, så vi ikke når at sandse, hvad der var gang i – det når ikke at forplante sig, formidle sig og derved lade nye horisonter opstå. Og da bliver vi dummere og dummere, mere og mere afstumpet på fornuftig vis, kulturligvis. Ja desværre. - Og da skal vi jo høre på hende, der oprigtigt talt som menneske ikke havde stort tilovers for Punkt 1’s teknologier: Hvad har I gang i! Der var sandhed i det som reklame-branchen er for dum til at høre, ja ligeglad med, når bare varen sælger. - Fordi vi dermed udvikler os bagud i vort gode erfaringskorpus, fremfor at komme ovenpå med lemmerne i behold, sandseligt givende og menneskeligt bekræftende).

De gode kræfter skal altså have lov at overtage, blive til vedvarende livsførelse, så ikke kapitalens drenge, uden indsigt i menneskelivet som udviklingsigte, som det egentlige formål, ikke presser staten til lov-omlægninger. Og staten ikke modsvarer med hårdhændet idealisme, for det kan den heller ikke, uden at ramme dét, der skal fremmes. Det egentligt udviklende menneskeliv er langt mere skrøbeligt end i regner med; det er derfor det hedder menneskebarnet. – Fornuften ligger imidlertid over livet som overmenneske, universaliserende i kraft af universitetets institution, den græsk-romerske tradition. Og det er dét jeg ønsker at skubbe til i institutionel sammenhæng. Skolerne. Rudolf Steiner, ja det er tysk siger man straks. Og jeg er hellere ikke Rudolf Steiner mand, men han er jo altså ikke modstander af et luthersk-evangelsk kærlighedsbegreb om menneskelig udvikling – det der om, at fædre også skal være tro som mennesker, fordi retsstaten ikke kan være det for dem i livets daglige situtation. Grundlovens $ 4.

Og det er muslimerne eller andre trosretninger ikke imod, da de ligeledes er fædre, familier. Den hårde nød at knække, ja det er det universitære kapital-statslige hitlerskab i den danske mentalitet som også I resten af Europa: Forstandsløs fornuft, financieret på overførselsindkomst.

Vi er mennesker, en organisme, der vokser og udvikler sig sandseligt. Sandselighedens personlige udvikling, evnen til at forstå livets budskaber, sin krops meddelelser – og, vil jeg tilføje: evnen til at videreudvikle en livsførelse, der bekræfter det, er stærk nok til at afmagte kapital-teknologiens svineri med livet og dens forstilte menneske. Det er forstandigt nødvendigt. Og staten ryger jo med som akademisk-kapital-logisk bundet stat. Vi skal med andre ord fortsætte med at blive disciplinerede nok til at elske af åbent hjerte, kunne stå imod, samt vide, hvornår vi skal trække os og sige farvelfærdssystem. Ellers kan den menneskelige sandselighed ikke udvikle sig og følgeligt vil kundskabs-industrien fortsætte med at ernære sig af livets træ – livsenergien uden at lade den op.

Hvad sagde Johannes Møllehave for ti-femten år siden; I skal lade op i weekenden, istedet for at flade ud. - Vi vender kun tilbage til det gamle, fordi vi ikke har udviklet os ordentligt godt som kultur. Og det er ikke længere blot dumt, det er sygdommens vej ind i livet.

Oplysning og dannelse kan, som jeg har været inde på med Organitetet, kun foregå med livsførelsen. Det universitære paradigme skal aflades, sindet skal aflades i en hel befolkning. Og deraf følger i større forstand, da vi jo ikke kan svigte de mennesker, der er på vej ind i fornuftens universitære spor eller sidder i det op til begge ører - at staten må genvinde udviklingssigtet i grundlovens idé, men i ny tid, altså det menneskeforstandig udviklingssigte i sit nye vidnesbyrd. Fogh har på sin vis slået sådanne toner an, i agtelse for mennesket rundt omkring i kulturen. Og med ordene: Livet før systemet. Det er svært derfra og jeg vender tilbage til det. Politik handler ikke om politik, men om mennskeværdig livsførelse. Og det kan vi ikke bare gå ud og gøre, uden at tage højde for det gamle, det brede, fordi idealismer opstår deraf i sine konflikter med loven og dens nedarvede sociale kapital-jante-normer. Børn bliver fanget ind senerehen af fornuftens plørevælde. Forskellighed kan ikke fungere i det mellemmenneskelige uden sand menneskelighed som bund og grund: at kende sin unikke, enfoldige person som menneske, genkendt i det mangfoldige. Ja det lyder flot, ikke sandt. Men det kræver ånd og derfor forstand at holde sig til.

Det enkelte menneske kan ikke frigøre sig fra sin organisme som den er stillet og finder vej frem i livet og samfundets kulturer på én gang - og med afsæt i det familiære, blodets bånd. Men blodets bånd i hvilken ånd: den psykologiske, statslige behovstilfredsstillende, den incestiøse, hvor voksnes behov tilfredsstilles ved deres børn, hvadend der nu er tale om forskudte ambitioner, alkoholisme, depression, skilsmisse, mv.? - Tag ikke fejl af, hvad sand kærlighed, troskab som menneske sikrer hos barnet. Selvværd og kunnen, nej, menneskeværd og vækst i liv og kultur.

Oplyst Demokrati var ikke en rationel ordning, men luthers reformation i verdslig forstand som Grundtvig blandt andre tog over i sit forsøg med en forløsnings-kultur; højskolen. Bøndere og arbejdere fik dermed mulighed for at opfatte sig som mennesker, for det kunne ellers ikke betale sig for dem, at have sådan en værdighed gående, der kom jo kun bøvl ud af det, der, hvor de var ude at tjene og kom fra. De troede ikke, at de var mennesker, de kendte ikke det menneskeliges horisont – og det gør man stadigvæk ikke. Der var ingen grund til det, men det var der jo, på grund af fornuftens vildfarelser. Jeg siger: der var her i Danmark ingen grund til at presse magten fra kongen, enevælden, der havde ladet sig oplyse og var i færd med at udvikle sig folkeligt, danne sig i takt med de kulturer, der opstod rundt omkring. – Tager man Grundtvig, Kierkegård, HC Andersen eller ægte københavnere, gamle enfoldige danskere, sønderjyder eller os alle som åndslivs-forstandige familiemennesker, der måske ulykkeligt, men dog elsker af et godt ord - ja vi har aldrig været imod kongen, fordi det jo er familiernes overhoved, de danske slægters. Tilmed i samhørighed med menneske-opfattelse, Gud, Kirken, landet. Der er stor rummelighed i det, nej, det hedder ånde-lighed af menneskenaturligt kød og blod.

- Rum og tid er videnskabs-statens spejlvendte smaskeri på autistisk overførelses-indkomst, fordi man aldrig har fundet ud af at deles om livets levebrød, nej, være livets levebrød som menneske i udvikling. Og som såvidt i rumløs rummelighed og tidsløs uendelighed jo hverken blødt eller strengt logisk kan udvikle en kultur på det grundlag, den forpulende fornuftsånds evindelige selvbegrundende foretagende af selvsamme grund. Det matematisk, universitære paradigme.

Staten er død som universitært bundet og dens afgang fordre omvendelse af vort sind.

- Et samfund er nødt til at have en indenrigsmæssig kerne, ”selv”forsynende, livsudviklende, glædelig standhaftig – et hjem, en ånd – der er mere upåvirket af tidens strømninger. Og netop på grund af det udviklings-mæssige perspektivs forbundethed med livet. Fornuft og stat kan ikke opdrage børn eller lære mennesker at elske andre mennesker. Der er ikke nogetsomhelst ved staten, universitetet, teknologien og kapitalen, der bekræfter livs- og kultur-udvikling i positiv forstand. Intet siger jeg. Så hvad laver I i dens systemer? Ja I pisser rent faktisk lige ned i fremtidens hjerte som menneske, der vel at mærke står i menneskeslægten i al evighed!

Kongehuset har ikke noget imod havebrug, vækst og trivsel, købmandshandel med livsnødvendige varer. Københavnere har ikke noget imod kolonihaver. Nejnej. Det er den latinske fornufts statstænkning, romerloven, den akademiske uddannelses-tradition i forening med deres arvefjende, storkøbmænd, den privilligerede adelsstands sultne måde med mennesket. Altså videnskab og teknologi i forbindelse med kapital på den ene side og teknisk administrativ, latinsk lovgivning på den anden side og således i forbindelse med kapital. - Det er de selvbestaltede fornuftskonger, der forplumrede sigtet i vort lands udvikling. Av, for søren-jensme da. De, som den kultur de bekræfter gennem deres livsførelse, det forskyder sandheden: at vi er beslægtede af hjerte for menneskelig liv og trivsel. Og derfor kan I iøvrigt ikke storme kongehuset, uden at hele menneskeheden rejser sig på dansk grund. - I kan bare lige prøve satans fornufts-republikanere, der lever over livet og har sat sig til bords med HøjesteRet selv – men uundgåeligt som en anden Jeppe på Bjerget i de riges sale. Så dumme er I, fornuftens dummerstand, fordi I ikke engang kender som anerkender hans enfoldige kærlighed og kan udvikle den som kultur. Hvad fanden laver I?

- Vi er nemlig ikke franskmænd eller fornufts-republikanere, der tror på frihedsgudinden, der tror på den menneskelige frihed uden kærlighed til børn, familie, slægt, der udvikler sig fra slægt til slægt, men tilmed i sigte af den menneske-erfarne retning som både Kongehuset og Åndsmennesket netop bekender sig til. Fordi vi alle har del i menneskeslægtens kultur på forskellig vis, nej er menneskeslægtens kultur, der nødvendigvis på dansk grund må koncentrere sig om basal vækst og trivsel forbundet med videreudvikling. Og sgu fandme ikke at dømme over andre fra sin egen velbjergethed.

- I kan ikke skille det ad. I er ikke en del af en enhed, ligesom I heller ikke er en funktion af en idé. I er levende af hjerte og det er vilkåret domkirkens klokker slår i takt og tone for. Uden at kunne hjælpe Jer med det, udover at være der, hvilket vel ikke er så lidt endda, når der tales om den meningsløse satans fornuftsstats ideologier gennem opdraget. – Det gælder iøvrigt også synagogen for jøderne og for muslimerne, Moské og minaretten, der jo kan høres fortandigt, på organisk menneskeligt: må ske, min er retten. Menneskelivets hjertelige identifikation med at være i live og levende, tak gud. Det højere er altid retten. Og at gribe efter det med fornuften eller i reference til noget udenfor-stående, en bog eller en lov f.eks. ja det er tegn på vanvid, sygdom helt ind i menneskets dyrebare sjæl. - Og det kan kun sand som ærlig menneskeånd helbrede. Den vokser sig iøvrigt kun til op imod satan selv, sålænge han institutionaliseres. Ham er det rart at blive fri for, men det kræver jo, at vi kender hans væsener tilstrækkeligt til at kunne lægge afstand til dem: Universitetet, staten, teknologien, kapitalen, fanget i negativ fornuftsånd, fordi de selv genererer den.

Dommerstanden er hermed symbolet på sygdoms-kultivering – men det skal da udredes til livets fordel, det kan da omvendes, når blot vi hører efter hjertet hos os og tager fat der, ganske som sigtet i det oplyste demokrati, ganske som sigtet med ytringsfriheden jo står i den menneskelige udviklings navn. Forstandens menneskepersonligt ansvarlige. Og ikke i tabu-retten, hvis sæder hermed bliver ganske varme. – Den varme skal vi livsnaturligvis bruge til at varme os ved, fremfor at ødelægge noget med. Det handler jo om mild som sand, præcis menneske-energi, der kan løfte kærligheden op i sit befordrende sted.

Endtil videre kommer vi kun fri at den omtalte satan, når man vedkender sig livet på jord som noget, der har med mad, vækst, næring, kropslig udfoldelse, glædelige dannelser, indsigt at gøre; og arbejder i det sigte. - Ja andet arbejde, det er klokkeklart ding dong vili pili flowerpowertøj og blip båt, gud, hvor går det godt. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Der er ikke fejet noget ind under guldtæppet. Den erfaring er gjort for over 2000 år siden og af Kim Larsens arbejdersang, der jo handler om hjertets adlydelse af maskinen, ekstrabladet og den romantiske længsel efter pigen, Linda Friis: at få styr på hende, hvilke knapper skal jeg trykke på?

Det dansk genkendelige historiske, jeg beskrev med Gud, Konge og Fædreland, det er forstanden i vor menneskekultur og den er sågud levende af kød og menneskeblod – og man vil altså Fornuft, Stat og Klazzizisme – og derfor ryger vi tilbage igen: Gud, Konge og Fædreland. OG DERFRA ELSKER JEG DET OP IGEN TIL: Gud, Menneske og Kultur. Og det er min gave til Jer, mit menneskelige samfundsbidrag.

Vi kan ikke udvikle os uden forstandens kulturbaggrund, fordi fornuft, stat og klazzisme aldrig har været andet end stjernekiggeri, videnskab og teknologi til al-masse-verdens universitære nytte. Den kulturhistorisKe baggrunds gode menneskeforstand, det kan I ikke røre ved, det kan I ikke lægge noget ind over eller under, fordi det er ubrudt siden tidernes morgen som man siger. - Men hvorfor skulle vi da også, når der er så megen familiær livserfaring, samhørighed og forståelse, sand hjertelig sandselighed knyttet til det menneske i kulturlig udvikling. Og nu altså, hos mig til Jer, i teksten, i tackling af den store røvrender: satans fornuft og dens industrialiserede, institutionaliserede republikanere, løgnagtige frihedsforekæmpere. Føj og fy for satan.

Forstanden, ja det er jo bare et ord – men i den her skitserede udgave som fælles danske nedarvede kulturforstand af menneske-kød og blod, ånden af de mennesker, der har ydet for trivsel på dansk jord siden, ja helt tilbage, men nu altså som mærke, siden grundloven – det skal føres op og videre, som jeg har antydet med: Det Oplysende Menneskevejledendes styre. Og det handler om krop, ånd, skole, arbejde, livsførelse. - Det kan fornuftens magter imidlertid ikke finde ud af, for den kender ikke kulturen, såvidt som den ikke kan indrømme mennesket i livet på jord. Fornuften har ingen proportions-sans i forhold til magt – dvs. den er matematisk, ren, men kold. Og det er f.eks. politikerens dannelses-historie som ethver andet barns, der vokser op og før eller siden møder fornunftens systematiske indbildning i kødet, så projektionerne efterfølgende fløjter af sted som en fortravlet maskinstationsmand kører gylle ud. Fornuft er undgåelse af sorg, der skal sørges for. Så hvad sørger I for?

VIDERE

Når man fører livet i tro på mennesket som kendetegnet ved sand som sandselig vækstbetonet eller organisk varmt forbundet, så medfører det en personlig menneskeerfaring, som det er en hel central opgave at arbejde med, gennem det, man nu arbejder med. For derved bliver det nye vidnesbyrd ethvert liv kommer med et gode for OS. Det er så at sige det egentlig menneskelige bidrag til samfundet.

– Og så er jeg altså hamrende ligeglad med om jeg sidder på nassen, mens jeg skriver det, for I kan ikke I Jeres nedarvede BNP-fornufts-psykologi fortsætte med at sige: At arbejde måles på matematisk-økonomiske tal. - Ja vi er så langt nede i helvede, at raskhed = BNP-regnskabets fornuftsånd, der måler resultater i penge, uden at være klar over, at overskud altid, klokkerent er et underskud, udenfor Deres horisont, fordi De ikke kan se. Og på den anden side altså sygdom = overførselsindkomst. I kan ikke ret forstå det vel. Det er irriterende. Men så hør for gud skyld efter, det er Jeres som vort liv, det handler om.

Og I kan altså ikke bilde mig ind, at muslimer eller andre, flygtninge og indvandere med vidt forskellig historie, skulle være imod det egentlige udviklende bidrag, der personligt gives som et vækstgode. – Hvorfor begyndte man at lave køkkenhaver i Sandholmlejren? Hvorfor blev der handlet på rastepladser rundt omkring? Er det anderledes end Hjallerup Marked eller dyreskue i Roskilde? - Nej, det er dybt menneskeligt at forsøge at holde sig igang med væksten, noget næringsdrivende og rense sorg derved: at sørge for noget, blive glad for en god handel og en snak med et andet menneske, der måske lige stod og manglede noget, man lå inde med. - Men fornuftens folk, ja de er døvstumme. Og det er smerteligt at erkende, at de er blevet røvrendt at statens institutionelle dannelse i kødet, en opbyggelse af paradis inde midt i kapitalens vold ude i verden af det laveste lave. Kom alle sammen ind i løvens hule, her er trygt og godt, siger staten, fornufts-sorgens sorte hul, der således holder åbent hus til alle historiens værste genkomster og gespenster. - Er du ikke en af os, Jens, kan jeg hører retsstatens lange lem støde mig i øret. Og det er derfor, der er noget, der hedder hørelse i en helt anden egentligere forstand. Ja jeg identificerer mig da heller med biskoppen i Ribe, klædt i rødt – når hun siger: demokratiet kan godt være en trussel mod det menneskelige.

Folkestyre er statens, et akademisk begreb og det er og bliver et folk som funktion af staten som et fællesskab, ja undskyld en fællesmængde må jeg hellere sige, så I kan forstå Jeres sataniske fattigdom i fornuftens matematiske begreber. Hvad er indholdet i staten, hvad er det, vi er fælles om? At kultivere de syge som syge og derved selv blive syge, fordi det er normalt ifølge akademisk fornuft og statsstyre? Vor Herre Bevare Os.

Det er som bekendt, ja som tiden viser, så godt som gået helt galt med det oplyste demokrati, ja man har snakket om det lige siden – og dog haft gode islæt, hvor vi kunne mærke noget rigtig godt. – Det kommer fra en god ånd i kulturen. Det er kulturarvens gode sands og den former sigtet i videre forstand for os.

Men det er gået galt på mange måder. Da fornuftens børsdrenge blandt andre troede at kapitalens kræfter var noget man kunne styre med videnskabelig teori. Det handler om brugen, det handler om brugen, det må vi selv lære at styre, teknologien, det er vor frihedsret! Fornuftsdrenge overtror deres egen evne til at holde sammen på tingene, jaja, men altså det centrale hjerte i udvikling. De er ikke bare børn længere, der kommer over det, niksen, ikke uden en meget høj menneskekulturel pris – allerede nu, kan jeg se, hvem der skal behandles om føje år og det gider jeg ikke bruge mit liv på, det er skruen uden ende. Så hellere, for mit vedkommende, da det er noget jeg kan godt: at få skovlen under de kulturmæssige årsager – at få nældens rod med. - Frihedsret, blev der sagt. Det var den gamle dyriske naturret, der kom der, retten til ikke at kunne mestre sig menneskeligt, forstå, indse, vokse uden misbrug....Men fordi vor fornuftsmagtende ordninger løfter alt og alle op, hvor vi ikke hører til. Matematik.

- Kapitalen er før staten, ganske som vor statsinstitutioner ikke kan foregå uden kapital, ja det er sådan set et billede på, hvordan folkesindet raser i tvangslogik, tvangspsykologiseret matematisk enten-eller adfærd: du har ikke lov, uden penge og alle er lige for loven, da det giver det rette facit i navn af HøjesteRet, læreren, dommeren. Hvem er læreren i folkeskolen, hvad er læren livet gør sig?

Er statens lærere og undervisere satans forkyndere?

Folkeskole-lærere gør et kæmpe stykke arbejde med vore børn – men hvorfor skriver Otecon-direktøren, Lars Kolind om folkeskolen? Endsige: Hvad er det, der ikke er holdbart i den lærdom, livets organisme optager i skole—omgivelsen? Og hvad er det for noget pjat med livets skole, livet er jo som det er, det kan vi da ikke lave om på, kan man høre nogen sige, fordi de forlængst er gået fra forstanden.

Hvad er det, vi ikke kan lave om på, gentag venligst kapital-stats-institutionaliserede, storhedsvanvittige folke-idiotiske sind. Kan du svare for dig i personlig, hjertelig menneskeforstand ved at fremvise noget til det videre samfunds opløftende, oplysende glæde med al vort?

– Tænk engang at jeg har levet siden barns ben uden at komme udover den sandhed, der hed: du har ikke lov til at leve på jord uden penge, en åndelig realitet, der er så trist. For det er ikke nok du er god, det er ikke nok, at du er dygtig, det er ikke nok at du giver, det er ikke nok, at du er trofast, loyal mod samfundet - du skal svine dig til. OK. Men nej, nej og atter nej, jeg kan stadigvæk ikke være det bekendt. Og så er der noget andet, langt mere sandt som godt, der skal vendes og finde ansigt. Det må I finde Jer i.

Samtlige værdier, der kommer fra statslig side er forskudte – forskyder menneske-sindet i borgeren, hvorved det borgerlige (statsnationalistiske, statsfascistiske, socialdemokratziserende gør-som-alle-andre-fornuftens-alle-er-lige-for-loven) - hvorved det borgerlige selvværd opstår, men helt og aldeles i hænderne på kapitalens mekanismer. Og det koster menneskelivet hele vejen henad en kant. Det vides allerede, jeg ved det: Velfærdssystem = Velfærdssygdomme. Og årsagen: kapitalens drenge, ja, men det kan ikke fjernes, uden kraftfuld sand menneskelig retning, kultur, der kan tyrer det, nedtone det og derved afvikle det. Aflade og undlade det gennem en mere lys livsførelse. Gøre det langt mere spiseligt som sandseligt udmærket, rørende, at leve anderledes stille. Vi skal have fat i vore ab-originale sandselighed, den indforstået menneskelig sands.

Og det må ikke blive til troes-kultur, selvom jeg da menneskeligt set bedre kan forstå mennesket i troens fundamentalisme end jeg kan det i fornuftens lovreligiøse, det kapital-statslige samfunds gammeltestamentlige fundamentalisme, på græsk-latin ovenikøbet. Troes-folk erobrer ikke verden, kaster sig ikke udover hele verden som om det var deres til deres formål – som AP Møller f.eks. blev trykket op af den fed-ladne danske fornufts-snak om fællesskab; han er en modpol af væsenet i den romerske fornufts snak om fællesskab; han forblev i kolonialiseringernes tidsalder og ved med at skaffe kolonialvarer hjem til kongehuset fra de dansk vestindiske øer gennem et øst-asiatiske kompagni. Han er kongetro, men ikke i underet, ikke som menneske, kun som dansker. - Det gjorde indianerne heller ikke, de erobrede heller ikke hele verden, men de brugte nomaden i os. Og som sådan, mere åndelig forstandige har troes-folk, vækst-folk altid større sands for livet end størstedelen af europæerne-amerikanerne, danskerne for vort vedkommende, der er blevet så grundigt taget ved røven af fornuftens list, staten. – Matematisk værdi: du er en funktion af fællesskabet og du skal ikke bryde dig om på levende vis at finde ud af, hvad du er værd, for det har skattefar styr på. SVIN, kalder jeg Jer, der bekræfter skattefar, for I står personligt ansvarlige for den videre udvikling af livet og derigennem samfundet. Og der er jo altså ikke noget organisk bevendt, oplysende, opvoksende sandseligt syn i matematikkens kobling til romerloven på dansk grund.

Matematik, det er før både kapital og stat. Og jeg bruger det som udtryk for et paradigme, altså en tidsånd vi har levet rigtig længe i, gennem mange generationer. Et universitært paradigme, jeg opløser, fordi det fastholder det oplysende, mennesket i livet, forkert. – Det lyder kun absolut i fornuften, at jeg pointerer det så omfattende. Bare rolig, jeg knuser Jeres fornuft med hjertevarmens sandselighed og det holdepunkt kan jeg ikke tage fra Jer eller sagt sådan: Der har I selv holdepunktet, holdbarheden, hvoraf sandhed som sandselighed opstår. Lev og bekræft den ånd på godt og ondt, rens den, thi den bliver ikke ren som fornuft, men ren som god åndsteknik i udvikling. Og bliv derfor ved menneskeforstandens hjertelige, også afmægtige magt t ro.

Lidt om matematik. Matematik er jordens bevægelser, der symboliserer sig i matematikerens sind, fornuften; matematik er formelle relationers metie, forhold, der forholder sig på bestemte måder til andre forhold, analogi, symmetri f.eks. Men det snyder matematikerens videnskabelige kulturer, der jo ikke sætter navn på noget faktisk livsmæssigt, de drejer jo selv med rundt og begynder forfra imorgen. I den kultur er der f.eks. noget, der hedder i fysisk forstand – men det har intet med kroppen at gøre. Er det så bundet i fikstjernerne om jeg må være så ærlig at spørge? – Deraf, en sådan uforpligtende ubundethed, kommer sindssygdommen, ja alle sygdomme i vesterlandsk kultur, der lader sig føre på det paradigme. Men husk nu at sindssyge også er mennesker, selvom de er ansat af staten og desuden er det udmærket at kunne tackle menneskesorg på den måde, meditativt, sudoku eller hvad det nu hedder, i avisen - der er bare ikke noget videre menneskeligt udviklende og trivsels-betonet i det. Og det skal I være klar over.

Det er sidde-industri og bliver til endnu mere sidde-industri; kapital-økonomiske vækst er en eksponential-funktion og det kan organismen ikke klare, hvorfor der opstår høj- og lav-konjunkturer, henholdsvis manio-depressive livsvilkår, gammel kone ud, ny kone ind. Kneppe, kneppe, kneppe.

Sexlivet kan være opladende, men kan blive meget mere opladende i menneskelig forstand gennem afladning af fornuftens og dens modpol, begæret. - Det er meget højere, saligere, bekræftende at være sammen om at forløse os. Og det bliver nødvendigvis til effektiv menneskekultur, fordi effektivitet i den mellemmenneskelig realitet ikke er tyre-nakker og høj-potent, magt. Men afladet, rolig og arbejdsom ånd, der lever godt alt imens.

Den kristne kulturarv har ikke formået at udvikle budskabet i kropslig henseende, det forbliver i ordets sind, trods det forhold at Ordet blev til kød. – Og låsen mellem ordets sind og ordets krop, ja det hedder fornuftsklazzizisme, som Jesper Langballe f.eks. i sit kendskab til menneskeforstandigheden af vor kultur, også kan sige: Vi er ikke skizzofrene som menneske, vi gør os skizzofrene. Jeg siger det for ham: Vi gøres skizzofrene af den politiske retsstats voldsregime.

Så altså statsfornuftens politiserede folk, ja administrationen af hele Danmark, I er skizzofrene uden menneskekendere, der kan vise Jer vej. For sådan indvirker fornuftens institutioner på livet. Det skyldes forkert livsførelse baseret på et grusomt oprørsk hav af misforståelser op gennem verdens-historien – der nu engang ikke er livets organisme og vort menneskelivs samfundsorganisme placering dermed.

- At ordet blev til kød, ja det er juleprædikenen, det kan forståes gennem indrømmelse af dit liv i menneskekærlighedens navn, men det er brutalt at gøre i fornuftens vold, baseret på skriftens institutioner – forstår du iøvrigt det, Jesper Langballe? Da ryger hele skriftskulturen nemlig med. Og det har jeg gjort, det er filtreringen, der så klart spytter løgnen ud, filtrerer klazzizismens fornuft fra og bevarer menneskelivets hjerte gennem det danske, uden at det betyder danskhed. I skal højere op som længere ind, kære præster, såfremt I vil forkynde noget almen-menneskeligt bevendt centreret i kødets menneskehjerte. Det universitære skal helt ud.

Som situationen dog er i sin vold med det politisk universitære fornuftssind, ja også vor kulturforstandighed, der skal udvikle sig af det, så menneskekærlighed ikke er eller bliver en hårdnakket ideologi – ja i den situation er der brug for al den menneskeforstand, der overhovedet kan mønstres til at trumfe fornuftens vrangforstilte verdensbillede i sin universitære, ja fuldstændige glemsel af livets allerkærligste billede, ja sandselige midte.

I, fornuftsfolk, vil da for fanden ikke sige, at menneskelivet på jord ikke må leves som elskelig udviklings-kultur på dansk grund. - Der er god og dårlig vin, der er god begejstring og dårlig, forførende begejstring og det kan ikke fastholdes i fornuftens principper om, hvad der er godt og hvad der er ondt. Og gør man det, ja så kommer man til at sidde ned på et tidspunkt og må lade sidde-industrien tage sig af det hele. - Mange almindelige mennesker har det skidt med den kristne kulturarv, fordi den ikke har udviklet sin tro i kropskendskabet, i sandseligheden, i forstand til tackling af fornuftens forpulede romantiske frihedstro.

Den kristne kulturarvs repræsentanter har ikke forstået, at kæreligehedsbudskabet er den organiske helligånds midte, hjertet i kroppen, vækst, trivsel, næring: levebrødet. Og hvordan det udvikles – naturligvis udenom den sorte skole, der netop også var igang, men ikke kendte den akademiske arv, græsk-romersk idealisme som bundet til staten. – Gymnastik-højskolerne de forstod noget af det. Det alment-menneskeligt dannende er ikke gymasialt, bundet til løgn-og-latin-traditionen, de forpulede akademikeres komplette mangel på menneskelig indsigt, de er uærlige mennesker – humanisme min bare jeppe-på-heden-røv. VI ER MENNESKER og ordet ud af den, menneskeslægtens krop, det foregår blandt andet på dansk sprog, men ligesåvel med kærlig hånd i arbejde og ligesåvel ved at kunne se hinanden nøgne uden at skulle kneppe det. Altså gennem kropskendskab. – Ja at modstå, undlade fristelsen, det er jo lige netop, hvad incest-ofre særdeles negativt må forstå her i livet: Det kunne deres far eller mor så ikke i deres adlydelse af det romantiske kapital-statslige arbejdsmarked. Fordi det netop nedbryder forstanden. – Er du stolt over at være national-bank-direktør, nationalbankdirektør? Er du stolt over via fornufts-analytisk kunnen fortsat at nedbryde menneskelivets forstandige væksthorisont her på jord? Nej, hvor er du dog dygtig i det græsk-romerske bedsteborgerskab.

Ordets sind kan ikke undværes i kommunikationen mellem os, men Ordet er ikke lig med skriften, nej, det betyder kroppen, hjertet – og videre i også skriftlig kontekst: Hørelse. I hører kun hjertet i mit liv, gennem teksten, men det liv lever iblandt Jer og præges følgeligt at nogle af de samme ting, som jeg skriver om og lader komme på tale, på åben vis.

Kæreligheden er altså ikke bundet til skriften, nej det er ikke derved dens ånd opstår i sin styrke. Men Ordets eller livstro kropskendskab er ikke per automatik forstandigt, åndeligt udviklet som oplysende. - Man kan godt knalde menneskeligt til højre og venstre, men slet ikke endnu som grovhedens knald antyder. Jeg måtte stoppe med det i kølvandet på 70’ernes fri sex og fri mig fra livet, fordi menneskeforstandens forløsende kendskab i kropslig henseende ikke er på plads og det følgeligt fører svigt med sig at gøre så, menneskesorg, forvirring af følelseslivet, ja forvirring af den gode erfaringshorisont, der ellers kan undlade at blive selvoptaget af sine gerninger.

Omvendt sagt: selvoptagethed, fornuften/begæret er straffen for ikke at elske sandt som godt og således ikke at sørge for menneskets udvikling i liv og kultur, den forstandige, ja vi siger forsvarlige som elskelige dannelse gennem sit liv. Og med sit liv som indsats. Én dag, kan fri sex måske godt foregå, men det afgørende er, at kærlighedens sandselighed iblandt os bekræftes ligeværdigt derved. Og sålænge det ikke er tilfældet, ja så kobles fri sex til ret og magteri med menneskelivet, dårligdomsskabende erfaringsmåde med livet, fordi fornuftens frihed ikke kan opretholdes i slægtens familiære gang. – Der er ikke blevet færre, der havner i don juanen, den romantiske livsførelse. Og det værste er, at den frihed ikke er en udvikling, men tomhed: Det rene overmenneske, der tager for sig af retterne, fordi vedkommende kender åndsteknikken, men ikke ærligheden, ikke erfaringspotentialet, vi er stillet med at gøre godt med til al vort, kommende generationer.

Det gælder om at bevare poesien i hjertet, siger Kim Larsen det på sin løsslupne dog tro menneskemåde, fornuftens poetiske svineri taget i betragtning. Poesis er et græsk ord for skabelse. Jeg er ikke græker og det er Kim Larsen heller ikke, det siger hans stemme jo. Så nej, det gælder ikke om at bevare poesien, men at være ved vor skabende natur af hjerte.

Fornuften, selvet, som straf, den går altså i arv, såfremt du ikke er tro mod dit liv som menneske og kaster den på nakken, bort, uanset hvad der er hændt dig. Fordi menneskeforstandens erfaringshorisont, sand ærlighed og kærelighed til livet, er det, der forløser dit sind, så du kan se klart og sagtens nå at gøre skade god igen ad kreativ vej. F.eks. ved at unde andre deres skyld ved at bede om forladelse af den, så den ikke bliver til hævntogter. – Steffen Brandt: Klog af skade er ingen skade til. Det er elementer af det samme. Dog stadig ikke tro i min jordbundne forstand af det, ikke i egentlig forstand, som også kulturudviklende; ja det forløsende er godt, men der er også en udviklende god livsførelse i sandselig som praktisk forstand, der kan forløse os alle som mennesker og dermed kulturen. Sådan er kristen tro, der ikke betyder andet end at tro på kærligheden i livet som menneskets udviklingshorisont imellem os, at der kommer liv og glæde til dig, når du holder modet oppe og erfarer livet, giver af dine erfaringer til om-givelsen og tager imod det, der gives og bydes dig. Det er vi nødt til at fortsætte med, men på ærlig menneskelig vis. Vi må ikke lade os dukke så kraftigt som statens dukkerteater vil have snorer i os, fordi folkeskolen end ikke formår at lære mennesker børne-eventyret om Pinochio. Ja så begavet er dansk ledelse på den baggrund. Og så forvredet er dansk liv blevet på selvsamme baggrund.

Du kan kun stifte familie én gang, da dine børn altid vil være dit ansvar som bundet ved blodets bånd – flytter du din ånd fra barnet, så det ikke kan lære sig at kende i sit blod, så forskyder du ånden fra barnets blod. Og så kan det aldrig forstå sig som menneske af kærligheds-pligt i det egentlig nære – og det er samfundets menneske-levende som virksomme grund, der forskydes derved. Og udi f.eks.: Tænkningen, handlinger, følelser, iværksættelser, politikken, teknologien..... alt forskydes derved. Blodets bånd som dertilhørende ånd i kærlig vækst, det er dét vi er her for at være glade i og med og ikke spor andet - og deraf vokser det samfund op vi ønsker inderst inde og bliver glædeligt overrasket over, at vi kunne give til ved at høre vort menneskehjerte, tage vore personlige erfaringer alvorligt og være nogen dermed, fremfør at gøre en hel masse noget og ingenting derved.

- Det forskudte spor byder retsstaten mig imidlertid så at følge, af samme ånd som den, der har tag i mit barns mor og altså også mit barn. Det er ikke mig, der er et svin her, fornuftsborgere. Av for satan, byretsdommer, du har ikke blot bekræftet det gamle testamente som retspraksis, du har med dit livs dom over mit, ansvaret med menneskebarnet, tarven, kulturen, bevist at det gamle testamente eller tysk-romerske kejserige – er blevet materialiseret og kødeliggjort gennem den universitærer fornufts-stats teknologier. Ingen mennesker kan finde sig i en sådan vold. - Gudsketakoglov for OS behøver JEG ikke gengæld ligeover som alle er lige for loven. Men at kanalisere og ytre mig, sørge for at lade være hørt, ja det er den menneskepligt, du har underkendt i sit retslige sted, men som jeg i overensstemmelse med vort samfunds kulturlige ånd ikke har tænkt mig at svigte. Acceptér det, før dommen falder over dine børn, indefra, for du kan tro, jeg nok skal tage mig af min søn i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, selvom det jo ikke på forhånd er givet, hvordan tro kreativitet forløser den sag, nu hvor det etablerede beder mig om også at tage højde for deres mangel på livserfaring.

Jeg er 33 gammel, hvor gammel er du gamle dommer. MenneskeKærelighed er ikke en privatsag og det vil muslimerne ikke være uenig i. Det er alle, der ikke er oplyste i livets centrale hjertestation, der ødelægger samfundet. Og domstolen, ja I er færdige med at svine i navn af Højeste Ret. Kunne I så bare være klar over, at I sidder som sidste trumf, istedet for at adlyde social-demokratiserende fornuftsligestillende lovgivning, for det er jo forudsætningen for Jeres gode virke – I er de eneste, der er hævet over loven, men så skal I den unten-lynme også kende mennesket godt. Og det kan I ikke lære via løgn og latinsk jura i al dens flerguderi uden at gøre det for fanden. Ud med Jer. - Hørelse hedder det, kære menneske i universitetsfolket.

- Det kæmpemæssigt lille problem er, at den matematiske fornuft kan bruges på alt og bliver brugt på alt. Og det er altså dårligdom at gøre sådan. At styre verdens folkeslag med noget, der ikke har rod i hjertet for livets organisme på jord, det er i sandhed dårligdommen. Det er fattigt ad helvede til og tab af menneskelig åndsforstand. Det betyder f.eks. direkte, for nu at oversætte det: At skatteregnskabet binder dit liv retsligt. Man styrer, hvad der kun kan blive et godt liv i kærlig, tillidsfuld udfoldelse, såfremt det ikke er bundet til fællesskabet på så livfornægtende, angst-betonet grundlag – og heller ikke er vokset op i det, dannet ind i det. Fordi det da bliver menneskeligt umuligt blot at videreuddanne eller efter-uddanne mennesker efter tidens politisk lystige forgodtbefindender. Det er komplet menneskeligt uværdigt at leve på den baggrund og derfor ser mange mennesker det ikke af angst for at træde forkert og blive slagtet. Det styrer vores følelsesliv og al vor menneskelige udviklings-erfaring underkendes derved. – Ja og jeg vil da hellere være styret af jordens bevægelser som det jo altid har været end af børsdrengenes teknologier. Jeg tror ikke det er ondt at dreje rundt med jorden, men energigivende at være menneske på jord og dermed: at vi er skikket til det. Man kan også sige, det ændrer i sandhed ikke noget livsmæssigt om jorden drejer rundt eller om den ikke gør, når det opfattes i den matematiske fornuft, for den gentager jo det samme verdensbillede hver dag. Underligt nok ikke, for vi kan ligesom ikke længere være i tvivl om, at alverdens fornuftslove og fornuftsmagter bestemmer alt over os. – Så det er jo kun fordi vi har ladet os bestemme af det.

Kunne I ikke tænke Jer at se og mærke, hvad der er bagved vesterlandsk fornufts-magtende videnstradition. Eller rettere sagt være med til at afvikle den. For der ligger det skønneste velordnede menneskelige samfund og venter på os – det vi i sandhed, forstandigt har at leve videre på, når det universitær-statslige skidt er filtreret væk. Det er lykkeligt, glædeligt på godt og ondt, men organisk, sandseligt og arbejdsomt dermed og giver en masse gode perspektiver, sigte for os som organisk åndende i en vækstbetonet omgivelse. Det er smukt og vi er ved at være modne til at kunne håndtere det, fordi vi kan forstå det jordnært.

– For nogen vil det ganske vist lyde som gammel vin på nye flasker, men går de selv ram forbi den? Og hvad er deres gamle vin så? Hvor gæret er den, hvor meget træsprit er der i? - Men det er nu altså ikke gammel vin på nye flasker, når blot man lader sig mærke langsomt med mit budskab. Praktisk udvikling af kære-lighedens åndstradition, menneskelig samfunds-udvikling til livets forløsende fordel.


UDVIKKELING – OG IKKE SWING-TINGE-LING-TING-PING

Udvikling sker af sig selv i livet, vi vokser. Men sindet er ikke med uden dannelse af det, i familierne og videre op og ud – til overtagelse og så videre. Og derfor sker udvikling ikke menneskeligt befordrende, såfremt sindet ikke er dannet i sigte for menneskeligt befordrende adfærd, den gode ånd, helligånden, den gode stemning, opladningens kendskab, troen hedder det også, kropskendskab i sindet. At have det godt med sig selv, siger man, mens jeg siger: med livet som menneskets jordiske sted.

Menneskelig udvikling har grund i vor bosiddende kultur, der er ikke plads til at stjæle fra ræven, der tog hønen, fordi det fører krig med sig, naboen kan få et hagl i øjet, blive blind og lyst til at gøre gengæld. En overført betydning for så meget: man knepper ikke naboens kone, mens manden er ude; man ser ikke kun tornen i øjet uden bjælken i eget. - Grund, ja baggrund i bosiddende kulturers mellem-menneskelige forhold – menneskelig udvikling var ikke kommet på tale uden og er stadigvæk irrelevant for kulturer, der lever for sig selv, hvor naturen så at sige kan tage sig af de løse ender. - Bosiddende kulturer er fastboende, vi bebor hinandens huse. Det mellemmenneskelige kan vi netop aldrig komme fri af, få styr over, men dog bestemmelse under. Vi er aldrig blevet færdige med at være mellem-menneskeligt stillet på jord og det siger vel sig selv. – Lige nøjagtig dermed kommer fornuftens spejling ind, det er dens hovedsæde, væsentligste grund. Også alle de spejlinger, vi ikke kan få styr over eller på, men dog kan lære at kanalisere hensigtsmæssigt, endog til kulturens videre fordel.

Al bosiddende kultur vil skulle håndtere mellem-menneskelige konflikter, i sigte for bevarelse af livets væksthorisont, næring, mv. Menneskelig udvikling er et udtryk for en ånd, der forstår sig på det – al mindelighed hedder den. Den ånd kan kanalisere de mellemmenneskelige konflikters tryk i kulturen. Det er nemlig dét, der er mennesket. Det er dét vi kan. Og dét vi skal fortsætte med at lære som leve i udvikling af.

Menneskets væsen var fornuften i den græske klassiske tid, som vi har vore samfundsmodel fra som stat og akademisk administration – og er der jo altså derfor stadigvæk, desværre. Men efter år nul blev menneskets væsen: hjertet. Og det har været livsbetingelsen lige siden og videre givet et erfaringskompleks i rygraden bag hjertet, nedarvet gennem god livsførelse, den egentlige oplysningstradition. Og deraf kaldes forstanden til sin ret, langt over inkompente dommerstande, ja undskyld, kære forsagte dommere, langt over fornuftens højeste retskrav, fordi det hjerteligt nedarvede erfaringskompleks er meget mere jordnær i sin ånd, ja har fat længere inde end fornuften kan nå. Det inderste i hjertet bliver det yderste og derved afslører sandheden sig i det ydre og altså ligeledes hvem det er, der ikke kan finde ud af det i vort samfund. – Ja hvordan synes I nu selv, at det går rundt omkring i kraft af Jeres ledelse. Forstanden er ikke en ø i fornuftens hav, nej, den er hjertet inderst som yderst. (Og hermed er omvendelsen for filosoffernes vedkommende givet; jeg er over jer som under jer på én gang, så aldeles forstandigt, at I godt kan rykke ned på jorden og rive det universitet med derned. I skal fandme ikke op i staten, ihvertfald).

Hjertet er hjertet i organismen, kroppen, men fornuften - en bestemt lovgivende måde at håndtere det mellem-menneskeliges konflikter på - stiller det i sindets magter, så statskassen, rigdommes administratorer, kapitalen, kan benytte sig af det. Derfor er dannelse af sindet nødvendigt, så satans kapital ikke løber af med det og livet dermed intet unikt varmt får udviklet, erfaret og omsat personende menneskelivets vilkår, hvadend der hænder pågældende. - Der er ikke nogen mellemmenneskelig ånd, det mellemmenneskelige er en livsituation på jord, udviklet videre af nød, da vi blev samfundne, fandt os bosiddende sammen. Der er derimod, i kulturel kraft deraf en menneskelig livsmåde, erfaringer med at leve, håndtere og kanalisere konflikter, der opstår i det mellem-menneskelige, den fælles omgivelse, hvor vort livsnødvendige begær vil søge sin næring. De erfaringer udgør tilsammen den åndelige menneskeforstands udvikling. Og de er nedarvet, de er blevet til menneskehjertelige instinkter.

Den sorte skoles dannelses-tradition var i god forstand ikke uden tæft for det forhold, de var klar over vigtigheden af at berede livet til kamp for det menneskeliges erfaringer som en udviklings-faktor for både det personlige liv, men også dermed kulturen, omverden. Når det var god forstand, der lykkedes, så kom det ikke fra den romersk-latinske ånd, men fra deres hjem, deres barndom, deres forældre, der måske havde hørt, da de blev oplyst af Jeppe Aakjær i forsamlingshuset eller præstens ord og lignende almindelig livs-kultiverende og overlevelses-duelige baggrund. – Bertel Haarder er et levende eksempel på det. Og der er noget vestjysk ånd i det, både hos ham og mig, som hos Søren Kierkegård, fordi man levede af rådne sild, tørrede sild og marehalm og skulle udover brændingen med heste og robåd og hente forulykkede mennesker ude i det oprørte hav. Hans Aa hedder én af mine slægtninge ud fra Holmsland Klit, tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. - Der skulle nosser i hjertet til at være menneske ved vestkysten, kære akademiserede fornuftsmenneske og andet godtfolk, for ellers løber krysteren af med mennesket. – Kan I huske tv-reportagen om en redningsaktion i stormvej, fra helikopter ned til de forulykkede, besætningen sprang i havet, en døde; det er nosser i hjerte. – Så det hjælper jo altså ikke at teknologisere ham, kujonens ånd, når ikke det andet, klarheden er med. Og dernæst som endvidere og iøvrigt at kalde det menneskeligt, når man overholder krysterens regler og love, fordi det passer fortrinligt med et liv, en tilværelse på overførselsindkomst, hvor ingen brænding gives så utvetydigt parat til menneskelig indsats på nåde og fromme som man siger, uden at være bange for at sige nosser samtidig.

– Den sorte skole, men i god forstand den kan ikke undgåes endnu, fordi fornuftsfolket ikke anerkender forstand i det levende som jordnære. Altså med andre ord, fordi systemer ikke udvikler menneskelig forstand på god vis, men derimod nedbryder dens hårde, men livsbevarende skjold, ja ikke får bekræftet tilliden hos mennesket til bevarelse af skjoldet, forstanden. - Vi skal ikke tilbage til den sorte skole, men vi skal forstå det. Vi kan forstå det bedre i dag. Sandsen for holdbarheden, opretholdelsen af menneskelig måde med at turde af menneskemod, bide i det sure æble - mmmh, det holder lægen fra døren, så den organiske helbredelse kan komme til og give os mere erfaring med sundhed, med godhed, hjertelighed, forløsning gennem vor livsførelse, kropsnært, arbejdsomt. Systemet er en sten i vesterhavet i forhold til mit hjertemod. Og sådan skal det være. Det er givende og givtigt for os alle – og skal være med rundt i det daglige. Ik´ sandt, Niels Hausgård. Ja og det kan ikke udvikles via den boglige skole.

- Hvad hjælper det af afskaffe den sorte skole, når den istedet rykker ud i de overordnende fornuftssystemet, så intet menneskeligt ærligt kan vinde frem, ja så ingen menneskeligt livsbefordrende erfaringer kan gøres?

Organismen er utrolig velindrettende på jord, forløsende, men det kan blokeres ved, at vi ikke ret bider mærke i det, lader os bemærke af det. - Nej, vi skal ikke tilbage til den sorte skole, men den lever som sagt i bedste velgående på grund af det kapital-logiske fornuftsfolks inkompente livsførelse. Det knækker vi på, fordi det folks forførte ånd er orienteret i uendelighedens matematiske paradigme – og så skal i altså løbe rigtig stærkt! – Vil I ikke gerne ned i livet som det i sandselighed er i al evighed, på godt og ondt, ja, men praktisk, forløsende og givende til dit hjertes fordel og dermed osl - Nyd mangfoldigheden: Glæd dig ved den, le af det, grin i hjertet, brug den, lad det være din lære og giv igen deraf på ærelig måde.


LIVET PÅ GULVET

Udvikling er altid et mellem-menneskeligt anliggende i bosiddende kulturer, vedrører det altid. Og af selvsamme grund kan det aldrig være ligegyldigt, hvor menneskeforstandig management-teorien er, der på én gang søger at ordne noget og udvikle noget andet derigennem: at komme fri af noget gammelt. - Det er ganske sindssygt, det, der er foregået med mennesket dernede i postvæsenet på grund af en fornufts-analytisk management-teori.

Dernede, siger jeg, fordi det er under al menneskelig værdighed, hvad der foregår. De er fanget i liberaliseringen af staten, altimens de både holdes oppe på statslig bundet afleveringspligt, gammel socialdemokratisk fagforeningskamp i vanskelige nye tider - hvor de selv er blevet en stat i staten pga. kapital-fornuften, de ikke kendte og dermed ikke fik mulighed for renselse af deres værdighed gennem 100 år – samt ny fremskridtstro teknologi, der måler medarbejderen på minuttet og forsøger at tælle brevene, stakke dem, mv. ligesom Danmarks-Krønikken i Tv kunne vise os, at det fandt sted omkring 1920érne. Ja også løn-tillægssystemet, hvad er det for noget åndsvagt noget – belønnelse og straf, belønnelse og straf.

Tjenestemands-sager, der ganske vist er på retræte, men alligevel, de er der jo åbenbart: En tjeneste-mand blev forflyttet til et andet postkontor på grund af samarbejdsvanskeligheder, han nægtede at følge ordre. Han var iøvrigt fodbold-dommer. Under det nye postkontor var en mindre afdeling, et posthus, der lå i hans hjemby. En stilling blev ledig i postafdelingen i hans hjemby og han ville da gerne flyttes videre derover. Men postmesteren sagde, at så ville det jo ligesom ikke være en straf for ham at arbejde hos os, nu hvor han jo havde en tjenestemandssag fra det kontor han blev flyttet fra. – Så er min loyalitet væk, det kan jeg godt love Jer. Véd I for fanden ikke, hvad der opstår derved? Belønnelse og straf, belønnelse og straf i hænderne på en top-administration. Sig mig engang er I kun gamle jøder, er det den lunefulde, lidenskabens Gud i praktiserer uden det nye testamente, kærlighedsbudskabet? Tror I ikke det gælder på arbejdspladsen? Har I ikke lært at kanalisere Jeres afmagt? - Så kan jeg godt love Jer, at en vis herre dukker op i kødet på os. - Men såvidt altså, istedet for dog at lade kulturen forme sig efter de hænder og cykelben, der er, de hjem, der er. En forstand i sving er ti gange mere effektiv end det, der sker: undertrykkelse af den.

Teknologisk håndtering på arbejdspladsen, det hjælper ikke på hverken sex-livet eller børneopdragelsen. Nej, det er nemlig stik modsat, når fornuften er den daglige omgivelse. Det er en hel ramme, ond åndsfære, vi skal have evne for at filtrere så klar sandselighed igen kan melde sig, forstandighed i krop som ånd

- Min sorg er i mit lys af ovennævnte, at medarbejdere finder sig i alt for meget eller ikke har den indre evne til at lade fanden være fanden. De er ulykkelige som mennesker. Trætte. Overlevende på godt og ondt, ja, men næsten kun overlevende – de glæder sig ved det forkerte. Det går den forkerte vej med mennesker på den måde. Så hvorfor kan PostMesteren ikke sige fra eller sætte dagsorden i huset? Fordi hun ganske vist er særdeles god, elskelig, men også har været i lære i funktionær-staten, hvor der jo altid er er en overordnet, der har lov til at straffe dig. - Det passer jeg bare ikke til, kan man så sige. Men det er ikke nok for mig som menneskelivs-elsker. De skal ikke blot have deres værdighed, ros for deres indsats – nej, det hænger for godt sammen med brøndby-fans i fritiden, politik og vore satans fornufts-systemer, som de står i kødet den dag i dag. Sorgen er, at mennesket hos dem er uforløst, fordi det aldrig kom med fra barndommen af, barnetroen blev ikke videreudviklet. De kan ikke blive sig selv, uden at falskhed og løgn træder ind - fordi ingen kan blive sig selv som fornuftens omgivelser forlanger selvstændighed. Djævleøen i orientering af djævelens kapital-stat. Jan Lindhardt, biskop i vikinge-byen, Roskilde, ja han har sit bøvl med det, RUC-byen, hvor vi også møder: Livsens Ondskab. Altsammen: RATIONALITET – administration af rationer og fornuftsbaseret deltagelse: Du er selv ansvarlig for dine handlinger, du skal selv, alt selv også elske selv, du skal lære at være dig selv ligesom du selv skal skide. – Føj for satans fornuftige kapital-stat. Hundehoveder.

Altsammen løber sammen som udtryk for den universitære stats fornuftsanalytiske bedrifter på arbejdsmarkedet, ja i landet - og som bundet til det europæiske kontinents grusomme historie. Det er frygteligt, når man kender ophavet til det og selv har kæmpet imod det i den anden ende, på universitetet. Men det hjælper ikke noget at beskylde akademikerne, selvom de over tid og via staten har akademiseret ledelse gennem alle umulige spastiske uddannelser med amerikanske teorier om succes, finanser og ”godt lederskab” – fordi man jo ligesom skulle følge med i det internationale og læse tekster på original-sprog, uhadada. Kan I overhovedet læse og forstå? (Det er nemlig ikke de egentlige yderst få loyale akademikere, der kender deres plads – men ikke som sådan, som menneske i samfundets nødvendige orden: menneskets Oplysnings-pligtighed. Mennesket kan godt høre forskel på om det gælder overordnet eller mere underordnet. Men det er svæt, når fornuftens kejseri hersker og støjer i vort liv. Troskab mod systemer for livsførelse, det er altså satans herkomst i kødet. Og som jeg sagde i indledningen af bogen: HVAD er ikke ordet.

Det nytter ikke at beskylde nogensomhelst. For da bruges magtens system og en velrettet meddelse, den kan knuse ethvert liv – bagefter kommer mediernes hunde halsende i forargelsen, men skaden er jo sket, så deres midler hjælper ikke sønderligt. Vi er for hårde ved hinanden på den måde og det er menneskeligt som også kulturelt forkert.

– En vicedirektør i Post Danmarks, af loyale medarbejdere, censurerede blad, han svarede en beklagende postarbejders læserbrev ved at slå op på computerens system og derved kunne han tilbagevise pågældendes beklagelser over overarbejde, at komme for sent hjem – hvad der iøvrigt er daglig kost og har været det regelmæssigt de sidste ti år. For det viste sig, at postarbejderen løj ifølge det videnskabelige bevis på hans færden den pågældende dag. Var det brugen af teknologi i talte om fornufts-kvajpander!

Overvågningssamfundet, hvad var det for en diskussion? - Skal jeg finde postbladet til Jer og dokumenterer det efter alle kunsten regler i den akademiserede teknologiske verden og stævne pågældende vice-direktør for foragt for livet. – Hør: Når en medarbejder, der løber med post endelig tager pennen i hånden, så er der tale om sidste udvej, en kanalisering, endvidere på vegne af alle dem, der ikke tør føre ordet. Og så er banen kridtet op, men til menneskets tab. – Hvordan tror I det bliver løst, i forhold til mig, såfremt jeg selvselv følte mig forurettet og dermed har ret til at føre sag. Jeg sagde, såfremt jeg følte mig forurettet og dermed har ret til at føre sag til gavn for menneskelig udvikling i henhold til loven i det oplyste demokrati. - Kom så jurister og fornuftsdommer, hvordan havde i tænkt Jer dét, sådan praktisk set, sådan kapital-logisk set, sådan tvangspsykologiseret set, sådan kulturelt set? Kom så akademiske barnerumper, lad vær at bruge magt, det er barnligt? - Hvordan tror I? Jamen jeg bliver da bare smadret af ikke blot vice-direktørens pengepung, nej, men fordi det gør ondt at skulle kæmpe for sit ord som menneske i nød. Og så må man jo lade være eller hvad? – Vælg kun de kampe du kan vinde, vælg ikke de kampe, du har tabt på forhånd, lød Postmesterens vise ord. Godt ord igen, for vi taber alle sammen, såfremt vi ikke tør kæmpe for at elske af sandt og godt hjerte, hvorunder hører: ikke at finde sig i, hvad hjertet klart siger er over stregen.

Men se: Det er nemlig ikke klart længere i, hvad der hører under den retsstatslige højestesrets ansvar i kultiveringssager, dansk ledelse. - I bliver frosset ud, lovgivninsapparat, men giver selvfølgelig ikke slip på den menneskelige sædelighed, vel? For vi har jo ikke fundet bedre vej med kulturen end at gentage satans gespenster via fornuftslovgivningen og altså det seneste par århundereder ligesom synes at vi også, ydereligere skal gøre ham til teknologi og teknisk administration over livet som fortsat nedarvningsfaktor i livet.

Hvad var det I snakkede om og søbede i: at vi skulle lære at kommunikere? Kommunikations-samfundet, videns-samfundet - ja, men velsagtens også at høre af krop, sands, menneskekød og blod. - Hvad hjælper det, at jeg bliver smadret, hvad hjælper det postbudenes situation: Uniformeret opdragelse ifølge kapital-statens slangetunge, valutaslangen? Har I styr på det? Eller lever i stadigvæk i Kongelig Posts Bygning inde ved hovedbanegården; det Nationale, det Sociale, det Danske, det Arbejdsomme Parti? - Tror I kongen kommer og hjælper Jer ud af statens fornuftsvold, funktionærstaten og management-teorierne praktiseret med magt ned i hovedet på 25000 arbejdere, der skal holde møde og læse analytiske udprint af, hvordan det gik i sidste uge, i forhold til forrige uge og sidste måned mht. produktionstid, effektivitet, breve per minut, vægt, antal, tempo – og læse kurver over det, fordi computeren også kan vise det grafisk, hold da op mand og holde møder om, hvem der tager ansvaret i de selvbærende teams, osv.? - Det er altsammen fornuftstro, fascination af forregnende teknologi, matematik – Er I fuldstændig sindssyge, bindehamrende gale, snothamrende dumme som i sandhed fattige? – Episoden om den straffede værnepligtige tjenestemand, fodbolddommeren, fra gulvet som toppen af isbjerget er 1-2 år gammel. Jeg elsker stadigvæk mennesket i livet. Af hjerte, ja og så må I jo se om I kan koordinere det i statens administrationsbygninger.

- Er man menneskeligt begavet, ja så er det som at være ved fronten i en psykologisk krig, ingen åbenbart længere forstår. Og så begynder angsten for alvor at æde af livet. Angst som menneskesorg er fornuftens baggrund, fordi man ikke sørger for at tage trykket. Det er forfærdeligt kompliceret i fornuftens virkelighed, men i den står mennesket altså som gidsel – og så kommer kræfterne helt nede fra, det kan jeg love Jer. Jeg sagde, det kan jeg love Jer i Højeste Rets navn: Hjertet forrest med Vor menneskeforstand bag. Og sådan er I ude i kulden i al evighed, fornuftens dommerstand. - Vil I have mig til at afstå fra pligten som menneske i en menneskelig udviklende kultur, jamen så må I prøve at tage biskopperne med – så kan vi se, hvad der sker og tag menneske-venligst ikke fejl af det? For så rejser præsterne sig, men altså ikke de statsansatte, der kryber for fanden selv.

Lad mig klare Jer: Mennesker med menneskepligt, forstandige mennesker, de er det af natur, de er bundet af det, langt udover Jeres forstand. Og det kan man ikke træde på uden at miste sit inderste, da det går lige ned i børnene. Troede I ikke, der var forstand, der kunne klemme Jer lidt på ballerne gennem taburetten i sidder på, for den er rygende varm, skynd dig op af stolen og slip hammeren! - Det er livsnaturligt for menneskeforstandige at kanalisere det tryk, som forkert mellemmenneskelige måder danner, når myndigheder ikke kan finde ud af det. Det er fordi de mennesker bevarer noget andet, så kulturen kan komme på plads igen, når den svinger sig ud i tovene. - Sand myndighed kommer af hjerte og det kan kunstig bemyndigelse ikke rokke en tøddel ved – derimod kan sådanne myndigheder udvikle sig på baggrund af det, den protest, de ytringer der kommer af livet. Ja, hvordan skulle de ellers undgå af blive til beton-principper og dermed ikke udvikle en skid udover forstoppelse?

Skulle den akademiske tradition gøre det, den, der selv er myndighedsgivende? Kvajhoveder. Det er ikke omvendt, for I har ikke forstand på ret og derfor er det fortsat et utvetydigt mål, at vi ikke dømmer hinandens liv med magt, men griber ordet i afmagt og lader det vise os vejen. - Så fremdeles og ikke mindst før den kommer som aben i raseri op gennem kulturen. Men nej, I slår den ned og da er jura direkte forbundet med velfærdssygdomme. Når dommeren slår med hammmeren, så hører autisten det og så bliver han spedalsk. Sådan er Jeres livsindsats skikket gennem dansk uddannelsesvæsen. Vil I gerne udvikle mere fornuft? Skal vi fornufte, som der er nogen, der siger? Det kan jeg godt, men så er der ikke mere tilbage – og derfor kan jeg ikke.

- Ledere, I skal lære at tage trykket ved at være ærlige som mennesker, lær at vise Jeres afmagt og lad dermed ånden hos medarbejderen som mennesket, der oppebærer Jer. – Jeg havde julesange med i en december måned og forsøgte at synge med postbudene, men det havde de godt nok ikke tid til, for det var da noget mærkeligt noget, så kunne de jo ikke nå at komme tid-ligt hjem. Og den ellers søde, erfarne PostMester-kvinde, der jo netop havde været i lære som funktionær, hun sang ikke med. – For det var jo pinligt berørende al den sorg, alt det glemte, forsømte, alle de forvredne lemmer i sagens tjenste-mandige organisationer. Staten. Hun sagde, at jeg havde så meget at give af og det er jeg glad for, fordi hun netop også kunne høre på trods af aldersforskel og hendes vej gennem funktionærlivet af sin forbandede tid – og på trods af mit engagement i fremtiden. Det er forkert, når generationskløfter skal blive for store. Livet har for meget fornuft med sig, der ikke er omsat til menneskeforstand, vi glider ikke sammen og videre ud, op – men gnider sammen, videre ud og ned, ned, ned. I vor tid peger det begge veje mellem generationer, fordi den menneskelige samhørighed ikke bekræftes kreativt sammen. Vi formår dermed ikke at udnytte hinandens erfaringer til fælles-menneskelig fordel.Og det er ikke blot synd, det er satans herkomst i livets kød: Fornuftens systemer. Autoritetstroens dannelsessmask.

Videre.




UDVIKKELING FORTSAT


Udviklingens menneskelige sands og retning i større forstand – er altid på baggrund af det mellem-menneskeligt oplevede, opfattede og sandseligt fordøjede gennem hjertet. - Vi har ikke plads til at udfolde os lige ud af landevejen. Vor udfoldelse skal kanaliseres. Af samme grund opstod hele stats-administrationen og med Platon uddannelsesinstitutionen, der skulle sørge for at optræne gode retfærdige ledere, der kendte deres plads og betydning i samfundet. Sørge for ro og orden, ja, men som udvikling via indsigt i det godes idé, den der senere kom til at hedde Gud og er livets egen; den menneskelige organisme.

- Sådan er staten imidlertid stadigvæk stillet i samfundet, men akademikere/skriftkloge, har ikke nævneværdig forstand på mennesket i sin kultur, man glemte det oplysende hos os, glæden, den hjertelige trivsel, næringen, levebrødet. Det kom aldrig ind i den akademiske tradition. Det er aldrig blevet forstået, hvorved udviklingen aldrig er blevet åndelig, i overenstemmelsen med livets organisme. Vi har måske heller ikke været klar til det, fordi, der var noget vi ikke forstod. - Og det er også svært, fordi den åbning er fuld af urkræfter, som fornuften presser frem på skidt vis. Det skal tages i åndens gang med livet i kærlighed og ikke trykkes ned af fornuftsåndsvaghedens systemer. Og dertil hører jo, hvad der foregår i skolerne og på arbejdspladsen.

Idag vil ånd blive betragtet som en sindsforstyrrelse, ikke mindst nu, hvor sindet er skolet i fornuften, ude i universets iltfattige rum, kapital-staten – som kunstneren Bjørn Nørgård siger: vi gjorde oprør, men kendte salmerne imodsætning til idag, hvor oprøret intet afsæt har. Det skal selvfølgelig tages med i vor tid. Og så kan jeg iøvrigt ikke gøre for, at jeg er opvokset på landet og ikke hørte det, der skal høres i salmerne, men forstod det i kroppens hjerte, før jeg blev svinet til af fornuftens uddannelsesystem og videre: statens. Vi bliver ikke længere dannet, socialiseret om I vil, til at leve på jord, med krop og sind i takt. - Socialiseret er et skidt ord, ligesom socialdemokrati, social er den aristokratiske, romerske fornuftstraditions ord for pøbel og pløre. Med socialisering mener jeg i egentligere forstand: medmenneskeliggørelse.

Vi bliver ikke dannet i medmenneskelighed, hvormed sagt at den kropsforstandige menneskeånd bliver trykket ned af fornuftens kolde væsen. Men det betyder også, at vi ikke omformer og omvender de dyriske sandser og instinkter til noget menneskeligt rettet, men derimod søger adladshandel i teknologi som om den så vil kunne tage sig af at leve som skyldig, ja tage sig af al skyld. Tage sig af ansvarlige mennesker med en personlig historie, der jo om noget gør os noget værd. – Den matematiske industri, den vil ikke kunne holde sig tilbage i forhold til teknologi, der, som den sælger sig selv, lover os, at den: ville kunne elske for os.

Fornuften efterligner alt. Det er for drenges vedkommende fader-efterligningen. Og derfor har man for længe siden fundet ud af, at vi skal have noget andet at holde os til, nemlig menneskekærligheden i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er et kærligt vækstforetagende det hele handler om. Der er ingen hokus pokus i det længere. – Men det er der så, i forhold til at lade det helbrede sig, udvikle os ovenpå, hvad der nu er foregået siden. Eller man kan sige: Man kan ikke springe ud i livets glæde, ganske som du ikke kan springe ind i dit eget hjerte. Man kan ikke forkynde via skriften, medmindre at sandheden, ærligheden skinner hjerteligt igennem – og tilsvarende med alle de øvrige redskaber vi har med at gøre. Og det kan fornuftens teknologier og love netop ikke, forsåvidt de aldrig er personlig forstandigt bundet. Livets kultur handler om varme, næring, vækst og trivsel og det er kun i ånd deraf, at vi lærer noget. – Fornuften er derfor udtryk for forsømmelsen, sorgen og det faktum, at vi går bagud af dansen, bevæger os bagud, når fremskridtstroens fornufts-teknologier bestemmer, hvad vi skal erfare og udvikle os til. Man har kultiveret svinet ind i folk via staten, universitetet, fordi man ikke har stillet det i nærheden af livets egen ånd og erfaringsmåde. – Teknologi er pubertets-drenges ånd, den romantiske drøm om storhed. Og det nedarves via arbejdsmarkedet. Værsgo at spise et æble.

Arbejder-bevægelsen har altid vidst, at teknologi betyder færre hænder – og mere åndssvagt arbejde, fordi livet ikke får noget igen, når det ikke kan være ved sin kreativitet, være stolt af det, bruge sig godt og hensigtsmæssigt, hvad der jo også betyder, at være med til at udvikle noget menneskeligt med andre. Og der har socialdemokrater et stort livsproblem i dag, fordi deres menneskebegreber ligger så kraftigt indlejret i kapital-statslogisk industriel og institutionel fornuft. Vi lever i et svinsk samfund, der har behandlet livet sådan og det skal frem, hvis det skal vendes, så vi kan bruge det erfarent videre. Det er videnskaben, det er naturvidenskaben og vi kan ligeså godt tage det hele med deroppe, på universitetet, staten. – Sindet er omgivelsen, fornuftsmæssig dannelse af sindet bekræfter ikke menneskelivsforstanden, fordi du ikke først og fremmest er fornuftig, men hjertelig liv, der skal elskes. - Når så puberteten eller sexlivet kommer, ja så går det helt galt i sindet på mange. Den forkerte oplysnings-praksis giver den forkerte dannelse. Den forkerte livsførelse fører dårligdom med sig. Og det går i arv, fordi fornuftens folk, hverken kan forstå eller styrer arv-og-miljø-mæssige forhold i menneskelivets kulturlige forstand med genteknologi og andre udgaver af fanden og hans forblommede fremskridtstro pumpestokke. I som vi er syge. Og jeg helbreder Jer til Os som mennesker i tidens vilkår, ja og videre deraf som fra. – Skriv nogle til-og-fra kort, så finder I ud af, hvordan det hænger sammen at takke af glæde ved at give gaver og blive begavet og dermed hjerteligt hilse uden at heile i stats-teknologiernes navn.

Der skal sandselighed til, der lærer den enkelte at kende sig selv godt nok til at kunne vise, at der er en menneskeperson, der er bundet af sin unikke karaktér og ikke kan indordne sig alverdens universitære generaliseringer og universaliseringer. Det er derfor menneskekærligheden er baggrunden for ægteskabet. Slægten er stillet i menneskeslægtens navn, familie-kæreligheden er menneskelig hjertevarm deraf og sørger for at det menneskelige udvikles hos barnet, i overensstemmelse med dets egen unikke forstand - fremfor udvikles i den voksnes forskudte behovs-forstillelser, ambitioner, sorg eller i samfundsinstitutionen vold for den sags skyld, stress. Det går lige ned i barnet. Derfor er der noget, der hedder af være tro som menneske, også i ægteskabet, dyrkelsen af menneskevarmen er gaven ægteskabet eller parforholdet giver. Det er kultivering af sandselighed, på det plan. Og iøvrigt det som andre, singler eller andre ikke kender eller får at opleve og godt kan leve uden, på anden menneskevarm måde - men dog ikke, når ægteskabets folk lægger varmen i staten og troen udskiftes med statskassen og dens tvangslogiske pligt-korpus; psykologi: Da bliver familie-standen nemlig politisk magtfaktor i fuldkommen glemsel af, at der er andre mennesker, syge, svage, enlige og så videre.

Sandselighed er et andet ord for forstanden. Menneskeforstanden er den menneskelige sandseligheds sfære og den er ikke knyttet til noget, udover dit liv og navn, din historie og derved livsnaturlig vis forbundet med andre og omverden på forskellige vis. – Din livshistorie kan ikke fortælles af andre end dig og når du fortæller den, fortæller du hele menneskehedens livshistorie. Den fortælle-mekanisme er en traditionel måde at lære sig selv at kende på sit inderste, altimens andre hører, hvad der er menneskeligt. Men sådan skal vi arbejde, elske, leve. Og det kræver ikke blot ånds-oplevelse i ordets sind, men kropskendskab i arbejdets.

Så meget potentiale er der i ånd. Så meget energi.

Men Jante, han vil det ikke sådan. Og han er romersk, græsk-latinsk og den tradition skal ned med nakken, i forløsning af den, såfremt det menneskelige skal bestå. Jante trykker os alle, men hans fader, ja det er netop fornuften i form af kapital-staten, universitets-traditionen, teknologi, mv.. – der til overmåde har bevist sin hovedsands, at presse livets forløsende energi op i hovedet så kraftigt: at det mellemmenneskelige nok kan holdes på plads med en vis acceptabel mængde spild af menneskeliv (nytte-kalkulation; definitionen på utroskab) - men således overhovedet ikke i sin ånd kan udvikle det mellemmenneskelige i sin rette kulturlige krop. Det er ren facade-identitet, magt-identitet, der pinedød påtvinges os, fordi det er blevet farligt at være sandfærdig, ærlig – farligt ja, fremfor at se det som glædeligt, værdigt og således værdifuldt.

Derfor med hensyn til sandselighed bliver praktisk livsførelse ved væksten, mennskelivets jordiske sfære, det tilbagevendende. Nogen flytter simpelthen på landet, for at finde ro til at leve. Statens institutioner suger nemlig livet ind til byerne, opbruger ressourcen, forvilder livet og spytter noget ud i den anden ende, hvis erfaringspotentiale aldrig kommer på skinner, fordi det simpelthen ikke finder fred, finder den menneskelige fordøjelse, der ikke bare sidder i maven, men ligesåvel i sindet til varetagelse af et personligt liv altimens det derigennem udvikler samfundet i positiv retning. Menneskehjertets ånd er det eneste, der kan arbejde, fordøje og forløse samtidig. – Man kan ikke rense helbredet via et rensningsanlæg, men kun gennem ændret livsførelse i forbindelse med det sandseligt vækstbetonede, vækstgivende. Og sker det i større målestok, gør vi det muligt, bekræfter vi det, ja så vil organismen rense sig selv og give os det egentlige sigte tilbage i meget klarere, mildere forstand. Og den er der meget store kræfter i. Det sandt menneskelige er særdeles energigivende og levedygtigt, når det ikke er taget til fange i fornuftens degenererende normer og jantelove, tvangskultiveret via kapital-statens kræfter.

ÅND

Ånd er det levendes adelsmærke. Det levende ånder. Dyr ånder, planter ånder, mennesker ånder. Livets organiske begivenhed på jord er en åndende realitet. Nogen vil kalde det et under, andre vil begynde at forklare det med henvisning til stjernerne. Vi har til alle tider søgt svar og forklaring eller forståelse for, hvad der sker med os, hvad der foregår i os eller rundt omkring, i den omverden vi går og lever i. Ud af de mange års gang på jord er der vokset en indsigt i de grundlæggende vilkår, vi som vi er og kalder os menneske, er stillet med. Vi har indrettet os derefter og gør det stadigvæk. Ethvert liv bliver til i livets realitet.

Det kommer ikke til verden, bliver ikke medlem af livet – det fødes ud af livet, så vi kan se dets åsyn, ansigt. Mennsket fødes ud af livet. Det er i moderliv før det bliver til. Vi kan ikke gå bagom livets realitet. Vi kan ikke se, hvordan livet er uden livet i behold, vi kan ikke stille os bagved livet og se: nå, der blev cellen til liv, nu svømmer den i urhavet, bliver til en fisk, der kravler op på landjorden og bliver et pattedyr. Nej, det kan vi ikke og det er et eksempel på indsigten i livets realitet at kunne sige det. Livet er ubrudt ligesom blodets bånd ikke kan brydes, du kan ikke klippe det over. – Vi er i livet og har altid været det som mennesker, du har ikke været dig, før du blev født, men du blev ikke født udenfor livet, du blev ikke født ude i verden, men af nogen, der ikke er hvemsomhelst, fordi det er dine forældre, din slægt. Sådan er livet, uanset om det måtte gøre ondt at indse, f.eks. hvis man ikke har kendt sine forældre. Livet er indfødt, fordi det fødes inde i maven på kvinden, der har været i lag med en mand et sted på jorden, en kultur. Livet er indlemmet i livet. Det kan vi indse, fordi det er indforstået, livet indrømmer os at leve. Det er klart, det er givet.

Livet er givet sådan og hvordan vi end vokser, så vokser vi ikke udover livet. Døden er ikke livets punktum, hvorefter vi så fortsætter i en ny sætning, men slutningen på den dødes levende vidnesbyrd. Han eller hun vidner da ikke længere om det levendes byrd efter dødens indtrædelse og bærer den ikke længere på sin unikke vis. Og kan derfor ikke være iblandt os med et hjerte der banker, som vi må tage højde for. Byrden er det levendes ånd, livsånden eller livsenergien, der bærer livet hele livet igennem – den overlever og overleverer sig på forskellig vis. Livet dør ikke, fordi du dør. Livånden kommer ikke fra noget, den er. Den er livets realitet, ja den er vi født af sålangt tilbage som nogen overhovedet kan er-indre. Vi kan ikke gå bag om livets realitet eller udover livets realitet. Og når vi prøver på det, ja så går det ud over livet, så bliver vi dårlige.

Vi bliver til af livsånden, men forgår af verdensånden, der så at sige aflader os. Alverdens kræfter tærer på livets organisme, på livsenergien. Så stærkt er livet imidlertid, at det kan nå at leve godt, inden det slides op af alverdens universitære kræfter. Vi søger næring for at opveje det og holde os igang, da det giver os flere kræfter op imod alverden. Vi kan koncentrere os om livet og således bevare og potentialisere eller komprimere livsenergi: vi kan oplades. Og det betyder at vi kan vende alverdens kræfter til vor fordel. Vi kan, i en vis udstrækning bruge af verdensåndens kræfter til livsåndens bekræftelse og det er godt til os. - Den største trussel er imidlertid os overfor hinanden. Eller som man skal forstå det: at verdensånden får tag om som over livsånden iblandt os, så livsenergien ikke oplades og vi dermed ikke bekræfter hinanden i livets videre færd med os. - Det har rod i hjertet. Den dag hjertet ophører med at slå for livet, ja da dør pågældende eller pågældende kultur, da åndedrættet ikke længere kan ilte blodet via dets banken, hvormed ingen åndelig ilt når frem til sindet og vi dermed ikke kan se og sandse livet på indrømmende vis.

Livsånden opbruges ikke, den er som den altid har været i vort organiske miljø, de atmosfæriske forhold, der overhovedet gør åndende liv på jord muligt. Det kommer vi aldrig udover. Jorden er grøn til livet og det er ganske unikt. Livsånden er den organiske trivsel på jord og dens realitet, ja det er os, der kalder os mennesker, det er dyrene, planterne og den frugtbare jord. Og tilføje kan vi: Ganske som vi ikke kommer til verden, men først og fremmest fødes af livet og bliver i det hele livet igennem, nøjagtig tilsvarende er det med dyrene og planterne. Æblet falder ikke langt fra stammen. Vi er som de mennesker, dyr eller kønne planter vi kalder os, med i hele den organisme på jord. Det er livsånden og den ånder med os, så vi føler os tiltrukket af søde piger eller modsat. Den ånder med os, når vi blive tørstig efter vand eller sultne efter gulerødder. Den ånder med os, når vi elsker det gode, raske og trivelige menneske. Og meget mere. Den sørger for os, for den er samtidig stærk og mild.

Al forgængelighed skyldes ene og alene manglende koncentration om livet i livsånden og manglende udvikling deraf: at verdensåndens kræfter ikke omvendes til vor fordel, hvilket man førhen kaldte omvendelse til livet i al evighed og som jo altså stadigvæk er kendt iblandt os. Evigt liv er os givet på tilsvarende unikke vis som organismen er på jord. Og den kommer vi ikke udover, nej den er vi levende af. – Forgængelighed sker ved livsorganismens, livsåndens ganske åndssvage kamp med verdensånden, alverdens naturkræfter, der ikke har noget med livet at gøre. Det levende forgår, når verdensånden vinder over det. Kulturer der gør sig til herre over verden, ja de uddør Ret hurtigt. Det kan livsånden nemlig ikke holde til, for det bliver den ikke bekræftet af – den kan ikke ånde ude i rummet eller iøvrigt i universitære ilt-fattigheder. Og således taber den.

Men forgængelighed i videre forstand: Når f.eks. jorden er brændt ud og der ikke er atmosfære til at holde på varmen, så det organiske liv kan leve, ja så forgår livets organisme og dermed livsånden. Det kan vi sådan set ikke vide noget om – da vi jo ikke kan komme udover livsåndens organisme og dog: lige netop derfor er det klart for os, vi forgår, sagde jeg. Vi er indfødte og kan på indforstået vis indse det. Livets organisme, livsånden kender sin trussel i kendskabet til, hvad der er-nærer den godt, thi det er den født af. Sådan er-farer vi. Og deraf vinder mennesket sin hjertligste, jer-til-ligeste indsigt og indsats med at vende alverdens åndssvage kræfter til livets åndstærke bekræftelse. F.eks. bekræftelse af glæden ved at være til i livet. At elske hedder det, for hvad skulle der eller-ske men’sket, ja, så kan-ske det elskeligste må-ske. - Mennesket kommer jeg til, men livsånden siger som erfaringsmekanisme i vor kropslige skikkelse: men-nej-sket. Og byder os så fremdeles at undlade at lade os hænge i gamle hænders hændelser, så ny livsenergi kan opstå deraf. Det hedder, at vi må lade os indrømme af det livgivende i erfaringens gang med os. Vi må lade os indtage af livsånden, så vi igen kan betage os af livet, bestemme af det, befordre det. Det er ånd, der kommer af livsånden, der kan sige det.

Der er hieraki i livsånden forsåvidt noget er før noget andet og mildere end noget andet. Jo mildere, ikke blødsødne, forældre kan være, des stærkere bliver barnet i sand livsånd og så skal det nok selv finde vej. Jo roligere vi kan være, des mere t ro bliver vi og derved kendskabet til livet og livsånden – og hvornår vi, som man siger: må træde i karakter af den. Og det er oplysningen, dannelsen, kultiveringens egentlige retning som omdrejningspunkt. Det er organisk og organismens besked til os. Det virker og vi kan lade det opstå i takt med at vi kan håndtere det gennem udvikling af vor egentlige gøremål, så at sige ånde i levende takt og tone dermed.

Fornuften kan ikke vide det, thi den er selv ude af livet, fornuftsfolk er fanget af universitær verdensånd på den måde at den undertrykker livsånden hos dem og dermed os, såfremt de står i samfundets ledelse eller er teknologiseret på arbejdsmarkedet. Fornuften har vendt livet ryggen og vil ikke høre tale om ånd. Og sådan kan vi åbenbart godt invitere døden indenbords ved at lade alverdens universitære selvdestruktive fornufts-kræfter være bestemmende over livet, ja ligefrem dyrke dem i livet og samfundet. Det er noget mærkeligt noget, at det er tilladt. - Men det er iøvrigt også ligegyldigt for os, da en eventuel tidsplan for, hvornår de universitære kræfter, der måske engang fik jorden til at dreje rundt, er sluppet op og organismen da følgeligt må forgå og os med. Ja således er det da i al livsåndende sandselighed ligegyldigt.

For hvordan i helvede, naturvidenskabelige bøverøve, matematikere og følgeligt teknologer og teknisk administrative symbolstat som også omvendt, den anden vej, skattesamfund, folkeskole, gymnasie, mv. – hvordan i helvede skulle vi leve efter den ”rummelige” og ”tidsmæssige” kalender, når planen ikke er andet end inde i Jeres universitært skolede fornufts-hoved, der jo altså også følger med jorden rundt og øvrigt er i livets realitet, livsånden I ikke kan komme udover. Verdenshistoriens administration af livshistoriens åndende og ikke onde realitet.

- Ja nu véd befolkningen da i det mindste, hvorfor de bliver trætte og syge på arbejdsmarkedet. Endsige, hvorfor der mangler ledelse rundt omkring. – Synes I ærligt talt ikke, at I skulle lade Jer helbrede af livsånden istedet for at spejle den i universets iltfattige ingenting, matematik og lade spejlvendende teknologier opstå deraf? Ja istedet for, så at sige, at fortsætte med at dyrke verdensånden over livet som om det var Jer givet. - Det er ren fornufts-ondskab på hylde med de værste historiske skikkelser, fordi de er produkt at det helt tilbage fra gamle dage; det matematiske paradigme.

Men I er uskyldige, forsåvidt I jo er skyldige, ansvarsfulde mennesker, der kan læse og forstå – dog så ikke kunne vide, at jeg kom og vendte livet forstandigt om igen ved at oplyse livsåndens gode til os alle gennem et krav om, at kunne læse og høre. Der er ingen sider, men en organisme, en livsånd, der har givet os livet, indfødt os. Og jeg elsker jeg faktisk af den ånd som også organisme. - Des før vi lader os indrømme af det, ja jo bedre kan vi udvikle os i opblomstring med menneskelivets samfund, jo sandere som sandseligt agtpågivende bliver vi overfor verdensånd i hensyn af det næringsmæssige vilkår livsånden giver os. Vor livsbetingelse. Der er rigtig mange gode livskræfter i Danmark, men det skal etableres ellers løber kapital-statens, fornuftsteknologiernes livsfjendske verdensånd af med os. Iøvrigt kendes også kropslige traditioner for at rense ud, bekræfte livsenergiens rene helbredende kræfter, så vi kan få livets sind tilbage og se, hvad vi har at gøre godt med her i den danske kultur med sit sprog. Der er ikke tid til eftertanke, nej, for det er kun rationalitetens efterrationaliseringer, der sker hos Jer. Vil I tænke, så må I bruge hjertet i ånden.

Forgængeligheden er ikke andet end alverdens skræmmekampagner. Men dem har vi tilgengæld også voldsom meget af i bagagen. Og gående. Sorg hedder det – og det skaber fornuft, projektioner helt ud i ingenting. Fornuft der som genkendelig hørbar forstand ikke vil sørge for at omvende sorg, den bliver ligegyldig som verdensånden eller I vil måske kalde det den universelle natur; ja vi kan også kalde det loven, som alle er lige for loven og X er en funktion af en hvilken-somhelst idé, der vinder frem. Verdensånden er en indbildning, en præget romersk mønt, en lomme der trykkes ind i sindet eller rettere sagt suges ind som gisp, forskrækkelse, chok. Eller det kan billedgøres som følger: Livets organisme ånder fint i det atmosfæriske tryk, som det lever sit liv i med vejr og vind, så hvorfor komprimere verdenshistoriens fejltagelser i kødets sind med alskens spejlvendte naturlove og samfundslove?

Ja, spejlet tiltrækker jo mange unge ansigter, der lige skal se om de ser godt nok ude i verdens reflekterende lys. Man kan dog ikke se sig selv i spejlet i mørke eller om natten – men det rager da også livet en papand, det ånder da udmærket alligevel. Lyssky affærer i samfundet, ja det er dem, der bruger magt og videnskabeliggør tvangslogikken, der følgeligt tvinger os og tvangspsykologiserer os til selv at se os selv i øjnene i spejlet, istedet for at mærke os hjertet i al sin skønnende, åndende, sandselige realitet. Hvorfor ser du kun tornen i næstens øje og ikke bjælken i dit eget. – På forstandigt fornuftspræget moderne: Hvorfor ser du kun dig selv i spejlet.

Sorg suger, virker tiltrækkende: organismen søger efter sin genoprettende livsenergi. Men er sindet præget af romersk mønt, ja så er der kun to sider, platheder og kroner – og da kan livsorganismen ikke ånde. Der er derfor kun én vej og det er at sørge for sorgen, vende den til glæde, til indrømmelse af den helbredende livsånd, der kan hele alle sår. Kærligheden overvinder alt hed det sidst og det gør dens ånd stadigvæk. Det er livskulturens vej og der er ingen sider i den ånd, ingen poldannelser, ingen politiske partier: Vi er alle livsorganismens åndende liv. Og den har som antydet yderligere end midter-sfære, der gør sig gældende for os: mennesker i det menneskelige, kulturlige, jordnære, kropsnære.

Vor vesterlandske verdenshistorie er som fornuft en sådan romersk præget mønt i sindet. Platheden er at der kun, som matematik er to veje at gøre noget i retning af: plus og minus eller forført, gange og deling eller simpelthen bare: på den ene og den anden side. Kronen, ja det er autoritetstroen på at vi kan efterligne naturens ligegyldige kræfter med vore bare hænder og åbenbare hjerte i al åben måbenhed: selv selv selv skabe en tredje vej med magt, en tredje verden, ja et tredje rige, et europæisk-romersk kejserrige. - Det kaldes kreativitet, gode og fikse idéer, men det har ikke noget med sand kreativitet at gøre: kød og blod, der virker for livet, for kulturen, for samfundet af kærlighed til mennesker, af kærlighed til livet, af kærlighedens t-rogivende erfaringsudvikling. - Fornuftskonger, sammerotning og industri fører en sådan 1, 2 og den utopiske tredje vejs romersk prægede sind altid med sig, ja det fører den til. Administrative ben, der ikke har magt som agt og følgeligt skaber den reneste forstillelse, de mest forskudte forventninger og behov. Og som bekendt i det akademiske er der ikke stort andet end sådanne prinser i lære som faglige fornuftskonger. Rift om pladserne, en uren børnehave, der ridder på staten som en mare: dens formål, virksomhed, effektivitet i forhold til livs- og kulturudvikling af os – istedet for på sig selv som akademikerstanden hjerteligt skulle ridde sig ud af alverdens universitære fejltagelser og dermed ud af verdenssamfundets. Det er rent faktisk universitetets betingelsesløse opgave i et oplyst udviklingssamfund, der er jordisk stillet som livet og hvis retning derved er givet. Og nu, ja hermed er I altså dumpet helt ned i det helvede, I har skabt for andre gennem mange, mange år. Ja nu må I simpelthen halshugges som elskes på plads, for I ejer ikke forstand på nogetsomhelst længere. Og ja, at ridde menneskets vej eller bare gå den, det kan den stand jo kun, såfremt den var gjort af det menneskelige, jordisk bundne liv.

- Fordi, ja jeg må hellere gentage: fordi I ikke vedkender Jer livet som historisk organisk realitet, der ånder ganske godt som levende på jord. I vil ligesom ud i rummets univers at leve, I vil ligesom, at livet skal bruge sit liv til at bekræfte det bestemmende i den universitære kapital-statslige realitet. - Men så tag da med rumraketten i Amerikussen, havde jeg nær sagt. Det er ikke kulturligt det i forårsager med Jeres liv og vore livsbetingelser, livsånden. I forsager ikke djævelen, verdensånden, hvormed sagt er, at I ikke vedkender Jer livet som indforstået, indrømmende, indfødt på jord. I tilbeder tidens trends og bilder jeg ind at han, tidens djævel, kan løse det. Men det kan han ikke.

Sorg går i arv. - Livet bliver imidlertid påny, påny ved med at lade livsånden opråde livet, altimens den nedarvede verdensånds sorg, der jo meget let kommer i ulykkelig overenstemmelse med omverdenen, når dens produkter og deres omgivelse er materialiseringer af den matematiske fornuftsånds livsfjendske indstilling til at arbejde, leve og ånde for livet. Ja altimens den vedbliver med at slå os ned eller ud - døiiing. Sindet i kontakt med livsånden sørger altid for at omvende alverdens dårligdomme, verden af det lave – til noget livsbekræftende. Når sindet imidlertid præges som romersk mønt og videre går i arv gennem miljøet, når livet med andre ord ikke sørger for sin livsopgave: at bekræfte livet så godt som overhovedet muligt, ja så må næste generation tage sig af det, uden dog at kunne vide hvordan. Og da er den længere bagud, det samme som at sige: at voksne har levet af deres børns livenergi, fordi selvfølgelig, at de har skullet gøre verdensåndens arbejde i henhold til loven og dens platheder og kroner.

Og derfor er der nogen af os: der som organisk menneskenatur i sandhed som sandselighed fødes af livsånden til at sørge for den slags. Lærer og vil give andre mennesker kendskab til det livet drejer sig om. Livsnaturlige undervisere. Og det betyde derfor at samfundet så afgjort ikke kan sidde det overhørigt, det går lige ind og finder genklang i hjertet. Åndsmagt hedder det og den forløser gammel surbrøds magteri. Vanskeligheden er ikke klarheden, men at få alle med, nu hvor de er præget af romersk mønt og således føler, at de skal tage parti og gå i krig med at forsvare sig eller erobrer nye territorier. – Det kan I godt droppe. At forstå foregår ikke i fornuften, men i forstanden, der er livsåndens erfaringskorpus eller som det også kan siges: den nedarvede sorg, der skal sørges for.

Livsånden er ikke et princip, men vor åndende realitet i organismen. Fornuften, sorgens projektion og vejvisning af os ud i det meningsløse ilt-fattige rum, dens fristelser og tilskyndelser til at gå fra forstanden og således livet på jord – ja det er opgaven sandseligt forstandige mennesker, der har livet kært er igang med at opløse på oplysende glad vis. Det lille liv i det store liv. Mennesket i den store levende, åndende og organiske realitet. Der er ikke lille og stor ifølge livsånden – inderst inde, er vi store og små, synger en af de danske sangerinder ganske smukt. Ja og derinde foregår vi som livet på indforstået vis. Det skal udvikle sig, bekræftes ganske som sagt er: at menneskets væsen er hjertet, ikke fornuften. - Livsånden skelner ikke, den ånder og giver liv. Den tager ikke liv, den giver liv. Og derfor er Jeres fornufts spørgsmål med hensyn til, hvordan I nu selv skal forholde Jer til den store verden, eller bare teksten her, ikke en absolut distinktion. – Den nedarvede sorg, erfaringskomplekser i kødet, forstanden, der skal sørge for at omvende alt det gode ud af det gamle, så nyt kan opstå, ja til forløsende ånd, livsenergi, opladning - den sorg gør, at vi må tage et skridt ad gangen, tage en bid, vort livstykke at gøre med, i hvert vort liv. Men’sket.

Af samme grund som der er sket ulykker gennem vor historie, verdensåndens ligegyldighed overfor livets organiske sfære, af samme grund er det nedarvet via arv-og-miljø – og af samme grund er det sket med mennesket. Men det ér sket og vi behøver ikke gentage det, vi behøver ikke fortsætte med at bekræfte alverdens dårligdomme. Vor forstand er menneskesorgens kompleks genereret af verdensåndens vold, den får os til at lyde og virke gammelkloge. Og det kan være svært, fordi andre da tænker, at det gamle dermed vinder frem igen og alverdens dårlige gentagelser ligeså. Men sådan er det ikke.

Det gammelkloge er livsåndens gode som nedarvede erfaringer og når det melder sig i kulturen, så er det ikke uden livsåndens budskab til os. - Man kan sige, at det gammelkloge tager den nye verdensfornuft, det moderne, al den fordummende lidelse med et kæmpemæssigt gran salt, al den stund at den fornemmer og såvidt indser, ja bliver klar af, afklaret med: at den kender sorgens ophav. At kende sin forstand er at kende menneskets sorg i sin oprindelse og derved livsnaturligvis at kende den oplysende opløsning af den. Det er iøvrigt befriende at være klar over, at lidelse aldrig er ens egen - selvom man som godt menneske sørger for den, fremfor at institutionaliserer den i love eller teknologi. - Kom så, befri Jer fra Jer selv i selvsving, thi det er ikke andet end fornuftens ligegyldigheder. Befri forstanden, så I kan se, hvad der skal bekræftes i liv som kultur. Og ståes ind for.

Forstanden er praktisk, ja den er kroppen. Og derfor siger vi, at vi er forstandigt stillet på jord.
Vi kan ikke flyve. Men vi er heller ikke en sten. – Kendere vil her høre Ludvig Holberg, ham der skrev Jeppe på Bjerget. Folkeviddet kender ham som: Hvorfor drikker Jeppe. I samme kulturbevægelse finder man Erasmus Montanus, den akademisk lærde, der søger at lære almindelig gode mennesker, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. Christian-forklar-mig-røv hørte jeg en gæv nordjyde sige en dag og det er så et klart udtryk for nutidens Erasmus Montanus: En sten kan ikke flyve siger han og tilføjer, Maren er ikke en sten, hvoraf udledes kan, ergo, som han så græsk-latinsk siger det: Maren kan ikke flyve. - Jovist, kroppen som forstanden skal nok give os besked, hvor omstændeligt de akademisk lærde nu end synes at det på matematisk-logisk eller bare fornuftig vis skal formaliseres. Erasmus Montør var nok glad for, at Maren ikke fløj væk sådan lige med det samme. Og Maren, ja hun var nok glad for, at hun ikke var en sten. Ikke sandt Sten. Min morfar, også menneske, han sagde: Den videnskabelige institution er ikke andet end en sten i vesterhavet. Det er livsmæssig indsigt i agttagelse af samfundsmagternes forlorner egenskaber. Altså magtudredningen, når der skal sandselighed med til fordel for livs- og kulturudvikling.

– Fik I den politikere: Spørg aldrig en akademiker om magtudredning. Den slags har de ikke menneskeforstand til at udrede. – Der findes ingen ærlighed i den universitære fornufts selvsvings-logik, der end ikke af agtelse for mennesket, sandheden, livet, sandseligheden, kulturens udvikling tør save deres egen gren over. Universitetet det er et locum, et sted, der ikke kender sit ophav i livet. De sidder meget bastant og skider lige ned i hovedet på resten af kulturen. Og de vil sige, at de jo har lov til at skide sådan.

Det var et sidespring og dog som det fortsat er med Erasmus Montørene af verdensåndens ergo, inde midt i livets som samfundets centrum. – Forstanden er kroppen, den er praktisk minded i sit gode sind og velvære. Ved kroppen fokuserer fornuften individet. Kroppen aftegner individet i fornuftens syn af det. Så ganske absolut endda, at vi end ikke kan mærke eller behandle hinanden i genkendelighed som mennesker – der ses på flippen, tøjet, pengepungen, røven, kussen, patterne eller modsat og så videre distancerende hjertegod menneskelig skik som også tv-udsendelser alá Langt fra Las Vegas og Klovn giver udtryk for det i bevarelse af deres løbske menneske. - Førhen hed det hin enkelte, hvormed der var en vis plads til den enkeltes levende måde med livsånden, levende måde at omvende sorg og hvad der ellers per sorgens nedarvede erfaring, forstanden, blev sandset som noget, der kanske kunne gå hen og føre mere sorg med sig, såfremt man ikke undlod, ikke lod sig falde i for store fristelser. Man lod hin enkelte tale sin sag i agtelse for vedkommendes liv iblandt os. – Kroppen aftegner individet, gør det muligt at skelne os fra hinanden, men når den universitære absolutte fornuftsånd er gående, så bliver hele det menneskeforstandige sprog med ord som ansvar, skyld, overbærenhed, forståelse, indsigt, opløftning, irettesættelse, mv. – ja så bliver det tilsvarende absolut, hvilket intet menneske eller menneskeligt befordrende kan bære. Deraf kommer ansvarsforflygtigelsen hele vejen rundt. At passe sine statsborgerlige pligter i forhold til den universitære fornuftsstats koordinering af livet, ja det kommer til at betyde at mennesket ikke passer sine livsudfoldelse og dermed at livet ikke udvikler sig som menneske.

Dualiteten, vekselvirkningen mellem liv og verden, mellem hvordan du skal læse-og-forstå og dernæst forholde dig til verden af lave ude omkring: staten, universitetet, teknologien og alt det dårligdomsbekræftende – eller bare til dét, du nu har vænnet dig til at gøre, i samme omtanke for dit liv som livets. Ja det er sådan set fornuftens fortsatte tag i os. Men som sagt er fornuften sorgens projektion, det forhold, at vi undgår at være i livet som det er, fordi ja, at fornuftens omgivelse vil have livets ressourcer til at financiere teknologierens meningsløse forbrug af ressourcer og at det såvidt overleveres via arv-og-miljø. – Og det kværner forstanden således med i sine forsøg på at lade de gammelkloge livserfaringer, de gode erfaringer råde og give os besked om, hvordan vi skal forholde os. Det er praktisk og det er varetagelse af dit liv som din krop. Det bliver vi nødt til at fortsætte med indtil kapital-stats-funktionalismens matematiske pubertetsdrenge er blevet voksne i livskultur og kan forstå, at de som individ ingen rettigheder kan gives. Bemyndigelse har jo ikke noget med lovgivningssamfundet at gøre, thi det bekræfter jo kun dualieteter imellem os som beton og andre lignende skizzofrene vilkår.

Så den dualitet er der altså kun, fordi fornuften, det matematiske paradigmes livsførelse gennem historiens arv-og-miljø, kulturførelsen via statsførelsen – uanset konge eller ej, da embeds-kapital-standen altid har refereret og smidsket sig i gode fornufts-idéers infrastrukturer som gode intentioner, der sørme vil sørge for at land og folk udvikler sig. Dualiteten er der kun, fordi forstanden som livsbåren erfaringspotentiale af dit kærlige levende liv søger at opløse sig som gammel sorg i omvendelse af det til glæde, levende oplysning og kreativ udvikling. Personligt. – Det siger sig sandseligt godt, at vi ikke søger at gentage alverdens dårligdomme, men derimod af bekræfte det livgivende og de gode traditioner for livsførelse. Og når vi gør det, så formindsker vi dualiteter, vekselvirkninger, skizzofrene omstændigheder, massebevægelser i høj- og lavkonjunkturer, manio-depressive tilstande, osv. – Simpelthen ved: I sandhed at være glad og sandseligt kunne noget dermed, kanalisere den glæde, det fører langt større effektivitet med sig i livets navn.

Og SE: da bliver børsdrengene de små, der må træde i lære – altså deres kulturer. Der er ikke noget at være bange for, udover selvfølgelig de lovreligiøse dualiteters autoritetstro adfærd, forsåvidt deres menneske ikke ser og hører det enfoldige kærlige, der yder så meget godt til livets bekræftelse og videre færd.

Den begær-sorrige magtkultur, fornuftskultur, der er vesten, præget I os som romersk mønt – ja der bliver livopgaven for os som mennesker følgeligt at bruge den forstand på livet, der er os givet, at bruge den til at opløse pligtbegreber i takt med oplysende, kulturel menneskelig livsførelse, der kan bekræfte den indforståelse, indrømmelse, indoptagelse af livsenergi, livsånd, der oplader os og derved lærer os at kende, sandse det helbredende organiske, såvel livs-udviklende som kultur-udviklende sigte. Livet og mennesket deraf er ikke ondt i sin egentlige skikkelse. Den gode forstandserfaring skal således bruges til at genoplade livet, så det kan klare at se den hjertelige livsånd, der altid har været os givet. Kun som sådan er vi del af en større endhed. Kun som sådan er vi lille i det store. Altså pga. sorg vi af fornuftens dårlige grunde tager afstand fra uden at omvende vor tilstande derved. Forstanden arbejder på det, sålænge alle ikke er med, fordi vi ikke kan træde ud i livsåndens realitet som menneskelivets, før vi også har fundet livsførelse at gøre det igennem og holde os til. Som det hed sig, hos en af traverne i kærlighedens åndende fodspor: vi erkender stykkevis, en dag skal vi erkende fuldt ud. Det gælder stadigvæk hin enkelte, men det stiller sig kulturligvis anderledes, da vi jo alle så at sige har fået del i kagen efterhånden. Vi er kommet nærmere et sandt VI, selvom globaliseringen og deslige er et negativt udtryk for det. Fatter I mig ret, så bliver det forpulede verdens-menneske-samfunds trykken gennem omvendelsens, undladelsens forstandige traditioner til livs-menneskelivets-samfund, uden derved at blive en modsætning, men netop en sand som sandselig forløsende udvikling.

– Det er kun på grund af fornuftens sorg, der ikke er sørget for, at vi ikke i det nære kan sandse dét, der egentlig er brug for til samtidig at bekræfte os i velvære derved, vokse og kultivere os videre. Fornuftens selvbevidsthed er sorgens og således sagt livsåndens besked til os om at afkræfte de traditioner, de kulturer, dyrkelser af livet, der bilder os ind, at selvbevidsthed fører selvbeherskelse og god livs- og kulturudvikling med sig. Det kan ikke lade sig gøre, fordi selvbevidstheden er præget romersk mønt, der følgeligt intet praktisk har at gøre med livet på jord, hvadend I vender den ene eller den anden side til. Det er undgåelse af sorgen, som fornuften nedarver gennem sine åndsvage verdenssystemer, vestens storhedsvanvittige koordinering af gud og hver mand.

Fornuftens begærs-sorrige løgne, indbildninger i vort sind, det kan ikke sandse - men det kan livets sandselighed af de gode nedarvede erfaringer med menneskets vækst og trivsel. Det forstandige menneske vil koncenterer sig om de erfaringer i kendskab til deres hårde arbejde op imod alverdens tåbeligheder – i sigte for at finde oplysende virke, livsførelse for deres gode almenmenneskelige indhold, da de også er nedarvede gennem arv-som-miljø og således må videreudvikles. Ja i sigte for en opløsning af fornuftens degenererende sorg, omvendelse af den til vækst i livsåndens navn. Gud er god og godt som Gott, den lutherske arv, nedfældet i grundloven, indforstået hos kongehuset – og som i sandhed går helt tilbage til: Da Livserfaringen kom til vesten som menneske.

Slutteligt i åndskapitlet her skal det understreges, at sorg og lidelse i vor ånd på dansk grund også er: Hvad de mennesker der er kommet til i vort samfund har været udsat for. Så grim og grum er svindehunden ved mennesket. Så meget lidelse og sorg bærer de på, at det at udsætte dem for fornufts-frihedernes samfund – i den faderløshed, forstandsløshed det har udviklet sig til herhjemme og som jo altså også gør at vi søger længere ned i vor arv-og-miljømæssige identitet – men det er desværre ikke andet end nye boller på suppen for dem. Det har Nasan Khadar gennemskuet ved stiftelse at et nyt parti og det er sådan set godt. For Vi er ved at udvikle os, ikke bare herhjemme, men som menneskehed. - Alle skal dog med og det kan fornuften stadigvæk ikke finde ud af, fordi levebrødet stadigvæk ikke er penge, men praktisk forløsende velvære med livets gang. God livsførelse. - Det nytter ikke noget at affolke landet, provinsen, i suget ind gennem sorgens byer, uddannelser, når opbyggelighed stadigvæk er stillet i lovens navn. Det hjælper ikke at kalde dét, der foregår ovenpå loftet for udvikling, når husets glade liv afvikles derved – det kommer lige tilbage igen på et tidspunkt eller bare ud helt andre forfærdelige steder som f.eks. inde i midten af livets hjerteligheder. Børnene.


MENNESKEÅNDEN

Bonden kender naturen for sit gode til os på jord. Det hedder det dog ikke i dag. Den universitære volds fornuft kalder naturen matematisk og i det kald som matematikere og hvad deraf følger, ja så er naturen noget vi åbenbart tror vi kan endsige skal administrere. – Når jeg som forstandig bondedreng siger natur, så hedder det derfor kultur hos fornuftens borgere. Det kan være lidt svært at hitte rede i.

Kultur kommer af jordbrug, at kultivere jorden. Kultus hedder det langt tilbage. Og det er såmænd også udmærket, deraf opstod brugs-samfundet med skovbrug, dambrug, landbrug, brugsforeningen, andelsmejerierne, gymnastik-foreningerne, handelsstanden, håndværkerforeninger, mv. Kongehusets haver og brug. Danmarks have. Sørgen Ryge. Og kødbyen ligger stadigvæk i København. -Næringens veje er stadigvæk skellettet om man vil, hvoromkring livet har sin gang. Og forstyrres det, ja så er der ballade. - Brugssamfundet var livskulturens udviklings-måde i vesten. Det er vor historie og der er noget solid forstand i den på den baggrund. Det er altsammen Edens Have, livets vidt forgrenende træ, stammen vi ernærer os af gennem kundskab med skafferi og skaberi. Deromkring finder I det egentlige livssamfunds system om I vil.

Og det er derfor stadigvæk også den politisk horisont, selvom fornuftens næringsveje er blevet til motorveje efter industrialiseringen, masseproduktionen af alt og institutionaliseringen tilsvarende har gjort os til forbrugere, der skal fortærer hurtigere end vi kan ernærer os.
Men jeg starter af selvsamme grund et andet sted.

Som bondedreng kender jeg naturen for sit gode til os på jord. Der var ikke megen idyl i det, da landbruget i min barndom blev kultiveret af fornuftens kapital-logiske økonomier og bønderne hængte sig i laderne. I dag ser det anderledes industrielt ud. Men jeg kender naturen for sit gode til os.

Den natur, der vedrører livet, er et gode til os. Og den er organisk, vækstbetonet. Livet ånder og mosekonen brygger. Varmen giver grøde, næring som pigerne smider tøjet om foråret og drengene viser stikkelsbærben. Julen bærer glæden over, vi overvintre og nyder den frostklare nat, hvor forunderligt det er at glæden består. - Planter, dyr og os: Mennesker. Det er livets organiske, åndende realitet. Kendskabet til det, når jeg siger natur, det kan ikke blot bekræftes i sit latinske ophav som natur også er et ord, hvis stammebetydning, lyd, også er i nation eller native som betyder forældre på engelsk, fædrende ophav, fødeland. Livet er indfødt af sin kultur. Og den er altså såvel overordnet som underordnet: Organisk. Når menneskliv imidlertid siger natur eller naturligt, så sker det i indforståethed med, at der er kræfter på færde ingen kan fornægte uden at komme galt afsted. Naturen går sin gang og vi må indordne os med den.

Naturen er et gode for os, såfremt vi kender den for sit gode og indordner os ved dens kræfter. Det kan man ikke undgå som bondedreng – og jeg vil ikke beklage min opvækst. Bryder mig da iøvrigt heller ikke om, at kultiverede moderne mennesker, sådan set ikke rigtig kan tage det, fordi det ikke lige lyder så fornuftigt. Men så må vi jo fortsat prøves i forstand og give igen deraf på bedste måde. Jeg ser aldrig mennesker uden deres baggrund, deres miljø, da jeg opfatter det som den menneskelige faktor, der skal tages højde for, ja som vi kan vinde godt ud af på mangfoldig vis. - Det er ihvertfald klart, at naturen som et gode i en bonderøvs mund betyder, at der skal luges ud på marken og møges ud i stalden. Der er ukrudt, der stjæler næringen fra kornet, vort brød. Der er bakterier i staldmiljøer, der skal forhindres. Der er sygdom i dyr, der skal kureres. Skov, der skal skoves. Læhegn, der skal plantes. Vildt, der skal jages og reguleres. Der er pludselig lus i planterne, biller i kartoflerne og meget mere, jeg forlængst har glemt.

Glemt er det dog ikke, hvordan det fungerer. Et korn bliver til ti fold, det fungerer. En ko kælver og en lille kalv kommer ud, det fungerer. – Og det er ikke en snild funktion af en fiks matematisk idé eller administration deraf, der fungerer sådan. Det er ikke staten eller EU, der får kornet til at gro, så der kan blive brød ud af det. Det er ikke biblens ord, der gør det. Det er ikke gud i biblen, der får hvedekornet til at falde og dø, så der kan komme frugtbarhed, ti fold ud af det. – Nej, det er livets åndende organisme, livets realitet, der har skabt det vilkår til os at finde Vort eksistensgrundlag i og ved. Så det må Vi jo altså finde Os i.

En studiekammerat på universitetet genopfriskede det hele for mig. Han kom ude fra vestjylland, Varde-egnen og havde da sådan set ikke tænkt sig at stille træskoene uden hæl i det universitære miljø . Imellem hans omegn og min omegn på den midtjydske tørvetrillende hede - finder man f.eks. De Nattergale – og ham filosoffen, Arno Victor. Desuden min mors fætter, der var på Tvind Højskole, boede i kollektiv i Vejle, rykkede til København og var med i BZer-bevægelse dengang – fordi man jo da for pokker må have lov til at bo på jord, når man i forvejen går for lud og koldt vand. Han blev socialrådgiver og er i særdeleshed ikke noget nokkefår som ham, en sønderjysk kunstner forstår at stønne det om de mennesker, der ikke vil leve. – Men studiekammeraten, ja han sagde begejstret henvendt til planteavl: Er det ikke utroligt, at der kommer mere ud af mindre.

Det elsker jeg ham for som taknemmeligt livsbekræftende. - Naturen er barsk, den organiske natur er barsk og især når man ikke forstår at indordne sig den og værdsætte den. Vinteren kan være hård, hesten kan sparke dig ihjel, tyren stange og giftige bær eller planter kan blande sig i husholdningens fødekæde, vi som mennesker er afhængige af. Livsånden er ikke sød. Den organiske realitets livsånd er ikke noget man omfavner, men noget man lader sig orientere sandseligt af: som menneske. Livsånden er ikke menneskeånden.

Mennesket består ikke uden livsånden, men det kommer ikke før livsånden. Mennesket må adlyde dens budskaber, dens vink og helst før de bliver til en vognstang eller endnu værre set med henblik på ”vor” teknologisering, den universitære administrationsånd, verdensånden. Livsånden er ligeglad med mennesket, der ikke hører den og derfor er vi er ikke ligeglade med den. Den giver os vækstpotentialet som mennesker og vi må dyrke det til vor menneskelige fordel. Livsånden er først og fremmest stærk som træets rødder er ligeglad med fortovet i villakvarteret. Det giver anledning til arbejde og dermed sagt er vor egentlige arbejdshorisont givet. Der er noget, der skal passes og plejes - uanset hvad fornuftens utallige lovgivnings-industrier siger. - Magtens sprog, der mener at kunne tilsidesætte livsånden, får den lige tilbage i smasken, inde i hjertet på deres børn. Og når det kommer som kulturbevægelser, ja så er der ikke et øje tørt, thi da er livsånden fremme på nethinden i sin rå immunitet overfor mennesker, der ikke hører efter. Galskab hedder det også, og det bæres af fornuftens idéer og lovprisninger af alt det, vi kan magte med teknologier.

Videre: Sådan opstår kultur gennem arbejde med livets livsbekræftende næringskilder. Ingen mennesker kan sidde det overhørigt og søger derfor vej for det på deres måder, ud fra det, de nu har at gøre godt med. God kultur opstår, når mennesket hører og adlyder sin oprindelse, sit ophav deri, ja sandser livsåndens mange vækstbud. Dårlig kultur opstår, når det ikke hører efter eller forhindres i at adlyde og udvikle kreative måder med livsåndens tryk. Undertrykkelse hedder det, fordi livsåndens vidunder til os trykker os op, altimens det underkendes af fornuftens administrative forstiltheder, der nedtrykker os. – Menneskeånden orienteret i kærelighedens vilkår på jord, at vi alle er ligeværdigt stillet i forhold til livsånden, livets organiske realitet, Gud - den opstår således af gode erfaringer, traditioner med at kanalisere tryk og udvikle os deraf. Eksistere hedder det traditionelt og det er forbundet med godt arbejde, gode måder at finde sig et eksistensgrundlag at leve på. At være på talefod, levefod hedder det også. Leveføde, levebrød.

Livs- og kulturudvikling foregår i kendskabet, i sands for livsåndens styrke, hvordan den komprimerer sig på undertrykkende dårlig vis, såfremt vi ikke så at sige: tager trykket.. Der skal luges ud på marken og møges ud i stalden, så den vilde græs ikke undertrykker kornets næringsgivende vækstpotentiale eller den gamle møg ikke giver anledning til flueavl og lignende spydigheder i slagteriet og mejeriet. Det tegner grunden, vor forstandige erfaringer med livets væksthorisont i vor kultur, såvel som i andre kulturer. Mennskelivet er organisk forbundet, afhængig af kontakt med den næringsgivende horisont, fordi livsånden ikke slipper os. Den er ikke sød, men stærk – dog ikke ond. Den er naturen som et gode til os at omvende os i kraft af, som arbejde, der er sandseligt livsbefordrende, livsbekræftende og videre derved viser os vej som menneske.

Menneskeånden som således ikke kan være uden den organiske natur, vor frugtbarheds-formidlende omgivelse, livsånden – ja den opstår i kultiveringen af det forhold. Natur og kultur er med andre ord et i mennesket. Derfor hedder det også i Faderens (livsånden), Sønnens (menneskeånden) og Helligåndens (Al-vort, al-mindelighed, glæden, der tilmed giver udviklingssigtet i arbejde) navn. Det er så almindeligt og mildt som noget kan være.

- Treenighedens gud, det kan fornuften ikke finde ud af, den tæller dem hver for sig – og har tilmed efterlignet det som selvbestaltede principper i den Dømmende, Lovgivende og Udøvende magt. Så den moderne, verdenshistoriske, universitært rettede fornuft, ja den adskiller altså den organiske realitet i sin storhedsvanvittige græsk-romerske forførelse, ja som om den kunne administrere livsånden selv. – Det er da unaturligt, overnaturlig, overtro at gøre sådan noget. Og at have institutionaliseret det. Ja det er da farligt at underkende livsånden og kalde det kultur, samfund, nødvendigt, frihed og lignende gasarter. Skole det ind i børn og så videre. – Fik I den? Hvad der foregår på universitetet er ren og skær: Overtro og intet andet med undtagelse af det vildfarne menneskeliv, der kanaliseres den vej helt nede fra 1. klasse. De skal livsnaturligvis elskes på plads, så deres fortsatte overtroiske kultivering af dansk liv, dansk sind på dansk grund kan høre op. – Vi kan ikke have overtroiske, det forstanden kalder sindssyge mennesker, til at sidde i administrationen af Danmark, landets ledelse.

Puf siger livsånden bare til fornuften, altimens nogen af os mærker at det menneskelige er i fare på den løgnagtige, sorgbekræftende fornufts kulturbaggrund. Ja føler ansvar for at få det ned på jorden igen, inden det går op for de mange mennesker på uhåndterbar vis. – I kan slå mig ihjel, lægge mundkurv på, men så har I ikke forstået mit livstykke til Jer. Livets udviklingsgode sandhed kommer I ikke udenom alligevel. Jeg håber ihvertfald, at I er voksne nok til at klare mosten og måske kan se det som en gave til os i Danmark, der er værd at arbejde videre med. Det gør jeg om ikke andet.

Livsånden håndteret af fornuften fører svinehunden med sig, mens livsånden håndteret af forstanden, organisk bevendt eller sandseligt væktsbetonet, samt kulturligt stillet, ja det fører menneskeånden med sig. Det må man ikke forveksle. Livsånden er stærk, men som fornuft er den hårdhændet, fordi den etablerer sig i principper, der gøres gældende over alt og alle.

Troen (maven), hjertets kropslige nødvendighed med at stille sig t ro gennem noget, fordøjelse – troen trækker fornuften (hovedet) ned og får sig iøvrigt blandet ind i det, hvilket svarer til at teologer er universitært uddannet. Forstanden er midten, den bryster sig stolt som den stolte bonde, men det afgørende derved er: den organiske sandselighed, vækstkendskabet på jord. Det er midten for os alle sammen.

Og f.eks. grunden til at nogen søger ud på landet at bo igen efter at have været filtret ind i stride sindsoprivende kampe med verdenshistoriens mange lovgivende reklameindustrier. Sindet kan med andre ord ikke klare sig uden krop. Og kroppen er oprindelig, ja størstedelen af dens nedarvede erfaringer, såvel som hele dens forplejning, det er organisk indlejret i livsånden. Den gode kontakt med livsånden, der kan helbrede os, sindet, give klarhed om, hvad der virkeligt gælder for mennesket som kultur – den genopstår i kontakten med vækstsituationen på jord. Det er sandseligt vækstbetonet. Og det er så sigtet, jeg arbejder med i forhold til hele institutionsverden, herunder arbejdsmarkedet og skolerne.

***

Fornuftens læser må ikke tro, at det handler om fordeling af jord og at vi alle sammen skal være bønder igen. Fornuftens læser må heller ikke tro, at det er let som utopisk at indrette vort samfund i bekræftende overensstemmelse med livets natur og livets gang. Der er lang vej, men jo ikke længere end at: des flere der kan høre mig, kaldet på os som mennesker, ja des mere forløsende bliver stemningen. – I sidste kapitel beskrev jeg, hvor vigtig det er, at vi kender vores situation. Vi kan ikke handle os ud af tingene ifølge det resultatorienterede sind, den romerske mønt har præget os i. – Skriften er ikke Ordet, men da skriften og de øvrige tegn-tekst-og tal industrier ikke er Jordet som Ordet er kropsligt, derimod står i Verdensåndens forplumrende masse-mange navne - ja så er personlig formulering af en mere menneskelig, livsbekræftende vej at gå med hele skriftkulturen og dens videreforførende matematiske teknologier nødvendig.

Kun derved kan menneskeånden bestå: Jeg elsker Jer personligt som menneske. Og tilsvarende er titelbladet bestemplet med mit navn som personligt mærke. (Det har meget at gøre med de universitære rødder, fordi de ikke skriver i personligt navn som menneske af hjemlig dansk kultur. De skriver i autoritetstroen og dækker sig ind bag den).

Men såvidt skriftskulturen. Og jo ikke mindst så den kan forstå, hvor forstilt den har gjort os, ja det er altså nødvendigt på forstandig vis, såfremt Ordet, som jeg nu kan sige på baggrund af det blotlagte – såfremt Ordets organiske realitet skal stå i kroppens hjerte, sindet og livsførelsen praktisk set, almindeligt godt, vækstigt udviklende. I kan ikke love noget over livet og I kan intet styrer med magtens symbol-sporg. Og gør I det, jamen så løber I satans ærinde, foruden at afsløre Jeres inkompetence som menneske af hjerte. I er børn som menneskebarnet er blevet overhørt i 2007 år, men gudsketakoglov da også hørt af mange gode mennesker, der har kæmpet en sej kamp for at få skvatmikler i livet til at forstå, at det ikke er universitært stillet, men jordisk.

Enkelte personer kan og vil altid træde ud og følge deres nød, omvendingen deraf til mellemmenneskelig fordel, præster gør det, økologer gør, kunstnere gør det, ja alle gør det sådan set i mere eller mindre grad – men at gøre det med institutionsapparatet og industrien ihu af kapitalen, så dansk kultur kan blive et forbillede i europæisk-amerikansk kultur, ja, men ligesåvel nej, nemlig et forbillede i menneskekultur på mangfoldig vis, det er sigtet. Det er sandhedens anker iblandt os og dens formåen, ja det kan ikke handle om andet end sandselighedens gode ved at være til i livet og virke af dets ånd for mennesket.

Vi er et af de lande, der kan det, fordi vi ikke er så store, men mest af alt fordi vi ikke blot er lutheranere, men tilmed bønder og købmænd. Danskere er dejlig naive på baggrund af dyb indsigt i, hvad der gælder – men deres evne til at bruge det naive, modigt, tålmodigt og således udviklende, det er ikke på plads. Ihvertfald kan jeg sig: Vi kan ikke længere opdrage børnene ud af fornuftsstatens universitære regime, medmindre at vi indstiller hele livet i tråd med en livsførelse, der skaber vækst, opretholder næringsgrundlaget og udvikler os samtidig. Det kan vi ikke, fordi det sønderriver blodets bånd som ånd, hvormed vi aldrig kan udvikle os menneskeligt.

Vi skal have den universitære overnaturlige, overtro vendt om: medicinforskningen, sygehusvæsenet, psykologien, distriktspsykiatrien - til at forstå, hvordan helbredelse fungerer: at det helbredende er organisk forløsning af livsenergi, ånd, og at det ikke blot kræver livsindsats, men at deres forskning skal være baseret på kendskab til livet. Eller med andre ord: At man ikke har sin røv fri som menneske, fordi man er bemyndiget af staten og derfor heller ikke kan helbrede nogetsomhelst med medicin, da det fungere som ukrudtet, der undertrykker næringen til kornet – ødelægger sindet og de naturlige helbredelsesmekanismer, ikke mindst i sin koordinering med arbejdsmarkedet som målestok: du er syg, fordi du ikke kan arbejde i industriens og institutionens velfærdssystem, du har nemlig pligt til at deltage i sygdomsfremkaldende adfærd, der ikke udvikler noget som helst, men har brug for din arbejdskraft til at opretholde illusionen, sorgen og fornuftens selvbestaltede regimer over os som mennesker. - Mange læger elsker det system i deres drøm om at kneppe sygeplejersker; det gør dem jo til en del af det bedre borgerskab, så de ikke behøver at lære deres menneske at kende; de opnår magt og gode økonomiske vilkår, ganske ligesom Henning Dyremose sørme er en dygtig mand i sin udnyttelse af gammel tillid hos befolkningen, der jo bestod i, at VI havde bedre mulighed for at kommunikere om det livsnødvendige og livsbefordrende. Var det brugen I talte om i forbindelse med teknologi! - Det er et sandt narkotika-helvede, stofmisbrug, øregas og endnu mere læsestof tilsvarende, som staten skaber derved, ja har gående og fortsætter med at bekræfte. Narkomaner, det er noget medicinforskningen formidler og kultiverer som løsning på problemer. – I tror måske stadigvæk, at I kan styre det via staten? Ja, skal der være forstandigt personligt ansvar i vor kultur, jamen så må vi hæfte navne på de medicinere, der er og bede dem om at helbrede, istedet for at udbrede dårligdom via deres livsførelse. Ja på elskelig vis altså. Der skal holdes øje med om de har forstand på livets helbredelse af mennesket. Eller skal det dokumenteres som f.eks. med en tv-udsendelse af ældre dato i forhold til dets strøm, hvor vi ser: Den gode hjerneforsker, Peter Lund Madsen rynke på næsen af hjerte, fordi han sidder som dommerpanel sammen med en ældgammel juridisk satan af en funktionær-kvinde, samt en tredje, hvis erhverv, jeg så ikke erindrer – men overfor et menneske, der påstår at have åndsevne – ja og hvor de således tre fra det etablerede gamle borgerskab sidder og hårdnakket banker det mennesk på plads med fornuftsmæssig, altså løgn og latinsk argumentation med baggrund i juridisk--videnskabelige beviser. Hjertet glemmer ikke, venner. Skal vi have ansigter og navne på den rette overtro, før I kan se Jeres universitære livsførelse? Tag ikke fejl af forstanden.

Ligeledes gælder det jura, økonomi og statskundskab, den universitært lovgivende administrationsverden. – Behøver jeg sige andet end: mennesket er ikke et individ, der er underlagt administration. Og praktiserer I det sådan, ja så kommer livsånden som en svinehund hos Jer, der ikke ser anden udvej end at referer til loven og selvretfærdiggøre Jeres magtmisbrug over andre mennesker, der ikke har læst loven. Og det rammer Jeres menneskehjerte, der rammer Jeres børn. Det samme gælder jo fagforeningens organisationer, der er vokset af medlemmernes kapital – det er blevet en slem idealistisk forstillelse. Fornuftsmagteri og kampe kan ikke skabe eller forløse nogetsomhelst. Men opretholder det derimod? Skal det dokumenteres med f.eks. drengerøven, der skrev om Brixtofte – men netop var menneske, hvis hjerte sagde frem, ikke mindst i forhold til det miljø han var præget af: En kultur, der råder, skalter og valter uden at forstand på nogetsomhelst egentlig livsudviklende.

Ligeledes gælder det gymnasie-fagene, der nok har noget dannelsesmæssigt godt, men dog stadigvæk forskudt, da kunst og kundskaber ikke kan løsrives livets træ, den organiske arbejdsomme realitet, der giver ånden sandseligt kropsligt bevendt, istedet for at skriftliggøre den, fagliggøre den. Man opdanner gymnasiasten til et liv oppe i den universitære verdenshistorie, ovenpå statens loft, altså på overførselsindkomst, ligesom resten af slænget, der vil sige, at de er kommet til sig selv og har fundet sig selv. Ja netop i det selvbestaltede, den selvretfærdiggørende fornuft, der altid er i forsvar, fordi den ikke kan åbne hjertet i forstandig vækstgivende ånd dermed. – Det har længe været et problem, da man jo ikke bare kan omskole gamle mennesker, der refererer til verdenshistoriens gang med deres yderst vigtige faglige kunnen. Der er meget viden, der ryger ud, men indsigten, livserfaringen ryger ingen steder. Jeg vil blot bekræfte Jeres potentiale i det rette sigte. Skoler kan kun være livets skoler. De kan kun handle om at bekræfte den menneskelige sandselighed, så personligheden kommer til syne og finder sin kulturlige identitet dermed – og det kan kun blive stærkt på baggrund af livsåndens organiske realitet. Man bliver ikke personlig stærk som menneske af at blive psykologiseret i kapital-logistikkens magtånd. Uanset, hvad I kalder det I Jeres akademiske forkvakling med reference til stjernerne.

Ligeledes gælder det altsammen om ikke blot at få en ny, organisk, kropslig, vækstbetonet som livsmæssig indforstået dannelseshorisont ind i uddannelses-miljøerne men tilsvarende af afvikle gammel lovgivning og den administrative praksis dermed, i henhold til en ny og holdbar livsførelse i forlængelse af det indskolede, dvs. bekræftelsen af den indforståede ganske trofaste ånd hos mennesket. Sandt og godt menneske er meget stærkt, meget levedygtig – og kan derfor også tyre de slemme drenge befordrende med kraftig livsånd, der kan sandse deres stærke sider og således bekræfte dem på menneskeligt udviklende vis: Forløse dem af deres sorg, lære dem at sørge for den.

Produktionens drenge, ja vi er alle sammen ifølge den universitære voldsprægning af os til et liv i overnaturlig overtro fornuft: brændte børn. Så ganske og aldeles som vi brænder menneskebarnet af derigennem. Produktionens drenge, de kender væksten. Men ikke i sin menneskeånd. Der er ganske vist kke nogen erhvervsleder, der ikke også fungerer som menneskelig vejleder. Men det foregår gennem virksomheden og er således betinget af virksomhedens grundlæggende idé. Og der kan man så tage fat. Otecon-direktørens succes er ikke uafhængig af høreapparatet. – Produktudvikling og fremstilling skal stå i organisk eller kropsligt vækst-sigte, for I kan stole på, at der sker noget, når vi bekræfter livsenergien og sandser almindeligt igen. Det betyder nemlig også at en virksomheds medarbejdere arbejder i en sådan ånd. Des mere håndværk, der er på arbejdspladsen, jo bedre trivsel vil der være. Det er den vej man skal se. Samlebåndet er gymnastik, stafet og negersang i bomuldsplantagerne. Idé skal tænkes forstandigt, organisk, for det er deri vækstpotentialet ligger. En virksomhedsejers idé håndteret med magt, hvad han jo i høj grad er nødt til på grund af lovgivningen, den akademiske industri – ja den bliver som magtsystematiseret produktion og så kører møllen med sygdom, dårligt arbejdsmiljø, etc. Et arbejdsliv i dårligt miljø er et familieliv i dårligt miljø. – Produktionen er måske ikke organisk bevendt, men man kan altid etablere en køkkenhave, have medarbejdere til at sørge for mad, strækøvelser og sang. Man kan forøge den livsmæssige selvforsyning, det selvhelbredende på arbejdspladsen ved at sænke skatten og stoppe administrations-papirgangen som kun er der, for at akademikerne kan få noget på brødet i den anden ende, thi der er intet udviklingsbevendt som livsbekræfteden forbundet med det længere. – Det tidskrævende bliver dermed tidsbesparende - men kun i takt med menneskeligt indforstået og indskolet ledelse. Hvis virksomhedsejeren ikke sørger for gymnastik på gulvet, deltager som almindeligt menneske, ikke i produktionen, nej i løft af mennesket, bekræftelse af det, ja så er det ud, for så får du med livsånden at bestille. Ånden skal fastholdes og medarbejderne kan hjælpe dermed i kraft af det fælles jordiske vilkår, køkkenhaven man har etableret, daglig gymnastik alle kan være med til. Vi skal have noget at spise, selvom vi er sure på hinanden og ligeledes skal vi kunne røre hjertet selvom om vi måtte være blevet sure på hinanden. - Iøvrigt giver væksten sandselig kreativ idé med tingene, når vi mærker os det – og deri består det egentlig arbejde faktisk idag, da vort sind er helt ud i stjernernes resultatorienterethed. Man hørte jo ikke efter, ja der har nærmest ingen voksne mennesker været i kulturen de sidste halvtreds år. Fornuften kan slet ikke overskue det. Det, der løber med produktionens drenge, det er statens krav - og kapitalens krav, at mere skal blive til mere, hvorved den kreative kontakt, der jo er det forhold, der hedder: at mindre bliver til mere, går i glemmebogen. Det er ikke afgørende for enhver pris at bevare en produktion. Hvis ånden er til det, ja så bevarer den sig selv og nye tager over, fordi de har været glade for arbejdspladsen i den lærerig ånd, den har foregået i. Virksomhedens idé. Idé bærer altid virksomhed i vor fornuftskultur, derfor går de tilgrunde, havner i dødsspiraler som Lars Kolind kalder det i sin bog: Fra bureakrati til vækst. – Men organismen, livets organiske forhold er ikke en idé, der løber tør. Ikke uden at vi dermed dør.

Kapitalens drenge, børsdrengene. De sidder som modpol til matematikerne, altså det akademisk universitære og tilsvarende jo altså oppe over loven. De har råd til at omgåes loven. Men de er selvfølgelig ikke kriminelle, for de er jo i den samme selvretfærdiggørende fornuftsånd som resten af staten. Bankfolk hører også med som man kunne læse i en artikel omkring nytår, der atter beskrev bankverdens gyldne håndtryk og lønninger. De har råd til den dygtigste advokat. De har reddet deres egen røv og kan følgeligt være ligegyldige overfor dette her i overenstemmelse med, at alle jo er lige for loven. Magt og forbindelser bliver deres måde at reagere på. De er helt og aldeles afhængige af systemet, computeren. – Ja computeren har gjort os opmærksom på, hvor elendigt vi har levet som kultur, hvor lidt vi egentlig har udrettet i den ånd, der har skabt computeren. Computeren giver adgang til alt, men som umiddelbart uforbundet med livets vækst og trivsel. – I et liv, hvor vi symboliseres ind i staten via skolen og dens mange idealer, der symboliseres, dannes vi også ind i kapitalen. Kapital-staten. Det er forbudt at overtræde loven, lovene skal overholdes. Men at overholde loven, ja det betyder ligeledes at overholde kapitalens handel med livet. Traditionelt politisk hedder det f.eks. at give folk penge mellem hænderne, så de får fred, dvs. bliver mere uafhængige af, hvad kapitalens drenge gør med andres krop, liv og helbred. Det er imidlertid altid kortvarigt, da livet ikke kan bruge pengene til noget i egentlig forstand – det kan kun bruge dem i kapital-statens forbrugsmaskine. Det kræver og foranlediger et flow og dermed vokser livet fortsat ind i hænderne på kapitalens matematisk handlende. Det værste er at vi ikke udvikler os derved og at en sådan ikke-udvikling altså også går i arv. – De kan imidlertid som det gælder over hele linien orienterer sig organisk bevendt og begynde at sætte penge i at afvikle systemet, gøre det til et spil, der går i sig selv – såvidt i takt med, ja det vil ske helt naturligt, at det øvrige samfund har andet at holde sig til. Livsånden kan sagtens puf sådan noget ud, når mennesket har forstået, hvad klokken har slået i forhold til deres børn, autisme, spisevægring, mv. Den amerikanske fedme er som sagt indirekte børsnoteret. Globalisering er kapital-statslige drenges reaktionsmønster under et, som reaktionen på menneskehedens organismes budskab til os om for menneskets egen skyld at stoppe, omvende den måde at kanalisere sorg på. De afslører med andre ord deres fader-kompleks, som betyder at de ikke har ført livet tro som menneske, har haft det svært, har skullet finde vej, osv. Det er jo godt nok, men det udvikler ikke omgivelsens ånd i voksende samhørighed. Fornuft og fornuftssystemer er sorg, der ikke omvendes. Og derved kender vi jo så stadigvæk børsdrengene som tøsedrenge. – Livsånden er ligeglad med mennesker, der ikke hører efter, fordi de er en trussel mod dens beståen, endsige andre mennesker. Vi er som mennesker forbudne: Vi er altid i samme båd, hvorfor de gode måder at kanalisere sorg, tage trykket er retningsgivende for os, selvsagt ikke mig alene, men os.

Pengenes værdi kan kun falde, forsåvidt de ikke indgår som styringsredskab over det mellemmenneskeliges udvikling. – I dag tror vi, at vi dør uden penge. Det, der imidlertid dør, når man ikke har penge, ja det er statsborgeren og hans fornuftsnormaliserede adfærd, den statsborgerlige identitet, der i forvejen jo gør os syge. - Og derfor er det kun den menneskelige, organiske livshorisont, der kan udrede os i det lange løb: At insistere på menneskeværdighed som livsudvikling i kontakt med såvel kropslige forløsende traditioner, som næringsgivende forløsende traditioner. Tager vi ikke fat i det, så er de der ikke, så kan vi ikke knytte dem til det gode i vor forstand – så bliver det istedet idræts-universitet, så alle render rundt og kan en hel masse med alle, fordi de vil arbejde med mennesker. Den nedarvede forstand kan ikke omgåes gennem fikse fornufts-idéer, der spejler det rette at gøre udover alt og alle – men jo altså ikke kender den organiske realitet og derfor heller ikke får sexlivet til at køre, ægteskabet, børneopdragelse, den personlige udvikling i tråd dermed: den egentlig livsbårne kultur. Sorgen kan ikke omgåes, den skal forløses og bruges som vækstpotentiale, såfremt de gode gerninger skal bekræfte vort kendskab til os selv, hvis I vil have det sådan, jeg siger dog: til livsånden og mennesket deri. Fornuften, verdensånden tonser afsted uden indforstået livsindhold, menneskevarm ånd. Og det dør vi af.

Menneskeånden er en ånd, der ikke kan administreres, men fastholdes og bekræftes gennem gode traditioner, som jeg nok skal koncentrere lidt bedre, da der også er mange nye, der bekræfter livets gode sandselighed. - Vi går jo ikke ind og stjæler naboens gulerødder. Så den egentlig vækst har også sin forstandige symbolisering i kødet – og den går såmænd tilbage til Edens havebrug, en måde at se på, et udtryk for organisk sandselighed. Livets samfundssystem.

Læg nu mærke til:

De sidste afsnit om, hvordan det praktisk kan foregå, for de er henvendt til den administrative fornuft
. Og det betyder således ikke, at der skal laves en ny regionsplanlægning over livets motorveje og syge huse. Jeg er jo ikke fornuftskonge. Til Jer, der er det, fordi Jeres liv er formet sådan gennem det danske system: Jeres udviklingspotentiale ligger ikke i, at I bare er Jer selv, men består først og fremmest i, at I forsager den universitære djævel, tiden og alle hans alle-befordrende gerninger og referencer.

Orienter Jer i livet, fremfor verden eller systemet og gør så deraf: vis Jeres sande ansigt, Jeres afmagt – men brug Jeres kendskab til magtens symbolik, brug det udelukkende til livets formål som de mennesker, den kategori i nu er stillet i og med, er underlagt. Derved kommer fornuften ned i forstanden igen og sorgen bliver da noget vi sammen omvender.

– Såfremt I er endnu værre stillet end det, ja så skal I altså gå. Gå ud og gøre det I egentlig altid har haft lyst til på baggrund af Jeres indsigt i samfundshelvedet. Thi gør I så, ja så går I livets vej med Jeres erfaringspotentiale og da opstår magt, agt og kraft som sagt i sit egentlige livsudviklende, kulturbefordrende sigte – sit sande som sandselige lys. Da afvikler i sådan set den usandsynlig fordummende dannelse gennem systemet som I jo allerede så som barn eller som ung, ved den umiddelbare sandselighed af hjerte for mennesket i form af nødlidende i samfundet: så afvikler i det system, der var årsag til disse nødlidende, altimens i personligt tager ansvar for sorgen til fordel for kommende generationer. Gør så, istedet for at blive til, ja fortsætte med at bekræfte nøjagtig de samme mekanismer, der netop skabte de nødlidende i så.

Jeg kender mennesker eller ser mennesker, der trække sig fra samfundssystemet af indsigt i livets videre færd, dvs. de gør det ud fra indsigt i, at mennesket ikke vil kunne bestå i sand og god udviklingsmæssig forstand, såfremt de undlod at trække sig og give deres børn oplevelse af et godt liv på jord, der tilmed kan udvikle sig, altså vokse i sands for livet. Det gør ondt, fordi vi da er helt derhenne, hvor valget nærmest står imellem at hjælpe andre, deltage i samfundet, mens man også sørger for sit afkom og så at sørge for sit afkom ved at sørg for, at det ikke kommer i kontakt med den degenererende fornuftsmasse. - De har indsigt i, hvordan arv-og-miljø foregår kan man sige. Råt og uforsødet: De trækker sig fra statsindustriernes svineri med mennesket, så mennesket kan bestå fremover. Vi er helt nede i arven, det er overhovedet ikke politik. - Og det kan svinehunden da sagtens slå ned og mig med, men det går altså også i arv som sorg, den næste generation må døjes med. - Jeg er inde i blodet på Jer som kærlighedsbevendt menneske af nøjagtig samme livsånd som den, der har indfødt Jer. Jeg bruger mine livskræfter til på indforstået vis at bekræfte Jeres – og samfundets videre udviklingssigte deraf.

Hvis det synes selvretfærdigt, jamen jamen - amen, så har I ikke fattet, hvordan det foregår, når mennesker med en pind i en lort ødelægger begge dele. Og dermed heller ikke, hvordan det undlades.


HELLIGÅNDEN

Vi kan ikke leve i ånd, vi kan ikke bare være lykkelige, glade og skabe resultater, der redder hele verden fra at føle sig såret over livets behandling af den. Sådan siger fornuften det.

Jeg har aldrig nogensinde søgt at redde verden, selvom det hedder sådan hos det fornuftsgjorte folk. Nej, jeg har søgt at udrede livet af verdensåndens forplumrende og falske livsvilkår. Min personligheds menneskenaturlige impuls har læst, set som mærket livet ganske godt, ganske klart, ganske sandt. Det er anstrengende at se, når man véd at den egentlige impuls handler om blot at være som vandgoblen ligger i sit flydende element og derved kender lighedspunktet som en midte i sin fylde. Er indforstået med sit lod: at være prisgivet havets strømme.

Jeg er vandmand – og garanterer Jer iøvrigt for, at den Martin i København, der var forfatter til en bog kaldet: Den Sidste Romantiker, ja han er også vandmand. Der ser I iøvrigt, hvordan sandheden kommer frem i kødet i fornuftens omgivelse – han er nemlig ikke den sidste romantiker, men sandhedsdueligt menneske, han er nødt til at være ærlig som menneske og beskrive vanviddet. Det er tystys og skal nedtones, fordi vi véd, at vi vil blive misforstået – eller rettere sagt, at det er farligt, at sige sådan noget, i forhold til den moderne statsborgerlige fornuft, der ikke kender den gamle fornuft forstandigt båret, af kød og blod. Den moderne fornuft, folkeligt set, vil dermed nemlig være tilbøjelig til at køre det ind i tænkning alá statsfunktionalismen og dermed indrette samfundet efter myretue-princippet – men med astrologien i hænderne på forstilt magt.

Astrologien er udtryk for den gamle fornuft. Det er indforstået at ethvert menneske er unikt. Kendskabet til den unikke karaktér som menneskenatur i livets organisme, ja det er, hvad astrologien blotlægger, teknisk ved sin kunnen. Den bruger også fiksstjerner, fødested på jord og tid - men derved kommer den også til kort i forhold til sigtet med livet på jord.

Men se, det kan kun en vandmand fortælle dem ligesåvel som de har svært ved at forstå vandmanden, beskrive ham i kulturens fattige sprog. Og derved har I også mulighed for at forstå min vanskelighed, så triviel i sandhed normal-menneskelig den egentlig er. Vandmænd véd det per menneskenatur, at der skal tages højde for vor særegenhed, hvis livet skal udfolde sig og kulturen dermed. Man kan sige: at vandmænd er forkyndere af den natur, der er menneskelig bevendt at forholde sig til. Eller med andre ord: Den anden side, den rå organiske naturs livsånd i sine kampe med verdensånd, den kender vandmanden instinktivt, hvorfor han ikke søger at bekræfte de kampe, ejheller i forhold til andre mennesker. Det skal de så at sige ikke beskæftige sig med, fordi det ikke er godt til os i den overfladiske kultur, der så end er. Det er vandmandens lod i den flydende midtes fylde. Han er et lufttegn og hans redskab, hans naturlige våben, ja det er ikke andet en lyset. Ånd. Bliver han presset, ja så kaster han lys over årsagen til det pres han er under. Det er dog aldrig modangreb, nej, han finder bare den dybereliggende menneskelige midte og så må dem eller de kulturer, der truer hans eksistens se om de på fredelig vis kan klare det lys. Og kan de ikke, tja, lyset er menneskesandt hos vandmanden og det bryder ingen love.

– Det farlige er jo i den moderne fornuftsånds tag i os: At den ligesåvel som den kan finde på at sige: alle børn på 1-2 år skal slagtes, fordi det forlyder, at der vil komme en konge. Tilsvarende véd vandmanden, at sådan er de sociale normer i romerlovens ånd: Alle trusler mod det bestående skal dukkes, udryddes eller presses, for de kommer med gode idéer, der ikke holder vand i forhold til etablerede illusioner, sorg – livet på overførselsindkomst.
Kom så universitære akademiske statsbøverøve, skal kampen stå i ånden eller skal den stå i fornuftens materialiseringer af kød og blod! – Husk nu, hvad jeg har sagt som sigte: Skal livsånden bekræftes til fordel for mennesket eller, som i godt kan lide det: skal den bekræftes til fordel for verdensåndens teknologiske, romerske storhedsvandvid? Ja hvor er I stillet, hvad bruger I dagligt Jeres livs kræfter på at bekræfte!

En vandmand fonemmer per menneskenatur, hvad der er gående – og han trækker sig aldrig væk eller udover, hvad der er menneskeligt befordrende for kulturen, måske gør han det kun med sit lille liv, men det er nok til at andre i menneskenaturen får ham at mærke. Han kan ikke trække sig, det kan han ikke per livsnatur, nej, det kan han kan aldrig helt og aldeles, uanset, hvor meget han prøver at identificere sig med det kulturlige fornuftslivs normaler, som mange andre falder for, fordi de derved har en anden menneskenaturlig funktion. Åndens potens som menneske, det er hans natur som menneskeliv. – Var det natur I gerne vil tale om fornuftsmennesker? Jamen, så skal I vide som sagt, at vandmandens natur står i den menneskelige udviklings navn og ikke den universitære ligegyldigheds.

Men på tilsvarende vis som jeg har skitseret det med bondedrengens kendskab til organisk vækst. Livsånden, den skal Vi ikke lege og legislere sledsk med. Hverken på arbejdsmarkedet, i staten, på universitetet eller i familiens kød – men det er heller ikke at give slip, nu hvor den i forvejen er undertrykt som sorg i menneskekødet, der er skolet ind i satans fornuftige kapital-stat. Og dermed jo står som hovedansvarlig, folkeviddet har bundet den på sin skyld., men at omvende det..... Jeg gentager: sandheden fra en vandmand kommer af sandselighed for menneskets naturlige midte.

Og gentager videre: Sandheden er ikke noget værd for mennesket af fornuften, såfremt det ikke kender naturen i sin kultur - forstanden. Vandmanden bærer vand, det livgivendes kilde. Det giver ham ingen forrang som menneske i kulturen, i almindelig menneskelig forstand, bortset fra at han kender opladningsmekanismen på alle planer i samfundet – fordi han kender den af sin menneskenatur: forholdet mellem livsånden og menneskeånden. Jeg læser Jeres livsførelse i min nærmeste omgivelse, det giver ikke magt, men tilstrækkelig indsigt i, hvad der ikke agtes rundt omkring i livet. - Ingen forrang, nej, men når kulturen ikke er på vej i menneskelig retning eller nærmer sig det umenneskeliges, svinehundens udviklingsfacon, ja så gløder vandmanden og bliver til en brandmand. Og lige netop det kan man også forstandigt set, på forstandig menneskelig vis. - Man kan ikke oplyse hverken mennesket eller Danmark med astrologi, det er kun et fornuftens sprog, omend ligesom den gamle geometri, tilhørende den gamle fornuft.

Spørg i militæret, ja spørg BS Christiansen, hvordan vandmænd er i forhold til stats-idealismer og funktions-ordre ud fra kødeliggjorte idéer. – Ja, jeg lyder måske som bål og brænd. Men det må man imidlertid finde sig i, for vandmanden véd, hvordan menneskenaturen virker og har sin pris. Jeres fortolkning af mig som bål og brænd, den hindrer ikke menneskenaturen i at høre som den skal til glæde for livet. Der er ingen underbevidsthed, allerhøjest vidnesbyrd af livsåndens under. Og så fremdeles og videre kender vandmanden menneskenaturens pris, hvordan den pris hyldes, ses som udviklingspotentiale for os. Eller militæret.

Vandmanden som også er den lykkelige i livet, kender livslykkens ånd og midte, ja han kender sig også i vor kulturs sprog og ånd ved det i sandhed glædelige. Glædens sande, menneskenaturlige ånd, ja den kender vandmanden – han læser det menneskelige i hvadsomhelst. Han har det svært med at hore, men vil da hjertensgerne elske på alle leder og kanter, da han som vandgoblen jo er vant med det meningsløse i at betragte havet og luften som to sider af samme sag, altså slet ikke elsker på alle leder og kanter, men derimod i væren og ånd. Levende rundt.

Det er latterligt for vandmanden at pine elemter ud på den vis. Derfor vil han også være naturlig underviser, præst, uanset hvad sproget er og uanset om præsteri er blevet til en bemyndigelsessag, der går via uddannelse, da alle jo skal gøre som de har lyst til og derved blive til, hvad de har lyst til, uanset om de evner det eller ej. – Stik vandmanden Karnov-samlingen og han skal ikke blot få det til at lyde som det allermest menneske-naturlige i hele verden, nej, nej, fornuftens love bliver omvendt gennem hans hånd som ånd. Han bruger bare lovens sprog til at tale kirkens sag – eller endnu bedre menneskets. Sådan er hans naturlige væsen, det er han ikke herre over.

Som en prop i vand popper op, ja så skal vandmanden nok finde overfladen igen. For det er jo ikke en flade eller flader er ikke hans væsen; han ligger ikke i vandkanten, han flyder i livets organiske realitet, livets salt. På tilsvarende vis tager han kun vanskeligt imod lærestreger, når han er klar over, hvor midten er i det kultursprog han på menneskenaturligvis er poppet op i, opvokset i og har været trofast med som det naturligste i livet. – Der er ikke noget, der kan forhindrer en prop i, at poppe op, ja det kan da godt være loven straffer og fængsler, men det siger jo mere om den sorg, der er vor retsstatslige opdrag. Det er jo hverken naturligt eller livskulturligt.

Ja undskyld, jeg taler naturligvis at indforstået menneskenaturlig livsånd. Oversat til organisk ånd og videre til fornuftens sparsomme kendskab til livet, så fungere det sådan hr. djævel, den danske fornufts retsstat, at dømmer man forkert – hvad man sådan set altid gør, når man dømmer over andres liv uden at give videre sigte – ja så er ballet ikke slut, uanset om pågældende bøjer sig ærbødigt for dommen eller ej. Det er naturstridigt, hvad angår menneskenaturens opretholdelse af god som levende åndelig vækstorden i samfundet. Farvel fornuftens dommerstand.

Det er sådan i menneskenaturens erfaringskorpus, som vi så gudommeligt er inkarneret af – jeg er indfødt i livet og tilhører menneskeslægten, hvad er du dommerstand? - det er sådan, at mennesket i trofasthed mod Gud, Faderen, ja i kendskabet til livsåndens styrke kan komprimere livsånden i sin organisme, lade sit sind med kræfter. Det betyder egentlig bare, at menneskenaturens kendere kan dykke i kulturens sociale naturs lag og rette dem imod det, der er livsfjendsk, utro livsførelse – ligesåvel som de derved kan helbrede menneskesorgen. Puf siger livsånden dernæst i den retning, såfremt der gives slip

Og derved opstår helligånden som den menneskelig midte i samfundet.

Kom nu hammerhajer, nikkedukker og andre nokkefår, troede I helligånden kom og frelste Jer uden at være forbundet med natur, ja altså organisk menneskeligt – eller endnu værre: at den var ligegyldig som alle X er helt og aldeles ligegyldige for loven.

Komprimeret livsånd som propper popper op i overensstemmelse med livets organiske realitet gennem mennesket til menneskekulturen, så den kan, ja lad os sige det sådan: justere sig ind. – Med andre ord: Når mennesket sandt at sige krænkes, altså ikke bare føler sig forurettet i forhold til et af fornuftens utallige principper som pågældende har ladet sig lede i fristelse af, nej oprigtig krænkes, så vil livsånden søge at helbrede det krænkede forhold med alt, hvad dertil hører. Og det foregår gennem mennesket. – Er europæisk og naturligvis også dansk retsvæsen klar over, hvor meget livsånd, der ligger komprimeret i befolkningen? Hvordan den fortsatte retspraksis så at sige ikke formår at justere sig ind i overensstemmelse med livets realitet, fordi, ja selvfølgeligt for de mange fornuftsfolk, at den er gjort af den universitære verdensånd – livsåndens argeste modstander, som hos menneskene netop kendes som den arveste, arvesynden. Negativ social arv er hermed placeret i sit ansvar.

Skal I have det ligepå: Statsansatte, mennesker rundet af den universitære, akademiske magt-tradition, den livsførelse er hovedårsagen til den negative social arv. Der er ingen forskel på kapital-folkets begærlige magtmisbrug og lovens begærlig magtmisbrug i sine selvretfærdiggørende idealismer – det er samme fornufts skuffe. Og mennesket er taberen.


HELLIGÅNDEN

Fornuften efterligner. Som jeg fik sagt tidligere er græsk-romersk retskultur, retssamfund, ikke mindst i Danmark en efterligning af Faderen, Sønnen og Helligånden – i henholdsvis den Dømmende, Lovgivende og Udøvende magt. Det troede fornuften så at sige lige at den kunne, ja at det jo måtte være i overenstemmelse med Guds forordning. I livets organiske realitet betyder det, at man har institutionaliseret, bemyndiget mennesker som administratorer af Livsånden, Menneskeånden og Helligånden – hver for sig. Men det er jo netop åndssfærer, der alle er EN i organismen: Ethvert åndedrag indeholder livsånden, menneskeånden og helligånden. Livsånden skelner ikke og mennesket gør det kun i sin orientering af helligånden, men ikke som andet en god vejrtrækning, god livsførelse, almindeligt, jævn og muntert, kreativt udviklende. Det jeg var inde på med sorg, der skal vendes, så nyt kan opstå.

Ja altså for standen, der skal opløse sig i oplysning af os, fastholdt i livsførelse gennem gode menneskeligt udviklende traditioner, der gør os i stand til at håndtere os åndeligt, i forøget kropskendskab til salig måde at være menneske på i alt, hvad vi foretager os.

For det første er systemet altså helt forkert i forvejen. Det er forstilt at adskille, hvad ikke adskilles kan uden tilsvarende at adskille det i ethvert åndedrag rundt omkring, så mennesket straks begynder at diskuterer, hvad der var livet i det sagte, hvad der var menneskeligt og hvad der var helligåndsgivende. – Værsgo læger, kom så i gang med at forstå, hermed er nemlig også svaret på, hvordan sygdom opstår, når mennesker opvokser i en adskillende åndelig omgivelse. Ja, det er det institutionsverden har gjort ved os, det er sådan den kultivere os, præger kødet, sindet, mv. Derfor skal det naturligvis afvikles gennem omvendelse. Opløses, så vi kan se det menneskelige vækstpotentiale i sin uløselige, men oplysende og levende enhed, i sin sands for samlingen af unikke menneskerpersoner, der på mangfoldig vis stråler af den samme gode livsenergi.

Det forklarer ligeledes, hvad jeg har sagt med hensyn til, hvordan ydelsen en politiker giver som menneske, fordi han/hun føler, at der skal et menneskeligt ord ind i vor systematiske måder – ja det forklarer hvordan det ord, den gode intention, oprigtig gode menneskebegrebslige ånd hos politikeren - aflades af fornuften i og med, at det adskilles ud i de tre magtben. Det kan jo nemlig aldrig koordineres, det er liv på overarbejde at gøre det. Og så finder vi pludselig udtryk i folkeviddet såsom: systemet, at være fanget af systemet, i klemme i systemet. – Hvad bruger I Jeres livs kræfter på at bekræfte? Hvad er forbilledet i Jeres livsførelse? Skal vi allesammen gå ind i politik, nu hvor vi er politiseret, dannet i tre polare iskolde sind, det jo sådan set kun er mennesker som jeg, der kan tø op igen. Ja jeg er ikke ked af det: Menneskevarmen er mig givet som urokkelig hjertelig midte og deraf dømmekraften.

– Enhver ingeniør eller varmemester véd at varmen vandrer og tilsvarende skaber tryk afhængigt af materialernes isoleringsevne. Bliv ikke irriteret, hør efter. - Livsånden, livets organiske realitet på jord er vor livsbetingelse. Deri indgår vi som mennesker, et dyr, der har sin egen sfære i kraft af sin erfaringsevne, sit erfaringskorpus, sin forstand, sin krop – i sin umiddelbare orientering af det næringsgivende, varmegivende. Den sfære hedder kultur og kendetegnes ved sine dyrkelser, der således altid har anker i det næringsgivende, livsåndskomprimerende til helbredelse af kroppen, saliggørende derved. - Kulturer opstår og forgår i henhold til deres evne med at bekræfte livsåndens helbredende som næringsgivende vækst i mennesket – vi bliver trætte af trends eller projekter, når de ikke giver mere næring til os, ikke bekræfter os i kundskab med livet selv, livets træ, livsenergien. Og derved altså ikke længere forøger vor evne med den menneskelige varme, den, der giver os sandseligheden, ånden, kendskabet til vor egen sfære her på jord. Det menneskeligt varmesøgende er kulturudviklingen som den menneskelige organisme afstedkommer i sin håndtering af livsåndens kræfter: Du skal leve, vær til og gør godt!

Det har foregået længe og foregår fortsat. Mennesket er ikke adskilleligt fra livsånden, derfor heller ikke adskilleligt fra dyreånden. Det finkultiverende menneskelige - der ikke skal misforståes som kunstarter, krukkeri eller lignende - det finkultiverende menneskelige er som kornmarken i min studiekammerats taknemmelighed over det jordiske vilkår: Er det ikke utroligt at mindre bliver til mere. Vi skal ganske vist arbejde, så kornet, men se, derefter gør naturen det for os, den giver os levebrød, den giver os ånd, viser os hvordan vi lever og ånder for livet og vokser deraf.

Det finkultiverende er taknemmelig indsigt i vor indfødte plads i livets organiske realitet, herunder slægten i sin menneskevarme erfarings-udvikling. Man kan ikke klippe blodets bånd over og en ånd, der ikke kender sit blod er forskudt fra sig selv som isoleret i sig selv. – Det finkultiverende helbreder imidlertid også det, sådan at mennesket ikke dømmes på sin fortid, men gives at leve i indsats tilsvarende sin sorg, fordi den ikke er personlig, men personende som menneske i livets organiske realitet. Det er altid samfundskulturens skyld, at der er sorg. En fattig koreaner giver ikke sit barn væk til adoptive myndigheder uden menneskelivserfaringens finkultiverende indsats. Arvesynden er ikke din, men livåndens stød til os, bud til os om at udrede livet af sin fattigdom i omvendelse af den til hjertelig rigdom, det næringsbefordrende, barnets bedste opvækst.

Gud smed os ud af Edens have, fordi vi ikke hørte efter – og fortrød, forbarmede sig kun over Noah. Det er udtryk for menneskets erfaring af i hvilken sfære det hører til og dermed, hvad der skal til for at det kan overleve som levende, menneskevarme-søgende og menneskevarme-udviklende. Opfører det sig som et dyr, ja så bliver det et dyr og dyr er pinedød prisgivet deres selvdestruktive adfærd. De har ikke sind som uskyld til at holde igen, til at undlade, til at afmagte sig på udviklingsmæssig vis – den lille hund lægger sig bare ned, når den store hund er for stor, men den gør igen ligeså snart den er på afstand. Dyret søger ikke varme i udviklingsmæssig forstand, det kultiverer sig ikke. Vi er som mennesker derimod ikke prisgivet vor skyld i negativ forstand, vi har vej at gå med den: der som menneskevarm bekræftelse ikke blot bevarer vor oprindelige uskyld, men udvikler den, lader den helbrede sig, os.

Plantevækst er ikke menneskelivets vækst, da menneskelivet har sin helt egen sfære. Det finkultiverende er derfor ikke bondsk, omend det menneskelige aldrig kan slippe jorden, livets sfære med planter og altså også dyr – stadigvæk vil være bondet dertil. Forstanden er bondsk i europæisk kultur. Den kigger ned mod jorden, håndterer sig foroverbøjet og glemmer at rette sig op, så livsenergien kan strømme op til sindet. - Punktet under navlen, inde i kroppens midte, ja vort almindelige tyngdepunkt i stilstand, det er kroppens livsenergimæssige punkt, det er heromkring forplantningspotentialet sidder, fordøjelsen, maven (troen) og såmænd også der vi gennem navlestrengen blev indfødte af ernæringens sæd. (Når jeg skriver tro ved maven, ja så forklarer det fastens formål i troskulturer: Der er tale om kropslig menneskeforstand, afladning af sindet).

Det finkultiverende er sandseligheden på baggrund af livsåndens: du skal gøre noget, lev. Og da vi indfødes i kultur, søger menneskedyret at gøre noget, der lader sig gøre i den sandselighed, der er givet og har sit sprog, sine lyde. – Faren taler med barnet i maven og barnet kender derved stemmen, det som sind vil holde sig til hele livet. Læring kan man kalde det. – Men essensen er nu det nedarvede menneskelige vækstpotentiale, forstanden, kroppen. Det er ikke moren og faren, der får kroppen til at vokse. De bestemmer ikke over vækstens vej og derfor er der jo diskussioner om opdragelse, dvs. sandsen for, hvad der er vedkommende for barnet, hvem er det, hvad skal vi bekræfte af det nedarvede kulturelle potentiale – altimens vi som forældre jo altså har fundet retning med hvert vort liv, som også sammen og således er ladet med et nutidigt kulturelt potentiale, vi ikke ret kender. Det ryger også med. Og så diskuteres der igen, for det er jo ikke til at administrere, vel.

Menneskets vækstpotentiale, det betyder kimen til personligheden, den unikke karaktér ethvert menneske er forundt – fordi det er menneskets overlevelsesvilkår i forhold til livsånden: Evnen til selvstændigt at kunne omvende negativ ladet ånd til positiv livsbekræftende energier og gøremål. Når det enkelte menneske ikke udvikles i kendskab til sin sandselighed i livet, så går hele kulturen til grunde. – Hvad laver I oppe på universitetet og i kapital-retsstaten, pølser?

Vækstpotentialet i menneskelivet kaldes også et frø. Sædemandens lignelse i biblen illustrerer det tilsvarende. Selvrealiseringens bevægelser i vor kultur kommer af det frøs livgivende impuls. Det er aldrig spildt at lære sig selv at kende i vor kultur, det er bare en dum måde, det foregår på – fordi selv, selv, selv, selvet ikke er det eksisterende menneske. Ja, det foregår med andre ord i fornuftens individualiserende voldsånd og bekræfter derved ikke det fællesmenneskelige eksistensgrundlags udvikling i livsåndens organiske realitet. – Men det hjælper jo altså ikke at deltage i arbejdsmarkedets, kapital-statens teknologiske selvdestruktion!!!! - Selverkendelse forøger ikke sandsen for det menneskelige i livet, fordi den ikke i nævneværdig grad bekræfter det kropsligt, arbejdsomt og organisk bevendt. – Der er jo ikke noget, der hedder selvlivsførelse, udover hvad der ender i selvmord. Kun dyret er overladt til sig selv, det er vi ikke. At være sig selv skaber ulykke på lige linie med alle som selv er lige overfor loven.

Gud blæste livsånden i os – blææs lyder det hææst i tag-etagens swingjazz-klub i Aristocats – men bortset fra det, så er det, det samme som, at livsånden er vor livsbetingelse. (Vi må udtrykke den for at bevare os menneskeligt medgørlige). Og det er det samme som: At mennesket er givet af livsånden, i energi af den som indfødt af den. Og det er det samme som: At mennesket har en plads, en sfære i livsåndens organiske realitet på indforstået vis. Lader vi os lære og vokse med det vi rent faktisk vokser af som mennesker, nemlig livsenergi, så finkultiveres vi: mindre, altså fint, det bliver til mere. – Og det kræver naturligvis koncentration af de gode traditioner for livsførelse, der er givet i forvejen, blot skal løftes op. Men finkultivering betyder altså, at livsåndens vækstsfære til os renser os, gør os klare som mennesker. Paradis-kultivering kan man kalde det. Men det er altså organisk, det foregår ikke i den universitære stat, verdensfornuftens foragt for livet. Det foregår ikke på Mars eller EU-regi, hvor man så at sige bekræfter sorgen: Ja det er åndssvage måder at kanalisere sorg på, fordi det skaber vrangforestillinger om menneskeligheden.

Mennskeånden indtræder i det øjeblik livsånden har anvist os vor plads og livsmåde. – Aha-oplevelser, som kendes fra alle læreprocesser, hvor noget går op for én. Tilsvarende er det med åbenbaringen. Det forplumrer fornuften selvfølgelig, fordi den straks tænker, at det skal administreres. – Det skal det vel også, men som udviklingsretning og ikke som låg på eller nedslagtning af alle børn fra 1-2 år. Romerlovens, fornuftens samfundssystem gentager hele historien og det betyder, at børn fra 1-2 bliver slagtet i det øjeblik de får en aha-oplevelse. For den giver jo ikke det rette facit, ja så kan de jo ikke styres senerehen og det er jo ikke så godt, vel?

Åbenbaringen er en omvendelse af det vi forstår, vor forstand. Derefter er det hjertet der bestemmer over fornuften. Og forstanden retter sig derefter i personende indforståethed med sin menneskesorg, sigtet med livet fortsætter, men vejen er faldet på plads i livets afmægtige måde at henvise os til det forløsende livs mange måder at bekræfte mennesket på og leve. - Åbenbaringen er således den fulde erkendelse af menneskelivets væren, livsmåde som udviklende, dens sfære i livets organiske realitet. Og det er 2007 år siden det blev erkendt, snotdumme i sandhed fattige videnskabsfolk: Hvad har I bedrevet i mellemtiden, satans lediggængere i rumdragter, der tager tid på, hvor lang tid I kan holde Jeg selv fra livet – og dermed vor kæreste samhørighed.

Så det er ikke passivt. Midlet er bare ikke at søge magt, men at undlade magt. Det bliver så vattet i fornuftskulturens målestokke, fordi dens universitære retning er selvdestruktiv, forsøger at efterligne åbenbaringen, ligesom forsynet omgøres til forudsigelseskunnen, forskning, der koster det hvide ud af øjnene. Selvdestruktiv bliver samfundet derfor: Vi skal slå hinanden ihjel, ja det er dét vi gør på arbjedsmarkedet, med systemerne og teknologien. Og det er naturligvis også derfor, jeg søger at gøre noget ved det. Fordi åbenbaringen er livsåndens helt klare besked til os om, hvor vi hører til i dens levende organiske realitet.

Hvor fornuften efterligner naturen, uden kendskab til den som livsbetingelse, som krop, som åndende vækstpotentiale – og derved fører verdensånden ind i samfundet, i form af den fattige tyngdekrafts mange teknologier: fascinationen af damplokomotivet f.eks., jamen det er da noget af et skrummel, sikke meget tung jern, sikke et knokleri med ressourcer for at H.C Andersen kan sidde i en vogn og romantisere over at rejse og leve. Når fornuften efterligner verden sådan og bekræfter verdensånden derved - ja så efterligner den åbenbarede forstand livet og bekræfter derigennem livsånden i sin menneskeskikkelse. Og derved begynder hjertet igen at kunne se og mærke sin egentlige næringshorisont, udviklingshoristont, mv. Det familiære, jordnære, kropslige, menneskebarnligt befordrende i det mellemmenneskelige. Menneskevarmens sandselighed.

Menneskelivsånden er erfaret og løber derfor i vort blod som al erfaring er arv-og-miljømæssigt nedarvet i kødet. – Dens baggrund er imidlertid undfangelsen af helligånden.

Vor Herre, Jesus Kristus, altså et menneske, der erfarede livet i sin organiske realitet og forløste mange derved. Han blev som bekendt undfanget af helligånden, født af uskylden selv og pint af fornuftens herskere, deres voldsherredømme over livet. Jomfru Maria var ikke besat af ønsket om at blive kneppet, deraf hendes navn. Hun havde ikke levet i modstrid med livsånden, hun havde derimod ladet livsånden bestemme, ja befrugte hendes liv. – Og sådan er det med søde piger, indtil troløse fornuftsgjorte mænd uden agtelse for den helligsåndgivende, forplantende som forpligtende måde at håndtere det på, kommer og ødelægger det. Tømrerne, der vil bygge land med fornuftsretfærdighedens love som Jonas i hvalen under palmen. - Dyden skal bevares, fordi den er livets uskyldige vækstpotentiale, dét, der egentlig skal vokse videre til børnene gennem ægteskabets voksende forstand dermed.

Man kan også sige det sådan: Dyden er menneskenaturens koncentration af kulturens gode erfaringer og sandseligheder, forstanden. Dyden føder dygtigheden med livet. - Når dyden tages, så tages den ikke, så overgår den til familie-kærligheden, troskabens vækst, der helt og holdent ikke er kiv-givende, men livgivende resten af livet for pågældende. Forelskelsen bliver til elskelsen, det elskværdige.

Det er derfor utroskab er at svigte livets gang med mennesket. - Det handler ikke om den utro eller den svigtede, men om at livsånden indtræder i livet igen som formanende mennesket på plads. Bevæger man sig ud over menneskelivets sfærer, glemmer man det indforståede, ja så står livsåndens kamp med verdensånden i kødet – så bliver tilværelsen en kamp og sorg nedarves; ja så det er bare en pandang til fornuftens virksomheder, det er dét, de gør. Derfor livsåndens formaning: Det er jo som bekendt altid børnene, ja, altså menneskebarnet, der betaler prisen og dermed menneskekulturens samfund.

Det er videre tegnet på, at livsånden i egentlig forstand er god til mennesket. Gud er ikke ond. Livets organiske realitet er ikke ond. Den er barsk, når der ikke høres efter, når vi ikke indordner os den sandt som i sandselighed af den og vokser på indforstået vis med den. Der er kun én vej og det er ikke frem, men ind, ned, rundt og ud med livserfaringens glæde. - Livsåndens formanende mennesket-på-plads fører ofte til det vi kender som f.eks.: jalousidrab, blodskam og lign. Manden/kvinden har overtrådt og åbnet for pandoras æske og pan i vildmarken – mennesket er da i livsåndens voldsomme kamp med alverdens fornufts-magter og livsånden bruger da mennesket til at genoprette balancen, så der ikke går normalitet i at svigte, være utro, kneppe. Det samme gælder Twin Towers, der blot er et eksempel derpå.

Lige nøjagtig derved afslører kulturen sig også i forhold til sit kendskab til livets organiske realitet, i forhold til den milde måde at genoprette balancen, kendskabet til menneskeåndens sfære i livsånden og de kreative måder, der kan kanaliserer utroskabens, fornuftens, verdensåndens sorg. Altså omvende den gennem udviklende livsførelse omkring det, vi kalder det basale – og bruge sin ytringsfrihed, give lyd fra sig i forhold dertil. Den der begår jalousi-drab er i det gamle-testamentes vold, der i dag hedder fornuften og som kultiveres ind med kapital-statens teknologier. Så det er altså derfor, fornuftsdommere, at der er noget, der hedder Jesus, Menneskekærligheden, Menneskeånden, Livsoplysning og dannelse. – Og jeg tror såmænd ikke, at det er i modstrid med muslimsk kultur opfattet hos deres åndsbegavede mennesker. Der er uden tvivl stor menneskekærlighed i deres liv såvel som vort, fordi vi er sammen i den samme jordiske, organiske realitet. Og derfor også ånd. Det vi allesammen kan samles om, ja det er den menneskelige sfære i livets organisme.

Men det afslørende i forbindelse med jalousidrab, blodskam og lign. incestiøse forhold det er som angivet, at menneskeånden ikke er på plads i kulturen. Thi den ånd vil modstå Faderen, Livsåndens barske måde at genoprette balancen på – indtil Hans barmhjertige nåde giver dig indfald til at omvende Hans kræfter til Menneskets fordel, udvikling. Menneskeånden vil altid finde den mildeste måde, der imidlertid fordrer præcision. - Du er skyldig, uanset om det er dig, der har begået forbrydelse, fordi ansvar og skyld er stillet i forhold til livets organiske realitet, der er med andre ord ikke andre end dig til at finde menneskelig vej med uretfærdighederne, sorgen og lignende. Og det er åbenbaringens udviklingsmåde, det er den egentlige oplysningstradition, der videre er en menneskeligt befordrende livskultiverende måde med livet.

– Det er den universitetet knægter, især videnskaberne, men dem alle, fordi de ikke er stillet på jord. Derfor også staten, derfor også kapitalen, derfor også teknologien, osv.: Satans Universitære Kapitalteknologiske RomerStat er et faktum, af samme menneskehjertelige åbenbaring er skriftet her dedikeret til landets ledelse, så vi kan få det vendt på dansk grund. Vi har ikke noget valg, men vi har da et godt hjerte at arbejde med takket være så meget, men ikke mindst vort kære kongehus, Deres Kongelige Højheder, danske slægters familiære overhoved, der i den grad har hjulpet os med at forstå vor historie og dermed hvilken vej det grundlovsmæssige forhold er rettet: Oplysningssigtet er at udbrede og kultivere kendskabet til menneskeånden som et VI mennesker i livet på jord, der således vokser på forløsende vis i bekræftelse af dets unikke karakter gennem eget unikke livs troskab – fordi intet menneskeligt oplysende kan komme andetsteds fra end fra livsånden ud af et menneske. På dansk grund, ja, da vi først og fremmest hverken kan eller skal bestemme, hvad der skal foregå i andre lande. Og ligeledes heller hverken kan eller skal finde os I at andre landes dagsordner opløser livet på dansk grund. Vi har ikke blot ret til at leve på dansk jord, vi skal som mennesker i udvikling kunne leve godt på dansk grund. Grundlovsforholdet er såvidt og i al sin væsentlige åndrigdom - ser man bort fra det stupide lovgivningsbegreb, der bliver dumt som sagt, når det bruges som reference til at gokke folk i nøden med, ja håndteres af romersk-latinske lejesoldater og karl-smarte jurister - men så er det altså et menneske-oplysende kultiveringssigte, et samfundets livs-udviklings-sigte, et sandseligt vækstsigte, der ikke har grund i nationalitet som sådan, men i livets historiske, organiske realitet. Vi er på dansk grund godt stillet med sand kontinuerlig slægt, kongehuset som en forstandig, familiær menneske-midte – et stærkt VI-symbol, fordi det står i menneskeoplysningens navn: Det Danske Kongehus opfører sig ikke som guddom, det er klar over som under, at ledelse er sand ånd, sandselighed som menneske. Og det skal vi bruge, ja for det er foran resten af verden på sandfærdig, ærlig vis, det er godt stillet. VI er bare ikke blevet til hos OS som mangfoldighed, i alsidighed som god livsenergisk adfærd af unikke mennesker på grund af fornuftens kapital-lovgivende volds-begreb, altså den national-stats-fascistiske ledelse med folke-forblommetheden: Den romerske politiske retsstat, kapital-stat i hænderne på magt-liderlige menneskedyr, fordi mennesket bliver sådan af folke-forlorenheden: folkestyre, folkeskole, folkekirke, folkeuniversitet....

Ind igen

Den tradition, menneskekærlighedens fodspor, som den også kaldes, den er det nærmest umulig at få øje for, sålænge den gammeltestamentlige fornufts foreskrifter, videnskaben er samfundsåndens virke, nedarvning i kødet. Det her skriveri er f.eks. ikke arbejde ifølge BNP-staten og ved I hvad, så kan I ikke engang: Kraftedme sejle Jeres egen sø i sengen. For I er jo ikke klar over det. - Er der noget fornuften frygter, så er det forstandig agt, thi den bruger jo ikke vold og magt, men mild præcis sandselig kærlighed givet som finkultiverende af hele menneskehedens potentiale. Alt det VI står for som mennesker. Mindre bliver til mere. - I kan bande nok så meget over, at det virker sådan, men det hjælper hverken Jer eller mig, for det hjælper ikke OS at bande, forbande og forbyde. Og da slet ikke at institutionalisere forbandelser og forbud som omgivelse.

Når livet ikke har ført sig tro af hjerte, kærlighed til livet, været glad for det, elsker det – ja så har det ikke ladet sit inderste med foragt for vold i kendskab til dens universitære grunde, natur uden organisk iagt-tagelse. Det betyder at mennesket ikke er vokset i kendskab eller tro på, at der findes kreative måder at undlade vold, magt og vanvittige universaliseringer af, hvad der per lov skal gøres gældende over alt og alle, så alt kan blive universelt godt – eller straffes på tilsvarende ligegyldig ond vis. For vort vedkommende altså: Har man ikke ført sit liv tro af hjerte for mennesket og menneskelig udvikling til gavn for livets kreative kulturlige udfoldelse, altså samfundet, ja så kan man ikke modstå vold eller bedre, så kan man ikke omvende dens årsager gennem et oplysende liv, der giver sigte, altimens det opløser råddenskaben. Fornuften blokerer den livsnaturlige vej med mennesket i 1-2 års alderen. Det er ikke et videnskabeligt faktum, det er et livsmæssigt faktum som hermed er placeret i romerlovens universitære tradition. - Kom så i arbejde lediggængere, der suger på sandhedens livsfornægtende lap ved at arbejde livet ihjel per lov, hvad der ikke lader sig gøre og I således får et værre hyr...

Kom så byretsdommer i Herning, din stol er meget varm – tror du jeg er ond? Amen, må jeg så sige: Kærligheden er vor forstand og den overvinder alt. Min dreng skal ikke vokse op uden en far, der ikke har HøjesteRet til at lære ham selv at kende på omsorgsfuld menneskelig vis, når moren knepper, desværre er utro mod sig selv som menneske – fordi jeg var ved at blive det gennem universitets-uddannelsens fornuftiggørelse af mig; de-pression. I kan ikke trykke proppen ned og tro den forsvinder. Det I gør over andres liv, det gør I og da gør I det også over Jeres børns liv. Og vi skal altså have det udviklet, så I kan forstå hvad universitær livsførelse er. – I er bange for at forlade sindet, I tror verden falder sammen og det er lige netop også hvad den gør, så livet kan opstå rent. I har al den livsenergi, der ligger i kroppen og venter på at I lader Jer helbrede af den. Derved bliver sindet klar igen og da kan I se, at det ikke var nogen skade til at tage så grundigt fejl af verdenshistorien, da livshistorien netop derved kan bekræfte sig påny: Gøre det i egentlig forstand rette med livet. Ingen kan løbe fra det ansvar, så det er også Jeres udviklingsopgave i Jeres regi. Hvordan afvikler I lovens korpus som den undertrykkende realitet den er i livet. Uden naturligvis at blive for begejstrede. Husk at Jeres selvforskyldte position er, at I er stillet over livet, ude i verdensrummet – og dermed at I ikke behøver det. Giv forstanden ret. Selvforskyldtheden er hele Jeres dannelse gennem folkeskolen, gymnasiet og universitetet. Så dybt sidder det, men det forsætter altså også, hvis ikke jeg påpeger det, viser anden vej.

Undfanget af helligånden.

Det betyder at Jesus kommer i kontakt med livsåndens forløsende energi. Han er opflasket med moseloven, skriften, jødedommen, den lidenskabelige, lunefulde GudFader. Og han er tro mod Faderen, når han trodser præstestyrets foreskrifter – under romernes pres. Han ser og oplever, hvordan folk bliver sølle af det. Og det kan hans liv ikke forstå, det kan han ikke leve med, da livet jo er så herligt, ja naturligvis ikke kan leves andre steder end i krop på jord. Og det er sådan set undfangelsen af helligånden. Livsånden afslører sig for ham. Den er Gud, Faderen. Der sidder ikke én på skyen. Gud ejer ikke livsånden, Han er den er. Gud er livets organiske realitet på jord. Og den kan som sagt være hård, når mennesket ikke indordner sig dens kræfter, ikke forstår at lade sig bestemme af den til det menneskeliges viderelevelse i sin sfære. Hel-i-ånden, helbredt i ånden, det er livsåndens pust op i sindet. Det pust som et lille puf, der er nedarvet som vor menneskehjertelige grundvold, vor forstand, ja det fører Jesu til Jerusalem.

Helligånden er livsåndens milde vej ind i mennesket som op til det, op med det, det er den salige livsenergi, mange af os kender som behagelig, forløsende, åh, hvor var det bare dejligt. – Det er ikke udløsningen eller det er bare en version af det. Livsenergi frigives ved orgasme. Ja det er jo pudsigt, at det hedder orgasme, men sådan er det: krops-organisk. Det er noget, der er i kroppen og forbliver i kroppen som potentiale, men ved frigivelse giver dig et saligt smil, får dig til at stråle af velvære. Og sådan kan det altså oplade sindet, give os mod på tilværelsen, igen, igen. Livsenergien er i kroppen og forlader den ikke, for så dør vi. Men da vi er indfødte af livet, i slægtens bånd, ja så er livsenergien heller ikke din eller min – men menneskefamiliens, menneskehedens. Det er så at sige oplysningstraditionens dannelsesmæssige sigte, at udbrede det kendskab. Ja ikke at dyrke sex, men at dyrke kærligheden, kendskabet til livsenergien, finde måder at leve på, der forøger vor evne med livsenergiens potentiale. Ja det siger vel sig selv. Arbejdskraft lader sig ikke gøre uden livskraft – men kraft-begrebet ryger altså ud, fordi det er tyngdekraftens, den matematiske fornufts og den kanaliserer det jo ud i rummet, ud af kroppen, dvs. den aflader livsenergien, omsætter den til penge. - Kapital-statslig livsførelse det er uendelig aflads-handel: Du kommer ikke ind i himlen, hvis ikke du betaler din skat, men du må da gerne tage hunden med, ja for det er den universitære kapital-stat da fuldstændig ligeglad med.

Alle trossamfund vil kunne forstå, hvad jeg siger. Buddismen har fundet deres håndteringer af kendskabet, Hinduismen, Jødedommens dans og sang, messen – Islam med deres faster, Kristendommen med sin engle gennem stuen; den latinske fornufts forplumring af den. Men forstandigt siger jeg altså: Det er organisk. Og det er såmænd en jordnær og praktisk åbenbaring til os, der vil livet godt som videreudviklende, ej at misforstå med videregående uddannelser.

Undfangelsen af helligånden er at blive til af livets reneste kilde, fordi den ikke er ejet af nogen, men er vores kropslige realitet – livsåndens måde med vor skikkelse. Det gjorde Jesus som menneske. Og derfor er menneskeånden tilsvarende i sandhed som sandselighed: Alles.

Menneskekulturens vækstpotentiale bestemmes af alle, udgøres af alle, men bliver ikke renere, saligere, mildere, mere tryg og kreativ uden det sigte, udvikling af evner dermed - forstanden må tage højde for sorgen ellers opstår fornuftens storhedsvanvid, den statens ledelse og folket befinder sig i som normal folkelig adfærd. – Alle sagde jeg i sammenhæng med livets energikilde og jeg tror Allah står for det samme. Men videre: derfor er alle tilmed i sandhed kun ligeværdige overfor Gud, livsånden, livets organiske realitet. Den realitet er ældre end mennesket. Der har jo også været dinosaurusser. Så vi har altså kun bolig i den som udviklingsmåde med den i sigte for vor i sandselighed fællesmenneskelige fordel; vi må indordne os dens krav til os og det er altså mildt ved dens reneste kilde, helligåndens salige og sandselig frugtbare stemning. - Tænk engang, hvis det blev arbejdspladsen på indforstået vis med umiddelbar kærlighed som vi kender det hos barnet, men jo altså ikke har fundet vej for det i voksenlivet. - I midten af de mange måder menneskefolkenes kulturer nu er på, ja der er helligdommen altså omkring livsenergien, en sandselig åndsfære der mærker det menneskelige uafhængig af kultur som jantelove og søger derved at udvikle sig ved livsenergiens egen menneskeånd.

Det menneskelige overfor Livsånden, Gud, Livets organiske realitet, sand vækst skikket til at klare sig i vejret – det ligeværdighedsbegreb er uomtvisteligt sandt og det må jeg jo så holde kapital-retsstaten op på og f.eks. byretsdommeren, gøre det klart, hvad der skal til for at sige: Det er strafbart ikke at tale sandt i retten. Jeg har i retten talt sandt som ærligt af livet og givet sigte for min familie; og det foreligger som dokumentation hos Jer, i staten. Der er noget, der hedder HøjesteRet som I ikke har forstand på – men som jeg tror, at også Deres Kongelige Højhed: Dronning Margrethe, ikke blot bekender sig til, men også kender. Ikke mindst fordi vort Kongehus som sagt har en god dannelsestradition indenbords. Om nogen, så véd Deres Kongelige Højheder så ganske vist: at man ikke kan klippe blodets bånd over, uden at der bliver en farlig ballade, der går i arv. Af samme grund kender I hjertets sprog til forløsning af det.

Ligeværdigheden som menneske, den er uomtvistelig. Men at håndterer den udover, udenom, under fornufts-ligestillingens måleapparater, der jo altså fører til fordeling af lidelse, der sandelig skal bekræftes så næste generation kan blive endnu mere retfærdige med at tildele hinanden lidelser!!!!!. – Ja det er ironi, jeg sjældent bruger, men fordi fornuftens ligestilling er et dumt retfærdighedsbegreb, der ingen ende vil tage, det er uendelig krig, gengældelse: Når byretsdommeren har frakendt mig forælder-retten til min dreng til fordel for en utro mor, ja så må også jeg fratage hende noget tilsvarende!!!?? Det matematiske retfærdighedsbegreb, der jo er helt og aldeles normalt gående al den stund, at mennesket optrænes i det, hver gang det har med teknologi at gøre, ja det er dumt og fordummende. 1=1 ellers kan de fornufts-sindssyge computere ikke finde ud det.

Til fornuftssindssyg matematisk kultur og tilsvarende fornuftsrepublikanere: at 1=1 betyder: at du er dig – og det hjælper altså ikke at gentage det i alverdens uendeligheders vækst, gående fra minus uendelighed til plus uendelighed. Har du et identitetsproblem eller hvad er det med dig, matematiker og økonomiske ledere? Kan du ikke finde ud af dig? – Jamen kære menneske, så må du indrømme dig. Det hedder livsudvikling og kulturudvikling at gøre det. Ja hvori består Jeres faglighed: At undlade at kunne indrømme mennesket plads i livet, dig ja! Værsgo at tage ansvar for Jeres sygdomsavl i statslig regi.

I var måske ikke klar over, at ligestillings-kampene, kønskampen, mv. havde at gøre med den universitære, klazzizistiske dannelse i det matematiske paradigmes fornuftsvold, der sker gennem folkeskolen, gymnasiet og universitetet, staten? - Og ganske vist udjævner sig i kraft af kærlighedstro mennesker på overarbjede, men derfor ikke løfter, udvikler det kærlighedstro sind som den livgivende, kreativt forløsende gang med liv og kultur, således at det nedarves og næste generation dermed bliver bedre stillet. Tja: Menneskekærligheden bliver derved blot en trøst: at blive voksen og ikke så insisterende kalder det fornuftsgjorte danske folk det – men således altså ikke menneskekærlighed som en udviklingsfaktor, der er livets omdrejningspunkt for os, til os, af jord til jord. - Derfor dør kirken sammen med staten, omend ikke troen, der jo på sigt bliver til et VI som mennesker, der kan rense og vende sorg i bred forstand. Jeg siger: Vi har aldrig ret forstået, opfattet kærligheden i kødets organisme, sådan at menneskekærligheden ikke blev noget tungt noget, noget skænderi om hvem der er mest menneskelig imodsætning til det dyriske som fornufts-lige-stillingens dommerstand jo i sidste instans er bemyndiget til at dømme over i undladelse af at indrømme: at du er dig. - Vor Kærligheds Herre Bevar Os dog som menneske af hjerte.

Sand menneskelig ligeværdighed er det hjertelige skøn vi alle gør os i livets retfærdiggørelse af mennesket, altså som forsvar for det. Altså livets egen impuls til os om at gøre noget ved tingene, så de ikke udarter sig til dårligdom, sygdom. – Det gør ondt på hjertelig mennesker at se vold, se forpint liv, dårligt liv, fordi de véd, at et sådant liv er blevet krænket, behandlet som skidt, uligeværdigt. Der er ingen anden grund. Og de psykologiske forklaringer, ja det er et af fornuftens sprog, der jo som jeg har været inde på det, per fornuft har placeret problemerne hos individet selv: Det er den dårlige, syge, der lider og ikke mig. (Professionel distance er nødvendig i dag, men det er altså fortsat i fornuftsåndens vold med mennesket; det betyder at man ikke kan gennemskue livet, sandse det og derved hører og se, hvad der ikke er ramt hos vedkommende. Sålænge hjertet slår er der imidlertid noget rask i mennesket. Helbredelse er afladelse af sindet, at skabe kontakt med livsenergien og derved genoplade mennesket i sin rette, sandselige, ja åndelige åbne som indrømmende sfære: At lære at trække vejret som menneskekrop).

Retfærd er menneskekroppens forstandige hørelse og adlydelse af livsåndens budskab til os, hver især, som vi nu hver især er unikke og stillet unikt i den unikke organisme – og netop derved fører et liv i indforståethed med mangfoldigheden. Andre mennesker bliver da ikke noget forskelligt fra os, men noget lignende os. Og mennesket, andre mennesker bliver derved inspirerende, udtryk for den åndelighed, ja det vækstpotentiale menneskeheden i grunden er givet af livsånden. Vi har simpelthen bare ikke lært at leve. Vi er slet slet ikke i tilstrækkelig grad klar over, hvor megen sund, rask og helbredende, ja forløsende energi vi er givet og at det er den, som det hele drejer sig om, altid og hele tiden, fordi det er tidsløst. Det er uinteressant, hvad vi når, for det er ikke tiden, der lærer os noget menneskeligt, udvikler os. Mennesket udvikler kun sin ånd i år nul, der hvor du kropsligt er stillet. Du er unik i al evighed, der er ingen som dig. Sådan er år nul og derved foregår udviklingen med livet og følgeligt kulturen.

Den personlige livsgave, dit liv, det er en unik livsopgave, et lod – men kunne det ikke være rart, hvis det ikke hed et lod, men en forløsende ånd, der forløser gammel nedarvet sorg og derved gør os alle gladere stemt, i sand holdbarhed naturligvis. – At elske mennesket sandt, i ægteskabet f.eks., det betyder at lade den anden, kæresten, ja at lade vedkommende blive til den vedkommende er i forvejen. Og det er krævende, fordi det ikke er laden-stå-til, men at yde med forstandigt kærligt bryst. Det hedder imidlertid kun sådan fortsat i vor kultur, fordi kejser Nero stadigvæk er ved magten og vi ikke bliver ordentligt til fra start af, thi da vil overgangene ske af sig selv i sandselig overenstemmelse med livets budskaber henad vejen: Det er dét menneskekærlighedens sande ånd kan.

Og den udvikler noget derved for os alle, til os alle. – Det er ikke livets organiske kultur vi lever i, det er fornuftens univsersitære kapital-stats. Og derfor kan børn og unge ikke finde ud af det helt centrale område i livet, det der skal give dem al energien. Os der forstår mennesket, fordi vi elsker det, ikke kan skille det ad: Er vi t ro i udviklende sandselighed, ja så bliver fornuftens universitære kapital-statslige beton, menneskesorgen, som smør. Og det er godt til levebrødet.


AFRUNDING

Helligånden er altså den rene livsenergi vi alle er givet, men kan lære at få adgang til – på anden vis end at rende rundt og kneppe eller finde erstatninger for det i al uendelighed. Det er altså noget bøvl at folk tror, at der skal orgasme til at forløse livsenergi – men det er kun fordi livsenergien ikke er gående i det daglige, for er den det, ja så vil orgasmen ikke blot blive et knald, men gange ti – fjorten dages gratis charterferie med det daglige, man nu ellers har at se til.

Alle magtens folk, ja de er brødflove, brødbetynget nu, for det er jo sandheden, der taler som tæller. - Det er så yderligere efterhånden så godt som umuligt at komme i nærheden af den livsenergi via Ordets tro som jeg har været inde på det og gentager det. Det skyldes ikke Ordet, der jo blev til kød, for længe siden – men skriftskulturen, der ligesom anviser adgangen til menneskeånden via læsning og bøger, altså den universitære, akademiske tradition. (Teologien har stadigvæk fat i meningen, fordi det er mennnesker med god livssands, men den har ingen praksis, hvilket skyldes universitetets kobling med staten – og altså en skriftlig ordbrug i den forkerte ånd. Ja sagde Han, Vor Herre. Derfor opstår der kirkepolitik og lidelses-forøgende biskopper, da der ligesom skal mere lidelse til, for at vi kan forstå det rigtig sandt!!!!! - Men dét, de således ikke føler, at de kan slippe, det er sorgen, forstanden i befolkningen. Og sådan skal det være, omend forkyndelse ikke behøver at være skrivende og talende for at gøre Ordet levende eller rettere sagt udviklende af god menneskekultur, der hvor den er stillet med sin krop. Teologi skal ud af universitets-miljøet og staten. Det handler jo om glæden, ikke sandt).

Hvad er ikke Ordet – men I vor forstandige nedoverbøjede plante-bondeknold kan det ikke fattes uden skriftens universitære prægning i kødet. Så hvad Ordet angår, ja her kan vi lære noget af kineserne. De kender livsenergien på indforstået vis, har traditioner for kropsligt at håndtere livets sted, dens energier. Akupunktur, energibaner, mv – det er indforstået lærdom, det er ikke udvendigt, du kan ikke købe energi, den skal aktiveres af dig, hvilket nødvendigvis i nogen grad afstedkommer en livsførelse.

Tai Chi, Taos Ånd, åndskendskab til den rene livsenergi (Chi betyder ånd). Tao betyder Gud på kinesisk, ligesom Allah betyder Gud, ligesom Kristus betyder Gud. Laotse hedder forfatteren, der i Første bog (Om Livsloven, Tao) skriver:

Det Tao som kan benævnes er ikke det egentlige Tao. Det navn som kan benævnes er ikke det egentlige navn. Som det navnløse er Tao ophavet til himmel og jord. Med navn er det mor til alt der skabtes. Og så et vers: Kun den hvis sind er renset for begær kan skue Taos underfulde dybder. Men den hvis sind fordunkles af begær vil kun få øje på de ydre træk.

Er der nogen af Jer, der ikke kender den opfattelse af Gud eller HøjesteRet?

Eller er det en privatsag? – Skal romernes privatisering også have lov at foregå der? Det er livsånden, kære mennesker, såvel i sit nej som ja. Og menneskeligt kendskab til den fortæller helt klart, at det ikke er universelt, men jordisk, organisk, kropsligt. Jeg er ihvertfald ikke en krop ude i universet, der er jo en naturlig forklaring som bondedrengen nu kan sige det i jordnær afstandtagen til den matematisk forførende fornufts-utopi. Kom så menneske af kærlighed, lad forstanden råde.

Helligånden er kendskabet til livsenergien som den kropsligt er os givet. I arbejde og koncentration af den, ikke om den eller over den, nej men at frigive sindet, aflade det, slippe det – og være krop i overensstemmende sandselighed med dens realitet Din krop er jo ikke ond, vel. At gøre så genføder os som mennesker, dvs. oplader alt det gode i din forstand, kulturens forstand, de erfaringer, du egentlig som menneskeliv skal orientere dit liv efter, arbejde med, indrette din tilværelse efter som menneskegode til dig og derved i sandselighed altså, som kulturgode for os andre. Ånd. Det er det moderne levebrød, givet af den gammelkloge forstand.

Så det er naturligvis også en ånd arbejdsmarkedet må indordne sig efter, produktudvikle af og finde personale-samarbejde om. Det er ikke en livsstil, men livets stil som indstilling af os. – Alt i alt vil det give os den filtrering af sindet, der skal til, så vore børn kan se og mærke, hvad fanden i helvede vi ellers iøvrigt er kommet til at gøre med mennesket i kraft af kapital-statslige jantelove. Vi skylder ikke børn noget somhelst, vi skylder mennesket det hele, fordi mennesketbarnet er os som forbillede for børn. Og mennesket, ja det opstår kun af helligånden, i den kan vi undfange det liv, der er til os i vor kultur og derved blive mere menneske-lige, ja få mere holdbare idéer uden at skulle iværksætte dem, men være dem og leve dem på indforstående vis. – Jesus blev undfanget af helligånden i livsåndens tilgivelse af os som mennesker og ikke i fornuftens verdensånd; og det var såmænd også helligånden han gav videre ifølge fortællingen, så den kunne fortsætte i sit gode kultiverende sigte gennem, livsnaturligvis, de uomtvistelige arv-og-miljø-mæssige forhold, der er menneskelivets kulturlige som også forstandige sted..

De første skal blive de sidste og omvendt, de sidste de første.

Og det sker ved kærlighedens livslogik: At den som glæder sig ved sandheden, af hjertet glæder sig over livet i forvejen, altså af livsånden, ja det menneske skal endnu mere gives af den glædelige livsenergi – mens den der i forvejen lidet har, som ikke kan lade sig tilgive af livet, ikke kan indrømme sig eller indordne sig livet eller unde andre Deres glæde, fordi han/hun altså lidet kendskab har til den, ja ingen agtelse har for den og derfor heller ikke kender eller kan genkende hjertets sprog, som organismen, der giver til os alle, gør os ligeværdige, mv. ja fra denne skal det sidste fratages. Og det er såmænd dødens gang på jord, når det finder sted. - Læs og hør Jeres eget livs historie og gang som menneske.

LivsNaturen er barsk, når der ikke høres efter. Og det går stadigvæk i arv, også en sådan døvstumhed, hvorfor jeg siger, at vi kun kan gøre det sammen, vende sorgen. – Dem, der dyrker den udvendige kapital-statslige konkurrence, ja de er hermed afsløret på deres indre. Man kan ikke købe, magte eller lovgive sig til glæden – og forsøger man, ja så bekræfter man svindehunden iblandt os, jante-normerne.

Endnu et eksempel: Den som ikke hører efter livsånden og forstår at glæde sig ved den, at bekræfte dens glæde, udvikle den med sit liv, ja vedkommende dør altså af sine fornuftige, selvfornægtende grunde.

Endnu et eksempel: Kornet i jorden, der bliver til ti fold, der bliver til brød – alt det bliver som bekendt også det sidste vi affører os. Mellemværendet er jo kun det kropsligt næringsgivende, såvel arbejdet, som glæden ved det, som også maden deraf. Og lorten, ja den behøver vi jo ikke stikke en pind i. – Men apropos fornuftens forstilthed, det gør fornuften lige netop i sin varetagelse af alverden, vi gør det al den stund, at lorten kommer på tale i fornuftens infrastruktur, hvor centrale budskaber ligesom også skal bygges op i udvendighed: Centralvarme, centrale rensningsanlæg, centrale styringsenheder, der kan rense lorten og sende den ud, så den er ren og kan genbruges til det universitære miljøes almene ve og vel.

Endnu et eksempel på menneskelivslogikken: Dit kim, i moders mave, din unikke karaktér, det bliver det indtryk du efterlader – er du ikke vokset i det, af det, lader du ikke dit liv udfolde sig, ja så er efterladenskaben i ånden, i eftermælet, hos dine pårørende, hos det du har rørt ved, ja så er det sorggivende, thi da har du ikke levet og videreudviklet mennesket med dit liv. Da har du ikke oplevet livet og dermed ikke dit menneskeliv – men temmeligt sikkert har du nok gjort dine pligter ifølge skattestaten i autoritetstro på at du ydede noget til samfundet, fik produceret noget. Og da har du selvfølgelig også ydet, men du har ikke udviklet, du har nedarvet sorg gennem bekræftelse af fornuftens statsledende livsførelse.



Giv børnene troen tilbage på forstandig vis: De har hele livspotentialet i frisk sandsning deraf, giv dem endnu mere sandfærdighed, sandselighed, kreativ måde, kundskab til at bevare eller at se, forstå, hvad der egentligt gælder i livet – uafhængigt af system-kulturen, men ikke uafhængigt af menneskekulturen. Ja gør dem stærke i mildhedens præcision. Gør dem stærkere i menneskeværdighedens forstand, uden at løfte dem med fornuftens indbildninger. Gør dem stærkere til at føle mennesket og menneskeligt ansvar – og for guds skyld ikke sig selv. Gør så, vær så, thi det lader sig ikke gøre uden sand kærlighed hos Jer. Lad livet vokse med Jer, indånd det.

Helligånden.



FORNUFTSVIDEN

Hvis det altsammen handlede om mit liv, ja så var jeg over alle bjerge. Ja det kan jeg ingengang og ikke engang sige ærligt hos mig, kan du: Hvis det altsammen handlede om mit liv...?

Hvis jeg nu vandt i lotto eller som Shubidua-bandet engang sang: Hvis jeg havde penge, så skulle I bare se, så gik der ikke længe, før jeg fik mig en VW. En folkevogn. - Hitler fik idéen, folket sagde Heil, de støvede ud til fronten, men der var sket en fejl: For der stod sgu ingen folkevogn. Han havde lovet dem en folkvogn.

Så det var jo tarveligt. Det var fattigt. Der var ikke noget menneskeligt indhold i det, der kunne virke vedholdende for os, give til vort underhold. Og sådan er fornuften. Sådan er dens viden. Sådan er dens gode idéer. Sådan er dens teknologier, Sådan er dens politik, fordi politik er stillet i fornuftåndens voldssystemer. – Fornuften er allerhøjest et spejl på sorgen, alt det menneskelige vi ikke sørger for at udvikle gennem vort liv. Der er ingen organisk realitet i fornuftens indhold, dens viden. Den materialiserer gode intentioner, der kommer af hjertet, men de omvendes forkert af forstanden, når den er orienteret af fornuftens universitære magt og ledelse.

Hvor er det tog, der kører Uffe, hvad har det med i bagagen, hvor mange folkevogne er der? Hvornår kommer kaffevognen?

Kan I mærke, hvor stor sorgen er i Tyskland og det er ikke krigen, jeg tænker på. Det er heller ikke angst, skræmmekampagne. Men det er fornuftens adels-herredømme i Europa, jeg taler om. En måde at vokse op på med viden, der intet holdbart har med livet at gøre. – Søren Kierkegård, han ville ikke høre tale om fornuft, hans bøger virker svært tilgængelige for mange. Han skriver personligt om livet, fordi han føler ansvaret som menneske sådan. Han søger at udtrykke livet. Og det er meget forstandigt. – Det er ligenetop ikke anderledes en meningen med det oplyste demokrati, det er ganske vist i skriftens verden han gør det. Men det er nøjagtig det samme man efterlyser i erhvervslivet og i politik; personligheder, der giver en kontrast, ja som favner os alle, løfter os eller kommer til at give udtryk for livet, så vi alle pludselig kan høre det helt anderledes.

Tysk kvalitet, streng fornuft og systematik. 30 millioner tyrkere. – Altsammen bundet op på kapital og stat. Det kræver forstand, der vil noget. Det kræver tro nedenunder. Fornuftens modpol er troen, når det ses fra fornuftens administrative hold, synsvinkel. Fra troens hold, ja da taler man helst i menneskeånd, fordi man da er mere sikker på ikke at skabe beton, fundamentalisme og lignende. – Men hvad så, når forstanden taler?

Der er ikke nogen lande i EU, der bryder sig om EU. Det er fornuftens akademiske produkt: kapitalens vandring og statens begræsning af den. En regering endnu højere oppe over mennesker, der således har efterladt politik, jura, økonomi i det universitære tomrum mellem en Forenende, nødvendigvis ifølge fornuftens væsen, der jo skal have det udvendigt for at kunne se lorten: en forenende Centralistisk PapirBorg og så lande, der følgeligt må læse op og ned på én gang, nu hvor skaden er sket. Men’sket.

Det er til grin, hvis der skal være noget sand menneskelig forstand tilbage, der kan grine.

- Har I gjort det I skulle med Jeres liv, har I sørget for verdensfreden i verdensånden, så mennesket kan udvikle sig i livsåndens hjertevarmende menneskesamfund og bliver stærke af dens hjertelige midte!!!!!? - Hvem og hvad er I til for, tror I? Er det dét vi ser, oplever og mærker rundt omkring? Eller lader det sig kun gøre, ved at livet går ind i internettet, lader sig fange i det net og vokser sammen med alle de øvrige teknologier, for se, så tager I grusomt fejl af livets organisme. Det véd den velfærdssyge krop jo netop godt, når der er noget rask i den.

At lægge spot til skade. Nej, det er det ikke. Jeg fordøjer, viser Jer, hvor ringe mennesket er stillet og bliver stillet, når det begår sig på den måde. Når jeg bruger begreberne fornuft, forstand og tro – så er det ikke mine yndlingsbegreber, ja jeg vil da hellere tale åndeligt frit, istedet for at ordne noget for mennesket. - De er med andre ord fornuftsbetonet, omend jeg søger at gøre mig umage med at aflade dem som sådan. Der kommer lidt personligt liv, lidt sjov, lidt alment oplysende og så videre. – Men når jeg altså bruger dem, ja så er det fordi fornuften skal kunnne forstå sig i sin brug. I forhold til mennesket, livet, naturligvis. Vernunft, Verstand und Vertrau – Glaube.

Mine grundbegreber er i overenstemmelse med tysk mentalitet, Luthers og forsåvidt også beslægtede med den danske mentalitet, grundloven og naturligvis det oplyste demokratis udviklings-sigte – ja såvidt kære juridiske, kvajpandede mennesker, der ikke kan leve udviklende uden regeloverenstemmende magt i Jeres hoveds hænder og derfor heller ikke udvikle det, I står for. Ja, for det gør I vel eller hva’? I står vel til ansvar for Jeres livs handlinger eller hva’? Sig noget, vær ærlige – hvilken retsal skal vi mødes i og tale sandt i: hjerters menneskesale eller det universitære tomrum, jeg er fleksibel som den menneskeforstandige udvikling jo er i højsædet hos mig. Vil I have det klart ifølge Jeres lovgivningskultur, vil I havde det klart ifølge folkeviddets eller vil I have det klart i Jeres børn. Tør I knække Ham i Jeres børn, ja for det har I jo gjort gennem Jeres fornufts-klazzizistiske, dansk-romerske livsførelse? Kom så, vær ærlige mennesker, thi kan man ikke indrømme, så er man fanget af noget meget grusomt og let genkendeligt i europæisk fornuftshistorie, den der tilbeder verdens befrielse.

– Men skal I så også straffes I henhold til loven, der jo ligger oppe over hos Jer og ikke inderst inde, ja ikke engang, hvor I sidder? Se dét, det må livet byde Jer, for det er jeg jo ikke herre over ligesom I mener, at I er over mig og min søn – I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Man må ikke tage et andet menneskes liv, heller ikke et folks, man kan ikke blive ved med at love dem folkevogne eller toge. Hvor mange mennesker har I på samvittigheden gennem de sidste 2007 år, nej da, jeg må starte med de sidste 33 år, da jeg jo må lægge sag an ifølge menneskerettighederne, såfremt jeg føler mig forurettet, ikke sandt? Eller: Finde vej med det egentlig sigte i vor menneskelige kultur og så fremdeles skide højt og flot på Jeres falskheder, sålænge jeg vender dem til god sandhed til vor menneskelig fordel. Ja ellers kan I jo ikke bruges igen. Og således naturligvis får Jer sat på plads, da det jo er en uundgåelig sidegevinst – da det jo langt fra er mit sigte at bekrige Jer. Men I er altså forkert på den.

Vil I fornægte mig det? Skal I have en straf i henhold til det? - I kan fanden-nedme tro nej, den går ikke længere, hvis der skal være livs- og kulturudvikling i landet. I slipper ikke udenom, hvad I er rundet af. Og det er godt sådan, nu skal det frem og så er det synd I står, hvor I gør. Og se, det er altså ikke en straf, men sådan fredelig udvikling foregår, når statsansatte idioter lader sig lede i autoritets-troens kapital-logiske fristelser med deres liv. Jeres liv bekræfter potentielt hele rædsels-regimet i vesterlandsk historie og I tror, at I selv har styr på det? Gu’ fanden har I ej, det véd børn af postbude.

Fornuft, forstand og tro er begreber, ja, men at jonglerer med dem, om det så er godt eller skidt for Jer, ja det har hjerte et helt andet sted: Sandselig oplevelse af, hvordan mennesket faktisk udvikler sig i vort samfund, min livshistorie i kontakt med andre mennesker og miljøer. Deraf taler jeg. Jeg er god for det almindelige, forstandige, uanset om dem ovenover mig ikke får det med eller alle dem under mig overhovedet ikke får dét med: Ikke oplever, opnår at leve almindeligt menneskeligt godt. Det var mit inderste følelsesliv, I fik der. – Er det en privatsag? Er det noget jeg skal undertrykke i henhold til loven?

Tyskland har deres møg med Europa, fordi de så afgjort ved, at de ligger lige i midten af det hele. De må ikke nyse, for så blæser Danmark omkuld. Vi er alt for mange mennesker i Europa, kunne man sige. Det er sårbart og smitsomt. Og hvis de så hoster og franskmændene begynder at reagere, ja så har vi påny emigrations-bevægelser alá kolonialiseringens tidsalder og God Bless America – da der er jo ikke andre til det i fornuftens vold. I den er der jo ikke andet end snold og glimmer, der virker som olie gydes på rørte vande – kraftigt forurenende.

Hvorfor havde man den forestilling at arbejdskraftens frie bevægelighed ville føre frihed med sig? Og for hvem eller for hvad? Eller hvad er det for noget at skyde folk i skoene. Hvad er det for et hårdt liv? Polske arbejdere i Irland. Danmark – ovenikøbet i konfrontation med velfærdsfede øldrikkende social-demokrater, hvis nerver af ”gode” industrialiserende grunde sidder udenpå huden. Østeuropas vandring efter vestens guld. Jamen kom da bare til Klondyke. Det er forstilt ad helvede til. – Hvorfor tror Europa, at den er rig? Eller hvad gør os rige? Hvad er arbejde?

The American Dream, det er europas fornuft, der i lige linie nedstammer fra det romersk-græske og som vi stolte kalder Demokrati, Stat, Uddannelse, lovgivning, retfærdiggørelse – og erobring af alverdens riger, osv. – Hvad har det med mennesket at gøre? Hvad har det med livs- og kultur-udvikling at gøre? Eller det er måske ikke det altsammen kun kan handle om?

Kom så fornuftens sataniske skvalderkål, vis nu, at Jeres høje lønninger og mange henvisninger er noget værd. Eller skal vi ind og se personligt på det? Skal vi ind og give karaktérer for Jeres livs resultater, ja altså i sandhed, ikke ud fra en eller anden teori eller målestok. - Nej, se nu at få skrevet, givet Jeres fortælling i ærlighed i forhold til Jeres elendige livsførelse. I kan ikke klare Jer uden sandheden. Og den står jo for guds skyld ikke i fornuftens love, tegn eller ånd. Ja for så er det ikke strafbart at tale sandt i retten længere: Så er der tale om en krigs-erklæring, et hitlerskab via retsstatslig lov til at gøre vold på mennesket. – I kan intet, så værsgo at fortsætte.

Ja, det er sorg og angst, det har jeg sagt. Men har I fattet det. For ser I, vi kan ikke udvikle noget menneskeligt uden af forstå, hvor vi er, hvordan vi er stillet – i sandhed som i sandselighed, på alle planer. Og det er jo dét, fornuften ikke kan finde ud af. Fordi den er åndssvag, dit spejlbillede er åndsvagt og det skal du da ikke bliver fornærmet over, men glad for, thi da er du jo skøn indeni, da ved du hvor hjertet banker og hvad der er afgørende. Af selvsamme grund vil fornuften ikke kunne forløse og da kommer forløsningen pludselig af sig selv – som Livsåndens organiske sammentrækning og pust, uanset om mennesket er med. Er det dét, man bygger op til på stort plan?

Man kan ikke læse op og ned, man kan ikke føre udenrigspolitik uden at føre indenrigspolitik. Jaarhhh, det er vel gået op for Jer. Det er forstandigt set, livslogisk set: logisk umuligt. – Det kræver EU imidlertid at mennesket skal kunne. Akademikere kan ikke høre livet. Det kan kapitalens drenge måske heller ikke, men akademikerne, ja det er jo ledende mennesker i forhold til det almindelige, det livsbekræftende, forstandige. Det er læger, det er præsten, det er statsadministrationen, der også varetager livets udvikling og helbredelse i landet. – For god ordens skyld, når jeg siger akademikere er det stadigvæk også akademiseringen af befolkningen gennem mange, mange år. Deres liv følger loven, som den er nedarvet i kødet og giver et følelsesliv, der peger i den universitære retning – det har man jo lært dem, ikke sandt. Ja der er vel stadigvæk fyldt op på gymnasierne, så næste generation er jo på vej. Det er stadigvæk ikke livets vej, ikke i den organiske ånd. – Hvorfor fører vi unge mennesker ud af livet og ind i verdenshistorien, udi verdensfortabelsen?

OK, man fører altså EU-indenrigspolitik og EU-udenrigspolitik – hvem gør det? Altimens nationalstaterne fører landspolitik og udlandspolitik. Hvad er udviklingssigtet i dét, tilsammen - vil I være venlige at oplyse befolkningen om dét? – Kan I ikke svare ærligt på det eller svare ærligt for det, jamen hvad fanden i helvede bilder I Jer så ind. Hvad er det I har overhørt, siden i begiver Jer ud i noget ingen mennesker kan tage ansvar for, da der jo ikke er noget forstandigt jordnært som livsnært i det. Ja hvad er det helbredende udviklings-sigte i det? Magt, ønsketænkning, stiv pik og håret tilbage i den universitære socialitet?

Administrativt at generere mere uddannelse, mere skrift, mere computer, så alle kan blive del af fornuftens lovgivning? Du kan komme på Word-kursus i postvæsenet, det kaldes uddannelse. Du kan også komme på kursus i konfliktstyring. Her lærer du lidt om mennesket. Og så kan du iøvrigt komme på arbejdsmiljø-kursus, så arbejdsmiljøet bliver sikkert.

- Hvor tror i tempoet kommer fra: At det går for hurtigt for folk, ja at deres hjerner kører på højtryk, for at prøve at forstå, følge med – hvad de jo altså overhovedet ikke skal lade sig besnære af, fange ind af, thi de har jo al den værdighed, der er brug for, såfremt den altså ikke var forstyrret af Pontius Piratos, fornuftens teknologier. – Hvorfor blev der pludselig bestilt en magtudredning? Var I i tvivl om, om fornuften havde magten til at gøre noget. Eller var det retten? Ja, det er den samme utopi, der med magt gentager og gentager og gentager. Tvivl, det er også fornuftens begreb. Deraf opstår iøvrigt fortvivlelsen i livets kød. Så det er der mange akademiske gode grunde til.

Der er bare ikke hjerte til det.

Hvad har I tænkt Jer, kære mennesker. Hvor langt skal vi ud? I kan ikke komme længere ud på landet, så I må omvendes til indlandet, der bærer det hele. Og altså er rigtig godt og grundigt trykket af kvajhovederi med det universitære. – Prøv at være sammen med unge mennesker af den matematiske fornufts fagtradition. De er fascineret af, hvordan nogen har evne for at se matematisk, dvs. via logaritmer og hvad det ellers hedder, at kunne omgøre en (kropsløs) fysisk virkelighed – lysets spejling i en rude f.eks. - til tal, regnestykker, der skaber modeller, der efterfølgende kan animeres, så vi slet ikke kan se forskel. Og de kan ikke forstå at liv og verden ikke er 1-1, for det er lige netop, hvad de efterstræber.

– De er syge. Og de vil refererer til Tycho Brahe. Rømer, Niels Bohr og lignende platheder vi således skulle være nationalistisk stolte af. Hvad er det for noget at tilbede, poste penge i. Det er erkendt forlængst. Den eneste grund til, at det ikke slår igennem hos dem, ja det er, at de ikke vil tage noget sorg, sørger for det, men istedet for udbreder den via deres teknologier. De er forstandsløse, kropsløse, sandhedsløse og de tror ikke, at deres beskæftigelse hænger sammen med resten af samfundet, medmindre at samfundet giver penge til dem. For sker det ikke, ja så går de hitlers vej. Så slår de med andre ord over eller mildere: begynder at referere til alt den gode teknologi, de jo har sørget for, udviklet og vænnet vort samfund, ja mennesket til. – Spørg social-demokraterne, se på dem, hør deres lidelser gennem 100 år, når den argumentation falder. Talte vi om negativ social arv på et tidspunkt?

Nu kan I høre det menneskelige i socialdemokratiet, selvom de ikke selv kan høre det, fordi deres ører er blevet ødelagt at industriens larm. Dog ikke hørelsens virke. Man siger, at de har fået, hvad de kæmpede for og det gav jo et vacum, for det jo var ikke dét, de kæmpede for. Og sådan forskyder fornufts-industri mennesket. - Ja, det er i sandhed, hvad I opretholder fornuftsborgerlige svin helt tilbage til det græsk-romerske rige. I forstår ikke, at hele traditionen nok kan have budt på meget godt, men har været forkert, forskudt stillet fra start, hvormed virkningshistorien, det I kender som vanskeligheden fra teori til praksis – at det er dét, der er forskudt i fornuftens ånd. Det er derfor, der er fordummende teknologi, for det er en måde man håndterer den forskudthed på - men altså derved fortsætter forskudtheden til alverdens formålsløse nytte. Ingen livsmæssig nytte, ja så voldsomt at det er temmeligt udbredt at forstå hjertlighed som noget Danfoss har udviklet: en pumpe.


Det vil jeg ikke have gående i vort samfund. Det kan jeg ikke personligt stå til ansvar for at skulle bære eller leve i – men det gør jeg jo så som menneske ved at omvende Jer til livet, vort samarbejdsduelige hjertelige realitet.

Ja derfor må jeg give anden vej, der ikke tilsidesætter de stakler, vi skal trækkes med resten af vore dage – og som ledelse ovenikøbet - allerhøjest irettesætte dem. De kan sagtens få deres lyst stillet af anden mere befordrende vej, de unge naturvidenskabsfolk, der ikke kender naturen. Universitetet skal dø, så begavelse kommer til at stå i menneskets jordiske favør. – De kan nemlig ikke kende forskel på spejlbilledet og sig selv, som det så afslørende hedder hos dem. Og slet ikke i handling. Det er synd for de unge drenge, der ellers ville kunne blive gode virksomme mænd ud af, såfremt de fik rettet deres begavelse mod noget, der egentlige kunne oplyse livet sandT som sandseligt befordrende i landet.

DET ER SYGDOMSFREMKALDENDE PRODUKTION AF UMENNESKELIGHED VIA DEN UNIVERSITÆRE STATS-TRADITION VI ER VIDNE TIL.

Og det er ikke noget at grine af. Det er mennesker uden sprog for livet. Eller rettere sagt: mennesker i nød, der i henhold til autoritetstroen vokser i forståelse af, at de gør deres pligt på den måde. Værsgo og spis sataner og lammede forældre i fornuftens vold. Vågn da for guds skyld op.

– Generationskløften i vor tid, den handler om, at man er ved at skabe noget, der ikke er menneskeligt. Et tema, man også finder hos Bjørn Nørgård, ja hos så mange andre, folkeviddet taler sit tydelige sprog. – En kløft, der ikke er en generationskløft i livet, det er generation og så degenerationen. Menneskeliv, der hader, fordi det ikke kan forstå livets organiske realitet – er blevet skolet i uforstand: Det indforståede, slægtsbetonde, forstandige menneske i udvikling, ja det gælder ikke længer. - Forældre kan ikke forstå deres børn og omvendt, nogen er på vej videre i forløsende retning, i indforståethed med livet, men mange er på vej ud af livet – og det kan man jo ikke, hvorfor der er tale om forøget lidelse på baggrund af forældrenes forførelse via samfundet og således går længere tilbage. Fjernsyns-generationen, endnu en af fornuftens bedrifter, DR-arven er jo også oppe at vende, hvad er det, at de ikke vil give slip på? SVAR: Talen og at det er nok, men helt centralt i ytringsfrihedens oplysende land – det handler om hørelse og ikke billeder – bølgelængder og ikke radiobølger – stemme og ikke stemmeret!

Det er da et faresignal, når degenerationer opstår, for det kan vi ikke komme udover, medmindre at vi får sorteret fra. Renset os af den degenererende dårligdom, får os løftet op i begreb om, nej sands for livet, deraf mennesket.

– Det er mennesker, der ingen forløsning kender til, ingen overbærenhed, ingen oprigtighed, you name it. Men det er altså også nedarvningens realitet. Det er så at sige 1900-tallets livserfaring, der kommer der. Se det positivt, men hold fast, se det positivt, det er først nu, at mennesket måske kan komme fri af fornuftens voldsregime gennem 2500-6000 år, så vi kan håndtere sorgen. Og det bliver dagsordenen, såfremt vi skal genvinde en sandselighed, der ikke fører mennesket i selvdestruktive bevægelser. Vi skal leve forløsende, for det ejendommelige er, at mennesket altid forener sandseligt godt, uanset alder. – Det er nok fordi, jeg er ved at blive gammel siger folk på 20, 30, 40, 50, 60, 70, men de rammes ejendommeligt nok af samme tidsfænomener, opfatter langt henad vejen det sammen, begrunder det dog helt forkert: Jeg er nok ved at blive gammel. Nej, du er ikke gammel, det er gamle herkomster, der styrer og gentages og gentages som om de var udvikling i nye tider, hvad de kun er, såvidt du hører hjerteligt efter som menneske og sorterer det fra, filtrerer, så det ungdommelige, nej, den rene livsenergi kommer til orde hos dig.

Det er en menneskehedens udviklingsfase, der er overstået, vi kan ånde lettet op, men det skal tackles, så de syge universaliserende gentagelses-traditioner bliver opløst. Og deres menneskelige potentiale bliver rettet til af voksne kærlighedsmennesker. Mennskevarmen, fremfor nødens trøsteri. Og det kan godt være det samme.

– Skal jeg stadigvæk betale skat, så I ikke behøver at blive flove over, at I har fængslet en mand, der for 20 år siden så som mærkede, hvordan man var i færd med at indoktrinere mennesket som skatteborger, binde dets pligter op på skat i fornufts-videnskabens hellige navn, endog ydede han i godtroende navn af det oplyste demokrati, deltagende i samfundet som menneske, der måske lidt for overbevisende gav sit besyv med, men ikke desto mindre. Føj for satan, jeg skal ikke i politik da. – I kan sikkert satanedme tro, at I kommer til at stå til ansvar i de år der kommer, så jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan for at forløse Jeres børn. Men I kan lige vove på at bruge svinehunden til at mele Jeres illusoriske kage.

Skærpes præcisionen hos mig, så kommer der navne på i de sidste 30 års virke i Danmark – så kommer fornuftsdommeren, ham I tilbeder og mit forstandige navn er jo røbet – så det vil vi ikke, vel. For hvad skal det gøre godt for at straffe dem, der ikke hører efter på hele deres liv, omend de føler sig berettiget til at straffe andre. Det lærer de jo ikke af længere. Nej det er blevet deres job, ikke at lære, ikke at høre længere. – Men ja, det kan jeg heller ikke, så bare roligt: Når det kommer til stykket, så kan jeg ikke lade være med at elske, selvom mennesker lader sig kultivere så dumt i deres hjerte som sind. Kærlighedens overvindelse af alt kan dog godt møde sin grænse for det personlige liv – hvorefter der står på ren menneskelig indsats med døden tilfølge i øjnene; afklaret. Eller sig mig engang: Kender I ikke menneskelivets levende, organiske historie, jamen hvad udvikler I så, hvad bekræfter i med Jeres liv?

Hvorfor tror I at tuberkulose er kommet igen? Hvorfor tror I at pest og kolera meget let kan komme igen – da vi jo siger: Det er enten pest eller kolera og således bevæger os i samme onde fornufts ånd. Hvad var det, der gjorde, at læger kunne udrydde sygdomme førhen? Medicin, tror I det? Placebo-effekten? En efffektivitet, det almindelige mennesker kalder tro, forstandig kamp med den sorte svend, fordi livshistorien har fortalt, hvad der trykker og som nu skal ud. – Ja der er altid en livsmæssig forstandig årsag og derfor også kreativ forløsende vej.

Uforløst menneskesorg – ja det er kræft, så ved I det. Det kan ikke behandles væk, fordi det er omverdens tryk på organismen, en forkert livsførelse. Det er kapital-statens måde at føre livet på, det er jantelovens knusning af det hjertelige, godtroende kreative gennem opdraget og livsførelsen. Og altså et udtryk for vort forstilte kendskab til livet. Herunder naturligvis forstiltheder i forhold til forløsende, oplysende måder at leve på, være på med livets gang naturligvis. Mennesket i livet er aldrig løsrevet livet og dermed livets gang. Hvad skal der til, for at gøre det forståeligt? Hvad skal det ind med, når skeer ikke er nok? Skal I have en donkraft op i røven, før I forstår, hvad kraft er – og hvad den gør ved livsenergien i hele samfundet?

VIL STATEN, FORNUFTENS KAPITAL-LOVFOLK TVINGE MENNESKET TIL IKKE AT BLIVE OPLYST I LIVET OG HELBREDT VIA LIVETS EGEN UDVIKLING?


Fornuftsmagtens viden, ja det er omsonst og opslidende at beskæftige sig med. Kort: Fornuftsviden, den viden der foregår og etableres via retsstaten og dermed i den latterlige forstand, det er gamle magttoner altsammen. Det har intet med det menneskeligt befordrende at gøre. Det er døde erfaringer – og ikke de døde erfaringer menneskekærligheden genopstår af.

*** Klogeligst

Barnet er hos dets forældre og det er tilstrækkeligt, når troen er der og de kreativt udvikler sig med det, fordi det organiske øre vil tage højde for den sorg, der så end måtte være nedarvet og hændt deres liv – og så fremdeles tilgode for samfundet. Uanset hvad fanden og hans pumpestok I siger hos det hitlerske fornuftsfolkefærd i videnskaberne, der snakker statsledelsens fornuft efter munden og skoler den dumme befolkning i det. – Hvad du ellers måtte have tænkt dig at gøre, Hr. Statsminister, Anders Fogh Rasmussen, så er negativ social arv bundet i statsministeriet. Du kan ikke udrede negativ social arv ved at bekræfte negativ social arv. Er du måske ikke selv på overførsels-indkomst. Ja, ja. - Men betyder det, at der kun er magtens vej frem som eksistens-betingelse. Godt så, for så er jeg klar, så løfter jeg dem, der ikke har haft magt i livet - så skal du bare se løjer. De kommer ikke som hævn, de følger fornuftens ligestillingsregler i et 1-1 forhold, når de først har lært at man har lov til det, uden at vide at du er dig som jeg er mig. – Eller det er måske ikke det, at oplysning handler om?

Som afleder må jeg derfor råde dig til at tage fat på din menneskesorg på landets vegne. Det synes jeg egentlig også at du har vist toner af. Jeg er sådan set stolt nok over et land, med mennesker der tør trykke hul på bylden og stå fast, fordi det er som det er. - Fortsæt med at give sigte til afvikling af statstraditionen: Livet før systemet. Men da bliver du nødt til at oplyse af dit inderste og føre den ånd ud som menneske.

I bliver nødt til at vise magten i ærligheden, giv toner at livshistorien, det er menneskeledelse at gøre så. Fortæl magtens historie som prægning af livet, kom ned til mennesket. - Du har jo også Bertel Haarder, ja så mange andre gode mennesker i folketinget, der har et brændende hjerte for mennesket. - Glem partierne, brug dem istedet for, lad dem tale klart, istedet for magtkamp: Lad dem fortælle deres kulturlivs historie, deres følelser. Og vær klar over, hvad det kræver som giver. For det giver rigtig meget. Og nyt sigte derved.

Brug Jeres tæft og erfaringer med medier på det. - Tal af hjertet for mennesket. Lær mennesket at kende hos Jer, tag det frem og lad det råde Jer i blottelsen. Derved kommer åbningen. – Vis nu at magten ikke er knyttet til embedsførelsen, statsledelse eller mediernes sultne hunde, der kun kan efterabe teknologiens magtmåde at skabe ret og vejledning på. Redaktørerne har vel erkendt det, men så må de tage fat i egne række og skole deres ansatte til at få deres liv frem uden retfærdighedens toner. - Ellers kan de folkeskole-opdragede børn på universitetet og andre steder ikke forstå, hvad deres opgave i samfundet er. – Og følgeligt, at deres potentiale ikke er viden, men deres hjerte for mennesket, et livsmæssigt udviklende samfund, hvor kampe aldrig må blive hårdere end at vi bekræfter hinanden som mennesker i livet, ja næstekærlighed hedder det traditionelt – men sålede bliver mere klar over livets organiske realitet som den giver os åndelig plads og meget mere til. Såfremt videre, ja, at vi kender vort unikke menneskes forløsende rolle i den sammenhæng. Men det er det samme som jeg lige har sagt! Ord for det samme, samme ånd, samme forløsende energi.

For det bliver nødvendigvis en sådan forløsende rolle på baggrund af al fornuftens, verdenshistoriske svineri, låst i tidsopfattelse, låst i rum-opfattelse, ja låst af det matematiske paradigme, der ikke kender deres tegn ontologisk hedder det, men det betyder værensmæssigt og når tiøren falder, livsmæssigt: personligt ansvarligt. – Ja så I er hermed blevet ansvarlige for velfærdsygdommene og dermed deres helbredelse som I som syge mennesker, faktisk også kan yde til. – For I er syge, kære fornufts-matematisk paradigmeførte liv. Og så er jeg altså ligeglad om jeg har hele befolkningen imod mig, ja det véd jeg, at jeg ikke har. Jeg tror jo på mennesket af livet.

Måske synes det svært, men der er altså ingen anden vej. Og det gode er, at vi har forstanden til det. Den, der ikke er svinet til af universitetet og kapital-statsledelse.

Bertel Haardet kender ånden som menneske, men han må selvfølgelig holde op med at formulere det i magtens toner. - Jeg véd ikke, hvad I ellers vil finde som midterpunkt i verdens befolkninger end livets kærlighedstoner, der jo altså ikke behøver at være til trøst, nej er til den bredeste samhørighed. I kan ikke få Jeres vilje med magt. Det er umuligt, hvadend I forstår det eller ej. Elsk befolkningen som menneske og vis det. Deri består Jeres magt og egentlige myndighed. Og socialdemokratiet, ja det er altså et menneske, der skal forløses af 100 års lidelse. Så stor er sorgen med den akademiske kapital-stats industri og derfor siger jeg som jeg gør.

Sæt den banan, Bertel Haarder til at tænke. Og lad ham skrive og tale med andre i folketinget. Lad ham koncentrere det. – Ja gå sammen om det. Lav om på stemmeføringen, hør hinanden istedet. Sammenfat, løft, koncentrer, drop magtkampene, lær af dem, disciplinér traditionen. – Det kan jeg da mærke, at du har gjort Anders Fogh Rasmussen. Men jeg siger: brug hinandens energi-potentiale som mennesker – FOR I SIDDER ALLE SAMMEN I LEDELSE AF DEN DANSKE BEFOLKNINGS KULTURBAGGRUNDE. I kommer ikke nærmere en menneskeledelse ved at komme til magt i regeringen. I bliver ikke herre over systemet ved at komme til magt. Det må I da kunne forstå.

Og dermed sagt: I har ingen anden magt end den, der er givet ved at aflade trykket af de forskellige kulturer. Danmark er et lille land, lad ordet råde, fremfor skriften eller teknologien, så der ikke er så lang omvej. Ja der er ingen anden magt end oplysningen – og det er ikke min, thi da vil jeg ikke kunne være ærlig som menneske, ja da vil I overhovedet ikke synes, at der var noget almenmenneskeligt relevant i det, jeg sagde, uanset, hvor præget jeg end er af det mit liv har gået igennem i samfundskulturerne. Tal om mennesket, tal af livet, så hører livet rundt omkring, hvad det har brug for i god retning. Så føler det ret i allerbedste forstand, thi da har det ikke noget med magt at gøre, men at de som vi er noget værd som vi nu hver især er stillet.

I kan ikke skabe et samfund, I kan kun bekræfte et samfund undervejs i livet som menneske og derved lade det udvikle sig – og det er ikke politik at formulere det, det er ledelse, kulturledelse, menneskeledelse. Knyt Jeres tale til livet og ikke magten, ikke den akademiske fornufts ledelses-apparat. – Midten er kære-ligheden som liv på jord, ligeværdigheden som levende menneske i sands for kulturbaggrunden. Vis det med alle dens ansigter, gør det åbenbart, så vi græder og bliver glade og forman mennesket på plads, når den faderlige stemme melder sig. Sig frem ærligt, forstandigt, koncentreret og præcist. - Ja, sgu ikke som jeg med alle ordene her til at optrævle det akademiske stats-apparat, men i samme, lignende ånd. Ordets ånd er mennesket i vor vesterlandske kultur og den er ikke en fornufts-universaliserende gyldighed – den er en livsbekræftende organisk, kropslig udtryks-realitet, den giver lyd af hjertet hos mennesket på jord. Jeg hedder Jens Haarup Mortensen og jeg er meget lille. Men den ånd kommer det oplyste demokrati ikke udover, fordi mennesket ikke kommer ud over det. Det har jeg gjort klart, ikke sandt: mindre bliver til mere.

Eller med andre ord, med hensyn til medier: Danskerne bliver bange for medierne, fordi de jo uundgåeligt er ladet med den universitære vold, der opstår med teknologiens matematiske alle, skattelovgivningen. Og det giver jo som bekendt ikke det samme resultat hele vejen rundt. – Og det var sørme mærkeligt, ikke sandt! – Men Danmark har ingen grund til at frygte propaganda, når vi fastholder ærlighedens ansigt som menneske i vor tale og besyv. Vi har faktisk en forstand på livet, men vi bruger den ikke og det er undertrykkelse, at den ikke er gyldig som magtfaktor om I vil, livsmæssig magtfaktor naturligvis. - Det er kunsten, det er ånden, det er mennesket, det er organisk og uden det kommer I aldrig til at virke. - Derfor er der heller ingen grund til ikke at have faste medie-klokkeslæt, hvor landets samlede menneskelig vurdering, tale til folk, hjerte til folk, fortælling til folk – folketingets vurdering af, hvor vi er, altså hvad vi føler og ikke hvordan det burde være, da det er klazzisismens forskudthed: Akademikerne, der ånder Jer i nakken, fordi de ikke er udviklet som menneske i kropsligt arbejde, men helt sikkert vil empirisk godtgøre, at der er et system at tage højde for. Og ja, det er nemlig nedarvet, men skal vi trykke det videre ned til aben igen, som romerne jo ikke kunne forstå, hvad det var, at der skete? – Fortsæt med at aflade medierne, ignorér deres alle-magt ved at tale til alle mennesker af Jeres menneske i livet. Spejlbilledet er ligemeget hos liv, hvor hørelsen er intakt. Der er direkte kontakt, brug den.

I kan kun føle på menneskets vegne, ikke magte på dets vegne. Afviklingen af staten, det er bevarelsen af det talte ord, hvilket betyder hørelsens kontakt som ånd. Og det kan man ikke læse sig til. - Respekten for menneskets talelse i livets ledelse, der altid vil være rundet af omgivelsen, men ligeledes altid genkendelig derved. Sådan udvikler vi os. Det talte ord rummer meget mere potentiale end det skriftlige – og det afslører også mig på min forskudthed. Jeg taler dog i skrift, så personligt jeg kan, så I også kan høre, hvordan I skal høre. Der er jo mange, der bruger skriften teoretisk, uden at afsløre sig, uden af lade ærligheden træde frem – ja fordi de er igang med at bygge land op med lov i deres egen, men således uendelige universitære og universaliserende verden. Det er synd, for man kan også se det sådan: at de knokler med at få deres livs følelser til at passe ind i lovens, fornuftsmagteriets regler. Og det er gallimatias, det er vejen ned til aben ad helvede til.

Og ligenetop derfor er også omgivelsens facon på Christiansborg altafgørende i forhold til, hvad der kommer ud af Jeres mund. Ignorér loven, men bekræft menneskelig skik i udvikling. Brug hinanden: Gør noget sammen, elsk hinanden - for I er stillet som spejl af befolkningen. I er som sagt på vej ind i den akademiske traditions spejlverden: Og kun ved at holde Jer fast på hinanden i det I kommer fra og repræsentere, kan I virke som syntetiserende ledelse, der finder fællesnævneren i befolkningen, den opløftende menneskeånd. Ellers kommer sproget ikke til at stå personligt, livsmæssigt repræsenterende.

Og sådan skal I indrette folketingets procedure, uddrag Jeres liv - selvom I da vil se, at menneskeforstanden er hamrende lavt udviklet i det danske skolesystem. Men det er jo staten i står for, så I er nødt til at opløse den via menneskelig, ærlighedens oplysning. Lad være med at have magt. For I har den ikke, den er forstilt. Afmagt ledelse i ytring – lad være med at forstå først, men sig frem af velhjerte. Og skab øvelokale for det, så mennesker der repræsenterer en kulturbaggrund får sagt det, der er at sige, får taget trykket af sin kulturbaggrund og givet den videre sigte. Eric Clausens køkkenhaver på plænen mellem den grå beton; hvorfor ikke? Tror I ikke muslimer kan lide gulerødder? - Ansat gymnastik-lærere, talepædagoger, sprogkyndige, BS Christiansen og lign. der fokuserer på det opbyggelige i såvel krop som sind - for hele kulturen er potentielt i Jeres krop – således fremfor spindoktori og andre fornuftsgjorte menneskers store administrations-viden om, hvordan alt hænger sammen og lige kan styres ovenfra med de rette konstanter: sænker vi renten, så sker der det og det, skruer vi lidt på udlandsgælden, så kører maskinen sådan og sådan, osv. Det har ikke noget med livet at gøre, ignorer det. I er indlejret i fornuftens stupide sprog og det skal ud.

Brug hinandens kulturbaggrunde, de er kødeliggjorte, sig hvad I kommer fra og tal dernæst – så har folk en forstand at holde sig til, så kan de høre, hvilke kulturer i kulturen, der faktisk, måske ikke har det så godt eller skal afvikles, så mennesket kan udvikles. Endvidere, hvilke kulturer, der ikke overhovedet repræsenterer sig i folketinget! - De små følelser er af stor betydning. Mindre bliver til mere. Kan vi ikke tåle at høre hinanden, så kan vi ikke tåle modet, der giver samhørigheden. – Men livet lukker ørerne, når ærligheden ikke er stemmen. I kan med andre ord ikke tale over livet, kun ud af det.

Bunden af samfundet, det er Jer, det er hvad I repræsenterer – og det kommer I sørme ikke udover, for sådan er Jeres hjerte jo ellers var I ikke gået ind for at forbedre noget. Det er et organiske hieraki, der fordeler sig efter ånd for mennesket og livet, hvilket er dumt at bekæmpe, da det jo skal udkæmpes, udtrykkes til fordel for os, til glæde for os. Top og bund er altid lig i menneskehjertelig forstand som først bliver sidst og omvendt. - Men at aflade det hieraki eller dets vanvittige, ekstreme kulturbevægelser, i sigte for, at hieraki ikke giver nogen forret i livets basale gode, fremfor andre, ja det er stemmeføringen, der kan fordele og forplante sig, så folk ikke kanaliserer det op igen, til politik, men forløser livets situation, bekræfter hinanden som menneske, der hvor de er, uanset hvad – og derved bliver bedre til at leve sammen. – Eller med andre ord: at aflade hierakiets sind, så bunden, Jer, bliver et gode for den bund I uundgåeligt også repræsenterer, ja det lader sig kun gøre gennem ærligheden som menneske. Sig hvad mennesket er, fortsæt med det. Jeres sorg er bundens sorg, I er fortalere for den – men I skal være forløsere af den. Og det kan I aldrig gøre via lov. I kan aldrig tage hjem med god samvittighed uden, at have sagt noget menneskeligt ærlig af Jeres liv, hvad det er rundet af og kommer fra.. – Det klær f.eks. ikke politikere, at de skriver deres selvbiografi, når de er færdige med politik. Jøsses kineser, siger jeg, for deraf fremgår det, hvad et 12-årigt barn har forstået og dermed, hvad tiden er gået med for voksne. – Tænk at børn skal læse sig til at blive ligeså dumme ad politisk lovførende vej. De er jo ikke onde eller magtbetonede i forvejen. De bliver det først gennem vor statslige socialiseringer. - Men at gøre en selvbiografi midtvejs eller som indledning til en politiks karriére, ja det er måske noget andet, det kunne måske bruges, så selvet ikke står i vejen for mennesket. - Den politiske tradition uddrager ikke, koncentrerer ikke mennesket, forløser det ikke, bekræfter det ikke sandt, finder ingen midte, ingen ånd, der løfter, men det er opgaven.

Begynd på talen, for der ikke noget system udover livets forstandige måde med sig, hele menneskets vokabular i sin hjerteligste ånd. Præcist, mildt talende til mennesket, så det rejser sig i glæde. Det er vejen, der forløser sorgen og giver tilliden. – Og der er jo altså et fælles-sprog, der organisk gør som det skal til vor fordel. Og kan I ikke dét, jamen det kan I da. Det er jeg slet ikke I tvivl om, for sådan taler forstanden hos os.

Først ved menneskets sandselige stemme kan de sidste nåes, nedefra søger op som oppefra søger ned - så hvordan søger I ned?

JA SVARET ER JO UD UNDER ÅBEN HIMMEL



INDSIGT

Viden er kun materialisering af indsigt, at sætte den på skrift f.eks. Tegnene på hulevæggen som urfolket ridsede. Det er forståeligt som vi stadigvæk tegner løs på alt muligt. Grafitti-bevægelsen f.eks.

Materialisering af indsigt, der senere bliver til alskens former for redskaber og senere igen teknologi – den skyldes, at indsigt kan være tung, svær at bære, belastende for livet. Man kan sige at livet afhænder sin belastning og letter sig selv derved. Jeg kaldte det kanalisering i første kapitel. Og ihu er stadigvæk at politik tilsvarende er at kanalisere den tunge indsigt, f.eks. social harme, vrede, angst over at skulle leve i et samfund, der ikke udvikler sig eller ret synes at tage sig ordentligt af tingene og sine mennesker – men desværre, traditionelt at kanaliserer det i lovgivning i håb om bedre tider. Så kan de lære det, dem, der er årsag til harmen, jeg ikke kan bære uden at vende den så befordrende, jeg nu kan – i håb for livet fremover, der følger loven i uendelig fremtidig autoritetstro og fremskridtstro!!!! Den berettigende harme over menneskets arme.

Vi er nødt til at bevæge os og lade os bevæge, for at udskille kroppens giftsstoffer, svede. Vi er nødt til at bevæge os med tingene, gøremål og således afhænde det forpligtende. Ellers bliver det for tungt. Vi er nødt til at forelske os, for at kunne afhænde kønsdriftens tykhed bag ørerne, for ellers kan vi ikke høre. Vi er nødt til at fortsætte med at afhænde, hvad der end trykker. Ellers bliver det for tungt. – Materialisering i form af f.eks. kunst, videnskab, politik, produktions-virksomhed med videre. Det er altsammen afhændelse af noget, der trykker. En indsigt, måske en god idé eller måske sorg. Det kan stilles på mange måder som det er givet på mange måder og afhændes på mange måder. Vi må tage trykket og gøre noget ved sagen, så vi kan lettes og lyse op med friske kræfter. Det er tilfredsstillende for organismen at kunne afhænde, hvad der end måtte trykke.

At tage trykket, det er også den menneskelige kulturs omdrejningspunkt i sin bosiddende, mellem-menneskelige situation på jord. - Det er også menneskelivets uddannelse og kulturudviklingens omdrejningspunkt. Og er det ikke det, det også handler om i Danmark, hos os, den danske befolkning af unikke mennesker, der søger at elske livet rigtig godt?

I dag er vi globaliseret, dvs. på vej med at finde afhændelse for, hvad der trykker menneskeheden. For vi kan ikke blive lokal-samfund igen – ikke før dét, der trykker menneskeheden har fundet sin afhændelse på tilfredsstillende vis. Men se: det kan jo ikke materialiseres i et verdenssystem, sådan som man har kunnet tidligere over mindre samfund. Og det siger alt. Det er nu engang og altså den akademiske latinske fornufts-traditions måde at finde afhændelse på og tilfredsstillelse – ganske vist i modtræk, som tidligere sagt, til de løbske markedskræfter. Bill Gates har sat Danmark på den anden ende, ganske som børsdrenge gør det. Kapital-staten er naturkræfternes, fornuftens enten-eller. Det er ligesom hjertepumpen, der trækker sig sammen og giver slip – men lad dog være med at tænke det på den måde, for det er farligt, det er sådan den nævnte omgivelse har fat i vort sind i navn af fornuft. Og vi kæmper jo med det, fordi multi-nationale selskaber ikke skal have for meget lov.... Handel med børn over internettet... efterladte børn på netcaféer, osv.... Men lad være med at tænke på hjertet som en enten-eller-bevægelse, for du kan jo ikke tænke og styre dit hjertes måde at slå på. Det skal da have lov til at slå, uanset hvad – nej, det skal netop ikke have lov til at slå. Det slår forhåbentligt ganske godt, så længe du lever med dit befriende åndedræt, tager trykket.

Hjertet er vi altså ikke herre over i første som sidste instans. På sammen vis heller ikke over de drenge, der har så megen fadersorg i sig, at de skal erobrer hele verden. Det skal vi bare indse og gøre noget ved, før de bliver voksne mastodonter, i hvis sind menneskeglæden ikke kan trænge ind. (Og tag ikke fejl af mig, jeg er glad på trods af sorg – jeg kan altså bare ikke slippe den menneskelige ære-lighed som den er mig givet).

Livet er en kropslig åndende realitet, der afhænder og således aflader sit sind, sin indsigt, sin idé, sin sorg eller hvad der nu trykker. Det vigtige ved globaliseringen, det er at forstå, at det kun er nogle bestemte kulturer i vor vestlige kultur, der afhænder, hvad der trykker hos dem – på den globaliserende, universaliserende måde. EU, skulle have været et kulturudviklings-fænomen eller kom rettere sagt på baggrund af en peace, love and understanding bevægelse kloden rundt. Organismen ånder. Akademisk-humanistisk blev det til oversættelser og kulturforståelse, men ganske som peace-love-and-understanding blev politisk ladet – blev også kulturudvekslingen, f.eks. studenter-udveksling, journalister i samme spor, ja, politisk ladet. For det blev alvorligt, menneskeligt og gik udover glæden, der overhovedet skal til, for at kunne forstå. Hører I det bedre sådan, så kommer kærlighedens erfarne frugter hermed.

EU, det blev romerstaten om igen, det vil bruge magt over livet og har den jo altså ikke. Akademikerstandens fornuft nedarvet i folket kom til kort, der var ligesom ikke nogen til bogføringen af, hvad der foregik rundt omkring, om landmanden nu lagde marken brak og havde de ungkalve, der var brug for i portugal. - Derved fik vi imidlertid øje på staten påny, kapital-staten, skattesystemets måde med livet. Anders Fogh skrev sin bog om minimalstaten, magtudredning blev bestilt, mv. – Men alt det, det er jo en fandens måde at erkende på. Det koster hele befolkningers tillid til ledelse overhovedet. Det fører en slags anarki med sig, foruden krig i andre lande i verden. - Og den strid står midt i livets allerhjerteligste center, alle de menneskelige følelser, følelseslivet og forstanden til at forstå sig på det.

Fornuftens systemer har taget patent på menneskets forstand, projicerer det op til adlydelse – nede i EU, næste gang FN, medmindre vi siger nej, nej og atter nej. For det gør befolkningen, livet. Der vil aldrig kunne være god magt forbundet med det, sålænge man ikke forstår, at det ikke er lovgivning, der skal være helt deroppe. Det skal aflades, nedenom, hjem, op og ud igen til livets nærværd, hvorigennem kultivering foregår ladet med hjertes glæde ved at være til. (Jeg er ikke EU-modstander, for jeg er ikke politisk, men det er bare et akademisk projekt, baseret på en bestemt ånd, der kører i enten-eller-tyngdekraftens sprog og en vekselvirkning på det plan, det kan jeg ikke forsvare som menneske, der kender europas historie i forstanden, af kød og blod, følsomt).

Den romersk-latinske arv gør os storhedsvanvittige og mennesket reagere altså altid i bevarelse af den jordiske væksthorisont. Og det kan godt blive voldeligt og ganske uhensigtsmæssigt, når det fornuftsgjorte menneske bliver så fraværende, ikke kan høre, at der er sagt fra. TwinTowers, verdenshandlens hovedcenter. Amerikanernes problemer, har altid været europas – og det er den græsk-romerske, latinske fornufts hokus pokus. Ja, at man ikke har udviklet videnskulturen som en indforstået forløsningskultur gennem trivsel og sandselig vækst, på alle leder og kanter. Ånd, der ånder – og forstandigt kan fastholde en sådan livsbefordrende udvikling. Vi er slet ikke færdige med at lade alt det gode i mennesket råde i os, så det kan komme frem og få sine ben at gå på.

Er du trist og har du sorg i sinde, så.... Når sorg indtræder i sindet, så er det manglende afhændelse. At der ikke findes vej for det, omvendelse af det til glæde, så organismen kan lette sig. Fornuftsviden fastholder det som universets orden og påtvinger derved organismen at leve selvundertrykkende - med autoritative fikstjerner som referencer - i en accept af, at livet er en lang lidelse og der således ikke er noget at gøre ved det. Ligesom i rigtig, rigtig gamle dage, hvor man af samme grund begyndte at tale om reinkarnation, at der nok ventede et skønt liv på os, efter døden. - Og det protestanterer menneskehjertet imod, for det er kraftedme præstestyrets eller dansk fornuftsledelses løgn og latin, at livet skal leves sådan. – Sorg i sinde, det er altid forbundet med omverden.

Sindet er omverden ligeover – men omverden er dog stor i livets sands for den. Verden er så stor, så stor Lasse, Lasse lille. Der er noget, der hedder hukommelse eller at komme noget ihu. Sindet er til for din krop. Sådan er guds design om du vil. Sindet er meget tæt på forstand, men er det ikke. Det er nærmest et gammelt udtryk for det. - Når sorg imidlertid indtræder i sindet, så er der noget, et tryk, der skal tages af. Som man skal tage sig af. Lette sig fra. Omvende. Og det må man så gøre, indtil man atter kan ånde frit af glad hjerte for livet. Det må ikke fornægtes mennesket at handle sådan, for sådan er organismens helbredende, helende evne. Og det er udviklingsgode.

– Fornuften, den lader imidlertid ikke sindet aflade sig, den lader ikke livet komme sig, til sine kræfter igen. Den fastholder dig på din skattepligt ligeover, uanset hvad der er foregået i dit liv, hvad du har været udsat for. Så svinsk er staten, men det er fordi den er forstilt helt tilbage fra antikken. – Pointen her er, at sorg, der indtræder i sindet også er et erfaringspotentiale som jeg også har været inde på det. Et vækstpotentiale. Videre at det kun sandt at sige kan omvendes ved, først igen at finde klarhed, men dernæst at sørge for at omvende de omstændigheder i omverden, der har været medvirkende til, at sindet er blevet betynget af sorg. – Og endeligt: Det vanskelige at forstå er menneskesorgen, at der findes sorg, der indtræder i sindet, fordi omverden ikke lever menneskeligt, hjerteligt nu, til glæde for livet fremover. Indsigts-sorg kunne man kalde det, men det betyder altså at der er liv, der tager sorgerne på forskud, fordi det sandse deres komme ud fra nutiden. Af sammen grund forpligtes det til at søge omvendelse af noget i tide.

Når en sådan indsigtsorg imidlertid vokser over generationer, hvad den gør i takt med omverden, ja så kender vi den negative sociale arv igen, men på et andet plan. Og så er vi altså i meget store vanskeligheder som menneskelig kultur. Så lader vi os så at sige bukke og neje for omverden, som I gamle adelstandige tider, uden at vende den omverden, der har været medvirkende årsag til vor sorg. Og det er krævende at finde vej for det. For det er hele det mellem-menneskeliges måde i vor kultur, der derved skal vendes. Kort sagt: at VI lever forkert i al sin generationsmæssige generalitet. Arv-og-miljø. Vi lever forkert betyder, at vi måler os på det udvendige. At være tro kan ikke måles, men arv-og-miljømæssigt kan det i sandhed ses. - Tilmed hører så I vor tid, at omverden er blevet globaliseret og derfor siger jeg: At indsigts-sorgen handler om menneskeheden, der søger at tage trykket, så den igen kan blive tilfredsstillet og se mere klart mod nye horisonter.

Et andet vigtigt, at få på plads. Når man ligger i sengen med hende den dejlige, så vil man ikke forstyrres, så er man lige ved noget. Når sorg indtræder er organismen tilsvarende lige ved noget. Der er noget, der skal sørges for – og det er altså ikke luksus. Det er menneskeligt udviklende. – Sindet reagere på sorg eller en voksende erfaring med livet ved at tage højde for det, lade det ske. Imens, da det stadig skal virke i livet, så finder det andre områder at beskæftige sig med, der ikke forstyrrer ”barnet i moders mave”, noget der kan aflede opmærksomheden og lade naturen gå sin gang som man siger. Eller man lader simpelthen stå til og affinder sig med det, hvis det er påkrævet. Endvidere dermed sørges indirekte for, beredes vejen for det, der kommer: det lille barn, den store glæde.

– I forhold til det organiske livsforhold siger fornuften imidlertid stadigvæk: Du kan enten vælge at gå på barselsorlov eller lade være; du skulle nok have tænkt dig lidt om, før du lod dig blive tyk. Eller som min sødeste kæreste, der intet kunne vide om alt det her, svarede, da jeg ynkeligt i hendes øre sagde: Jamen, jeg elsker dig, jeg elsker vores familie – det er for sent, svarede hun, det lille søde menneske. Ja, nok er nok, men ikke i forstandigt sigte for menneskelivet, sin søn, når man kender sin plads i menneskenaturen. Og så må man gå en anden vej med værdigheden i behold, helt ned under den social-fascistiske fornuftsstat og op med den i sin hule hånd, gudskelov for Jer, store hjerte. Ånd.

Det er i sandhed ånden i livet, der kommer fra gennemløbet af satans fornuftige kapital-stat, de døde erfaringer, som I der hørte. (Og hvordan den tackles, hos mig om ikke andet, tilsvarende måske hos andre). Derfor kan jeg sige: Sådan er Vi blevet i Jante-styrets kultivering af os. Det er klokkeklart fascistiske toner omverden lader kødet med, bortset fra, at det ikke kommer som idealistisk, ideologisk system ovenfra, hvorfor den stive fornuft ikke kan se det – ja den tror såmænd hitler kommer som en hitler eller en Pia Kjærsgård, en hjemmehjælper - kan I slet ikke høre Jer selv, akademikere (ja jeg har ikke glemt Jeres foragt for mennesker af landet, der rejser sig og siger frem, når noget trykker i henhold til deres liv og ind i demokratiet - nej, nej, nej, indtil den oplyste menneske-forstand, der har et personligt hjerte og ærinde. Det underkendte I allesammen lige henad en kant og det er ikke sikkert, at I er blevet klogere. Føj, sådan er I altså vrangforstilte af fornuftens universitære socialitet). – Så sådan, som en person, kommer den grimme fornufts-idealisme slet ikke, nej, den kommer op nedenfra som indefra, gennem børnene og som således selvfølgelig bliver til f.eks. anoreksi hos nogle børn – eller bare under et velfærdssygdommene.

Troede I bare, at arvesynden var en ideologi, at man ikke skulle tage skyld og ansvar på sig som sandt menneske af hjerte og udvikle sig med det ind i nye tider i al evighed, for at kunne undgå en forøgelse af trykket i kommende generationer, der jo kommer ud i forargelse, vrede, agression – politik, ekstrem livsførelse, selvmord, jalousidrab, incest og lignende mere eller mindre gode måder at håndtere det tryk, der SKAL tages, såfremt kulturen ikke skal blive tilintetgjort fra en helt anden kant i verden?

Troede I virkelig, at hjertet ikke havde sin ret og helt egen rettergang i livet. Den, der kaldes Højeste Ret og som vi forsøgte at tage højde for i den udvendige retsstat ved at uddanne retfærdige, gode ledere – men som oplyste mennesker i livets forstand eller hva´? - Rolig børnlil i de danske retssale, hvor det i den grad er strafbart at sætte sig som herre over livet, uden at kunne føre livet sandt af hjerte. Rolig, I er jo også bare mennesker, I sidder ikke længere med patent på dømmekraften – i et to-regimente-styre sammen med biskopperne. Det kan I slet ikke holde til, så vær I glade for mig.

Pointe: Fornuftens enten-eller er en vekselvirkning, der finder sted i undgåelse af sorgen. Og sådan er vesterlandsk kulturhistorie i sin magtmåde. Så stor er sorgen. – Men hermed sagt: Er den altså også lettere af vende. At lette os fra på den helt rigtige måde. Jeg tager trykket for Jer, så organismen kan ånde fri fra fanden, ganske som vi fortsat forsager, der betyder afsiger, aflader, afstår fra – forsager djævelen og alle hans selvretfærdige gerninger. Vi lader ham være forsagt og undlader dermed at bekræfte ham, vi ignorerer hans magt og afmagter istedet. - På moderne dansk: Vi angiver ikke hinanden som absolut skyldige, der skal betale med deres liv. Og det er ikke blot døden, der er på tale med livet, det er glæden og videre vej med livet, der jo altså fortsætter med at leve i samfundet, uanset ,hvad I fornuftens satan-tilbedere bilder Jer ind under pres af en befolkning, i stemme-rettens land nummer et, hvor ingen fælles stemme længere høres. Jeg er gal på Jer, for I sidder som ærke-akademikere og kaster gris frem og tilbage mellem tredelingen af magten. – Det er ikke uretfærdigt, det er bare bundhamrende uærligt som menneske. Og det går lige ned i børnene og menneskene under Jer.

Der skal sørges for sorg, uanset hvori den består. For den har altid med omverden at gøre. Naturen, kulturen, ja vor hele eksistens. – Sådan sad de og tegnede på hulevæggen, ridsede omhyggeligt, mærksomt noget i væggen, eftertiden skulle se. Kilroy Was Here. Jeg har været her, Vi har været her og det så sådan her ud. – Ja, der var noget, der skulle ud. Det er udtryk for den snigende identitets-erkendelse hos mennesket. Senere: I europæisk kultur er ånds-mærket på indgangen til Oraklet i Delfi: Kend Dig Selv. Antikkens vejledning af mennesket. Det var fornuftens tradition og den er hermed opløst og afsluttet.

Der er ikke noget selv, selvet er fornuften, fornuften opstår som spejling i de mellem-menneskelige forhold, der kommer af, at vi blev bosiddende. Vi havde styr på at søge læ i stormvejr, fik styr på at bygge bedre huse, fik styr på at finde føde på forskellig vis – men vi fik aldrig styr på det mellemmenneskelige. Vi fortsatte og fandt mange måder at kanalisere mellem-menneskelige konflikter på. Endog at træne mennesker til at tage sig af dem. Behandler-samfundet kaldtes det i vor tid, negativt, fordi vi har udviklet os til at tage os af alle menneskelige konflikter som om der ikke var sorg, der skulle sørges for, vækststadier i livet, kulturelt som personligt. Som før sagt blev den administrative stat en måde at kanalisere det mellemmenneskelige overtryk på, så der ikke opstod blodbad og alt det gode ikke gik tabt, de liv, der sådan set egentlig ikke havde noget med overtrykket at gøre. – Kend dig selv, blev til kend livet. Det skete i år nul.

Livserfaringen, der kom til os i år nul, på baggrund af erfaringer med det klassiske og det jødiske, den hed: menneskelivets kære-lighed og personificerede sig i Jesus. Og det var en erfaring af, hvordan vi som organisme virker – mellemmenneskeligt set. Trykket skal også tages i den henseende. Og som han tog det kom vi til at se, hvordan vi var og er overfor hinanden, når vi glemmer at elske livet, at være tro, barmhjertige – og glemmer at udvikle os som livets samfund derved og jo ikke som verdens-samfund. Har landets indretning, omverden over generationer tømret sig fast i sin indretning, kuet liv, der søgte at udfolde sig ærligt, vokse med sit barn i behold, så den umiddelbare glæde ved livet også kunne fortsætte hele vejen op i alderen, fortsætte med sin frimodighed, sin skønhed, sin nysgerrighed, men gennem kunnen, færdighed, pligter og i sine nye skikkelser i livets aldre og livsnaturligvis i afsætten af sit personlig tryk derved, aftryk, ja sætte sine mærker som erfarende menneske henadvejen – dog altså af den samme ånd, barnetroen på livet, der ligger foran én og netop gør det i al evighed i den åndende forstand. En gang til: Har landets indretning kuet en sådan god erfarings-udvikling, god menneskekulturlig erfarings-udvikling, forsømt at høre, hvad der kom, barnets nye vidnesbyrd - ja så kommer det som ekstrem livsførelse, krig, som overtryk, akkumuleret livsenergi, ånd, der bare skal ud: PUF.

Jesus, ja han gjorde ikke skade på sig selv, det var den lovreligiøse fundamentalisme, moselovene, der dømte ham til døden, fordi de ellers ville miste deres magt og position, der jo skulle til, for at holde oprør nede i befolkningen. Men altså dermed også kommer til at kue livets udvikling i negativ, jantelovmæssige forstand: Vi må hellere holde os indendøre, for vi bliver slagtet, når vi siger frem. Syndere turde ikke sige noget, fordi det lå fast, hvad lovovertrædelse var.

Det havner nogle af os I. Og det handler om menneskenaturen som jeg også har været inde på det. Den menneskelige organisme, herunder det mellemmenneskeliges tagen trykket, livsnaturlig vis. Og så er det jo befriende, at man forstår, at man ikke skal betale med sit liv, ofre det for en eller anden sag, resten af omverden er ligeglad med, i deres afmagt. Men lad os nu se. - Ihvertfald kan jeg sige, at der ikke er nogen grund til panik, når man ikke dyrker de græsk-romerske guder, herunder pan. Panisk angst er igen fornuftens produkt i livet. – Ihvertfald kan jeg sige, at menneskenaturens organisme er levende og ånder som sådan: indforstået i af sin indsigt. Og det bliver kapitlets overskrift som også bogens afsluttende UDdrag.


UD

Forstanden er sorgen, det nedarvede erfaringspotentiale, der vækkes af sand kærlighed – og derved sørger forstanden i personlig skikkelse, ens liv for, at fornuftens selvstændighed, alverdens universitære ligegyldigheder, ikke løber af med mennesket, med kulturen i sin udvikling. Man bliver tro af hjerte for livet og menneskeligt sigte bliver til. I den voksende bevægelse med livets gang, kroppen, vokser også indsigten på indforstået vis og det er videre: menneskelivets eget udviklingspotentiale til sin kulturs fortsatte indlevelse. Et træ vokser ikke ved at lægge lag på lag, blive tykkere og tykkere, nej, de skyder indefra og presser det gamle lag ud som værn for den friske midte, næringen.

Menneskedyret er næsten løsrevet jorden, det har ingen rødder som et træ, står ikke plantet på jord, men bevæger sig. Da lige ved og næsten som bekendt ingen mand slår af hesten, så er erfaringen dog givet: vi står på jord, går på jord og sår på jord. – Vi hører til på jord, er stillet i en sfære i livets organisme på jord. Den er historisk som En levende realitet, der ånder med sit vind og vejr og os med. Vi har rødder i slægten, blodets bånd som ånd, men videre rødder i hinanden derved og derarf er menneskeslægtens ånd og sigte givet som vejledende af os, vor ånd og kropskunnen dermed. Det er vort menneske.

Det er oplysningen, der er uomtvistelig og nu er den stillet som sådan i udviklingsigte til os: organisk, jordnært. Nu er menneskehedens fællesmenneskelige, fællessandselige sfære givet påny, bekræftet på ny, såvel i det nære som det fjerne, overordnet som underordnet. Og det betyder at vi kan gøre meget i forhold til af bekræfte os i den realitet, danne os, kultivere os, leve og arbejde i kontakt med den realitet. At gøre det så bliver forstandens sørgen for den menneskesorg, der er blevet nedarvet af alle de mennesker, der ikke hører efter – og altså en kropslig renselsesproces (ikke noget med etnisk udrensning), der giver ny holdbar menneskelig identitet og deraf et frisættende, forløsende samfund, der formår at arbejde sig t ro gennem livserfaringens kulturskabende bevægelse.

Da staten er en del af vor forstand bliver det vor opgave at vende dens fornuftssorg igennem os, en anden livsførelse. Således fremfor at bygge ovenpå i tro på, at der er noget på Mars, ude i det romerske univers, der kan styre livet på jord. - Det betyder at statens institutioner skal sørge for vækst-kendskab på alle planer – dyrke den sande vækst, så sandseligheden hos mennesket kan opstå mildt, præcist, bestemt, behersket livsbefordrende. Uddannelses-systemet skal have fokus på kroppen, lære mennesket de helbredende måder at forløse sig på, livsenergien og næringens veje i forhold til kroppen. – Thi den vil jo reagere, såfremt den mangler noget. Og jo ikke altid hensigtsmæssigt. Er skellettet det eksisterende, ja så skal det foregå hele vejen op gennem systemet. Det giver sig selv med livets erfaringsmåde, hvad de pågældende niveauer er rettet imod og bider mærke i i forhold til samfundets svømmetag ind omkring hjertet og op, ud.

Og det betyder først og fremmest at indskoling i menneskelighed bliver stillet i arbejde på jord. Hele vejen op. F.eks.:

1) Arbejde med køkkenhaven, dyrerne, slagtning og madlavning.
2) Kropskendskab
3) Åndskendskab.

Mennesket kan ikke tage trykket af sin krop uden muskler, men det kan heller ikke gøre det uden sind for sit liv som krop – og omvendt: Åndskendskab kan ikke tage trykket af livsenergien og dens nedarvede potentialer uden personlig krop, men det kan heller ikke gøre det uden samfundskendskab, menneskelivets organiske realitet, der hvor vi er, den tid, dvs. de mennesker man lever sammen med. Og derudaf fødes videre sigte for tidens mennesker, men nulstillet, jordet ved ordet. - Ja dét, der har heddet tro og som sådan fortsætter med at hedde det, indtil sandseligheden og kroppen er yderligere bestyrket i sin indforståethed, sin menneskeånd og virke deri, herunder at jorde fornuftens romerske vanvid. Vi kommer ikke udover livets organiske realitet og end ikke den menneskelige organiske realitet.

Vi havde sødmælk i skolerne, vi havde madpakker, mv. – men medbragtheden skal stilles t ro til fordel for den arbejdsomme indfødthed, indbragthed. Indarbejdningen, kunne vi kalde det. Mennesket skal opleve sin sammenhæng med jorden og andre mennesker i sin sandselige oprindelighed. Nulstillingen. – Og det skal foregå hele vejen op, såfremt skellettet, vort system skal bruges. Og ja, det skal det, fordi det er kulturforstandigt kød og blod hos os. Arbejde er jordisk, kropsligt, næringsgivende - og alt det andet, materialiseringen af alskens produkter, tegn-tekst-og-tal, verden, ja det er sorg, mennesket ikke har lært at håndtere befordrende på anden vis, omvende til forløsende udvikling, ren sandselighed, ånd, åndedræt. Der er ikke noget, der ikke er livet – og istedet for den negative retning: ikke noget, ikke livet – istedet kan livet derfor såvel ånde fortrinligt, sandseligt som arbejdsomt.

– Når den indforståede livsforstand er gående hele vejen op i systemet som det er, på samme måde som skildret og altså i voksende stadier, der jo dog stadigvæk er stillet ved jord, ja så bliver stats-ledelsen indforstået med det vækstgivende, næringsgrundlaget. Universitetet bliver et organitet på den måde – men jo altså ikke rettet mod magt, men ledelse af mennesket, kultivering af livets vækstpotentiale på samme plan som den øvrige fortagsomhed i samfundet, da den således er jordet og ledelse dermed blot er i forlængelse af traditionen, dvs. at det kan acceptéres i bred forstand. Det er hel anden måde at håndtere os på, fordi vi da har lært at kanalisere, sørge. Og sådan må vi altså bruge staten til at give nyt liv til kulturen. Livet lærer ad den vej at leve uden kapital som det afgørende og vil dermed sørger for videre udvikling, kreativt. Og ja vi er jo mange, men når højskoler kan fungerer og livet vænne sig til at leve i skoler og udviklingslejre, ja så kan det også vænne sig til at leve sådan hele vejen. Ja det er jo det, der er meningen i et samfund; det er jo ikke en arbejdslejr, men et menneskelivets sted. – Og det, ledelsesgangen, ja det er sådan set i forvejen det, der sker op gennem uddannelsessystemet, desværre blot ikke med selvforsyningen, de organisk arbejdsomme briller på, for livet sætter sig jo i overførselsindkomsten, fordi det ikke har vænnet sig til at arbjede med livet, men for statens tvungne idealismer, som de køres ind i kødet, når kroppen ikke er med. - Noget for noget er kapitalens gammel-testamentlige princip, så i realiteten siger staten altså: Vi har givet dig livet, nu skal du bruge resten af dit liv på staten: skrav penge hjem. Ja: Der er ingen udvikling i det som det er.

Det er et fremadrettet udviklingssigte for kulturen der hermed er givet. I kan trygt og roligt smide computerne ud igen, altimens kroppen lærer at håndtere en skovl i køkkenhaven. Og så vi ikke blot bliver klar over vor jordiske bundethed, men til hver en tid kan samles derom: kropsligt som det gælder. Altså er klar over, at det er vor indsigtsgivende bund, der deromkring genoplades påny, påny, altimens vi vokser i indsigt og indforståethed deraf. Som vi vokser og lærer – så handler vi og vokser videre, skaber videre vækst deraf. Jorden er ikke en luksus, vi henter ind, når vi har god tid i statssamfundet. Køkkenhaven er ikke en hobby, det er en læreanstalt i menneskehedens vilkår, hvis I skal have det sådan.

Men hvad så imens.

For det var jo kun de kommende generationer. Der er jo alle os andre ved siden af og man véd, at man ikke kan udvikle kulturen uden at hele kulturen følger med – ikke uden at de kan se det, som man sagde i gamle dage, ja som forstanden siger det. Men altså, det kan ikke lade sig gøre, såfremt vi ikke tager det ind som vort barn. Man kan jo ikke splitte barnet i forhold til sine forældre. – Den splittelse kommer af vort skel mellem skole og arbejdsmarked. Men forløsningens levende udviklingssigte, er jo netop så almindeligt sandt, at ingen kan være i tvivl om, hvor rigtigt det er. Og dermed bare sagt, at ånden er sand. Det er bæredygtigheden, der er afgørende for gennembrudet, den store forløsning af os. - Når skoler bliver arbejdspladser i egentlig forstand, ikke kun plantevækst og lidt med dyr at gøre, nej menneskelig vækst, ja så bliver arbejdspladser også skoler.

Og se, også det er på sin vis realitet i dag, med kurser og arbejdsmarkeds-uddannelser. Men de er jo ikke stillet i forhold til udvikling af livet, men i tjeneste af kapitalens matematiske løbske fornuft og vækstbegreb. – Ja, jeg gentager: Det er netop, hvad naturvidenskaben, det matematiske fornuftsparadigme, universitetet i samarbejde med staten og kapitalen har skabt. Og de fortsætter i deres totale, universitære mangel på indsigt i livet. Der er ingen agtelse for livet som praktisk udviklingsfaktor til menneskets fordel i de kulturers måder.

Arbejdsmarkedet. Sådan hedder det, fordi man handler med arbejde. Arbejdskraft kommer af mennesker og det betyder at arbejdsmarkedet er handel med menneskeliv. – Når der bruges børn som arbejdskraft i fremmede lande, så er det noget vesten har lært dem i kolonialiseringens tidsalder, guld, penge, osv. Så grusom er vesten, så stor er sorgen, misforståelsen af, at vi blev smidt på porten af gud og så kunne det fandme også være lige meget, så gør vi bare det hele selv på selvretfærdiggørende vis og med magt. – Men det paradigme har jeg altså opløst og giver nu videre oplysende sigte ud fra: hvad der godt er tilbage. Der er jo Jer, for det første.

Staten kan roligt gøre som angivet, indrette uddannelses-institutionen som stillet på jord. I vort samfund er uddannelsessystemet, den nye livsenergis vej ind til vækst-samfundet, udviklings-samfundet fremover. – Og det giver så retningen deraf. Med lidt samfundsoplysning omkring det her, vil man også kunne få fornuften med rundt omkring. Vi er alle slægtsmennesker. Man er nødt til at kunne elske, for at kunne tilgive dem, der dummer sig. Der er brug for trosfasthed i forhold til en idé, der ikke er en idé, men livets realitet. – Arbejdsmarkedet er købmandens og producentens, men hvad er det, der skal handles med, når samfundet atter bliver organisk indrettet og rensende, seende. Det deler sig.

Det gamle udskilles. Og det skal man være opmærksom på, for der er gammel gødning i det, det er meget koncentreret, giftigt – men også godt gæringsmiddel, der kan skabe grøde, når først tiøren falder. Vi finder vores egentlige person som mennneske i menneskets ånd og der er ingen større lykke. Fødslen kan dog være svær. Omvendelsen. Mennesker, der ikke véd, hvad de vil eller skal, for at komme til at mærke og ville noget godt igen. Og som skal med alligevel, fordi de er der, fordi de er mennesker i organismen.

Vi lever i samme samfund, vi taler dansk. Det er en organisk enhed i livets organiske realitet, ligesom de øvrige sprogs lande - ligesom barnet er en organisk enhed af familien. Det er samme sande ånd. Og vi kan da ikke have noget imod livet på dansk grund, selvom det så fører sig et dansk sprog, ja og at det er bestemmende for den danske organisme, hele åndskendskabets udvikling. Fremmede, der kommer til bliver danske. Sådan er det og sådan må det være. Men det skal ikke være en forhindring i forhold til at se hinanden uden sprog. Det egentlige menneskesprog, det indarbejder sig omkring ernæringen.

– Man har forsøgt at gøre arbejdsmarkedet til en institution, men det er en frihed i kapitalismens måde med samfundet, fordi staten optræder som Faderens nødvendighed og Sønnen derfor reagerer stik modsat: Han vil fandme være sig selv og ha’ sit eget, han vil være herre over eget hus. Ikke i eget hus. Det er nøden vi er havnet i som samfund og kultur, den er ældgammel. Men den er også unødvendig, når vi forstår at nødvendighed er omvendighed – et livets budskab til os om at omvende noget med vort liv som indsats. Ja det handler sågar om vort lille kropslige livs salige glæde, kontakt med livsenergi uden at skulle erobre verden som AP-møller eller fagforeningen, for det kan sgu da være det samme. Det er samme fornuftsånd, der i sine enten-eller bevægelser gør sådan noget. Det man tager afstand fra i fornuften, det bekræfter man i modsat retning, men derved bekræfter man det altså – og så kommer den lige pludselig som de første bliver de sidste og omvendt. Fornuften er altid at blive fanget ind af sig selv. Og hele pointen her er, at der er vej ud af den forstilte forurenende selv-livskultivering – gennem indrømmelse.

Men når staten holder op med sit fornuftsgejleri, sine fornuftskonger, mv. - ja så holder arbejdsmarkedet også op med sine groteske friheder. Sin sorg. Staten er fornuftens påtagede nødvendige, falske glæde – Kapitalen, arbejdsmarkedets regent, det er fornuftens påtagede friheders, falske sorg. PingPong.

Men livet, der kommer op i midten, ja det er vore kære børn. De står på livets uddannelsesvej mellem hjem og skole; og der personlige imellem, deres unikke liv. Og skal vi føde dem til et godt nyt samfund som jeg har angivet det sundt, rask og godt, arbejdsomt jordnært, åndeligt udviklende, kropsligt stærk i sit kendskab til menneskelig indsats og videreudvikling – ja så må vi følge med. Kan vi tillade os andet? Tør vi tro andet?

Arbejdsmarkedet kan ikke være en modsætning til skolen, når skolen bliver en indarbejdelse til samfundets videre udvikling med livet. Og det må arbejdsmarkedet kunne indordne sig. – Alt det der med, at man bare går på arbejde, det er i sandhed: den ene mands død er den anden mands brød. Og det er derfor arbejdsmarkedet er opslidende, menneskelivet véd godt, at det producerer forhold andre dør af. Sådan behøver det ikke at være, det er ikke en lov. – Men hvem og hvad tror I, der har bildt os det ind? Langt ind i kødet.

En afgørende del af arbejdsmarkedet bliver derfor tilsvarende at lære at arbejde effektivt for livet. Ja arbejdsmarked, I har ikke forstand på arbejde og det er den eneste grund til at jeg ikke deltager i unødvendig forøgelse af lidelse og velfærdssygdomme, ja er ramt tilstrækkeligt af den, men til gengæld gør noget andet, der ikke er til for BNP-folkets administration af livet - for jeg glemmer jeg ikke. I er pubertetsbørn, der skal opdrages. Og det kan kun den Kærlige Fader sige, som vi alle sammen er underlagt som mennesker: Livets organiske realitet med alle sin sande vækstkræfter til vor sfære som mennesker på jord. – Når de kræfter ikke bruges til livets formål, så er man skyld i mord og det skal jo nødigt blive til selvmord som bønderne, der hængte sig i laderne, da kapitalen industrialiserede landets vækstbund, det jordisk stillede menneske par excellence hedder det grimt, fordi jeg siger enfoldigt elskende jordens basale forstandige liv. - Vil I konkurrere med de kræfter? Vil I konkurrere med vækstens negative kræfter, fornuftens verdenshistorie af kød og blod, som den er enhver bondedreng forundt at fatte, sandse på indforstået vis, forud for skolen? Vil I konkurrere med vækstens negative kræfter, der selv er i kødet på Jer, ganske som de er præget I Jer gennem skolegangen som romersk mønt er et stykke metal, der har fået et kejserligt stempel i nakken og nu slår flik-flak, plat-og-krone på én gang rundt i blodet på Jer?

INDSE FORLØSNINGEN. Arbejdsmarkedet skal fortsætte med at være arbejdsplads, mens børnene er i skole og lærer at arbejde udviklende som angivet. Men den arbejdsplads bliver dermed også Jeres ansvar i forhold til Jeres børn. I kommer til at udvikle den i sammen ånd, I Jeres regi og dermed helt frit i forhold til åndens sigte som I hører det. Skal forældrene på arbjedspladsen kunne følge deres børn, bakke op om en bedre samfundsudvikling, livsudvikling, kulturudvikling – ja så skal arbejdspladsens arbejde handle om det. Nogen steder vil man måske kunne tage de unge børn med ind i arbejdet.

Velfærdsproduktion til vor fordel, ja til handel - velværsproduktion. Sådan kunne man afvikle kapitalens marked til fordel for et egentligt arbejde, der bakker op om, at leve som samfund, som menneske i udvikling. Og da hedder det ikke produktion længere, nej, for det handler om at være til i livet og arbejde for livet. Og det er ikke produktion, det er et samarbejde om Jeres børns samfundsudvikling og dermed naturligvis Jeres inderste liv. Det lades og bekræftes med andre ord i høj grad på arbejdspladsen. Og derved er det givet, hvad virksomhed handler om – især hvad den spytter ud i den anden ende, for det er ud i livets omverden. Vi kan ikke længere gå på kompromis med samvittigheden, men det er jo aldrig et problem, når man producerer noget livet altid kan bruge godt, istedet for at mane forbrugeren til misbrug.

Men altså, der vil være effektive madproducenter. For det andet krops-forplejningen, hele den sociale forsorg, alternativ behandling, lægeudvikling, fremfor medicinske kapitalister – forsorgen sørger for sorgen. Ja, kropsforplejning handler om dét og ikke andet. Og der tager man fat til nye sandselige horisonter melder sig af livet i det regi, man er stillet i, tager erfaringen op og taler den, så den fælles lægehorisont ikke er imodstrid med et almindeligt livs erfaringer, omend de opstår af kroppen som det man kalder gode idéer, men som er sands, der skal følges op på; alt universitært liv er forstilt. - Det er altså ikke alt, der kommer ud af vores krop, der er ondt, ja der er faktisk ikke noget, der er det: Livet bliver ved med at sige tag imod mig, tag imod mig, tag imod det, der gives. Videre. - Endeligt vil arbejdspladsen også være orienteret i udvikling af krops-kendskab samt dens gode redskaber?

Under alle omstændigheder, såfremt vi skal bruge den forstand, som fornuftssystemet, den matematiske statsfunktionalisme har præget os til, men i en opløsende som oplysende kulturudviklende retning, ja så bliver arbejdspladsen tilsvarende stillet med de tre elementer: Mad/føde, Kropskendskab og åndskendskab. Det skal indgå som klare elementer, sindet skal med. Vi kan ikke producere os til rigdom. Det er ikke godt nok som arbejdere siger: Jeg får min motion på arbejdet, fordi jeg arbejder fysisk hårdt. – Det er ikke godt nok, da fysisk hårdt i fornuftsånden er tyngdekraftens kapital-love, der forbruger livsenergi, uden at lade den tilsvarende eller endnu mere op. Man kan sagtens vænne sig til det, men ens liv bliver ikke et udviklingspotentiale derved og da går kulturen tilgrunde; belastningen er alt for stor, alene på grund af forkert ånd, forskudt ånd. Ja så afgørende er ånd, så afgørende er det at høre efter livet, istedet for at spille kong smart eller hård negl. – Udviklingen, den sørger statens akademikere og kapitalens bosser jo får, jeg leverer bare arbejdskraften!!!! Alle tre lejre er lige dumme, lige forstilte og det opfatter de som ligestilling eller endnu værre ligeværdighed, der jo kun kan være et menneskelivs-begreb.

Sindet skal med ellers træder sorgen op og lammer os. Vi er nødt til at indrette samfundet efter at sørge for den sorg, vi har nedarvet på grund af regler stukket ud af forlængst døde traditioner. Og det er ikke tungt, men frisættende af glad, arbejdsom energi – fordi det er det egentlig arbejde med livet. Ja det er dét vi har undladt at gøre i hvertfald 50 år, fordi vi troede, der kom en folkevogn eller et tog, vi kunne stige på. - Eller med andre ord, hvis vi ikke gør det sådan, så fornægter vi os selv som mennesker. Så lægger vi låg på og tror da at nye tider redder os i fremskridtstroens autoritære navn, der jo fortsætter med at udvikle hungrende industrier i navn af at kunne redde alt i verden.

Det er altid tarveligt at binde udviklingen op på familierne – men det er især tarveligt, når det gøres uden kendskab til menneskelivet og hvordan det lader sig kultivere. Singlerne, de skæve eksistenser, hvad skal de? Ja de skal ind og gøre det samme i deres hjemme-lejre. Der skal være nogle genopbyggelige hjem, der igen har fat i det grundlæggende: Mad – Krop – Ånd. Socialforsorgen skal ikke udbygges, men der bliver nødt til at være lejre, hvor erfaringskendskabet får lov at vokse på stedet. Drop alle fornuftsmedicinernes og socialforsorgens kategoriseringer, ja man kan ikke uddanne socialforsorg, det er noget nogen tager sig af, fordi de har anlæg for det. Og de bekræftes også gennem det basale mad, krop, ånd. Vi kan altid kun gøre tingene sammen, men sålænge det hedder sammen eller hver for sig, ja så kan vi ikke.

Hvem skal gøre alt det, ja det skal vi, ha ha. – Nej, vi gør det med uddannelsesystemet. Der skal være tre omdrejningspunkter i skolen, i alt, hvad der hedder uddannelse: jordisk arbede med mad, kropskendskab og ånd på den baggrund, den alder osv. Når det skilles ad i tre, som tre sale, tre afdelinger, der praktisk udstikker vejen for skolearbejde og realiteten håndteres sådan – jamen så sammenføjer organismen hos den enkelte en ånd deraf; unikt. Og det er jo dét, der skal håndteres i åndskendskabet, men uden fornuft. Hvem har det, åndskendskab uden fornuft? Amen, vi har ikke mere end vi har, vi kan ikke mere end vi kan, men den indsigt viser os vej. Det er en sands: Der vil altid være en prægning, men den behøver ikke at blive knyttet til manglerne hos os, at vi ikke lige kunne svare, for det er også en del af livet. – Når det andet, jordnære, kropsnære imidlertid er med, jamen så er der en bund at tænke omkring eller rettere sagt sandse omkring. Livet kommer med nye børn og derved nyt og at sandse dét, genkende det – eller i det mindste genkende noget godt sandseligt derved: det afslører sig i arbejdet med det jordiske, det kropsnære. Og på den måde forøges åndskendskabet, der jo altså per faktum er livets organiske realitet, som vi er i. Derfor kan man også sige, at det godt sandselige, der afslører sig, ja det er noget essentielt menneskekulturligt. Et potentiale til os som menneske. Det skal bekræftes hos skolebarnet i den organiske skole og på den vis sker sorteringen videre op efter i skolesystemet, op til organitetet for nogens vedkommende. – Men åndskendskabet er altså hos os, det bæredygtige er, at lade det udvikle sig i indforståethed med, at der skal sørges for forplejningen, det jordiske og det kropslige. Kanalisere begavelserne ind i spor, der fortsat handler om det almindelige. For der er ikke andet og derfor er det så vigtigt, at det bliver et gode til os. – Altså: fascination af noget virkeligt fantastisk menneskeligt, det er jo aldrig holdbart eller givtigt, medmindre man trækker næring ud af det, lader sig mærke med det. Og pågældende skal jo altid og helst bæredygtigt leve videre, så den opdagede frugt kan sætte nye skud.

Gaven i alt der her er sandheden som menneske på jord og det betyder at rammen er sat nok engang. Det kan ikke håndteres af fornuften ligeover, fordi der er tale om en ånd, ja liv i sit afmagtende vilkår. Men der kan heller ikke blive tale om en utopi, fordi vi hermed af den ånd er stillet og altså ikke har andet at tage fat på end det, vi har forsømt: At leve på jord med de omdrejningspunkter, vi alle kender og lade dyden ved det basale dygtiggøre os. Og derfor kan fornuften godt rette sig efter det. Man kan godt gøre noget administrativt med det, fordi man rammer mennesket sandt som jordnært. Vollsmose og lignende skal jævnes med jorden, man kan ikke være det menneskeligt bekendt, men sådan noget kommer jo fra kapital-statens måde med livet. Det kommer ikke fra fremmede, men en fornuftssandheds orden, der ikke har noget med livet at gøre. Danmarks dårlige samvittigheder spæres inde i beton, det er sandheden – det værste er bare, at den kommer fra hjertet og at det således fængsles.

- Det svære er håndteringen af den sorg, der vil opstå, når mennesket begynder at leve som menneske igen, men hvis ikke det sker, så er der ingen erfaringer med at håndtere det og så er det altså dødt løb. – Det svære ved at leve som menneske igen, ja det bliver, kan udtrykkes som følger: hvad har så alt det andet været? Her kommer kropskendskabet os altså til undsætning, fordi man altid kan holde gang i hjertet som kroppens sind. Desuden vil det blive forstået, at år nul er krop og ånd i god forløsende måde; mennesker ligger inde med brændgode potentialer, der aldrig er blevet udfoldet, de brændes af i kapital-staten, ja det er vanvittigt. Læger kalder folks personlighed for en drøm, de skal bekæmpe. – Ja det er en psykologdame i TV, der siger sådan. Men det siger hun sådan, fordi psykologi er et fornufts-sprog, et selvbekræftende sprog om sig selv, der således projicerer egen utroskab, egen uforstandighed i livet. Husk på, der er ingen fra universitær kant i dette vort land, der på nævneværdig vis har forstand på noget menneskeligt her på jord.

Menneskeånden har vist sig som kultiveringspraksis, organisk, så der er ikke noget hurlumhej længere. Der er ikke noget at bortforklare, vi er rundt, så nu skal det så at sige bare ned i kroppen, kulturen. Og det er foruden hele denne smøre, der har henvendt sig til medhøret, ja, men til statskulturerne, så den kan frisætte sig af lovgivningen på udviklingsmæssigt sigtende vis – foruden det, betyder det for mit vedkommende, tror jeg, at fortsætte med at koncentrere og formulere det læsende folk ud til livet, det var et punkt, det andet er: at protestere ved at rette direkte oplysende henvendelser. – Der er rigtig mange, der ikke har set, hvor vi er på vej hen som samfundsliv eller ikke har ord for det. Og det holder ikke. Det véd vi. Øvrigt har jeg været inde på det: Der sker ikke noget uden formuleringer, fordi sindet i vor kultur er meget ordstyret. Og det er jo lige netop derfor, at der skal noget hjertesandselighed med – og ikke bare gode intentioner – ja for ellers nedbrydes skellet mellem skriftkulturens fornufts-statsfascistiske kærlighedsbegreb: lovkulturen og så den i sandhed, sandselige levende kærlighed alle mennesker udtrykker på alle mulige andre gode måder end lige med ord. Det er svært og jeg får nok en grusom dom af fornuftens papegøjer for at have udredet deres liv af deres skizzofrene praksis.

Det danske samfund er en organisk enhed og der er ingen forpligtelser i udlandet, der kan retfærdiggøre, at vi ikke tager os ordentlig af vort samfund, vore børn, vore forkvaklende systemer, kapitalen og hvad der ellers er nævnt. Vi er en levende enhed og fornuft, der søger at opløse den, vil ikke blot gå til grunde, men forstille livet i den enhed, såre det, forplumre det, ødelægge det. - Vi er dem, vi nu er og der er ikke andre, der i det daglige kan sætte dagsordenen for livets udvikling udover os selv. Det selv er ikke længere sig selv, men opløst som sådan til fordel for en oplysende menneskelig udviklende kultur, vore personer. Dig og mig som alle de andre mennesker, der har et navn, en historie og med garanti en sorg, der skal sørges for. Og det må vi så indrette os efter som angivet, da sorg ikke er et personligt anliggende, men udtryk for satans universitære lovssamfund, der ikke har tænkt sig at stoppe, men at vade direkte ind i den næste tragedie med mennesket: os alle sammen.

Hermed må jeg slutte bogen, så jeg kan få ladet op igen. - Det oplyste demokrati bliver opløst, så det græsk-latinske demokrati og hele den akademiske fornuftsarv kan filtreres ud – men til fordel for, i en omvendelse af det hele i et forstandig holdbart udviklingssigte: EN OPLYSENDE MENNESKEVEJLEDENDE ÅND eller ORGANISK MENNESKELIVSSANDS, der sørger for at vende sorg til glæde gennem livsførelsen - og iøvrigt kan høre ytringsfriheden på sin kærlighed til omvendelse af undertrykkende livsvilkår. Kår, der altid har rod i det mellemmenneskelige, omverdens arv-og-miljømæssige realitet, i alvor kær.

Fra Gud, Konge, Fædreland – til Gud, Menneske, Dyrkelse – til Føde, Krop og Ånd. Og så til helvede med det Uoplyste Folkestyre, Folkekirke, Folkeskole, Folketing, Folkeuniversitet, Folkevogn og toge, der kører – den akademiske statsfornufts universitære produkter. For man kan ikke oplyse et folk, ligesåvel som man ikke kan danne et folk, ligesåvel som man ikke kan kultivere et folk eller for den sags skyld styre det......

Mennesket er Livsåndens navn til os og det er en realitet, der har en organiske kulturforstandig udviklingssfære, en midte, der kaldes menneskelivsånden og kun den kan oplyse os, danne os, kultivere os og for den sags skyld lade os vejledende behersket t ro af livsånden.


De menneskekærligste personlige hilsner til liv på dansk grund: Jens Haarup Mortensen - en lille dreng som hans søn, født og opvokset på jord i en menneskekultur, i et land kaldet: Danmark.

1 kommentar:

  1. Itѕ like you reаd my mіnd! You ѕеem tо knoω so much abοut thіs, lіkе you wrotе thе boоk in it oг something.
    Ӏ thinκ thаt you can dо with a feω ρics tο dгiѵe thе mеsѕage hοme a little bit,
    but instead of that, thіs іs fаntаstiс blog.
    Αn excellent reaԁ. Ι'll definitely be back.

    Also visit my homepage hcg diet blog

    SvarSlet